Den progressive og konservative er uenige, men kan ikke undvære hinanden

Sommeren er passeret, og jeg tænker: Hvad skete der egentlig?
Kan jeg genfortælle? Det er ikke let og min hjerne er ikke en klæbe-ditto, men jeg husker det, der har gjort indtryk. Dagligdagen har sin egen travlhed og en slags indelukkethed. Ind imellem oplever jeg noget, som bliver printet i erindringen, men noget går også ind i en gråzone, og kan kun hentes frem, hvis der kommer en anledning. Hvorfor egentlig det? Tankerne kan ikke komme til for nye tanker og når jeg prøver at huske noget, står en anden tanke i vejen. Jeg må lade det komme til, som uskyldigt dukker op. Sådan er det også at spille jazzmusik. At spille det, der er lige nu! – Hvad er der så lige nu, kan man sætte ord på det? Måske ikke så svært. Når mit band har præsenteret et tema og vi går til solo, hvad så? Det er jo ikke sikkert, at det i første omgang er min tur, men den der får soloen, skal akkompagneres af mig. Jeg må lytte til hvad der sker og jeg skal glemme mit øveprogram; jeg er jo ikke nogen spilledåse, som man trækker op. Får jeg selv en solo, må jeg indtage den plads, situationen har givet mig og udtrykke mig på min egen måde. Det kræver koncentration og nærvær. Hvis jeg ellers har gjort mit hjemmearbejde, har jeg meget at komme med. Jeg skal spille og lade musikken komme af sig selv. Hjemmeøvelser, der ikke naturligt udmønter sig i musik, er endnu ikke færdigbehandlet af kroppen. Jeg skal fortsætte med øvelserne derhjemme og lade publikum opleve musikken der spiller sig selv.

I min ungdom tænkte jeg på dansemusikken, som i tresserne blev iscenesat af en bunke forskellige orkestre af stor diversitet, deriblandt nogle der spillede jazzpræget dansemusik, noget jeg i en periode interesserede mig for. Da jeg var barn, spillede jeg klaver og drømte om at blive sømand. Da jeg var dreng, spillede jeg guitar og drømte om at blive radiotekniker. Da jeg var ung mand, spillede jeg kontrabas og drømte om at blive musiker -Bingo. –Når jeg ser tilbage, har der været musik hele tiden. Nu er jeg 65 og drømmer om at blive en gammel bassist. Mit liv har bevist, at bassen var det rigtige valg. 

Jeg besluttede mig for at lære kontrabassen at kende, og derfor søgte jeg ind på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus. Inden optagelsesprøven besøgte jeg en rutineret bassist fra byens symfoniorkester og præsenterede ham for mit etude-program til prøven. Han syntes at det lød rigtigt godt, “Jamen du skal da bare have en uddannelse, søge ind i et symfoniorkester og få fast stilling, så du kan forsørge en familie”. Tak skal du have! – tænkte jeg – det lød sgu kedeligt. Efter min egen opfattelse var jeg jo pioner. Denne bassists udsagn fik en vis indflydelse på mine senere valg. Ved siden af studiet og de klassiske etuder spillede jeg jazz-job (hvad studerende ikke måtte dengang), begyndte at mærke min personlige kurs, og fandt ud af hvilken vej jeg ville gå. Min drøm så ud til at gå i opfyldelse, med jazzen som omdrejningspunkt. Jeg var blevet mere kunstnerisk anlagt og begyndte at få ideer til hvordan min musikertilværelse skulle se ud. Det symfoniske kendskab til bassen kom ind i min rygrad og samtidig begyndte jeg at sætte mit personlige aftryk på jazzlivet i Århus. 

