Ophavsret, det må jo være noget der interesserer jer der skriver her på jazzblog.dk.

Derfor vil jeg lige gøre jer opmærksom på en debat, der kørte henover sidste uge i medierne. Startende med et debat oplæg i Politiken, hvor Bjørn Bredal, der er kulturredaktør, gør sig til talsmand for at “Ophavsret er en pest for kunst og ideer“. Der var også flere svar i selve Avisen.

I fredags var jeg så i Deadline for at tage debatten i direkte TV. (Indslaget ligger der vist en uges tid). Nå! I kan jo se hvad I selv synes. Jeg synes i alle fald vi skal værne om ophavsretten, selv om der er mange vinkler på det.

Lad mig lige opsumere Deadline-indslaget:

Uden at gøre mig klog på Bredal, så er hans argument vel at ophavsretten er blevet så uhåndtérlig en størrelse, her henviser han igen og igen til tilstandene i USA. Han synes derfor, at vi må finde en anden måde at honorere kunstnerne på, så der stadig bliver skabt nye film musik etc. Men han har ingen forslag til hvordan.

Bredals umiddelbare udgangspunkt er, at der lige er gennemført en lov hvor de udøvendes ophavsret forlænges fra 50 til 70 år fra første fremførelse. Det har han bare ikke forstået. Altså at det er de udøvende og 70 år efter første offentlige fremførelse! D.v.s. at Sanne Salomonsen kan få vederlag for Suisui også når hun fylder 70! Så det er altså en lov for de levende og netop ikke for de døde (vi andre, altså os der skriver sangen har 70 år efter deres død, den lov ved jeg ikke hvornår er lavet men det er ikke lige for nylig).

Bredal forstår heller ikke, at der for musiks vedkommende er forskel på authers rights og den deciderede Copyrigt der er på f.eks. en CD indspilning. Ophavsrets teknisk er det det samme, men han lader til at tro at den der udgiver/indspiller musikken, også er den der har skrevet den.

Han mener desuden at enhver tanke m.m når den forlader vores hoved burde være gratis og tilgængelig for alle. Men læs lige hans artikel tag ikke bare mit ord for det!
Jeg mener grundlæggende at der ikke er forskel på materielle skabelser og f.eks. en sang.
Jeg mener ikke man kan køre frit og gratis valg på alle hylder, selv om hylderne er blevet digitale. Vi tager jo heller ikke grønthandlerens frugt bare fordi den står på gaden.
Om vendt er jeg med på at lovgivning ikke altid følger med teknologien, der spurter der ud af. Men vi kan jo ikke sidde og vente på at den står stille, med at lovgive.

Lovgivning (ophavsret) er jo et signal om hvad man som samfund synes er rimeligt. Ligesom vi laver fartgrænser vel vidende at der nok er nogen der kører lidt hurtigere. Vi sender ikke politihelikoptere efter folk der kører 10 % for hurtigt, men går efter dem der virkelig trykker speederen i bund, men det får os jo ikke til at undlade at give det signal, at 110 km på motorvejen er en rimelig hastighed. Det samme gælde ophavsret. Jeg synes at et samfund til en hver tid skal signalere, at vi synes en kunstner skal have penge for det indhold de skaber.

Noget jeg ikke nåede at sige i Deadline er det faktum, at i Danmark kan man jo ikke sælge 100% af sin ophavsret til f.eks. et forlag, som man kan i America, hvor alle de skræmende eksempler kommer fra. Vi kan højest afgive 33%, og således vil minimum 66% til en hver tid gå til ophavsretsmanden/kvinden. Så de der skræmme-eksempler fra det store udland duer i alle fald ikke, som argumentation for at ophavsret er af det onde i vores del af verden. Og ærlig talt – at Madonna har lettere ved at betale sine regninger end jeg har, siger vel sig selv, og er vel heller ikke et særligt godt argument for at ophavsrettens fallit.

