Ud af Musikken

Det hele startede med et venskab. Coachen Casper Rongsted og jeg havde en række kaffemøder, som vi fyldte med samtaler om musikkens verden. Det udviklede sig til foredrag og workshops. Senere fik vi ideen til en fælles bog. Den er nu komponeret og rummer summen af vores kærlighed til musikken.

Det er vores store ønske, at bogen Ud af Musikken – Sådan forklarer man musik for en kat -, skal påvirke, opmuntre og indgyde mod til fordybelse.

For musikken er en del af vores tanker, følelser og åndedræt, fra vi står op til vi går i seng. Den er et livgivende univers, hvor vi samler kræfter, optanker mod og føler os imødekommet og forstået. Den katapulterer vores kreativitet og inspirerer og forfører os, langt mere end nogen anden skøn kunst formår.
Musikken gør en hørbar forskel i vores liv. Den udfordrer vores ører og dermed hjernen og kroppen og kalder det bedste frem i os. Musik er skønhed, gru, fest og ballade, humor, alvor, og meget, meget mere. Musikken påvirker vores dannelse og skaber grundlaget for de liv, vi gerne vil leve, både privat og professionelt.

Bogen indeholder en cd med ti numre, et til hvert af de ti kapitler, så man får mulighed for at høre musik, der understreger kapitlernes pointer, temaer og omdrejningspunkt til inspiration, udfordring og underholdning. Jeg håber, I vil læse og lytte med!

Benjamin Koppel
Komponist, saxofonist og forfatter

Share on Facebook

Nyt musikstævne med Bo Stief som kunstnerisk leder!

Sammen med Bo Stief har jeg og Ollerup Efterskole fundet ud af, at der mangler et stort musikstævne i Danmark! Bo er begyndt at komme en del her på Ollerup Efterskole (på Sydfyn) – fordi han holder af stedet og atmosfæren! Jeg har oplevet at vores kemi passer sammen. Derfor skabte vi et stævne – som løber af stablen for første gang denne sommer (1. til 5. august i Ollerup ved Svendborg).

Bo Stief har i den anledning skrevet et lille essay, hvori han bl.a. skriver:
Det har siden Ærøstævnet, sommeren 2002, begyndte på Ærø Højskole været mit store mål at skabe et ”rum” for mennesker, der nyder at være i musikkens mangfoldige univers.

Det har hele tiden været intentionen, at tænke bredt, åbent, nysgerrigt og samle en superalsidig lærerstab, der gennem deres musikerkarrierer har vist, at der ikke er grænser. At vi alle får del i musikkens dyder som empati, solidaritet, inspiration, loyalitet og fællesskab er målene, vi sætter for vores nye stævne!

Det nye stævne ser dagens lys på Ollerup musikefterskole med forstander Jesper Vognsgaard og undertegnede som ledere fra 1. august til 5. august 2011!

Vi er i naturskønne omgivelser tæt på Svendborg og Svendborg Sund på det storslåede Sydfyn. Gennem årene på Ærø er der gjort mange gode erfaringer, som vi nu høster. Som på Ærø er der tilbud om at deltage på et af de 6 meget forskellige hold og gå til koncert nogle aftener på Sydfyns Jazzfestival, som afholdes i skolens koncertsal. Der er superfaciliteter på stedet, da huset til daglig satser på musik, og de nye musiklokaler giver de bedste muligheder for at jamme.

Lærerkræfterne er:

· Jens Christian ”Chappe” Jensen (leder af bl.a. Blood Sweat Bass and Drums) – med et up-date big bandet.

· Mikkel Nordsø står for rock, salsa, jazz, funk, fusion.

· Lea Thorlann varetager sangerne interesse.

· Olivier Antunes spiller funky jazz.

· Eyvind Guldbrandsen er elektronisk musiker.

· Chano Olskær er trommeslager.

· Bo Stief er banddoctor og underviser i kunsten at skabe musik.

Samtidig med stævnet afholdes der hver aften en række koncerter under betegnelsen, Sydfyns Jazzfestival 2011. Her kan man bl.a. høre:

Bo Stief Trio
Saxopaths
Bo Stief (b), Bobo Moreno (vox) og Ole Koch Hansen (p)

Musikstævnets stjernelærere giver koncert: Bo Stief (b), Mikkel Nordsø (g), Oliver Antunes (p), Jens Christian ”Chappe” Jensen (sax), Lea Thorlann (vox), Eyvind Gulbrandsen (electronica) og Chano Olskær (tr)

Koncert med stævnedeltager fra Ollerup Musikstævne 2011 + Bo Stief/Mikkel Nordsø!

Du kan læse meget mere om det nye stævne og jazzfestivalen på efterskolens hjemmeside.

Det skal mit store håb, at de gode intentioner bliver omsat til dejlig musik – på en dejlig skole midt i den dejligste natur!

Vel mødt!

Jesper Vognsgaard,
Forstander på Ollerup Efterskole

Ollerup Efterskole
Svendborgvej 10 | DK-5762 Vester Skerninge
Tlf.: 62 24 24 19 | Fax.: 62 24 42 19
mail@ollemus.dk | www.ollemus.dk

Share on Facebook

Den 1.5 lancerer jeg en nye hjemmeside. Siden med titlen JAZZSTJERNER.DK, der både præsenterer og giver stjerner. Sitet her er ansporet af et indlæg af jazzbloggeren Niels Overgaard på sin blog JazzNyt, der har udviklet sig til en af de mest velinformerede og seriøse sider om dansk jazz og jazz i al almindelighed herhjemme. Nichemusikken har trange kår med hensyn til mediebevågenhed, og det er mit håb, at denne side på sigt kan udvikle sig til et netbaseret medie, der kan give potentielle lyttere og købere et indtryk af de mange danske jazz udgivelser, der udkommer hvert år.