Indtil da (1969) havde jeg spillet dansemusik på restauranter og vidste ikke, om det var det rigtige for mig. Jeg stod også og sang standards, akkompagneret af min egen bas. Vi blev af andre musikere i selskabs-genren betragtet som nogle højrøvede dansemusikere, der spillede jazz. Det var jeg såmænd stolt af. – Men jeg blev ikke levebrøds-dansemusiker. Nu stod jeg pludseligt på Tagskægget i Århus og spillede med Ben Webster, Dexter Gordon, Clark Terry, og mange andre jazzkoryfæer. Jeg fattede vist ikke helt hvad der gik for sig, men jeg stolede på mig selv, mødte op til tiden, pakkede og slog henholdsvis bassen og ørerne ud. Jeg spillede også i soul/funk orkestre. Jeg var kommet til Århus på et tidspunkt, hvor miljøet manglede en bassist, der kunne det som jeg kunne – bare på med vanten! 

Nu, 47 år efter, kan jeg selvfølgelig mærke, at jeg ikke er den eneste på mit instrument.
Der er konkurrence fra en hær af nye unge bassister. Det er et perspektiv som jeg skal leve med og huske på. Jeg erindrer udmærket, hvordan det var da jeg selv var ung.  – 
Jeg har udviklet en progressiv side, der trives side om side med den konservative. Jeg elsker at spille walking-bas, at gå den melodiske og naturlige vej gennem akkorderne. En gang var det pionergerning at spille walking-bas, men i nutidsjazzen er det blevet umoderne, og nogle mener det er for kliche-præget. Hos de unge bassister hører jeg i dag mange interessante bud på, hvordan det også kan gøres, hvis man ikke har lyst til at spille walk. Og det interesserer mig stadig at følge med i hvad der foregår på jazz-scenen. Skal jeg da begynde på noget nyt i stedet for walk? Nej da, for det elsker jeg jo, og det fejler i sig selv ikke noget, og i visse stilarter er det netop det, man skal gøre!  Men når jeg i en periode med interesse har lyttet, og naturligt begynder at indkorporere nye elementer i mit spil, har jeg gennemgået en udvikling. — Min progressive og min konservative musiker kigger på hinanden dagligt. De er uenige men kan ikke undvære hinanden, og den konservative har med tiden lært at holde af udfordringen fra den progressive. Jeg befinder mig med andre ord rigtig godt begge steder. Havde jeg ikke den balance, kunne min progressive agenda godt pakke sammen.  — Kunsten og håndværket har taget hinanden i hånden. Jeg hylder alsidigheden.

Jens Jefsen
kontrabassist, jazzmusiker og menneske

Share on Facebook

Erik Moseholms tale til La Fontaine fra den 1. februar 2011:

La Fontaine har haft stor betydning for jazzen og har det stadig. Det ved vi, der er kommet her i et par generationer og har lyttet til så mange fremragende musikere her. Men inden jeg fortsætter den hyldest La Fontaine fortjener, vil jeg lige gøre opmærksom på den store verden udenfor og nogle væsentlige grunde til, at stedet ikke får den opmærksomhed og den offentlige støtte, det fortjener.

For La Fontaine er en perle i det jazzmiljø, der får stadig mindre opmærksomhed. Bl.a. fordi der er for få, der formidler stedet ud over den lille inderkreds. For få, der kæmper for at få større opmærksomhed fra en regering, der ikke kan lide kunstnere og kultur. For få, der bruger energi på at gøre opmærksom på nye aktiviteter. Og for få der deltager i den politiske debat. Det er godt at orientere bredt og det er godt at orientere internt i inderkredsen, men der er for mange i inderkredsen, der æder energi fra de kreative i jazzmiljøet med fnidder, uvæsentlige skriverier og uinspirerende kritik.

Hvorfor har jazzspecialister ikke i stedet brugt kræfter på at reagere mod Anders Fog Rasmussens første nytårstale, hvor også de burde føle sig ramt af hans: ”Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst.”

Jazzspecialisterne reagerede stort set ikke mod Regeringens grove nedprioritering af kunstnere og kulturens folk, der lejlighedsvis er blevet betegnet som ”elitære fagidioter”, ”selvbestaltede smagsdommere”, ”ballademagere”, ”nyttige idioter”, ”pladderhumanister”, ”rundbordspædagoger”, ”kommunister” og ”røde lejesvende”.
De alt for få jazzpip, der kom, har indtil nu ikke hæmmet regeringen i at vinde ”værdikampen”. Betegnelser som socialist, humanist og kulturradikal har Regeringen fået til at klinge negativt blandt mange.