Og så siger jeg også ting der er vigtig at holde sig for øje, nemlig at det jo ikke er et tilfælde at det hedder ophavsRET og ikke ophavsPLIGT. Man kan jo til en hver tid lægge sit arbejde ud på nettet under en creative commons licens, og således legalt tilgængeliggøre det for gud og hver mand.

Med venlig hilsen

Trinelise Væring

Share on Facebook

Mit pladeselskab Cowbell Music har netop indgået et spændende samarbejde med butikskæden TIGER, der skal få kvalitetsjazz ud til en masse mennesker. Jeg håber at nå et nyt publikum, fx endnu flere unge mennesker, der for 30 kroner kan stifte bekendtskab med jazz af høj international standard.

CD-rækken under titlen Benjamin Koppel Jazz Journey kommer til at bestå af 10 compilationcd’er med danskproduceret jazz spillet af internationale musikere som Charlie Mariano, Kenny Werner, Bobby Watson, Pierre Boussaguet, Alex Riel, Marilyn Mazur og mange flere.

Den første cd i serien, The Eloquence Of…, udkom den 27. maj på Tiger Music og kan købes i alle TIGER butikker i Danmark og i 10 andre lande i Europa. Resten af musikserien vil udkomme løbende.

Bedste hilsner,
Benjamin Koppel

Share on Facebook

Denne film kommer ikke til at vinde De Gyldne Palmer, men det er er skridt i den rigtige retning!

Efter Woody Allen købte rettighederne til et nummer fra min sidste cd til hans film Midnight in Paris, blev jeg selv inspireret til at lave en lille film. Jeg valgte at lave en musikvideo til Tales from the Memory Clinic, et nummer fra min kommende cd-udgivelse About Time.

Dette nummer er fyldt af humor og inspireret af jazz fra 50’erne og 60’erne. Samtidig er det også et meget moderne stykke musik, hvilket jeg har forsøgt at afspejle i denne film. Jeg meget fascineret af den måde, man kan få musik og levende billeder til at arbejde sammen og udvikle hinanden på. Jeg har bestemt planer om at at producere flere videoer til youtube, og at finde en videokunstner/instruktør, som kan hjælpe mig med at integrere flere film ind i mit band 2econd Nature.

Peter Williams
www.peterwilliams.dk
www.2ndNature.dk

Share on Facebook

Den 1.5 lancerer jeg en nye hjemmeside. Siden med titlen JAZZSTJERNER.DK, der både præsenterer og giver stjerner. Sitet her er ansporet af et indlæg af jazzbloggeren Niels Overgaard på sin blog JazzNyt, der har udviklet sig til en af de mest velinformerede og seriøse sider om dansk jazz og jazz i al almindelighed herhjemme. Nichemusikken har trange kår med hensyn til mediebevågenhed, og det er mit håb, at denne side på sigt kan udvikle sig til et netbaseret medie, der kan give potentielle lyttere og købere et indtryk af de mange danske jazz udgivelser, der udkommer hvert år.

Opbygningen er ganske enkel. Der kommer løbende anmeldelser af aktuelle (måske suppleret af relativt aktuelle) danske jazzudgivelser og der linkes til f.eks. iTunes eller lignende, så vejen til en bestilling er ganske kort. Under danske jazzudgivelser forstås udgivelser fra danske pladeselskaber og udgivelser med fortrinsvist danske musikere. Derudover udvælges hver måned et “Månedens Album” og hver uge et “Ugens Track”. Endelig vil der med jævne mellemrum være anmeldelser af livekoncerter.

Sitet er stadig under udarbejdelse og videreudvikles samt opdateres løbende. Skulle man som musiker eller pladeselskab være interesseret i at indsende materiale til anmeldelse fremgår kontaktinformationerne på www.jazzstjerner.dk. Tag godt imod min nye baby og hjælp til, så det kan blive en succes til gavn for alle jazzmusikere i DK. God fornøjelse!