Opbygningen er ganske enkel. Der kommer løbende anmeldelser af aktuelle (måske suppleret af relativt aktuelle) danske jazzudgivelser og der linkes til f.eks. iTunes eller lignende, så vejen til en bestilling er ganske kort. Under danske jazzudgivelser forstås udgivelser fra danske pladeselskaber og udgivelser med fortrinsvist danske musikere. Derudover udvælges hver måned et “Månedens Album” og hver uge et “Ugens Track”. Endelig vil der med jævne mellemrum være anmeldelser af livekoncerter.

Sitet er stadig under udarbejdelse og videreudvikles samt opdateres løbende. Skulle man som musiker eller pladeselskab være interesseret i at indsende materiale til anmeldelse fremgår kontaktinformationerne på www.jazzstjerner.dk. Tag godt imod min nye baby og hjælp til, så det kan blive en succes til gavn for alle jazzmusikere i DK. God fornøjelse!

Hilsen
Martin Lutz

Share on Facebook

Jakob Bro, Lotte Anker, Marc Ducret, Marilyn Mazur,
Sissel Vera Pettersen, Nicolai Munch Hansen, IKI

Det er ønsket om at komme helt tæt på. Mærke lyden, se bevægelsen, føle instrumenteringen. Slippe løs, frigive improvisationen og folde sjælen ud. Det er musikken i musikken.  Det er udgangspunktet for en række koncerter arrangeret af Café Charlottenborg og PGSpecialAgent i samarbejde med en række af de bedste instrumentalister. I Danmark og blandt verdens bedste. 
 
I Charlottenborgs store hvide rum. Helt alene med publikum helt tæt på. Ingen scene, kun en lampe, instrumentet og musikeren med sit publikum. Stilheden. Åndedræt. Ingen højtalere, mikrofoner, forstærkning, kabler. Helt enkelt, akustisk. Stærkt intenst og meget meget tæt på. Ren improvisation. Pauser. musik, soloen. Lyden.
Frit.

 
Kunstnerne er selv kuratorerne.  Lotte Anker har inviteret perkussionisten Marilyn Mazur til en solo performance. Den franske guitarist Marc Ducret, der for tiden delvist bor i København, har inviteret norske Sissel Vera Pettersen. Og endeligt kan Jakob Bro opleves helt enkelt, solo. Med Bro følger bassisten Nicolai Munch Hansen.
Som en særlig sommer special kommer de 9 vokalister fra IKI, med deres vokalimprovisationer og kommende debut album.
 
Alle er de kendte musikere i bands og andre musikalske sammenhæng indenfor jazz , rock og improvisationsmusik. Ganske sjældent får man som lytter lov til at dvæle i deres solo, i deres eget selskab med instrumentet. Og sjældent så tæt på som her.
Det bliver 4 unikke aftener på Charlottenborg, hvor man kan opleve alle kunstnerne spille deres solo, fri impro, helt tæt på.

For til sidst at mødes i duo.




Med venlig hilsen,
Jesper P. Graugaard
projekt koordinator

ONE SPOT – Solo concerts at Charlottenborg:
29. April, w/ Marc Ducret & Sissel Vera Pettersen
05. Mai w/ Lotte Anker and Marilyn Mazur
10. Mai w/ Jakob Bro and Nicolai Munch Hansen

Share on Facebook

Erik Moseholms tale til La Fontaine fra den 1. februar 2011:

La Fontaine har haft stor betydning for jazzen og har det stadig. Det ved vi, der er kommet her i et par generationer og har lyttet til så mange fremragende musikere her. Men inden jeg fortsætter den hyldest La Fontaine fortjener, vil jeg lige gøre opmærksom på den store verden udenfor og nogle væsentlige grunde til, at stedet ikke får den opmærksomhed og den offentlige støtte, det fortjener.

For La Fontaine er en perle i det jazzmiljø, der får stadig mindre opmærksomhed. Bl.a. fordi der er for få, der formidler stedet ud over den lille inderkreds. For få, der kæmper for at få større opmærksomhed fra en regering, der ikke kan lide kunstnere og kultur. For få, der bruger energi på at gøre opmærksom på nye aktiviteter. Og for få der deltager i den politiske debat. Det er godt at orientere bredt og det er godt at orientere internt i inderkredsen, men der er for mange i inderkredsen, der æder energi fra de kreative i jazzmiljøet med fnidder, uvæsentlige skriverier og uinspirerende kritik.

Hvorfor har jazzspecialister ikke i stedet brugt kræfter på at reagere mod Anders Fog Rasmussens første nytårstale, hvor også de burde føle sig ramt af hans: ”Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst.”

Jazzspecialisterne reagerede stort set ikke mod Regeringens grove nedprioritering af kunstnere og kulturens folk, der lejlighedsvis er blevet betegnet som ”elitære fagidioter”, ”selvbestaltede smagsdommere”, ”ballademagere”, ”nyttige idioter”, ”pladderhumanister”, ”rundbordspædagoger”, ”kommunister” og ”røde lejesvende”.
De alt for få jazzpip, der kom, har indtil nu ikke hæmmet regeringen i at vinde ”værdikampen”. Betegnelser som socialist, humanist og kulturradikal har Regeringen fået til at klinge negativt blandt mange.