Da en kendt galleriejer fik Anders Fog Rasmussen til bords ved en middag og spurgte, om han interesserede sig for kunst, svarede han ”Nej, jeg løber !”
Har I nogensinde hørt vores to statsministrene i de sidste ti år nævne kunst eller kultur i væsentlige taler? Og hvornår har I oplevet et regeringsmedlem kæmpe jazzens sag? Eller La Fontaines? Men I har oplevet Regeringen redde bankerne med milliardtilskud og samtidig nærmest nydt at lade Danmarks største kulturinstitution DR forbløde økonomisk. Det har bl.a. betydet, at jazzen dér er blevet betydeligt reduceret, så der nu kun er en halv fastansat medarbejder tilbage (han er til gengæld god). Og tror I, selv om der er tale om småbeløb, at Regeringen vil redde Radioens Big Band, hvis DR ikke har penge til orkestret? Musikerne er kun halvårsansatte og får lige nok til ikke at skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvad med at gøre musikerne fuldtidsansatte som i de klassiske ensembler?

Kulturministeren efterlyser udspil til kulturpolitikken. Her er et: Lad dig inspirere af Frankrig, som du har vist stor sympati: Da Radioens Big Band for knap 25 år siden gav koncert i Paris med den begejstrede franske kulturminister Jack Lang i salen, spurgte han de tilstedeværende franske jazzspecialister, om Frankrig havde sådan et fremragende orkester? Da svaret var nej, sagde han: ”Det må vi ha,” og gav omgående penge til oprettelse af Det Franske Nationaljazzorkester, der i år kan fejre 25 års jubilæum. Hvorfor gør den danske kulturminister ikke noget lignende? Eller kommer her i La Fontaine og begejstres over musikliv her for at udbryde: ”Det vil jeg støtte”.

Heldigvis har vi gode formidlere af jazz i medierne. For at synliggøre dem har jeg været med til at institutionere en årlig jazzformidlerpris finansieret af Danske Populærautorer (DPA) og Copenhagen JazzGuides. Med den hædrer vi talentfuld professionel formidling af jazz på en let forståelig og fængende måde, der øger interessen for dansk jazz. Vi har fælles interesser med La Fontaine, der også giver danske jazztalenter opmærksomhed og mulighed for at udfolde sig med stadig flere unge blandt publikum. Derfor har La Fontaine de sidste to år været stedet, hvor jazzformidlerprisen uddeles. Sidste år gik den til journalist og meget-andet Henrik Wolsgaard-Iversen. Året før til fotografen Jan Persson. Og inden da til Berlingske Tidende´s Kjeld Frandsen og som den første i 2007 fik Politiken´s Birger Thøgersen prisen.

Politiken er i øvrigt det dagblad, der giver mest spalteplads til jazz, også til det bredt formidlede. Det er vi mange, der er glade for, og vi har svært ved at forstå, hvorfor søren nogle jazzspecialister protesterer mod det ? Foretrækker de jazzen henvist til forholdsvis små og sjældne klummer, som i andre dagblade? Eller udeladt, som i TV, formiddagsaviser og ugeblade?

I 1950erne var der meget om jazz i alle medier. Den kunne høres ”live” mange steder: i koncertsale, jazzklubber og -huse og ikke mindst på dansestederne. Koncertsalene fik mest omtale. Men der blev ikke skrevet om de mange professionelle jazzmusikere, der hver aften spillede på danserestauranter. Selv om der aldrig i dansk jazzhistorie har været et årti med så mange jazzmusikere engageret til dansesteder. I København en halv snes restauranter hver aften. Også på La Fontaine.