Hilsen
Martin Lutz

Share on Facebook

Bare få måneder efter at have modtaget landets største jazztalentpris, ”Stjerneprisen”, ved Silkeborg Frokostjazz, havde jeg den ære, torsdag d. 21. oktober, at blive udråbt som årets fynske jazzmusiker 2010.

Det var barnlig leg med ulovligt nytårsfyrværkeri der gjorde mig blind som fjortenårig. Til Januar er det fjorten år siden ulykken og dermed har jeg snart været blind i halvdelen af mit liv. Hver dag der er gået siden ulykken for14 år siden har handlet mere og mere om musik. Det startede med klassisk guitar på Danmarks Blindeinstitut og har bl.a. ført til diplomeksamen fra Det Fynske Musikkonservatorium med kontrabas som hovedfag, studieophold på det præstigefyldte Manhattan School of Music i New York, en anmelder-rost debutplade (Richard Andersson Sustainable Quartet, Please Recycle, Blackout Music), samt optagelse i solistklassen på Det Rytmiske Musikkonservatorium.

At lytte er alfa og omega

Selvom jeg, mit handikap til trods, er meget selvstændig må jeg affinde mig med at være afhængig af seendes hjælp i rigtig mange situationer. Men i musik gælder nogle helt andre spilleregler. Her er synet underordnet mens hørelsen er altafgørende og således er jeg helt på lige fod med mine kolleger når først musikken spiller.

Kåringen af Årets fynske jazzmusiker fandt sted på Magasinet i Odense. Simon Krebs (årets fynske jazzmusiker 2009) holdt motivationstalen. Jeg var meget beæret over hans flotte tale, hvori han bl.a. beskrev mig som en talentfuld musiker med en smittende spilleglæde. Simon Krebs lagde også vægt på mit engagement i Det lokale musikmiljø. Han beskrev mig som en dygtig iværksætter og ildsjæl og fremhævede to af mine igangværende projekter, nemlig koncertrækkerne ”Jazz i den 11. time” og ”PublicJazzService”. Begge tiltag har til formål at åbne flere menneskers øre for jazz, samt at give lokale jazzmusikere muligheden for at spille med store danske jazznavne.

Jeg er meget glad for at have fået tildelt prisen som Årets fynske jazzmusiker og vil gøre mit bedste for at leve op til titlen idet kommende år.

Venlig hilsen
Richard Andersson

Share on Facebook

Når der kommanderes »fremad march!«, så er der altid grund til at gå lidt i bakgear

Så er der endelig nogen der sætter ord på noget, jeg har tænkt på i en del år: Hvorfor jazzmusik absolut er bedre, hvis den er avantgarde. Politiken har en leder søndag, der sætter snobberiet omkring ordet “nyskabende” i et helt klart lys.

Jeg har altid synes at nogle af danmarks bedste musikere var folk, der spillede såkaldt “almindelig” jazz. Vores lange historie med bl.a. det gamle Jazzhus Montmartre og meget andet har givet os en række musikere, der kan udtrykke sig i et klassisk jazzsprog på et meget højt teknisk og kunstnerisk niveau, og med stor personlighed.

Men ofte er det som om det er “finere” at spille musik der udspringer af avantgardeheltene fra 60-erne.

Mit ærinde er ikke her at fremhæve den ene stil for den anden. Jeg har favoritter inden for næsten alle dele af jazzen, og også meget andet musik.

Men musik bliver jo ikke bedre af at være mærkelig. Det må være kvaliteten der er afgørende, ikke alene ved udvælgelsen af et koncertprogram, men også når kulturmidler og legater skal fordeles. På uddannelsesinstitutionerne må en “moderne” indgangsvinkel ikke være en undskyldning for dårlig musik og dårligt håndværk.