Da en kendt galleriejer fik Anders Fog Rasmussen til bords ved en middag og spurgte, om han interesserede sig for kunst, svarede han ”Nej, jeg løber !”
Har I nogensinde hørt vores to statsministrene i de sidste ti år nævne kunst eller kultur i væsentlige taler? Og hvornår har I oplevet et regeringsmedlem kæmpe jazzens sag? Eller La Fontaines? Men I har oplevet Regeringen redde bankerne med milliardtilskud og samtidig nærmest nydt at lade Danmarks største kulturinstitution DR forbløde økonomisk. Det har bl.a. betydet, at jazzen dér er blevet betydeligt reduceret, så der nu kun er en halv fastansat medarbejder tilbage (han er til gengæld god). Og tror I, selv om der er tale om småbeløb, at Regeringen vil redde Radioens Big Band, hvis DR ikke har penge til orkestret? Musikerne er kun halvårsansatte og får lige nok til ikke at skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvad med at gøre musikerne fuldtidsansatte som i de klassiske ensembler?

Kulturministeren efterlyser udspil til kulturpolitikken. Her er et: Lad dig inspirere af Frankrig, som du har vist stor sympati: Da Radioens Big Band for knap 25 år siden gav koncert i Paris med den begejstrede franske kulturminister Jack Lang i salen, spurgte han de tilstedeværende franske jazzspecialister, om Frankrig havde sådan et fremragende orkester? Da svaret var nej, sagde han: ”Det må vi ha,” og gav omgående penge til oprettelse af Det Franske Nationaljazzorkester, der i år kan fejre 25 års jubilæum. Hvorfor gør den danske kulturminister ikke noget lignende? Eller kommer her i La Fontaine og begejstres over musikliv her for at udbryde: ”Det vil jeg støtte”.

Heldigvis har vi gode formidlere af jazz i medierne. For at synliggøre dem har jeg været med til at institutionere en årlig jazzformidlerpris finansieret af Danske Populærautorer (DPA) og Copenhagen JazzGuides. Med den hædrer vi talentfuld professionel formidling af jazz på en let forståelig og fængende måde, der øger interessen for dansk jazz. Vi har fælles interesser med La Fontaine, der også giver danske jazztalenter opmærksomhed og mulighed for at udfolde sig med stadig flere unge blandt publikum. Derfor har La Fontaine de sidste to år været stedet, hvor jazzformidlerprisen uddeles. Sidste år gik den til journalist og meget-andet Henrik Wolsgaard-Iversen. Året før til fotografen Jan Persson. Og inden da til Berlingske Tidende´s Kjeld Frandsen og som den første i 2007 fik Politiken´s Birger Thøgersen prisen.

Politiken er i øvrigt det dagblad, der giver mest spalteplads til jazz, også til det bredt formidlede. Det er vi mange, der er glade for, og vi har svært ved at forstå, hvorfor søren nogle jazzspecialister protesterer mod det ? Foretrækker de jazzen henvist til forholdsvis små og sjældne klummer, som i andre dagblade? Eller udeladt, som i TV, formiddagsaviser og ugeblade?

I 1950erne var der meget om jazz i alle medier. Den kunne høres ”live” mange steder: i koncertsale, jazzklubber og -huse og ikke mindst på dansestederne. Koncertsalene fik mest omtale. Men der blev ikke skrevet om de mange professionelle jazzmusikere, der hver aften spillede på danserestauranter. Selv om der aldrig i dansk jazzhistorie har været et årti med så mange jazzmusikere engageret til dansesteder. I København en halv snes restauranter hver aften. Også på La Fontaine.

I 1957 skrev jeg en lang artikel i Musikrevue (datidens JazzSpecial) og opfordrede jazzskribenterne til at gå ud på de mange dansesteder og skrive om dem. Fordi det, der ikke dokumenteres på plade eller skrives om, eksisterer ikke for eftertiden. Men jazzskribenterne fortsatte med at fokusere på koncertsalene i deres, ganske vist, forståelige kamp for på det tidspunkt at få jazzen anerkendt som seriøs kunstart. Jazzmusikere, der spillede til dans, fandt de useriøse. Og værre var det, hvis kommunikationen med publikum lignede underholdning. Men for jazzorkestrene var det lettere at få de bedst betalte job med et shownummer på repertoiret, og derfor var det tilfældet for flere orkestre bl.a. Jonny Campbells, Peter Rasmussens, Leo Mathisens og Svend Asmussens. Sidstnævntes showtalent blokerede for det bedre jazzselskabs omtale af ham, skønt han var, og er, jazzmusiker på internationalt plan. Han var det store idol for violinisten, der i den grad kom til at skabe liv i La Fontaine: Finn Ziegler. Også han var professionel og levede fra 1955 af at spille på dansesteder. Det tiltalte ikke jazzpuritanere. Dansen spærrede i 25 år for deres omtale af Finn. Men for os, der spillede med ham og lyttede til ham i et halvt århundrede, var han en af de mest spændende og inspirerende danske jazzmusikere. Han skabte liv omkring sig og gjorde i næsten tyve år La Fontaine til stedet, hvor de største talenter mødtes, både danske og udenlandske, både unge og gamle.