I 1957 skrev jeg en lang artikel i Musikrevue (datidens JazzSpecial) og opfordrede jazzskribenterne til at gå ud på de mange dansesteder og skrive om dem. Fordi det, der ikke dokumenteres på plade eller skrives om, eksisterer ikke for eftertiden. Men jazzskribenterne fortsatte med at fokusere på koncertsalene i deres, ganske vist, forståelige kamp for på det tidspunkt at få jazzen anerkendt som seriøs kunstart. Jazzmusikere, der spillede til dans, fandt de useriøse. Og værre var det, hvis kommunikationen med publikum lignede underholdning. Men for jazzorkestrene var det lettere at få de bedst betalte job med et shownummer på repertoiret, og derfor var det tilfældet for flere orkestre bl.a. Jonny Campbells, Peter Rasmussens, Leo Mathisens og Svend Asmussens. Sidstnævntes showtalent blokerede for det bedre jazzselskabs omtale af ham, skønt han var, og er, jazzmusiker på internationalt plan. Han var det store idol for violinisten, der i den grad kom til at skabe liv i La Fontaine: Finn Ziegler. Også han var professionel og levede fra 1955 af at spille på dansesteder. Det tiltalte ikke jazzpuritanere. Dansen spærrede i 25 år for deres omtale af Finn. Men for os, der spillede med ham og lyttede til ham i et halvt århundrede, var han en af de mest spændende og inspirerende danske jazzmusikere. Han skabte liv omkring sig og gjorde i næsten tyve år La Fontaine til stedet, hvor de største talenter mødtes, både danske og udenlandske, både unge og gamle.

Og i aften fejrer vi, at Ole Hierwagen har fortsat ladet jazzen blomstre her i ”Springvandet”. I 21 år. Tak for det, Ole. Det er en bedrift, at du over så mange år har kunnet give så mange talenter mulighed for at udfolde sig her. Vi håber, at nutidens og fremtidens mediefolk vil omtale din indsats og La Fontaines betydning, så bevillingsgivere ikke vil kan lade være med at sende penge hertil. Hvad med at invitere kulturministeren til at holde tale ved næste arrangement her og udtrykke sit ”Love La Fontaine”?

Erik Moseholm

Share on Facebook

Mindeord

Ed Thigpen, som sov stille ind på Hvidovre Hospital tirsdag, 79 år gammel, vil blive savnet af mange grunde.

Han var en stor musiker, som med en forfinet sans for det æstetiske i jazztrommespillet, lærte alle os der var så heldige at opleve ham, hvor elegant jazz kan spilles.

Han havde en meget fin klangsans. Sans for hvordan trommer og bækkener skulle klinge og, måske endnu vigtigere, det orkestrale øre for hvordan han med sit spil kunne få orkesteret til at klinge.

Selv var jeg i god gammeldags mesterlære hos Ed 1979 – ca. 1985. Han tog mig under sine vinger, og lærte mig med stor kærlighed, hele det fundament som jeg siden har bygget mit trommespil på.

Det var ham magtpåliggende at få mig til at forstå essensen i amerikansk trommespil, og netop dette – at det var ham magtpåliggende, selvfølgelig kombineret med at han jo vidste hvad han talte om, gjorde det til en kilde af viden – af uvurderlig betydning for en ung musikers udvikling. Alt sammen drevet af hans egen kærlighed til musikken, menneskene og livet.

Ed var et sympatisk, ærligt og omsorgsfuldt menneske, der opførte sig ordentligt. Og det mente han også at andre skulle gøre. Så han kunne også være bestemt.

Jeg kan huske at jeg engang kom fra min klassiske lærer, som havde sagt ”Jonas – hvis man ikke kan spille en presset hvirvel (hvad jeg havde svært ved på det tidspunkt) – så kan man ikke spille trommer”. Jeg var ked af det – og fortalte det til Ed. Og han svarede ”Jonas – If you cannot play a pressed roll …..(lille pause)….. you cannot play a pressed roll” – og så var den ikke længere.

