Dine ’argumenter’ med, at når man skal betale for en avis, så skal man også betale for en sang, og argumenter som: ”Jeg mener ikke man kan køre frit og gratis valg på alle hylder, selv om hylderne er blevet digitale. Vi tager jo heller ikke grønthandlerens frugt bare fordi den står på gaden” er absurde. Det er desværre både argumenter, og en argumentationsform, vi har hørt alt, alt for mange gange i bl.a. KODA-medlemsbladet, fremført af bl.a. Ivan Pedersen: jeg sælger ingen CDer, fordi folk kan stjæle den på nettet. Altså et argument der grundlæggende siger: musikken er tilgængelig på nettet, ergo stjæler folk den. Morlil kan ikke flyve og en sten kan ikke flyve – ergo er morlil en sten! Desuden må jeg stille mig meget tvivlende overfor hvor mange kunstnere der egentlig tjener til dagen og vejen ved at sælge deres musik på enten CD, LP eller via et online medie – hovedparten af indtægterne kommer vel netop fra brug i radio, film, TV og live koncerter. CD-salget er faldende, ja! Men til gengæld er på online-salg, lovlig (betalt) streaming og ikke mindst vinyl salget stigende.

Du skriver også at skræmmekampagner fra det store udland ikke holder. Her hentyder du til Bredals brug af USA som eksempel. Men pladebranchen og KODA har jo netop gjort udpræget brug af skræmmekampagner og har sat ’politihelikoptere’ ind efter selv små ’fartsyndere’, der f.eks. har delt deres musik med andre på et internt netværk på et kollegium og efterfølgende sagsøgt disse ’fartsyndere’ langt ind i helvede, med netop henvisning til den hellige ophavsret!

Og når du skriver, ”…at Madonna har lettere ved at betale sine regninger end jeg har, siger vel sig selv, og er vel heller ikke et særligt godt argument for at ophavsrettens fallit.”. Men at du har sværere ved at betale dine regninger end Madonna, er for det første ikke er særlig godt argumentet for bevarelsen af ophavretten og for det andet sagen fuldstændig uvedkommende: hvis du ikke kan betale dine regninger, så må du jo tage skeen i den anden hånd og gøre dig mere interessant over for musikforbrugeren, spille lidt mere live eller gøre som millionvis af dine medmusikanter: finde det et job at supplere dine indtægter med, i stedet for at argumentere for at der ikke pilles ved ophavsretten.

Dine argumenter er lidt de samme argumenter, der nu fremføres for at indføre ACTA. Der er ingen der har interesse i at tage levebrødet fra musikerne eller kunstnerne: vi kan ikke undvære hverken kunsten eller musikken og i producerer alle den åndelige føde vi hver især også lever af. Men med dine argumenter, kommer du til at løbe RIAA, KODA og alle de andre organisationers ærinder og du er godt i gang med at save din egen kreative gren over. Pladebranchen og KODA er kun interesserede i at beskytte deres egne interesser og er dybest ligeglad med dig som kunstner: du kan erstattes af den hær af ’upcomming’ der står lige bag dig.
Jeg forstår så udmærket godt at du gerne vil bevare ophavsretten, så du stadig er sikret at få penge for når dine værker bliver afspillet. Derfor skal der selvfølgelig også stadig være betaling for både brug af musikken i medier samt når den downloades eller streames.

Efter min mening bør ophavsretten dog saneres, og skrues sammen på en sådan måde den ikke fratager kunstnere deres rettigheder til de værker de producerer samt deres mulighed for at tjene penge på dem, og uden at den mistænkeliggør og ’straffer’ slutforbrugeren – hvis ikke det sker, og hvis f.eks. ACTA indføres i ophavsrettens navn, så er der i den grad tale om at ophavsretten er en pest – ikke kun for dem der downloader ulovligt, men for os alle. Her må både dem der ser stramninger af ophavsretten som en ’pest’, og musikerne finde fælles fodslag, og komme med forslag på hvordan det gøres – ellers er det hele overladt en døende industris hær af advokater, hvis eneste ønske synes at være at sørge for at de stadig kan skovle penge ind, på bekostning af både musikernes interesser og slutbrugerens.

Måske er alt hvad der skal til blot at de gamle kæmper ryger ud, og der kommer nogle nye organisationer til, som ikke febrilsk kæmper mod udviklingen med gamle forretningsmodeller, men som rent faktisk øjner muligheder i teknologien.

kh
Anders

For mig har det altid handlet om at jeg skal have mig selv med i det jeg gør. Hvad det så er jeg gør/spiller er mig ikke spor vigtigt. Bare der er et element af noget jeg ikke har prøvet før, parret med kreativitet.
Det vigtige for mig er at der er en kreativitet og nysgerrighed tilstede.

Det er min kunstneriske profil.

Og: Ægthed er ægthed og betinges kun af om det nu engang er ægte, uanset talent.

Og og: Man er den man er. Det er sgu da befriende !! Tænk hvis man var en anden…ellers tak

Med venlig hilsen Anders Provis

Jeg siger altid til elever og andre ( og måske har jeg selv opfundet det, kan i alle fald ikke huske hvem der skulle have sagt det til mig) “man er aldrig bedre en den sang man har at synge”. Det er selvfølgelig ment helt bogstaveligt i forhold til sangskrivning, som er det jeg ynder at undervise i, da jeg har svært ved at se perskeptivet i at være god til at synge, hvis man ikke har en sang man brænder for at synge. I forhold til Jazz bliver det lidt mere metaphorisk, men handler jo stadig om, at man skal være redskab for noget og ikke bare ville trykke den af på et hvilken som helst grundlag. Det er i alle fald min bibel, at man står bag sin sang ( i aller bredeste forstand) og ikke foran den og skygger for den.
Det vil vel sige, at jeg tror man må speciallisere sig, altså gøre op med sig selv hvilken ” sang man vil synge”, ellers tjatter man bare til en masse forskellige ting. ( her er jeg helt enig med dig thomas H) Mange har så stort et tallent at de kan “pull it off” i mange sammen hænge, men for nu at citere Rytteriet ” vi skal længere ind”
Trinelise