Og i aften fejrer vi, at Ole Hierwagen har fortsat ladet jazzen blomstre her i ”Springvandet”. I 21 år. Tak for det, Ole. Det er en bedrift, at du over så mange år har kunnet give så mange talenter mulighed for at udfolde sig her. Vi håber, at nutidens og fremtidens mediefolk vil omtale din indsats og La Fontaines betydning, så bevillingsgivere ikke vil kan lade være med at sende penge hertil. Hvad med at invitere kulturministeren til at holde tale ved næste arrangement her og udtrykke sit ”Love La Fontaine”?

Erik Moseholm

Share on Facebook

Den improviserede musik i Danmark er i live og har det godt. Beviset kunne opleves på topmødet af danske improvisationsmusikere på Huset i Magstræde i København, torsdag den 14. januar 2011, hvor Klub Kaktus holdt nytårskur. Et topmøde i den forstand, at de fremmødte musikere alle var dedikerede til en og samme sag; nemlig skabelsen af spontan musik med et maksimum af fokus. Blandt de fremmødte musikere kunne både tælles legender og topmusikere på den danske freejazz og improvisationsscene, samt unge og upcoming impro-talenter.

Nils Davidsen og Adam Pultz Melbye

Initiativtagerne Jakob Thorkild Overgård og undertegnede, Adam Pultz Melbye, begge entusiastiske improvisationsmusikere, havde til lejligheden inviteret 22 musikere, i alderen 19-72 år. At alder er absolut ligegyldigt hvis sindet er åbent, kunne efterprøves ved at lukke øjnene og erfare, at de ældste spillede med lige så stor eventyrlyst og søgende ild, som deres yngre kolleger, og de yngste med samme disciplin og forståelse for musikken som seniorerne.

De i alt 14 improvisationer, fremført af alt fra 1-6 samtidigt spillende musikere udmærkede sig næsten alle ved, at undgå fortærskede klichéer og sikre løsninger, der ligesom i al anden musik, også findes i improvisations-disciplinen.

Sammensætningen af de enkelte grupper var foregået ved hjælp af en pose fyldt med sedler, påskrevet de deltagendes navne, samt en terning. De resulterende konstellationer blev således præget af tilfældighed, hvilket kan være et absolut udmærket udgangspunkt for skabelsen af spændingsfyldt og spontan musik, hvor evnen til at tage ansvar og bruge sine ører, er absolutte krav. – For det er kernen af improviseret musik: Nødvendigheden af frie valg, baseret på den musikalske situation.

Søren Pendrup og Rune Lohse

Som tilhører og musiker på Klub Kaktus’ nytårskur kunne man ikke andet end blive imponeret over den utrolige lydhørhed, der prægede de forskellige improvisationer, til tider fremført af vidt forskellige musikere med kun et perifert eller intet kendskab til hinanden. Vi blev trakteret med hele spektret af udtryk, dynamik og tekstur; fra tæt støjguitar, et tæppe af trommer og skrig og skrål fra saxofoner, over melodisk og mere jazzbaseret improvisation, hvor de enkelte instrumenter fremhævede sig solistisk, til et minimalistisk og klangligt orienteret univers, hvor rummets ambiente lyde (i virkeligheden et støjende, men musikalsk prægnant køleskab) fik lov til at spille med i den totale oplevelse.

Den kærlighed til musikken, fælles energi og respekt for andres værk i et totalimproviseret forum vi oplevede i torsdags, gør Klub Kaktus’ nytårskur til en unik begivenhed og de deltagende musikere til helt særlige kunstnere.

Venlige hilsner,
Adam Pultz Melbye

Tak til: Jakob Thorkild Overgård, Claus Bøje, Christian Kyhl, Andres Christensen, Maria Faust, Thomas Præstegård, Rune Lohse, Thomas Eiler, Kasper Tom, Håkon Berre, Nils Davidsen, Tapani Toivanen (billeder), Adam Pultz Melbye, Jesper Zeuthen, Jens Bang, Søren Pendrup, Henrik Pultz Melbye, Markus Pesonen, Johanna Sulkunen, Anders Provis, Michala Østergård, Francesco Bigoni og Susanne Stilling Frederiksen (for initiativ til denne artikel).

Share on Facebook

Bare få måneder efter at have modtaget landets største jazztalentpris, ”Stjerneprisen”, ved Silkeborg Frokostjazz, havde jeg den ære, torsdag d. 21. oktober, at blive udråbt som årets fynske jazzmusiker 2010.

Det var barnlig leg med ulovligt nytårsfyrværkeri der gjorde mig blind som fjortenårig. Til Januar er det fjorten år siden ulykken og dermed har jeg snart været blind i halvdelen af mit liv. Hver dag der er gået siden ulykken for14 år siden har handlet mere og mere om musik. Det startede med klassisk guitar på Danmarks Blindeinstitut og har bl.a. ført til diplomeksamen fra Det Fynske Musikkonservatorium med kontrabas som hovedfag, studieophold på det præstigefyldte Manhattan School of Music i New York, en anmelder-rost debutplade (Richard Andersson Sustainable Quartet, Please Recycle, Blackout Music), samt optagelse i solistklassen på Det Rytmiske Musikkonservatorium.

