Benjamin Koppel: Sådan forklarer man musik for en kat
Posted on august 31st, 2011 by jazzblog.dk
Ud af Musikken
Det hele startede med et venskab. Coachen Casper Rongsted og jeg havde en række kaffemøder, som vi fyldte med samtaler om musikkens verden. Det udviklede sig til foredrag og workshops. Senere fik vi ideen til en fælles bog. Den er nu komponeret og rummer summen af vores kærlighed til musikken.
Det er vores store ønske, at bogen Ud af Musikken – Sådan forklarer man musik for en kat -, skal påvirke, opmuntre og indgyde mod til fordybelse.
For musikken er en del af vores tanker, følelser og åndedræt, fra vi står op til vi går i seng. Den er et livgivende univers, hvor vi samler kræfter, optanker mod og føler os imødekommet og forstået. Den katapulterer vores kreativitet og inspirerer og forfører os, langt mere end nogen anden skøn kunst formår.
Musikken gør en hørbar forskel i vores liv. Den udfordrer vores ører og dermed hjernen og kroppen og kalder det bedste frem i os. Musik er skønhed, gru, fest og ballade, humor, alvor, og meget, meget mere. Musikken påvirker vores dannelse og skaber grundlaget for de liv, vi gerne vil leve, både privat og professionelt.
Bogen indeholder en cd med ti numre, et til hvert af de ti kapitler, så man får mulighed for at høre musik, der understreger kapitlernes pointer, temaer og omdrejningspunkt til inspiration, udfordring og underholdning. Jeg håber, I vil læse og lytte med!
Benjamin Koppel
Komponist, saxofonist og forfatter
Tags: Benjamin Koppel, bog om jazz, Casper Rongsted, dansk jazz, Gyldendal, jazz, jazzmusiker, Ud af Musikken

