Første gang overhovedet at afro-amerikansk musik blev omtalt i danske dagblade var i december 1891. Det skete i forbindelse med gæstespil af den ”Den Sorte Opera” i Cirkusbygningen i København. Inden premieren måtte truppen dog skifte navn, fordi den danske operadirektør fik nedlagt forbud mod, at ”negrene” brugte betegnelsen ”opera”. Stjernen sangeren Sissieretta Jones blev kaldt ”Sorte Patti” og hendes koloraturstemme beskrevet som ”vidunderlig om end underlig sprød og hjerteforladt”. Men ellers gik omtalerne mest på hendes udseende og påklædning ”oversået med diamanter og kulørte ædelstene som en påfugl”.

I det hele taget fik de optrædendes udseende mere opmærksomhed end deres musikalske præstationer. ”Negre” var i det hele taget opsigtsvækkende og havde fx været udstillet i Tivoli og Zoologisk Have. De 25 medlemmer af ”Den Sorte Opera” blev beskrevet som en slags menneskeaber, der spiste flere læs hø om ugen. Musikken i deres ”minstrel-show” med banjoen som dominerende instrument forholdt pressen sig ikke meget til. Publikumstilstrømningen var ikke stor, så truppen gik fallit og rejste tilbage til USA. Publikum forstod ikke det originale program med een undtagelse: komikeren, stepdanseren og sangeren Geo Jackson. Dagbladenes positive omtale af ham betød, at han fik varietéjob og blev så populær, at han kunne blive i Danmark, hvor hans step på sandbestrøet gulv, Sanddansen, blev banebrydende for stepdanse herhjemme (Men der var også en anden mere upåagtet men væsentlig følgevirkning: Et andet medlem af ”Den Sorte Opera”, stepdanseren William Campbell, blev forelsket i en ung dansk danserinde Oda. Han kom tilbage og fik to sønner med hende: Jonny og Jimmy. Jonny lever stadig og er 92 år. Jimmy døde 1. November sidste år 93 år gammel. Efter international karriére som cykelartister og stepdansere blev de fra 1940 musikere og i anmeldelser omtalt som toppen af dansk jazz.)

I 1903 gav den amerikanske marchkonge Philip Sousa koncerter i København. Sousa var inspireret af de sortes ragtime, men musikerne var hvide og det gav ganske anderledes positive omtaler, bortset fra, at anmelderne havde det svært med Sousa´s mange synkoper, der gjorde musikken ”epileptisk” med ”en uforklarlig duft af neger”. Efterfølgende fik dansen til ragtime stor opmærksomhed, skønt opfundet af ”negre”, der ”parodierede hvide herskaber med improvisationer omkring en kæmpekage, som de mest fantasifulde dansere vandt”. Endnu en grund til den positive omtale skyldtes lanceringen af Kagedansen med to dansere fra den kongelige ballet ved en forestilling i Odd Fellow Palæet arrangeret af Prinsesse Marie og instrueret af forfatteren Herman Bang. Det skabte interesse hos selv ”dannede mennesker”, selv om fordømmelsen stadig lurede over ”den ny afsindige dans eller rettere sagt samling akrobatiske øvelser, denne vilde og fanatisk hæslige negerdans, der er målestokken for, hvad der af plump amerikanisme kan importeres”. Sommerens revyer lancerede racediskriminerende viser og Axel W. Christensen udgav klaverskolen ”Spil ragtime og bliv populær”. Men ellers blev musikken fortrinsvis oplevet og spillet som tyske marcher med harmoniorkestre uden fornemmelse for ragtime-rytmen og deres hjælpeløse forsøg med rytmeinstrumenter, ”fløjten” og ”latter” som angivet i noderne.

I de efterfølgende tyve år, blev den moderne dansemusik sjældent omtalt i dagspressen. Det gjorde til gengæld de moderne danse. Stepdanse fra one-, two- til fivestep og dyredanse med efterligning af bevægelser hos storke, kalkuner, gazeller, bjørne og ræve. Da inspirationen kom fra ”negre”, handlede presseomtalen mest om kulturens og sædernes forfald. I 1919 blev ordet jazz for første gang omtalt i aviserne, ikke som musik, men som dansen jazz-step lanceret af hvide engelske dansepiger i Tivolis Sommerrevy.

I 1920erne forsøgte danske musikere at finde ud af, hvad jazz var for noget og tilførte danseorkestrene banjoer og saxofoner. Dagspressen fokuserede fortsat på de moderne danse, nu foxtrot, blues, slowfox, rystedans og shimmy. Selv da det første rigtige sorte jazzorkester ledet af Sam Wooding gav koncert i Cirkusbygningen i 1925, handlede anmeldelserne mest om musikernes udseende og dans: Charleston og Black Bottom. Der blev skrevet om ”nederdrægtig musik” i en ”symfonisk jazzkoncert” med ”vanvid i toner”, som befandt man sig ”i et stort svineslagteri, hvor de dødsdømte ofre protesterede mod den skæbne, der var tiltænkt dem”. Men danske musikere blev inspireret af Sam Woodings orkester.