At lytte er alfa og omega

Selvom jeg, mit handikap til trods, er meget selvstændig må jeg affinde mig med at være afhængig af seendes hjælp i rigtig mange situationer. Men i musik gælder nogle helt andre spilleregler. Her er synet underordnet mens hørelsen er altafgørende og således er jeg helt på lige fod med mine kolleger når først musikken spiller.

Kåringen af Årets fynske jazzmusiker fandt sted på Magasinet i Odense. Simon Krebs (årets fynske jazzmusiker 2009) holdt motivationstalen. Jeg var meget beæret over hans flotte tale, hvori han bl.a. beskrev mig som en talentfuld musiker med en smittende spilleglæde. Simon Krebs lagde også vægt på mit engagement i Det lokale musikmiljø. Han beskrev mig som en dygtig iværksætter og ildsjæl og fremhævede to af mine igangværende projekter, nemlig koncertrækkerne ”Jazz i den 11. time” og ”PublicJazzService”. Begge tiltag har til formål at åbne flere menneskers øre for jazz, samt at give lokale jazzmusikere muligheden for at spille med store danske jazznavne.

Jeg er meget glad for at have fået tildelt prisen som Årets fynske jazzmusiker og vil gøre mit bedste for at leve op til titlen idet kommende år.

Venlig hilsen
Richard Andersson

Share on Facebook

Homemade Records er:

1. Et kollektiv af 10 unge og nyskabende komponister/musikere, der på tværs arbejder sammen om at skabe ny musik
2. En butik, hvor medlemmerne sælger deres egen musik
3. Et koncertsted for nutidig og innovativ musik

Gruppen af komponister bag butikken består af musikere, hvis fornyelse af den danske jazzscene taler for sig selv: Christoffer Møller (DMA vinder 2006), Niels Lyhne Løkkegaard (DMA vinder 2008) og Mads La Cour (DMA vinder 2009). Alle komponisterne bag butikken søger med deres udgivelser at nedbryde genreskel og skabe ny musik.

De 10 medejere er: August Rosenbaum, Bjørn Heebøll, Chano Olskær, Christoffer Møller,
Gustav Rasmussen, Kasper Tagel, Mads La Cour, Magnus Thuelund, Niels Lyhne Løkkegaard, Per Lyhne Løkkegaard.

Initiativtageren til butikken, Niels Lyhne Løkkegaard udtaler: “Når man laver smal musik – altså
musik der ikke har så stor kommerciel gennemslagskraft – så er man vant til at sørge for alt selv i forbindelse med en pladeudgivelse. Man betaler selv produktionen, design af cover, tryk af CD, PR og i sidste ende også distributionen. Vi har så valgt at tage det sidste skridt for selv at stå for detailleddet også. Sådan som musikbranchen ser ud i dag, er det selvfølgelig helt hovedløst, da chancerne for at det løber rundt er ret små. Men vores mål er også et andet: nemlig at skabe et fedt sted hvor man kan købe vores musik, hænge ud og høre koncerter – og derigennem bidrage til en berigelse af musikmiljøet i København og i særdeleshed på Nørrebro. Med tiden kunne vi godt tænke os at butikken fik vokseværk, så den blev drevet af flere kunstnere på kryds og tværs af genrer som kan bruge butikken som platform til at sælge deres egen musik – det kunne være rigtigt spændende, synes jeg.”

Homemade Records åbner d. 3. juli kl 15 og alle er velkomne. I løbet af jazzfestivalen præsenterer kollektivet en række af sine artister ved små koncerter.

Åbningstider i jazzfestivalen:
3/7 kl 15-19 åbningsfest – (koncert kl 16: Niels Løkkegaard, Mads La Cour, Bjørn Heebøll)
4/7 kl 14-18
5/7 kl 14-18 (koncert kl 16: Magnify v. Magnus Thuelund, Gustav Rasmussen, Kasper Tagel)
6/7 kl 14-18 (koncert kl 16: Beholder v. August Rosenbaum)
7/7 kl 14-18 (koncert kl 16: August Rosenbaum/Thomas Morgan Duo)
8/7 kl 14-18 (koncert kl 16: Bodaboda Duo v. Bjørn Heebøll)
9/7 kl 14-18 (koncert kl 16: Petrus Kapell v. Per Løkkegaard)
10/7 kl 14-18
11/7 kl 14-18 (koncert kl 16: Mads La Cour)

Adresse:
Jægersborggade 13 kld tv, 2200 København N
ons-fre 13-17, lør 11-15

kontakt:
Niels Lyhne Løkkegaard, tlf: +4526794730
mail@nielsloekkegaard.dk
www.homemaderecords.dk

Share on Facebook

Jeg indrømmer det: Dette er skrevet i affekt og frustration. Efter midnat. Men derfor kan det godt være nødvendigt at nogen tager bladet fra munden.

Det drejer sig om jazzen i medierne.

Netop i dag blev det offentliggjort at P2 skal nedlægges. Jazzen har de sidste år haft en god, omend sparsom dækning på denne kanal.

Som det eneste sted på FM-båndet.

Nu er det slut, kanalen skal overgives til endnu en snakke-kanal, med en anden aktør end DR.

Udfra et jazzsynspunkt er dette en katastrofe.

Og man spørger sig selv hvem der skal løfte arven fra Erik Moseholm, der i mange år har talt jazzens sag.

Det virker på mig som om vores interesseorganisation – Jazz Danmark – er blevet fuldstændig tandløst.