Hos Ed var der varmt. En varm swingende stemning af fin amerikansk jazz. Af den ædle slags. Det var lige noget for mig.

Jonas Johansen

Share on Facebook

Den første generation af jazzens store stilskabende jazzmusikere tjente deres penge ved at spille til dans. Og de ku´li´det. Danserne inspirerede. Også til kompositioner. Duke Ellington hyldede datidens store sorte danser Bojangles med en komposition med hans navn i titlen.
Jazzmusikerne havde ikke noget imod at spille til dans. Lester Young, Charlie Parker, Sonny Rollins spillede danse og Miles Davis inspireredes af stepdansernes yndlingsrytme ”tap rhythm”. Alt sammen i jazzens tradition.
Saxofonisten Jesper Thilo fortæller: ”Det første job på en koncertturné med den verdensberømte amerikanske saxofonist Benny Carter med Arnvid Meyer´s orkester var uheldigvis i en gymnastiksal på en skole, hvor der skulle være skolebal. Dér stod vi så med Benny Carter og en hel masse glade unge mennesker med øller i hænderne og sved på panden og damer og det hele. Det viste sig at være fuldstændig umuligt at gennemføre en koncert, så vi måtte sige til Benny: ”Dette her må du squ meget undskylde. Vi ved ikke rigtig, hvad vi skal ….” ”Det dér? Det er noget af det bedste, jeg ved. Danser de?” – ”Ja, det regner vi med, de gør” – ”Ih, det bliver pragtfuldt! Må jeg ikke være med hele tiden, for jeg elsker at sidde og se unge mennesker danse og more sig!” Og så spillede han med os hele aftenen. Jeg tror ikke, nogle af de unge mennesker fandt ud af, at Benny Carter var på scenen. Men de havde det pragtfuldt, og det havde Benny Carter og vi også !”

Desværre opstod der i 1950erne og -60erne blandt toneangivende danske jazzanmeldere en tradition for at omtale jazzmusikere, der spillede til dans, for at være useriøse. Og endnu værre var det, hvis de også optrådte med shownumre: Så var orkestret uværdigt til omtale. Men skulle jazzmusikere overleve med musik som hovederhverv, måtte de nødvendigvis spille til dans og underholde med et shownummer.
Dans og show gav minus i karatérbogen, fx når Den Danske Jazzkres i 1960erne valgte ”Årets Danske Jazzmusiker”. Alex Riel blev i første omgang afvist, fordi han havde spillet til bal i Odd Fellow Palæet. Og da Radiojazzgruppen i 1963 medvirkede i en udsendelsesserie med ”Dansemusik” i overskriften udløste det harmdirrende kommentarer og ønsker om nedlæggelse af orkestret. Det fødte 1963-64 en debat med en snes indlæg i 6 dagblade og to tidsskrifter. En puritansk holdning blandt danske jazzanmeldere blev etableret i 1950er og -60erne og har disciple helt op til i dag.
I 1950erne fokuserede de fleste danske jazzskribenter på anmeldelser af plader og koncerter. Stort set ingen af dem kom på de mange restauranter, hvor jazzmusikere spillede til dans. I København var der en halv snes dansesteder med fremragende musikere, der ikke blev skrevet om. Derfor figurerer de heller ikke i fx Politikens Jazzleksikon, der er baseret på skriftlige kilder. Musikernes engagementer dengang gjorde det vanskeligt for dem at samles til jazzkoncerter eller -pladeindspilninger. Fx måtte Børge Roger Henrichsen i 1951-52 opgive at samle musikere til den første radiojazzgruppe. På et år blev det kun til tre udsendelser, fordi musikernes engagementer forhindrede det: Gotfred Sørensen/ Arne Lamberth (tp), Svend Aage Nielsen (tb), Frank Jensen (ts), Bertrand Bech (p), Børge Ring (b) og Gorm Lertoft/Preben Oxbøl (dm).
Nogle skribenter indfandt sig dog på ”Giraffen”, ”Scalasalen” og ”Skandia”, men skrev stort set ikke om deres oplevelser dér. Og slet ikke om jazzmusikere på syv-otte andre dansesteder i hovedstaden og provinsens etablissementer. Så når jazzhistorien i dag skrives af dem, der er for unge til ikke personligt at have oplevet 1950ernes professionelle musikere, eksisterer de ikke, fordi der intet skriftligt materiale er om dem. Derfor kaldes perioden i Politikens Jazzleksikon (2007) for ”Amatørernes årti”, skønt der var mulighed for at høre fremragende professionelle musikere som blandt andre Svend Asmussen, Poul Olsen, Finn Ziegler, Erling Christensen, Bent Nielsen, Frank Jensen, Gunnar Larsen, Max Leth, Bertrand Bech, Jørgen Ingmann, Ole Molin, Perry Knudsen og Bent Lyllof. Flere af dem figurerer ikke i jazzleksika.

