Mindeord

Ed Thigpen, som sov stille ind på Hvidovre Hospital tirsdag, 79 år gammel, vil blive savnet af mange grunde.

Han var en stor musiker, som med en forfinet sans for det æstetiske i jazztrommespillet, lærte alle os der var så heldige at opleve ham, hvor elegant jazz kan spilles.

Han havde en meget fin klangsans. Sans for hvordan trommer og bækkener skulle klinge og, måske endnu vigtigere, det orkestrale øre for hvordan han med sit spil kunne få orkesteret til at klinge.

Selv var jeg i god gammeldags mesterlære hos Ed 1979 – ca. 1985. Han tog mig under sine vinger, og lærte mig med stor kærlighed, hele det fundament som jeg siden har bygget mit trommespil på.

Det var ham magtpåliggende at få mig til at forstå essensen i amerikansk trommespil, og netop dette – at det var ham magtpåliggende, selvfølgelig kombineret med at han jo vidste hvad han talte om, gjorde det til en kilde af viden – af uvurderlig betydning for en ung musikers udvikling. Alt sammen drevet af hans egen kærlighed til musikken, menneskene og livet.

Ed var et sympatisk, ærligt og omsorgsfuldt menneske, der opførte sig ordentligt. Og det mente han også at andre skulle gøre. Så han kunne også være bestemt.

Jeg kan huske at jeg engang kom fra min klassiske lærer, som havde sagt ”Jonas – hvis man ikke kan spille en presset hvirvel (hvad jeg havde svært ved på det tidspunkt) – så kan man ikke spille trommer”. Jeg var ked af det – og fortalte det til Ed. Og han svarede ”Jonas – If you cannot play a pressed roll …..(lille pause)….. you cannot play a pressed roll” – og så var den ikke længere.

Hos Ed var der varmt. En varm swingende stemning af fin amerikansk jazz. Af den ædle slags. Det var lige noget for mig.

Jonas Johansen

Share on Facebook

Kære Jesper, Lennart og I andre.

Jeg synes det er en svær diskussion dette her. Og den rejser flere spørgsmål.
Forleden så jeg en udsendelse om den danske pølsevogn som nu så småt er ved at uddø. Der er nu flere sushi barer i København, end der er pølsevogne. Det passer nu mig personligt helt fint… Men så var der et interview med en pølsemand, og han syntes – sjovt nok – at det var smadder ærgerligt. For pølsen er en del af den danske kultur… Er manden inhabil? Ja – det må man sige…

Sådan kan jeg også lidt have det med den nye profil i Jazzhouse. Copenhagen Jazzhouse var min ”home base” i mange år. Jeg var, tror jeg nok, den første danske trommeslager der spillede på stedet, hang ud på diskoteket i årevis, spillede masser af koncerter og havde det skønt. Og det var sådan at hvis jeg havde et spændende band i gang, kunne jeg stort set altid regne med at komme til at slutte turnéen af med en koncert i Jazzhouse. Selvfølgelig hvis jeg viste en vis forståelse for, at jeg ikke kunne komme med mine projekter hver måned. Vi spillede for det kræsne københavnske publikum som vi havde bygget op gennem årene. Og ofte i topform som en af de sidste koncerter på turnéen. Det var dejlige arbejdsbetingelser. Vi lavede en masse skønne koncerter.

Og lige nu lader det til at det ikke helt er sådan længere. I hvert fald er nogle af de (heldigvis mange) projekter jeg er tilknyttet, ikke længere (lige så) velkomne på Jazzhouse’s scene.

Lader det til… for lad os nu lige se hvordan det udvikler sig. Det er jo stadig ret nyt det hele, og Lennart, du skal da bestemt have en fair chance for at komme ordentligt i gang. Jeg kender slet heller ikke nok til den politiske/økonomiske baggrund der måske/måske ikke også er en del af bagagen i Jazzhouse’s beslutnings univers osv. osv.