Dagbladene foretrak at skrive om hvides musik som dirigenten Paul Whiteman, der spillede ”symfonisk jazz” og bl.a. uropførte George Gershwins ”Rhapsody In Blue”, der herhjemme blev førstegangsopført af Otto Lington´s orkester i 1928. For første gang forholdt dagbladenes ”klassiske” anmeldere sig i længere artikler til ”jazz”. Den blev ganske vist kaldt ”ækel”, fordi den svækkede ”ungdommens ærefrygtfølelse for vor 600-årige musikkultur”. Men en enkelt anmelder indrømmede dog, at orkestret ”spillede udmærket”, men i øvrigt lød som ”illustration til en boksekamp, hvor kæbestød røg rundt og tilskuerne skrålede i vilden sky ”Mul ham Valde” med ledsagende pift og hyl.” Der var stadig vild forvirring om, hvad jazz dog kunne være for noget.

I 1930erne begyndte vidende jazzanmeldere at tone frem. Nu var det også blevet lettere at få plader med amerikansk jazz. Sven Møller Kristensen betegner Louis Armstrong som ”en af nutidens største kunstnere” i sin anmeldelse af hans Tivoli-koncerter i 1933. Men ellers omtaler dagblade fortsat jazzen som ”urskovslarm”. Men respekten for de sorte musikere vokser med Bernhard Christensen, PH og Svend Møller Kristensen som toneangivende, også hjulpet af kredsen omkring de første danske jazzklubber og –skoler samt det seriøse jazzblad ”H.O.T”. Det betød, at sortes jazz efterhånden blandt jazzfolk blev prioriteret højere end de hvides, selv om markante debattører stadig fordømte jazzen som tegn på kulturens forfald. Men nu fik de kvalificerede svar på tiltale.

I 1940erne blev jazzen ungdommens musik. Der opstod jazzmiljøer omkring klubber, restauranter, etablissementer og Tivoli, hvor ”swingpjatter” dansede til populære jazzorkestre. Og der var mange koncerter over hele Danmark ofte efterfulgt af jamsessions. Så ikke bare dagblade landet over, men også ugeblade beskrev aktiviteterne. Under krigen blev opmærksomheden rettet mod danske jazzmusikere, der blomstrede op, så perioden er blevet kaldt ”Dansk Guldalderjazz”. Debatter viste, at meningerne kunne være meget forskellige. Blandt andet havde nogle jazzspecialister det svært med ”swingpjatterne”s danse og mente, det kunne gå ud over jazzens anerkendelse som seriøs kunstart. Men ellers bragte dagbladene stort set positive artikler.

Efter krigen gæstede amerikanske orkestre atter Danmark med både sorte og hvide musikere og introducerede nye jazzgenrer som be-bob og cool . Nu skulle anmelderne – udover den journalistiske tæft – have både viden og historisk indsigt, hvis de skulle erstatte klassiske musikanmeldere i dagbladene.

I 1950-60erne fik alle større aviser ”egne” jazzanmeldere. Det blev til en periode med engagement, glæde, humor og originalitet. Udover anmeldelser blev det også til foromtaler, interviews, kronikker, debatter og kulturpolitiske kommentarer ofte illustreret af fotografier og tegninger af fremragende kunstnere med specielt sans for jazzens særpræg. Udover orientering var formålet også at få jazzen anerkendt som seriøs kunstart på lige fod med den klassiske musik.

Det blev til en periode, hvor en snes skribenter udgjorde en frodig mangfoldighed, der kunne betegnes som en slags “anmelder-guldalderperiode”. De bedste anmeldere evnede at give fornemmelse af musikkens karaktér og lade læseren ane dens kvaliteter. Ikke fordi man behøvede at være enig i anmelderens vurdering, men fordi man ved hyppig læsning kunne finde substans i deres holdninger og forholde sig til dem. Det gjaldt fx Information´s Erik Wiedemann, der skrev med stor indsigt og præcis akademisk ordbrug primært henvendt til i forvejen vidende læsere og jævnligt med kommentarer til kulturpolitikken. Det samme gjaldt Politiken´s Birger Jørgensen med bred formidling og ofte med glimt i øjet, efterfulgt af Boris Rabinowitch, der var tættere på Wiedemann-traditionen. I Berlingske Tidende formidlede Bent Henius og Henrik Wolsgaard Iversen bredt og med journalistisk tæft. I Aktuelt informerede Arnvid Meyer engageret og velorienteret. Torben Ulrich var finurlig og tankevækkende fremragende illustreret af Klaus Albrectsen´s tegninger. Jørgen Leth og Jørgen Siegumfeldt var fine interviewere og Finn Slumstrup markant i det jyske. Men der var mange flere udmærkede skribenter. Dertil kom adskillige fotografer med stor jazzfornemmelse bl.a. Ebbe Wraae, Lennart Flint og Jan Persson. Mangfoldigheden var stor.

