Mindeord

Ed Thigpen, som sov stille ind på Hvidovre Hospital tirsdag, 79 år gammel, vil blive savnet af mange grunde.

Han var en stor musiker, som med en forfinet sans for det æstetiske i jazztrommespillet, lærte alle os der var så heldige at opleve ham, hvor elegant jazz kan spilles.

Han havde en meget fin klangsans. Sans for hvordan trommer og bækkener skulle klinge og, måske endnu vigtigere, det orkestrale øre for hvordan han med sit spil kunne få orkesteret til at klinge.

Selv var jeg i god gammeldags mesterlære hos Ed 1979 – ca. 1985. Han tog mig under sine vinger, og lærte mig med stor kærlighed, hele det fundament som jeg siden har bygget mit trommespil på.

Det var ham magtpåliggende at få mig til at forstå essensen i amerikansk trommespil, og netop dette – at det var ham magtpåliggende, selvfølgelig kombineret med at han jo vidste hvad han talte om, gjorde det til en kilde af viden – af uvurderlig betydning for en ung musikers udvikling. Alt sammen drevet af hans egen kærlighed til musikken, menneskene og livet.

Ed var et sympatisk, ærligt og omsorgsfuldt menneske, der opførte sig ordentligt. Og det mente han også at andre skulle gøre. Så han kunne også være bestemt.

Jeg kan huske at jeg engang kom fra min klassiske lærer, som havde sagt ”Jonas – hvis man ikke kan spille en presset hvirvel (hvad jeg havde svært ved på det tidspunkt) – så kan man ikke spille trommer”. Jeg var ked af det – og fortalte det til Ed. Og han svarede ”Jonas – If you cannot play a pressed roll …..(lille pause)….. you cannot play a pressed roll” – og så var den ikke længere.

Hos Ed var der varmt. En varm swingende stemning af fin amerikansk jazz. Af den ædle slags. Det var lige noget for mig.

Jonas Johansen

Share on Facebook

Den første generation af jazzens store stilskabende jazzmusikere tjente deres penge ved at spille til dans. Og de ku´li´det. Danserne inspirerede. Også til kompositioner. Duke Ellington hyldede datidens store sorte danser Bojangles med en komposition med hans navn i titlen.
Jazzmusikerne havde ikke noget imod at spille til dans. Lester Young, Charlie Parker, Sonny Rollins spillede danse og Miles Davis inspireredes af stepdansernes yndlingsrytme ”tap rhythm”. Alt sammen i jazzens tradition.
Saxofonisten Jesper Thilo fortæller: ”Det første job på en koncertturné med den verdensberømte amerikanske saxofonist Benny Carter med Arnvid Meyer´s orkester var uheldigvis i en gymnastiksal på en skole, hvor der skulle være skolebal. Dér stod vi så med Benny Carter og en hel masse glade unge mennesker med øller i hænderne og sved på panden og damer og det hele. Det viste sig at være fuldstændig umuligt at gennemføre en koncert, så vi måtte sige til Benny: ”Dette her må du squ meget undskylde. Vi ved ikke rigtig, hvad vi skal ….” ”Det dér? Det er noget af det bedste, jeg ved. Danser de?” – ”Ja, det regner vi med, de gør” – ”Ih, det bliver pragtfuldt! Må jeg ikke være med hele tiden, for jeg elsker at sidde og se unge mennesker danse og more sig!” Og så spillede han med os hele aftenen. Jeg tror ikke, nogle af de unge mennesker fandt ud af, at Benny Carter var på scenen. Men de havde det pragtfuldt, og det havde Benny Carter og vi også !”