I dag toner heldigvis nye farver frem på skribentpaletten om dansen og jazzen. For eksempel skriver forfatteren Peter Laugesen i dagbladet Information 1/8-08:
”Fra dens kreolske rødder i New Orleans, fra klaverløven Louis Moreau Gottschalk over Jelly Roll Morton, Baby Dodds, Scott Joplin, voodo, blues, King Oliver, Louis Armstrong, Johnny St. Cyr, Charlie Christian, Duke Ellington og you name´em til Ornette Coleman i Det Kgl. Teater denne strålende sommer . og jazz er, også nu, jazz har altid været musik at danse til. Det kan sagtens være ”dancing in your head”, som Coleman siger, men det kan faneme også være på dansegulvet og på scenen.”

Erik Moseholm

Share on Facebook

Siden 1948 kom jeg jævnligt i DR. I første omgang som medlem i fem år af Juniorensemblet dirigeret af John Frandsen, Henrik Sachsenskjold og Eifred Eckart-Hansen. Her mødte jeg bl.a. trompetisten Perry Knudsen og violinisten Finn Ziegler. Hver udsendelse blev honoreret med 50 kr., som vi dengang syntes var mange penge, som vi skulle have så meget for som muligt. Gerne noget festligt. Derfor gik vi efter optagelsen i Radiohusets kantine, der var byens billigste, bedste og smukkeste ”værtshus” med et væld af sjove gæster. Kantinens ovale rum fik karaktér af kunstneren Folmer Bendtsens socialbevidste maleri, der fyldte hele bagvæggen med arbejdere på vej hjem fra arbejde. Gennem de store vinduer var der udsigt til kantinehaven på taget af studierne. Her var det enestående og vidunderlig at sidde i om sommeren.

Kantinen var altid stuvende fuld af musikere, dirigenter, skuespillere, instruktører, forfattere, journalister, producere, teknikere og andre ansatte. Den summede af liv. Her var altid nogle at snakke med eller om. Vi lærte stamgæsterne at kende: Et bord med ansatte i højere stillinger, som de først forlod, når det var så overfyldt med tomme ølflasker, at de var nødt til at flytte til ”et rent bord”. To andre borde var reserveret bridge- og l´hombre-spillere fra Radiosymfoniorkestret (RSO).

I kantinen kom kendte kapelmestre fra jazzens guldalderperiode bl.a. Peter Rasmussen, Otto Francker, Jørgen Grauengaard, Henry Hagemann, Hans Schreiber, Bruno Henriksen og Bertrand Bech. Mange af dem fandt musikere i kantinen til deres orkestre. Svend Nicolaisen hyrede altid de bedste jazzmusikere og var meget populær, fordi han gav dem al den øl, de kunne drikke både før, under og efter udsendelsen, der som regel var direkte.

Ved Peter Rasmussens bord samledes lyttere til hans utrolige oplevelser, der ikke behøvede at være sande, men i hvert tilfælde var morsomme, for latteren var altid høj. Det endte da også med, at han over flere år fik en udsendelsesserie med historierne illustreret med god jazzmusik i timen inden midnat.