Det er iøvrigt påfaldende at det kun er jazzmusik der er underkastet dette parameter: Klassisk musik, Latinamerikansk musik, Blues, Rock og ikke mindst folkemusik er stolte af udøvere, der holder traditionen vedlige.

venlig hilsen
Kjeld Lauritsen

Se artiklen her:
Gamle gespenster spøger i kunstdebatten

Share on Facebook

Jeg faldt over en artikel i Politiken forleden som omtaler den nye form for optagelseprøve til Rytmisk Muskkonservatorium eller til daglig Rytmekons (www.rmc.dk), og det kan jeg ikke lade passere ubemærket forbi!

Konservatoriet har valgt at helt droppe den teoretiske og den almen-musikalske del af optagelseprøven for at fokusere på et personligt udtryk og det specielle, og prøven består nu af en mini-koncert og en personlig samtale.

Jeg er dybt uenig i den retning Rytmekons har valgt, og de signaler de sender til unge, håbefulde musikere! Der er ingen vej udenom – det Rytmekons signalerer er i min mening et udtryk for populisme og tidens trend om at udtryk og stil vægtes højere end evner. Er det virkelig det vi vil, at en statsstøttet videregående uddannelse skal ha som vision?

Det er de færreste unge musikere i starten af 20erne som har et stærkt nok musikalsk fundament til at ha nået at udvikle et unikt personligt udtryk. Ser man på den verden jeg kommer fra, jazzen, så stilles der meget høje krav til teoretisk viden og tekniske færdigheder på sit instrument, og det tager tid (og uddannelse) og hårdt arbejde at få på plads. En musikers personlige udtryk, i min optik, handler om at kunne vælge sin udtryksform hellere end at måtte nøjes med at kunne udtrykke det som hans/hendes (manglende) evner tillader.

Det er ingen hemmelighed at det kan være svært at overleve som udøvende musiker, og at det i de flestes tilfælde kræver en stor bredde og evnen til at kunne arbejde i mange forskellige genrer og konstellationer for at få det til at løbe rundt. Om man vil ha mulighed for at spille i teaterorkestre, big bands, festorkestre, lave studiesessions, eller arbejde som sideman i pop/rock orkestre kræver det at man er en rigtig dygtige håndværksmusiker. Når det er på plads kræves det for at få fingre i de gode jobs også et stærkt netværk, gode samarbejdsevner – og et personlig udtryk!

Som jeg ser det, vælger Rytmekons nu at fokusere alt for ensidig på at opdrage stærke musikalske personligheder på bekostning af kompetente rytmiske instrumentalister og sangere. I virkeligheden er det en meget lille andel af spillejobs som udelukkende kræver specielle og unikke musikere. Rigtig mange gigs handler om at løse en opgave på sit instrument, dog med en kreativ og kunstnerisk tilgang, I det perpektiv, mener jeg, at det er vigtig at en stor del af de musikere som kommer ud af konservatoriet kan klare den slags arbejde – og gøre det med stolthed og professionalisme.

I artikelen i Politiken nævnes Maria-Laurette Friis som et eksempel på en stærk musikalsk personlighed – og jeg er meget enig i at hun er en sjælden musiker, begavet med en ualmindelig stor portion kreativitet og musikalitet. Men det er langt mellem musiker med så stærk en profil og personlighed, og det er urealistisk at ha som mål at frembringe 30-40 Maria-Laurette´er om året på Rytmekons. Og alle som så ikke opnår det, skal de så føle sig mislykket og måtte nøjes med at være sideman musiker (forudsat at de nåede at blive gode nok på sit instrument i søgen efter det personlige udtryk) og arbejde på musikskoler?

Jeg er selv et produkt af Rytmekons, og jeg har den største respekt for skolen og de mange top-professionelle musikere som underviser der. Uddannelsen har givet mig et fundament som jag bruger daglig i mit virke som musiker samt et uvurderligt netværk – og det sætter jeg meget pris på.

Jeg mener også at den nye form med en fælles bacheloruddannelse som musiker, efterfulgt af kandidatuddannelser som enten musiklærer eller uddøvende musiker er en rigtig god idé. Men start – for guds skyld – med at give alle et solidt fundament på deres instrument/stemme under bacheloruddannelsen og brug kandidatuddannelsen til at rendyrke det personlige udtryk! Jeg er ikke i tvivl om at mange kommer til at nå langt med at finde sin egen stemme også under de første tre år af uddannelsen alligevel, bare med et bedre udgangspunkt.