Desværre opstod der i 1950erne og -60erne blandt toneangivende danske jazzanmeldere en tradition for at omtale jazzmusikere, der spillede til dans, for at være useriøse. Og endnu værre var det, hvis de også optrådte med shownumre: Så var orkestret uværdigt til omtale. Men skulle jazzmusikere overleve med musik som hovederhverv, måtte de nødvendigvis spille til dans og underholde med et shownummer.
Dans og show gav minus i karatérbogen, fx når Den Danske Jazzkres i 1960erne valgte ”Årets Danske Jazzmusiker”. Alex Riel blev i første omgang afvist, fordi han havde spillet til bal i Odd Fellow Palæet. Og da Radiojazzgruppen i 1963 medvirkede i en udsendelsesserie med ”Dansemusik” i overskriften udløste det harmdirrende kommentarer og ønsker om nedlæggelse af orkestret. Det fødte 1963-64 en debat med en snes indlæg i 6 dagblade og to tidsskrifter. En puritansk holdning blandt danske jazzanmeldere blev etableret i 1950er og -60erne og har disciple helt op til i dag.
I 1950erne fokuserede de fleste danske jazzskribenter på anmeldelser af plader og koncerter. Stort set ingen af dem kom på de mange restauranter, hvor jazzmusikere spillede til dans. I København var der en halv snes dansesteder med fremragende musikere, der ikke blev skrevet om. Derfor figurerer de heller ikke i fx Politikens Jazzleksikon, der er baseret på skriftlige kilder. Musikernes engagementer dengang gjorde det vanskeligt for dem at samles til jazzkoncerter eller -pladeindspilninger. Fx måtte Børge Roger Henrichsen i 1951-52 opgive at samle musikere til den første radiojazzgruppe. På et år blev det kun til tre udsendelser, fordi musikernes engagementer forhindrede det: Gotfred Sørensen/ Arne Lamberth (tp), Svend Aage Nielsen (tb), Frank Jensen (ts), Bertrand Bech (p), Børge Ring (b) og Gorm Lertoft/Preben Oxbøl (dm).
Nogle skribenter indfandt sig dog på ”Giraffen”, ”Scalasalen” og ”Skandia”, men skrev stort set ikke om deres oplevelser dér. Og slet ikke om jazzmusikere på syv-otte andre dansesteder i hovedstaden og provinsens etablissementer. Så når jazzhistorien i dag skrives af dem, der er for unge til ikke personligt at have oplevet 1950ernes professionelle musikere, eksisterer de ikke, fordi der intet skriftligt materiale er om dem. Derfor kaldes perioden i Politikens Jazzleksikon (2007) for ”Amatørernes årti”, skønt der var mulighed for at høre fremragende professionelle musikere som blandt andre Svend Asmussen, Poul Olsen, Finn Ziegler, Erling Christensen, Bent Nielsen, Frank Jensen, Gunnar Larsen, Max Leth, Bertrand Bech, Jørgen Ingmann, Ole Molin, Perry Knudsen og Bent Lyllof. Flere af dem figurerer ikke i jazzleksika.

I dag toner heldigvis nye farver frem på skribentpaletten om dansen og jazzen. For eksempel skriver forfatteren Peter Laugesen i dagbladet Information 1/8-08:
”Fra dens kreolske rødder i New Orleans, fra klaverløven Louis Moreau Gottschalk over Jelly Roll Morton, Baby Dodds, Scott Joplin, voodo, blues, King Oliver, Louis Armstrong, Johnny St. Cyr, Charlie Christian, Duke Ellington og you name´em til Ornette Coleman i Det Kgl. Teater denne strålende sommer . og jazz er, også nu, jazz har altid været musik at danse til. Det kan sagtens være ”dancing in your head”, som Coleman siger, men det kan faneme også være på dansegulvet og på scenen.”

Erik Moseholm

Share on Facebook

Siden 1948 kom jeg jævnligt i DR. I første omgang som medlem i fem år af Juniorensemblet dirigeret af John Frandsen, Henrik Sachsenskjold og Eifred Eckart-Hansen. Her mødte jeg bl.a. trompetisten Perry Knudsen og violinisten Finn Ziegler. Hver udsendelse blev honoreret med 50 kr., som vi dengang syntes var mange penge, som vi skulle have så meget for som muligt. Gerne noget festligt. Derfor gik vi efter optagelsen i Radiohusets kantine, der var byens billigste, bedste og smukkeste ”værtshus” med et væld af sjove gæster. Kantinens ovale rum fik karaktér af kunstneren Folmer Bendtsens socialbevidste maleri, der fyldte hele bagvæggen med arbejdere på vej hjem fra arbejde. Gennem de store vinduer var der udsigt til kantinehaven på taget af studierne. Her var det enestående og vidunderlig at sidde i om sommeren.

Kantinen var altid stuvende fuld af musikere, dirigenter, skuespillere, instruktører, forfattere, journalister, producere, teknikere og andre ansatte. Den summede af liv. Her var altid nogle at snakke med eller om. Vi lærte stamgæsterne at kende: Et bord med ansatte i højere stillinger, som de først forlod, når det var så overfyldt med tomme ølflasker, at de var nødt til at flytte til ”et rent bord”. To andre borde var reserveret bridge- og l´hombre-spillere fra Radiosymfoniorkestret (RSO).