Det jeg synes jeg kan sige nu, er derfor kun et par betragtninger om forskellige mulige fremtidsperspektiver:

- Det ville være ærgerligt, hvis det bliver sådan, at København ikke længere har en scene for en flok musikere, som jeg synes jeg kan tillade mig at sige jeg selv tilhører, og som spiller moderne jazz (hvad det så er) på en skandinavisk måde (hvad det så er), på et højt niveau (dét ved man da hvad er..).

- Det ville være ærgerligt hvis det bliver sådan, at bands som har arbejdet på en lyd og et udtryk gennem længere tid, for sjældent (hvad det så er) vil være at finde på Jazzhouse’ scene, fordi scenen bliver (for) domineret af ’til lejligheden sammensatte nye spændende konstellationer’.

- Det ville, i samme åndedrag, være ærgerligt hvis det bliver sådan at der på Jazzhouse bliver for tung en overvægt af events, sjove nye sammensætninger, ”to forskellige verdener mødes” etc., i modsætning til, nåh ja – musik på et højt niveau. Vietnamesisk DJ med spansk flamenco danserinde møder djembe spiller og pan fløjte virtuos – i modsætning til en top jazzkoncert.

Men lad os nu se. Måske er vi bare en flok forkælede røvhuller, der skal vænne os til at tiderne er skiftet.

For

- Jazzhouse trængte da bestemt til at der skulle ske noget nyt

- Der var da bestemt for mange ens type koncerter før, hvor gud og hvermand skulle have sit eget moderne jazzorkester med original kompositioner, spillet af et eller andet hold ’Tordenskjolds Sandaler’

- Når jeg følte at det var ”min hjemmebase” før i tiden, var det jo bare en følelse. Jeg talte forleden med en yderst velestimeret kollega, som sagde at sådan havde vedkommende aldrig følt det. Da La Fontaine var lukningstruet, var der også debat musikere imellem. ”Det er forfærdeligt for det danske jazzmiljø” mente nogle…”Hvad snakker du om – jeg spiller da aldrig derinde” mente andre…

Og det er jo altid sjovest at engagere sig i – og høre om – fester man selv er inviteret med til. Og lige nu er jeg ikke helt så meget med på Jazzhouse scene, som jeg har været i andre perioder. Det er selvfølgelig ikke helt lige så sjovt for mig, så (snøft). Men lur mig om jeg ikke dukker op af vandet igen på en ny cykel, ligesom cykelmyggen Egon, inden længe. Sådan plejer det i hvert fald at gå. Og i ventetiden vil jeg cykle ned i mit øvelokale og øve mig på en polyrytme der er så uimodståelig at du, Lennart slet ikke kan undvære den på Jazzhouse…

Men debatten synes jeg du må finde dig i – deltage i – og være klar til at argumentere for dine valg. Ved at gøre det bliver du jo også bare enten mere sikker på at du gør det rigtige, eller måske opmærksom på noget du ikke har tænkt over før.

Og holdninger – dem slipper du heller ikke for. Du siger – på en ret klar måde – til de ’acts’ du ikke ønsker på Jazzhouse, at dem synes du ikke er så gode (som dem du booker i stedet for).
Og nogle af de musikere som på denne måde bliver afvist af dig, vil naturligt nok mene at ”ham den nye booker på Jazzhouse – ham synes jeg ikke er så god”. Sådan må det være.

En hel anden løsning på disse problemer kunne være at omdøbe stedet til ”Copenhagen Event House” og så simpelthen oprette et nyt ”Copenhagen Jazzhouse”, med – nåh ja – jazz. For eksempel i det nyligt ommøblerede og smask hyggelige Paradise Jazzclub i Magstræde.
Jeg ville elske at spille begge steder, for i mit liv er det musikken der er stjernen.

Kærlig Hilsen

Jonas Johansen

Share on Facebook