Og som om alle de der kunne råbe op, og blive hørt, har mere travlt med deres eget projekt.

Hvad jeg efterlyser er at vi agerer som en enhed – med et engelsk ord – a jazz community.

Det er naturligvis en del af gamet at være synlig i offentligheden.

Men jeg mener det er en balancegang. Og specielt for personer med magt og indflydelse på højere steder mener jeg det er en forpligtelse at se ud over sit eget.

Ikke mindst hvis man sidder i et embede betalt af kulturministeriet.

Derfor spørger jeg: Har rektor for Rytmisk Musikkonservatorium ytret sig i denne sag?? Lederen af Copenhagen Jazzhouse?? Jazz Danmark?? Copenhagen Jazz Festival?? Dokybrødrene?? (der er sikkert flere på listen)

Udover at jazzen forsvinder fra FM-radioen vil vi også meget nemt kunne se næste logiske skridt: Nedlæggelse af Radioens Big Band. Lukning af Jazzhouse. Copenhagen Jazz Festival går over til rock. You name it, og hvem løfter et øjenbryn i den anledning?

Jeg vil gerne understrege at jeg ikke har noget personligt imod nogen af de nævnte personer og instanser. Tværtimod er jeg fuld af beundring for den gennemslagskraft (og store musikerskab) som de besidder. Udover deres uomtvistelige personlige kvaliteter.

Jeg ville blot ønske at en del af denne gennemslagskraft blev brugt på vores fælles genre jazzen.

Kjeld Lauritsen

Share on Facebook

Første gang overhovedet at afro-amerikansk musik blev omtalt i danske dagblade var i december 1891. Det skete i forbindelse med gæstespil af den ”Den Sorte Opera” i Cirkusbygningen i København. Inden premieren måtte truppen dog skifte navn, fordi den danske operadirektør fik nedlagt forbud mod, at ”negrene” brugte betegnelsen ”opera”. Stjernen sangeren Sissieretta Jones blev kaldt ”Sorte Patti” og hendes koloraturstemme beskrevet som ”vidunderlig om end underlig sprød og hjerteforladt”. Men ellers gik omtalerne mest på hendes udseende og påklædning ”oversået med diamanter og kulørte ædelstene som en påfugl”.

I det hele taget fik de optrædendes udseende mere opmærksomhed end deres musikalske præstationer. ”Negre” var i det hele taget opsigtsvækkende og havde fx været udstillet i Tivoli og Zoologisk Have. De 25 medlemmer af ”Den Sorte Opera” blev beskrevet som en slags menneskeaber, der spiste flere læs hø om ugen. Musikken i deres ”minstrel-show” med banjoen som dominerende instrument forholdt pressen sig ikke meget til. Publikumstilstrømningen var ikke stor, så truppen gik fallit og rejste tilbage til USA. Publikum forstod ikke det originale program med een undtagelse: komikeren, stepdanseren og sangeren Geo Jackson. Dagbladenes positive omtale af ham betød, at han fik varietéjob og blev så populær, at han kunne blive i Danmark, hvor hans step på sandbestrøet gulv, Sanddansen, blev banebrydende for stepdanse herhjemme (Men der var også en anden mere upåagtet men væsentlig følgevirkning: Et andet medlem af ”Den Sorte Opera”, stepdanseren William Campbell, blev forelsket i en ung dansk danserinde Oda. Han kom tilbage og fik to sønner med hende: Jonny og Jimmy. Jonny lever stadig og er 92 år. Jimmy døde 1. November sidste år 93 år gammel. Efter international karriére som cykelartister og stepdansere blev de fra 1940 musikere og i anmeldelser omtalt som toppen af dansk jazz.)

I 1903 gav den amerikanske marchkonge Philip Sousa koncerter i København. Sousa var inspireret af de sortes ragtime, men musikerne var hvide og det gav ganske anderledes positive omtaler, bortset fra, at anmelderne havde det svært med Sousa´s mange synkoper, der gjorde musikken ”epileptisk” med ”en uforklarlig duft af neger”. Efterfølgende fik dansen til ragtime stor opmærksomhed, skønt opfundet af ”negre”, der ”parodierede hvide herskaber med improvisationer omkring en kæmpekage, som de mest fantasifulde dansere vandt”. Endnu en grund til den positive omtale skyldtes lanceringen af Kagedansen med to dansere fra den kongelige ballet ved en forestilling i Odd Fellow Palæet arrangeret af Prinsesse Marie og instrueret af forfatteren Herman Bang. Det skabte interesse hos selv ”dannede mennesker”, selv om fordømmelsen stadig lurede over ”den ny afsindige dans eller rettere sagt samling akrobatiske øvelser, denne vilde og fanatisk hæslige negerdans, der er målestokken for, hvad der af plump amerikanisme kan importeres”. Sommerens revyer lancerede racediskriminerende viser og Axel W. Christensen udgav klaverskolen ”Spil ragtime og bliv populær”. Men ellers blev musikken fortrinsvis oplevet og spillet som tyske marcher med harmoniorkestre uden fornemmelse for ragtime-rytmen og deres hjælpeløse forsøg med rytmeinstrumenter, ”fløjten” og ”latter” som angivet i noderne.