I kantinen kom kendte kapelmestre fra jazzens guldalderperiode bl.a. Peter Rasmussen, Otto Francker, Jørgen Grauengaard, Henry Hagemann, Hans Schreiber, Bruno Henriksen og Bertrand Bech. Mange af dem fandt musikere i kantinen til deres orkestre. Svend Nicolaisen hyrede altid de bedste jazzmusikere og var meget populær, fordi han gav dem al den øl, de kunne drikke både før, under og efter udsendelsen, der som regel var direkte.

Ved Peter Rasmussens bord samledes lyttere til hans utrolige oplevelser, der ikke behøvede at være sande, men i hvert tilfælde var morsomme, for latteren var altid høj. Det endte da også med, at han over flere år fik en udsendelsesserie med historierne illustreret med god jazzmusik i timen inden midnat.

Sangeren Gustav Wiinkler imponerede ved at kunne få en øl hurtigere ud af flasken, når han drak af den, end når man vendte flasken på hovedet og øllet ved egen kraft løb ud. I kantinen blev mange hyret til radiomedvirken.

Nogle påstod, at skuespilleren Poul Thomsen overlevede ved at sidde her det meste af dagen med sin Buur-øl. Han forsvandt kun, når det over højtaleren lød: ”Poul Thomsen til hørespilsstudiet”, for så var dagslønnen hjemme. I det hele taget kunne man markere sin tilstedeværelse ved at lade en ven eller hustru ringe til een i kantinen. Så lød det over højttalerne, hvem der var telefon til. Man rejste sig på og fik synlighed og måske jobtilbud.

Mange af kantinens musikere var fra danseorkestret og kabaretorkestret eller fastansatte i RSO og Radiounderholdningsorkestret (RUO), der dengang primært bestod af musikere fra byens danserestauranter, hvor dirigenterne Teddy Petersen og Kai Mortensen også kom fra. Blandt kantinegæsterne var cellisten og saxofonisten Erling Christensen, bassisten og violinisten Willy Sørensen, pianisten og arrangøren Erik Schultz (farfar til Radioens Big Bands Nikolaj Schultz), bassisten Christian Jensen, der brillierede med et fantastisk absolut gehør: han kunne nævne alle tonerne i det lydbrag, der kom, hvis du satte dig med bagen på klaviaturets tangenter. Lederen af det første moderne danske big band trompetisten Vagn Elsberg, der nu var på vej ind i RUO. Den talentfulde unge basunist Poul Jørgensen, der gjorde dybt indtryk på mig, fordi han var første konservatoriestuderende, jeg mødte, der ikke stræbte efter at komme i et klassisk ensemble. Han ville spille underholdningsmusik. Og så var der Leo Mathisen-musikerne trompetisten Poul Thaulow, der viste sig at være en fin  all-round musiker og saxofonisten og violinisten Ragnar Ballieu,, der viste særlige evner for det organisatoriske og administrative og endte med at blive kontorchef i Underholdningsafdelingen. Dér endte også Bruno Henriksen-trompetisten Hans Buch Olsen og blev regissør bl.a. for Radioens Big Band.

For alle restaurationsmusikerne gjaldt, at blæserne også spillede et strygeinstrument, som de brugte til middagsmusik, inden dansemusikken, hvor blæseinstrumenterne kom i brug.

Trommeslageren og jazzentusiasten Bjarne Landt Andersen blev gennem studieudsendelser populær under navnet Bob Anders. Den fremragende jazzpianist Grete Hemmeshøj Frederiksen, som krigen havde hindret i en international karriere i England og derfor måtte blive hjemme, var en skattet akkompagnetør til sangere og skuespillere, når hun da ikke lige dannede jazztrio. Hun endte som programsekretær i UHA og producerede mange fine jazzudsendelser.

Var man interesseret i musikhistorie ualmindelig levende fortalt, søgte man min studiekammerat fra universitetstiden Peter Willemoes. Han var ved at blive internationalt kendt lydtekniker og optog bl.a. alle mine jazzplader i 1950erne. Han sammensatte også musikere fra RSO og Det Kgl. Kapel til ”Copenhagen Symphony Orchestra”, der under den amerikanske dirigent Nevel Jenkins for første gang indspillede en klassisk kontrabaskoncert i 1958 med dansk bassolist: Dittersdorfs dobbeltkoncert for bas (Erik Moseholm) og bratch (Knud Frederiksen fra RUO) for det amerikanske Haydn Society.