Vi ser ikke nyuddannede arkitekter som designer fantastiske bygninger uden viden om om de kan bygges, journalister med fantastiske historier fyldte med stavefejl eller advokater med storslåede retoriske evner uden juridisk forankring!

Kære musikere, musiklærere, konservatorie- og musikskoleledere og andre med interesse for vores verden og hverdag, jeg håber på Jeres ærlige mening om konservatorieuddannelserne. Kom endelig med jeres kommentarer her på bloggen, underskrevet eller anonymt.

Jeg opfordrer hermed til en åben og konstruktiv debat om fremtidens rammer for Rytmisk Musikkonservatorium!

venlig hilsen

Anders Larson,
konservatorieuddannet håndverksmusiker med solistiske tendenser, basunist/arrangør/komponist/underviser/dirigent/blogger/iværksætter og indtil videre skyldig til to cd-udgivelser i eget navn.

Share on Facebook

Indrømmet, dette indlæg er ikke det mest jazzede, men siden det forhåbentlig kan ha interesse for mange (jazz)musikere synes jeg at det fortjener at stå her.

Jeg vil gerne slå et slag for blogging som musiker og kunstnær! Som freelance musiker er synlighed utrolig vigtig. Synlighed bland kollegaer, bookere, publikum og ikke mindst på Internettet. Med en blog kan man sætte ind på alle fronterne på en gang!

Det er ingen tilfældighed at rigtig mange virksomheder (også mange som ikke driver forretning online) interesser, driver en blog hvor de skriver om deres branche og formidler viden. En fællestræk for en succeessfuld blog er at den ikke kun er en reklamesøjle for en virksomhed, et produkt, et band eller en person. En successfuld blog er typisk et sted hvor virksomheden/ophovsmanden deler sin viden om sin branche. På den måde skaffer de tillid fra sit publikum, samtidigt som de profilerer sig som eksperter indenfor sin branche.

En af mine målsætninger med jazzblog.dk er lige præcis at lade os danske jazzmusikere dele vores viden, følelser og tanker om jazz, for at på den måde komme tættere på vores publikum – og blive mere synlige!

Er du kunstnær og har lyst på at gå i krig med din egen blog? Det er faktisk ikke særlig svært at komme igang! Med platformen wordpress (som denne blog bygger på) kan du starte din egen blog på kort tid. Der er dog en hel del faldgruber og ikke mindst tidsslugere. Her kan jeg hjælpe dig at springe de første par ugers hovedkløning og hårslideri over så at du kan komme igang med det vigtigste: att kommunikere med din målgruppe og dele din viden med andre. Om du er fristet af tanken så er der stadig få pladser tilbage på min blogkursus på ArtLab. Da ansøgningsfristen officielt er overskredet handler det om først til mølle og at være hurtig.

Jeg håber på at se dig på jazzblog.dk fremover, som skribent, læsere eller begge dele!

venligst

Anders Larson
PS. Klik på mit navn og se min basunblog om basun spil. Det er det dejlige med Internettet – der er plads til meget smalle og nørdede nicher!

Share on Facebook

Homemade Records er:

1. Et kollektiv af 10 unge og nyskabende komponister/musikere, der på tværs arbejder sammen om at skabe ny musik
2. En butik, hvor medlemmerne sælger deres egen musik
3. Et koncertsted for nutidig og innovativ musik

Gruppen af komponister bag butikken består af musikere, hvis fornyelse af den danske jazzscene taler for sig selv: Christoffer Møller (DMA vinder 2006), Niels Lyhne Løkkegaard (DMA vinder 2008) og Mads La Cour (DMA vinder 2009). Alle komponisterne bag butikken søger med deres udgivelser at nedbryde genreskel og skabe ny musik.