I de efterfølgende tyve år, blev den moderne dansemusik sjældent omtalt i dagspressen. Det gjorde til gengæld de moderne danse. Stepdanse fra one-, two- til fivestep og dyredanse med efterligning af bevægelser hos storke, kalkuner, gazeller, bjørne og ræve. Da inspirationen kom fra ”negre”, handlede presseomtalen mest om kulturens og sædernes forfald. I 1919 blev ordet jazz for første gang omtalt i aviserne, ikke som musik, men som dansen jazz-step lanceret af hvide engelske dansepiger i Tivolis Sommerrevy.

I 1920erne forsøgte danske musikere at finde ud af, hvad jazz var for noget og tilførte danseorkestrene banjoer og saxofoner. Dagspressen fokuserede fortsat på de moderne danse, nu foxtrot, blues, slowfox, rystedans og shimmy. Selv da det første rigtige sorte jazzorkester ledet af Sam Wooding gav koncert i Cirkusbygningen i 1925, handlede anmeldelserne mest om musikernes udseende og dans: Charleston og Black Bottom. Der blev skrevet om ”nederdrægtig musik” i en ”symfonisk jazzkoncert” med ”vanvid i toner”, som befandt man sig ”i et stort svineslagteri, hvor de dødsdømte ofre protesterede mod den skæbne, der var tiltænkt dem”. Men danske musikere blev inspireret af Sam Woodings orkester.

Dagbladene foretrak at skrive om hvides musik som dirigenten Paul Whiteman, der spillede ”symfonisk jazz” og bl.a. uropførte George Gershwins ”Rhapsody In Blue”, der herhjemme blev førstegangsopført af Otto Lington´s orkester i 1928. For første gang forholdt dagbladenes ”klassiske” anmeldere sig i længere artikler til ”jazz”. Den blev ganske vist kaldt ”ækel”, fordi den svækkede ”ungdommens ærefrygtfølelse for vor 600-årige musikkultur”. Men en enkelt anmelder indrømmede dog, at orkestret ”spillede udmærket”, men i øvrigt lød som ”illustration til en boksekamp, hvor kæbestød røg rundt og tilskuerne skrålede i vilden sky ”Mul ham Valde” med ledsagende pift og hyl.” Der var stadig vild forvirring om, hvad jazz dog kunne være for noget.

I 1930erne begyndte vidende jazzanmeldere at tone frem. Nu var det også blevet lettere at få plader med amerikansk jazz. Sven Møller Kristensen betegner Louis Armstrong som ”en af nutidens største kunstnere” i sin anmeldelse af hans Tivoli-koncerter i 1933. Men ellers omtaler dagblade fortsat jazzen som ”urskovslarm”. Men respekten for de sorte musikere vokser med Bernhard Christensen, PH og Svend Møller Kristensen som toneangivende, også hjulpet af kredsen omkring de første danske jazzklubber og –skoler samt det seriøse jazzblad ”H.O.T”. Det betød, at sortes jazz efterhånden blandt jazzfolk blev prioriteret højere end de hvides, selv om markante debattører stadig fordømte jazzen som tegn på kulturens forfald. Men nu fik de kvalificerede svar på tiltale.

I 1940erne blev jazzen ungdommens musik. Der opstod jazzmiljøer omkring klubber, restauranter, etablissementer og Tivoli, hvor ”swingpjatter” dansede til populære jazzorkestre. Og der var mange koncerter over hele Danmark ofte efterfulgt af jamsessions. Så ikke bare dagblade landet over, men også ugeblade beskrev aktiviteterne. Under krigen blev opmærksomheden rettet mod danske jazzmusikere, der blomstrede op, så perioden er blevet kaldt ”Dansk Guldalderjazz”. Debatter viste, at meningerne kunne være meget forskellige. Blandt andet havde nogle jazzspecialister det svært med ”swingpjatterne”s danse og mente, det kunne gå ud over jazzens anerkendelse som seriøs kunstart. Men ellers bragte dagbladene stort set positive artikler.

Efter krigen gæstede amerikanske orkestre atter Danmark med både sorte og hvide musikere og introducerede nye jazzgenrer som be-bob og cool . Nu skulle anmelderne – udover den journalistiske tæft – have både viden og historisk indsigt, hvis de skulle erstatte klassiske musikanmeldere i dagbladene.

I 1950-60erne fik alle større aviser ”egne” jazzanmeldere. Det blev til en periode med engagement, glæde, humor og originalitet. Udover anmeldelser blev det også til foromtaler, interviews, kronikker, debatter og kulturpolitiske kommentarer ofte illustreret af fotografier og tegninger af fremragende kunstnere med specielt sans for jazzens særpræg. Udover orientering var formålet også at få jazzen anerkendt som seriøs kunstart på lige fod med den klassiske musik.

Det blev til en periode, hvor en snes skribenter udgjorde en frodig mangfoldighed, der kunne betegnes som en slags “anmelder-guldalderperiode”. De bedste anmeldere evnede at give fornemmelse af musikkens karaktér og lade læseren ane dens kvaliteter. Ikke fordi man behøvede at være enig i anmelderens vurdering, men fordi man ved hyppig læsning kunne finde substans i deres holdninger og forholde sig til dem. Det gjaldt fx Information´s Erik Wiedemann, der skrev med stor indsigt og præcis akademisk ordbrug primært henvendt til i forvejen vidende læsere og jævnligt med kommentarer til kulturpolitikken. Det samme gjaldt Politiken´s Birger Jørgensen med bred formidling og ofte med glimt i øjet, efterfulgt af Boris Rabinowitch, der var tættere på Wiedemann-traditionen. I Berlingske Tidende formidlede Bent Henius og Henrik Wolsgaard Iversen bredt og med journalistisk tæft. I Aktuelt informerede Arnvid Meyer engageret og velorienteret. Torben Ulrich var finurlig og tankevækkende fremragende illustreret af Klaus Albrectsen´s tegninger. Jørgen Leth og Jørgen Siegumfeldt var fine interviewere og Finn Slumstrup markant i det jyske. Men der var mange flere udmærkede skribenter. Dertil kom adskillige fotografer med stor jazzfornemmelse bl.a. Ebbe Wraae, Lennart Flint og Jan Persson. Mangfoldigheden var stor.