Når Børge Roger Henrichsen havde sine jazzkoncerter om søndagen var kantinen fyldt med jazzfolk bl.a. Max Brüel, Jørgen Ryg, William Schiöpffe, Ole ”Lodret” Jørgensen, Bent ”Storken” Nielsen, Jørgen ”Phøne” Lausen (mange musikere havde dengang ”tilnavne”), Atli Bjørn, Bent Axen, Finn Savery, Hans Henrik Ley, Poul Godske, Uffe Karskov, Ib Glindemann, Perry Knudsen, Lars Black, Jørn Elniff, Palle Bolvig, Poul Hindberg, Poul Olsen, Louis Hjulmand, Fritz von Bülow, Ole Molin,  Papa Bue´s og Arnvid Meyer´s musikere samt svenskerne Rolf Bilberg, Kurt Järnberg og Lasse Gullin. Jazzskribenterne Birger Jørgensen og Timme Rosenkrantz livede også op i samværet.

Hele året rundt vrimlede det med musikere i Radiohuset. Mange af dem var assistenter i de faste orkestre og sammen med andre ”løse” dannede de ”Radioassistent Foreningen” (RAF) som en underafdeling i Dansk Musiker Forbund, der gav dem egen forhandlingsret. Her blev mange jazzmusikere medlemmer. Jeg var assistent i RUO og i 1953-54 medlem af Radioens Danseorkester under Otto Francker´s ledelse med gode musikere fra guldalderjazzperioden som trompetisterne Leif Johansen, Tage Rasmussen og Kaj Hill, basunisterne Svend Aage Nielsen (der også spillede violin) og Palmer Traulsen, saxofonisterne Henry Hagemann og Egon Esbensen og guitaristen Erik Kaare, der var formand for RAF. Otto Francker fornyede orkestret med saxofonisten Gunnar Larsen, trompetisten Gotfred Sørensen, pianisten Bertrand Bech, trommeslageren William Schiöpffe og mig på bas.

Kantinen summede af kreativitet. Nye orkestre opstod og nye solister blev lanceret og nye programmer lanceret. Ældre erfarne blandedes med unges lyst til at lære af de gamles erfaring. Og udsendelser, der ikke blev optaget i studierne, blev i mange ugentlige udsendelser transmitteret fra dansesteder med fast installeret teknik til transmission. Bare i København var der hver aften en halv snes restauranter med fine jazzmusikere fx Giraffen, Scalasalen, Skandia, Exalon, Prater, Nimb, Atlantic Palace, Ambassadørs bar New Look, Rådhuskælderen, 7-9 Klubben, Pariserklubben, Gold Digger, Florida, Adlon, Valencia og om sommeren Tivolis Dansetten. Her kunne man høre orkestre ledet af bl.a. Helge Jacobsen, Ib Renard, Jørn Grauengaard, Bertrand Bech, Bent Fabricius-Bjerre, Bent Schjærff, Peter Rasmussen, Poul Verlis, Jonny Campbell, Frederik, Jørgen Ingmann (med Grethe Ingmann), Ib Glindemann (med Monica Zetterlund), Ole Høyer samt spændende udenlandske orkestre under ledelse af fx den schweiziske trompetist Hazy Osterwald med den fremragende belgiske pianist Francis Coppietiers og fine tyske klarinettist Ernst Hoellerhagen,  den tyske pianist Erwin Lehn og hollandske guitarist Abby Miller (”The Miller Sextet”) med den danske saxofonist Frank Jensen.

Man kunne også være så heldig at høre udenlandske internationale jazzmusikere på gennemrejse sidde ind med de danske musikere. Da næsten ingen af dem medvirkede i transmissioner nævner jeg kun et par af dem: Toots Thielemans, Oscar Pettiford og Armstrong-bassisten Arwell Shaw, der blev i København et par måneder for at spille med Jørn Grauengaards trio i Royal Bar. Få af musikerne på dansestederne medvirkede i studieoptagelser i Radioen, men om eftermiddagen fandt flere vej til radiokantinen for at være sammen med kolleger.

Radioen var ubestridt Danmarks største og mest betydningsfulde kulturinstitution med den livfulde kantine som kreativ kultur-salon, hvorfra utallige idéer og projekter blev undfanget og realiseret i udsendelser.

Share on Facebook