De 10 medejere er: August Rosenbaum, Bjørn Heebøll, Chano Olskær, Christoffer Møller,
Gustav Rasmussen, Kasper Tagel, Mads La Cour, Magnus Thuelund, Niels Lyhne Løkkegaard, Per Lyhne Løkkegaard.

Initiativtageren til butikken, Niels Lyhne Løkkegaard udtaler: “Når man laver smal musik – altså
musik der ikke har så stor kommerciel gennemslagskraft – så er man vant til at sørge for alt selv i forbindelse med en pladeudgivelse. Man betaler selv produktionen, design af cover, tryk af CD, PR og i sidste ende også distributionen. Vi har så valgt at tage det sidste skridt for selv at stå for detailleddet også. Sådan som musikbranchen ser ud i dag, er det selvfølgelig helt hovedløst, da chancerne for at det løber rundt er ret små. Men vores mål er også et andet: nemlig at skabe et fedt sted hvor man kan købe vores musik, hænge ud og høre koncerter – og derigennem bidrage til en berigelse af musikmiljøet i København og i særdeleshed på Nørrebro. Med tiden kunne vi godt tænke os at butikken fik vokseværk, så den blev drevet af flere kunstnere på kryds og tværs af genrer som kan bruge butikken som platform til at sælge deres egen musik – det kunne være rigtigt spændende, synes jeg.”

Homemade Records åbner d. 3. juli kl 15 og alle er velkomne. I løbet af jazzfestivalen præsenterer kollektivet en række af sine artister ved små koncerter.

Åbningstider i jazzfestivalen:
3/7 kl 15-19 åbningsfest – (koncert kl 16: Niels Løkkegaard, Mads La Cour, Bjørn Heebøll)
4/7 kl 14-18
5/7 kl 14-18 (koncert kl 16: Magnify v. Magnus Thuelund, Gustav Rasmussen, Kasper Tagel)
6/7 kl 14-18 (koncert kl 16: Beholder v. August Rosenbaum)
7/7 kl 14-18 (koncert kl 16: August Rosenbaum/Thomas Morgan Duo)
8/7 kl 14-18 (koncert kl 16: Bodaboda Duo v. Bjørn Heebøll)
9/7 kl 14-18 (koncert kl 16: Petrus Kapell v. Per Løkkegaard)
10/7 kl 14-18
11/7 kl 14-18 (koncert kl 16: Mads La Cour)

Adresse:
Jægersborggade 13 kld tv, 2200 København N
ons-fre 13-17, lør 11-15

kontakt:
Niels Lyhne Løkkegaard, tlf: +4526794730
mail@nielsloekkegaard.dk
www.homemaderecords.dk

Share on Facebook

Kære jazzvenner
I denne for vort lands så kolde tid, hvor regeringen arbejder benhårdt på at demontere alt, der på nogen måde kan medvirke til at skabe liv og overskud – mentalt og fysisk, vil jeg tillade mig at ignorere hele miseren, og i stedet gøre opmærksom på noget musik jeg har arbejdet med nogen tid nu.
Ja, altså, det er jo selvfølgelig ikke lige sådan at ignorere, så sent som i går aftes gik jeg helt ned med flaget over avisernes rapporteren om de indholdsmæssigt meget lave ambitioner for den ny, statsfinancierede konkurrerende kanal til DR, kombineret med store besparelser på tilskud til højskolerne, og nedsættelse af dagpengeperioden.
Hørte også samme eftermiddag et debatprogram, hvor en lytter ringede ind og gjorde opmærksom på, hvordan den forkortede dagpenge periode ville skabe så meget utryghed i sæsonbetonede erhverv (hvor man er i og ude af arbejde konstant), som f.eks. byggeri-branchen (lytteren var selv arkitekt), at man vil droppe eksperimenterne, og til en hver tid gå efter den velprøvede løsning på et problem. Dette mente han ville være til ubodelig skade for hele tanken om at Danmark skal være innovationens land, dem med de ny og spændende løsninger, dem der tør bryde grænser, og det ville snart kunne mærkes tydeligt på bruttonationalproduktet, på den ufede måde. Parallellen til os selv og resten af kunstens arbejdere var jo nærliggende.
Regeringen er ved at plane Danmark helt ud til gold pløjemark.