En manglende farve på paletten var omtale af de professionelle musikere bundet til engagementer på de mange dansesteder. Og bedre blev det ikke af, at danseorkestrene som regel havde et shownummer på programmet for at få de bedst betalte job. For dans og show høstede ikke anerkendelse eller omtale i dagbladene. I kampen for at få jazzen anerkendt som kunstart var jazzeksperterne angste for, at dansemusik og show gjorde jazzen useriøs. Anmeldernes højest prioriterede områder var jazzkoncerter, pladeindspilninger og optræden i Jazzhus Montmartre, hvor få af jazzmusikerne med engagement hver aften havde mulighed for.
I sidste halvdel af 1960erne fik dagbladene professionelle anmeldere af Rhythm & Blues og Rock, der herhjemme først blev kaldt “Pigtrådsmusik” og senere “Beat”, et udtryk som Ekstrabladets Carsten Grolin opfandt. Rock blev ungdommens musik med voksende spalteplads i dagbladene og i flere tilfælde på jazzens bekostning. De mange nye stilarter og fusioner mellem genrerne gjorde det stadig sværere at definere, hvad der er jazz. Det er fortsat et aktuelt emne i dagens debatter.

Fra 1970 op til årtusindskiftet interesserede stadig færre jazzanmeldere sig for de musikalske fornyelser inspireret af andre kulturers musiktraditioner. Det kunne være svært at give nyskabelserne genrebetegnelser, som unge da også stadig sjældnere benyttede. Desværre kneb det også med humoren, som jazzen jo ellers er rig på: Hvis puritanere havde erstattet tørhed med humor, ville de fandme have været morsomme at læse.
Hermed siger jeg ikke, at der ikke var gode anmeldere, men at det totale udtryksfeltet blev smallere med færre farver på jazzpaletten.
I flere aviser blev spaltepladsen reduceret eller forsvandt helt og endte med, at de professionelle jazzanmeldere kunne tælles på een hånd. Måske brugte redaktørerne dem ikke til det, de var bedst til inden for mulighederne interviews, foromtaler, anmeldelser, reportager og dokumentation. Måske skulle andre muligheder end anmeldelser have været prioriteret højere? Nyt skrivetalent kunne måske have hjulpet til fornyelse af traditionen. Desværre strandede diskussioner på kritikeres sårbarhed over for kritik. Samtidig faldt antallet af læsere i dagbladene, hvilket nok også skyldtes, at jazzskribenter forfaldt til et akademisk menighedssprog med indforståethed, specialisthævdelse, klogskabsdemonstrationer af måske frygt for “inderkredsen”s kritik. Den “almindelige” dagbladslæser vil nok foretrække forståelighed, begejstring, følelse, glæde, oplevelse, fortællelyst og kulturpolitisk holdning skrevet med journalistisk tæft.

Puritanere har angrebet mangfoldigheden i Copenhagen Jazz Festival, der i år fylder 32 år. I forbindelse med festivalen startede Politiken 1996 med udgivelse af en daglig festivalavis ”Jazz Live” med muligheder for nyt skrivetalent. Politiken tog sig fortsat af anmeldelserne, mens festivalavisen dyrkede bred formidling med Birger Thøgersen som ”tovholder”. Det var sammen med hans artikler gennem årene baggrunden for, at han i 2007 fik den første danske jazzformidlerpris “for talentfuld og professionel formidling på en let forståelig og fængende måde, der bidrager til at øge interessen for dansk jazz”.
Prisen er finansieret af organisationerne Danske Populærautorer og Copenhagen JazzGuides og blev forrige år givet til Berlingeren´s Kjeld Frandsen og sidste år til fotografen Jan Persson. Prisen er på 15.000 kr. Et alt for lille beløb til et kulturområde, der fortjener langt større opmuntring, ligesom i øvrigt fagtidsskriftet “JazzSpecial” i langt højere grad bør støttes. Desværre går det den modsatte vej, fordi vores kultur- og kunstfjendtlige regering har sørget for urimelig reduktion af støtten til bladet fra 230.000 til 150.000 kr. sidste år samt fjernelse af portostøtten.

Politiken har i det sidste års tid givet den mere spalteplads og gjort jazzformidlingen bredere. Det angribes af Ib Skovgaard og Peter H. Larsen i henholdsvis Weekendavisen og Information. Mærkværdigt, fordi den brede formidling kan skabe voksende interesse for jazz og få flere til at besøge spillesteder, koncerter og købe tidsskriftet ”JazzSpecial”, ja måske endog få lyst til at læse specialistartikler. For der er i dag behov for både den brede og smalle professionelle formidling af jazz.

Erik Moseholm

Share on Facebook