Sangeren Gustav Wiinkler imponerede ved at kunne få en øl hurtigere ud af flasken, når han drak af den, end når man vendte flasken på hovedet og øllet ved egen kraft løb ud. I kantinen blev mange hyret til radiomedvirken.

Nogle påstod, at skuespilleren Poul Thomsen overlevede ved at sidde her det meste af dagen med sin Buur-øl. Han forsvandt kun, når det over højtaleren lød: ”Poul Thomsen til hørespilsstudiet”, for så var dagslønnen hjemme. I det hele taget kunne man markere sin tilstedeværelse ved at lade en ven eller hustru ringe til een i kantinen. Så lød det over højttalerne, hvem der var telefon til. Man rejste sig på og fik synlighed og måske jobtilbud.

Mange af kantinens musikere var fra danseorkestret og kabaretorkestret eller fastansatte i RSO og Radiounderholdningsorkestret (RUO), der dengang primært bestod af musikere fra byens danserestauranter, hvor dirigenterne Teddy Petersen og Kai Mortensen også kom fra. Blandt kantinegæsterne var cellisten og saxofonisten Erling Christensen, bassisten og violinisten Willy Sørensen, pianisten og arrangøren Erik Schultz (farfar til Radioens Big Bands Nikolaj Schultz), bassisten Christian Jensen, der brillierede med et fantastisk absolut gehør: han kunne nævne alle tonerne i det lydbrag, der kom, hvis du satte dig med bagen på klaviaturets tangenter. Lederen af det første moderne danske big band trompetisten Vagn Elsberg, der nu var på vej ind i RUO. Den talentfulde unge basunist Poul Jørgensen, der gjorde dybt indtryk på mig, fordi han var første konservatoriestuderende, jeg mødte, der ikke stræbte efter at komme i et klassisk ensemble. Han ville spille underholdningsmusik. Og så var der Leo Mathisen-musikerne trompetisten Poul Thaulow, der viste sig at være en fin  all-round musiker og saxofonisten og violinisten Ragnar Ballieu,, der viste særlige evner for det organisatoriske og administrative og endte med at blive kontorchef i Underholdningsafdelingen. Dér endte også Bruno Henriksen-trompetisten Hans Buch Olsen og blev regissør bl.a. for Radioens Big Band.

For alle restaurationsmusikerne gjaldt, at blæserne også spillede et strygeinstrument, som de brugte til middagsmusik, inden dansemusikken, hvor blæseinstrumenterne kom i brug.

Trommeslageren og jazzentusiasten Bjarne Landt Andersen blev gennem studieudsendelser populær under navnet Bob Anders. Den fremragende jazzpianist Grete Hemmeshøj Frederiksen, som krigen havde hindret i en international karriere i England og derfor måtte blive hjemme, var en skattet akkompagnetør til sangere og skuespillere, når hun da ikke lige dannede jazztrio. Hun endte som programsekretær i UHA og producerede mange fine jazzudsendelser.

Var man interesseret i musikhistorie ualmindelig levende fortalt, søgte man min studiekammerat fra universitetstiden Peter Willemoes. Han var ved at blive internationalt kendt lydtekniker og optog bl.a. alle mine jazzplader i 1950erne. Han sammensatte også musikere fra RSO og Det Kgl. Kapel til ”Copenhagen Symphony Orchestra”, der under den amerikanske dirigent Nevel Jenkins for første gang indspillede en klassisk kontrabaskoncert i 1958 med dansk bassolist: Dittersdorfs dobbeltkoncert for bas (Erik Moseholm) og bratch (Knud Frederiksen fra RUO) for det amerikanske Haydn Society.