Har som nu 47-årig musiker, længe kæmpet mange indre kampe for over for mig selv, at retfærdiggøre min egen eksistensberettigelse i dette samfund. En ting er, at man jo i min alder, uvægerligt løber ind i det, de færreste kunstnere undgår, nemlig at være midt i livet, hvor dem der løber med den største opmærksomhed, er enten de nye unge, eller de gamle kæmper (altså dem der har været stædige nok til at overleve).
Sådan har det jo altid været, så det er bare at bide tænderne sammen og holde skruen i vandet til man når status som gammel kæmpe.
Ikke desto mindre afstedkommer dette opmærksomhedsmæssige, og derfor også kommercielle vadested naturligvis en del overvejelser. F.eks.: Er der nogen grund til at fortsætte, når det er sådan en kamp, der ofte byder på flere dårlige end gode oplevelser ? Dvs. mere dødssygt kontorarbejde end dejlige koncerter.
Nu har jeg jo gud ske lov ikke rigtigt noget valg, da jeg ikke kan andet (er dog i gang med at uddanne mig til klaverstemmer, så om et par år, kan jeg faktisk noget andet også).
Så var det jo at man kunne fristes til at tage nogle musikalske valg, der måske kunne fremme ens appel til lytterne, læs: spille en mere bredt appellerende musik.

Er det mon det jeg har gjort med musikken til mit nyeste orkester, Offpiste Gurus og dettes nys udkomne første album (af samme navn) ?
Forsøgt at formgive en musik, der når længere ud end snævre jazzkredse ?

Helt ærligt: NEJ. Og det siger jeg, på trods af at jeg har haft emnet oppe til diskussion med mig selv og andre involverede i projektet rigtigt mange gange, i den tid vi har arbejdet med musikken (siden 2007-8).

Musikken til Offpiste Gurus er, for mig, et naturligt skridt videre ud af ét af de spor, jeg har fulgt i min musik, siden min allerførste kvartet-udgivelse i 1987.
Den gang var min musik en skønsom blanding af al den musik jeg lyttede til. Det var lettere overset den gang, end nu, for jeg lyttede stort set udelukkende til jazz og blues den gang, men jeg havde netop, via Erling Kroner, opdaget Astor Piazolla, og han, Mingus og Ornette Coleman var de væsentligste inspirationer på den udgivelse (foruden en optagelse af Dollar Brand trio fra det gamle Montmartre, der spiller en version af ‘Round Midnite, som jeg lånte fra til min version af samme sang).

Mingus- og blues-tråden vendte jeg tilbage til i 2000 med Overdrive, og musikken til Offpiste er en naturlig udvikling af den musik jeg skrev til dette orkester i forbindelse med vores Leadbelly-udgivelse.
Jeg har forsøgt at koncentrere mit udtryk yderligere, koge det ind, maksimere det emotionelle output ved nu at have en sanger i front; jeg har flere steder på albummet, efterfølgende doblet mine egne improviserede soloer, for at give dem forøget vægt. Rigtigt meget af musikken, er som musikken til den gamle kvartet og Overdrive, baseret på grooves og basgange, og på blues-former.

Og jeg ku’ blive ved at drage paralleller, men er vist nu ved at nå op på hvad et blog-indlæg maksimalt kan tillade sig at fylde, så jeg vil blot slutte af med at udtrykke ønske om, at alle der måtte læse dette, vil komme ind i Jazzhouse og fejre udgivelsen af albummet ved koncerten d. 19/6 kl. 21.
Så kan vi jo tale videre der.

mange hilsener
Fredrik Lundin

Share on Facebook