Om Jazzen fra Jazzen

Adam Pultz: Releasekoncert med Jesper Zeuthen Trio

Posted on november 30th, 2011 by jazzblog.dk

På torsdag d. 1 december kl 20.00 fejrer vi udgivelsen af Jesper Zeuthen Trio Live med en koncert på Københavns måske hyggeligste spillested, Kind of Blue på Ravnsborggade 17 på Nørrebro.
Den spritnye liveplade blev optaget i Literaturhaus i marts af John Fomsgaard, der også miksede den. Musikken er skrevet af Jesper Zeuthen og fremført af Jesper Zeuthen Trio med sved på panden og gang i gaden.
Kind of Blue serverer kvalitetsøl, kaffe, sodavand og masser af andre godter.

Entré er 50 kr, for hvilket nærmest symbolske beløb man får to sæt uforfalsket og uforstærket livemusik. Hvis man samtidigt køber CD’en, for man hele herligheden for 130 kr.



Lyt til musikken på www.jesperzeuthen.com.

Line-up:
Jesper Zeuthen (altsax)
Adam Pultz Melbye (bas)
Thomas Præstegaard (trommer)

Venlig hilsen Adam Pultz Melbye,
på vegne af Jesper Zeuthen Trio.

Benjamin Koppel: Quatre, Trois, Deux, Un

Posted on november 23rd, 2011 by jazzblog.dk

I mange år har jeg i min stue haft et værk af billedkunstner Poul Pedersen hængende. Det er en skitse til hans berømte bogstavværk “Quatre, Trois, Deux, Un”, som findes i sin færdige version på Randers Kunstmuseum. Værket består af fire mindre værker, som hvert indeholder ét af ordene. Quatre, Trois, Deux, Un, og skal altså ses som dele af en helhed. Værket har altid fascineret mig. Hvad sker der efter 4,3,2,1? Hvad tælles der ned til? Denne fascination har nu resulteret i albummet ”QUATRE, TROIS, DEUX, UN”, som udkommer 23. November.

Poul Pedersen er en af dansk kunst store avangarde-kunstnere og kendt som ”Bogstavtyven”, fordi han ”stjal” bogstaver fra berømte malerier og genbrugte dem i sine egne værker. Ligesom værket i min stue, arbejder han med filosofiske spørgsmål som foranderlighed og fastholdelse, der så bringes til live i minimalistiske fortolkninger, ofte centreret omkring ord og bogstaver. Jeg har i min musikalske fortolkning af hans værk, bevidst forsøgt at gå efter at bevare dette spændingsforhold mellem forandring og fastholdelse, form og flow. Af samme grund er de ti kompositioner på albummet delt op i fire kvartetnumre, tre trionumre, to duetter og et enkelt solonummer. Antallet af musikere reduceres gradvist i takt med cd’ens musikalske forløb.

Albummet er skabt i samarbejde med den franske trommeslager Daniel Humair, som jeg har arbejdet sammen med i de sidste syv år. Albummet, der er det tredje, jeg har lavet sammen med Daniel Humair, blev iøvrigt indspillet i forlængelse af Thommy Anderssons og min duo-plade, ‘The Suddenness of Inventivity’. Herudover medvirker Jacob Anderskov på piano og Thommy Andersson på kontrabas.
Mere info på cowbellmusic.dk

God fornøjelse og venlig hilsen,
Benjamin Koppel

Yderligere info:
Albummet udkommer i forbindelse med en koncert i Det Danske Hus i Paris, den 23. November som led i JazzDanmark musikfremstød 23.-27. November 2011.

Musikere:
Daniel Humair: Trommer
Thommy Andersson: Bas
Jacob Anderskov: Piano
Benjamin Koppel: Sopran sax, mezzosopran sax, alt sax, bariton sax

Dansk jazz når ud til 5 millioner lyttere!

Posted on november 18th, 2011 by jazzblog.dk




Kære jazz ven.

Det er med overordenlig stor begejstring, at jeg denne fredag kan fortælle, at Dansk Jazz igen skaber international interesse.

Takket være god musik og godt benarbejde, får Dansk Jazz en hel time på den engelske jazz radio UK Jazz Radio.

Det er lykkedes, at skabe så stor interesse for Dansk jazz, at UK Jazz Radio på søndag dedikerer en hel time til danske kunstnere. I programmet “UK Jazz Showcase” på søndag kl. 23 vil man kunne høre dansk jazz med bl.a. Jakob Bro, Jesper Zeuthen Trio, Nikolaj Hess, Kristian Borring og Thomas Maintz.

Dermed har dansk jazz mulighed for, at blive hørt af ikke mindre end 5 millioner lyttere.

Lyt med her: ukjazzradio

Og som bonus bliver Jesper Zeuthen Trio’s nye album “Live” allerede præsenteret iaften i samme programflade kl. 23.

Rigtig god fornøjelse

Jesper P. Graugaard

Fredrik Lundin: Tankerne bag albummet Silhouette

Posted on november 4th, 2011 by jazzblog.dk

Den 21/11 kl 19.30 fejrer gruppen Silhouette i Jazzcup i Gothersgade i København udgivelsen af albummet “Silhouette”.

Musikken er af den store svenske barytonsaxofonist og komponist Lars Gullin, og af de to kapelmestre Christina von Bülow (altsax) og mig selv, Fredrik Lundin (barytonsax)
De øvrige medvirkende i bandet er Jacob Fischer – guitar, Daniels Franck – bas og Jeppe Gram – trommer.

Her er lidt om bag- og bevæggrunde for denne udgivelse.

I februar 2008 skulle jeg spille lidt sammen med Frans Bak til dennes 50 år fødselsdag. Jeg havde besluttet mig for at gøre det på min nys anskaffede, men ældgamle (80 år gamle), barytonsaxofon.
Dette kræver også en lidt længere forklaring.
Frans Bak, i hvis orkester jeg spillede i slut 80′erne, havde en forkærlighed for harmoniske kombinationer, vi i orkestret kaldte mobbedrenge (uvist af hvilken grund), en konstruktion, hvor baslinien hele tiden bevæger sig kromatisk eller i heltone-trin, helst opad, men også nedad.
A-stykkerne i Lars Gullin-kompositionen Silhouette er netop bygget op på sådan en mobbedreng-linie, og jeg syntes det ville være passende at spille netop denne, uendeligt smukke og vemodige sang, som jeg var sikker på at han ville sætte pris på, med Frans.

Read the rest of this entry »

Copyright © 2012 jazzblog.dk. Skriv til info@jazzblog.dk