Når Børge Roger Henrichsen havde sine jazzkoncerter om søndagen var kantinen fyldt med jazzfolk bl.a. Max Brüel, Jørgen Ryg, William Schiöpffe, Ole ”Lodret” Jørgensen, Bent ”Storken” Nielsen, Jørgen ”Phøne” Lausen (mange musikere havde dengang ”tilnavne”), Atli Bjørn, Bent Axen, Finn Savery, Hans Henrik Ley, Poul Godske, Uffe Karskov, Ib Glindemann, Perry Knudsen, Lars Black, Jørn Elniff, Palle Bolvig, Poul Hindberg, Poul Olsen, Louis Hjulmand, Fritz von Bülow, Ole Molin,  Papa Bue´s og Arnvid Meyer´s musikere samt svenskerne Rolf Bilberg, Kurt Järnberg og Lasse Gullin. Jazzskribenterne Birger Jørgensen og Timme Rosenkrantz livede også op i samværet.

Hele året rundt vrimlede det med musikere i Radiohuset. Mange af dem var assistenter i de faste orkestre og sammen med andre ”løse” dannede de ”Radioassistent Foreningen” (RAF) som en underafdeling i Dansk Musiker Forbund, der gav dem egen forhandlingsret. Her blev mange jazzmusikere medlemmer. Jeg var assistent i RUO og i 1953-54 medlem af Radioens Danseorkester under Otto Francker´s ledelse med gode musikere fra guldalderjazzperioden som trompetisterne Leif Johansen, Tage Rasmussen og Kaj Hill, basunisterne Svend Aage Nielsen (der også spillede violin) og Palmer Traulsen, saxofonisterne Henry Hagemann og Egon Esbensen og guitaristen Erik Kaare, der var formand for RAF. Otto Francker fornyede orkestret med saxofonisten Gunnar Larsen, trompetisten Gotfred Sørensen, pianisten Bertrand Bech, trommeslageren William Schiöpffe og mig på bas.

Kantinen summede af kreativitet. Nye orkestre opstod og nye solister blev lanceret og nye programmer lanceret. Ældre erfarne blandedes med unges lyst til at lære af de gamles erfaring. Og udsendelser, der ikke blev optaget i studierne, blev i mange ugentlige udsendelser transmitteret fra dansesteder med fast installeret teknik til transmission. Bare i København var der hver aften en halv snes restauranter med fine jazzmusikere fx Giraffen, Scalasalen, Skandia, Exalon, Prater, Nimb, Atlantic Palace, Ambassadørs bar New Look, Rådhuskælderen, 7-9 Klubben, Pariserklubben, Gold Digger, Florida, Adlon, Valencia og om sommeren Tivolis Dansetten. Her kunne man høre orkestre ledet af bl.a. Helge Jacobsen, Ib Renard, Jørn Grauengaard, Bertrand Bech, Bent Fabricius-Bjerre, Bent Schjærff, Peter Rasmussen, Poul Verlis, Jonny Campbell, Frederik, Jørgen Ingmann (med Grethe Ingmann), Ib Glindemann (med Monica Zetterlund), Ole Høyer samt spændende udenlandske orkestre under ledelse af fx den schweiziske trompetist Hazy Osterwald med den fremragende belgiske pianist Francis Coppietiers og fine tyske klarinettist Ernst Hoellerhagen,  den tyske pianist Erwin Lehn og hollandske guitarist Abby Miller (”The Miller Sextet”) med den danske saxofonist Frank Jensen.

Man kunne også være så heldig at høre udenlandske internationale jazzmusikere på gennemrejse sidde ind med de danske musikere. Da næsten ingen af dem medvirkede i transmissioner nævner jeg kun et par af dem: Toots Thielemans, Oscar Pettiford og Armstrong-bassisten Arwell Shaw, der blev i København et par måneder for at spille med Jørn Grauengaards trio i Royal Bar. Få af musikerne på dansestederne medvirkede i studieoptagelser i Radioen, men om eftermiddagen fandt flere vej til radiokantinen for at være sammen med kolleger.

Radioen var ubestridt Danmarks største og mest betydningsfulde kulturinstitution med den livfulde kantine som kreativ kultur-salon, hvorfra utallige idéer og projekter blev undfanget og realiseret i udsendelser.

Share on Facebook