En manglende farve på paletten var omtale af de professionelle musikere bundet til engagementer på de mange dansesteder. Og bedre blev det ikke af, at danseorkestrene som regel havde et shownummer på programmet for at få de bedst betalte job. For dans og show høstede ikke anerkendelse eller omtale i dagbladene. I kampen for at få jazzen anerkendt som kunstart var jazzeksperterne angste for, at dansemusik og show gjorde jazzen useriøs. Anmeldernes højest prioriterede områder var jazzkoncerter, pladeindspilninger og optræden i Jazzhus Montmartre, hvor få af jazzmusikerne med engagement hver aften havde mulighed for.
I sidste halvdel af 1960erne fik dagbladene professionelle anmeldere af Rhythm & Blues og Rock, der herhjemme først blev kaldt “Pigtrådsmusik” og senere “Beat”, et udtryk som Ekstrabladets Carsten Grolin opfandt. Rock blev ungdommens musik med voksende spalteplads i dagbladene og i flere tilfælde på jazzens bekostning. De mange nye stilarter og fusioner mellem genrerne gjorde det stadig sværere at definere, hvad der er jazz. Det er fortsat et aktuelt emne i dagens debatter.

Fra 1970 op til årtusindskiftet interesserede stadig færre jazzanmeldere sig for de musikalske fornyelser inspireret af andre kulturers musiktraditioner. Det kunne være svært at give nyskabelserne genrebetegnelser, som unge da også stadig sjældnere benyttede. Desværre kneb det også med humoren, som jazzen jo ellers er rig på: Hvis puritanere havde erstattet tørhed med humor, ville de fandme have været morsomme at læse.
Hermed siger jeg ikke, at der ikke var gode anmeldere, men at det totale udtryksfeltet blev smallere med færre farver på jazzpaletten.
I flere aviser blev spaltepladsen reduceret eller forsvandt helt og endte med, at de professionelle jazzanmeldere kunne tælles på een hånd. Måske brugte redaktørerne dem ikke til det, de var bedst til inden for mulighederne interviews, foromtaler, anmeldelser, reportager og dokumentation. Måske skulle andre muligheder end anmeldelser have været prioriteret højere? Nyt skrivetalent kunne måske have hjulpet til fornyelse af traditionen. Desværre strandede diskussioner på kritikeres sårbarhed over for kritik. Samtidig faldt antallet af læsere i dagbladene, hvilket nok også skyldtes, at jazzskribenter forfaldt til et akademisk menighedssprog med indforståethed, specialisthævdelse, klogskabsdemonstrationer af måske frygt for “inderkredsen”s kritik. Den “almindelige” dagbladslæser vil nok foretrække forståelighed, begejstring, følelse, glæde, oplevelse, fortællelyst og kulturpolitisk holdning skrevet med journalistisk tæft.

Puritanere har angrebet mangfoldigheden i Copenhagen Jazz Festival, der i år fylder 32 år. I forbindelse med festivalen startede Politiken 1996 med udgivelse af en daglig festivalavis ”Jazz Live” med muligheder for nyt skrivetalent. Politiken tog sig fortsat af anmeldelserne, mens festivalavisen dyrkede bred formidling med Birger Thøgersen som ”tovholder”. Det var sammen med hans artikler gennem årene baggrunden for, at han i 2007 fik den første danske jazzformidlerpris “for talentfuld og professionel formidling på en let forståelig og fængende måde, der bidrager til at øge interessen for dansk jazz”.
Prisen er finansieret af organisationerne Danske Populærautorer og Copenhagen JazzGuides og blev forrige år givet til Berlingeren´s Kjeld Frandsen og sidste år til fotografen Jan Persson. Prisen er på 15.000 kr. Et alt for lille beløb til et kulturområde, der fortjener langt større opmuntring, ligesom i øvrigt fagtidsskriftet “JazzSpecial” i langt højere grad bør støttes. Desværre går det den modsatte vej, fordi vores kultur- og kunstfjendtlige regering har sørget for urimelig reduktion af støtten til bladet fra 230.000 til 150.000 kr. sidste år samt fjernelse af portostøtten.

Politiken har i det sidste års tid givet den mere spalteplads og gjort jazzformidlingen bredere. Det angribes af Ib Skovgaard og Peter H. Larsen i henholdsvis Weekendavisen og Information. Mærkværdigt, fordi den brede formidling kan skabe voksende interesse for jazz og få flere til at besøge spillesteder, koncerter og købe tidsskriftet ”JazzSpecial”, ja måske endog få lyst til at læse specialistartikler. For der er i dag behov for både den brede og smalle professionelle formidling af jazz.

Erik Moseholm

Share on Facebook

Tags: aviser, Dagblade, dansk jazz, Erik Moseholm, jazz, Jazzformidling, jazzmusiker, jazzscene, musiker, Musikere | Kategori Erik Moseholm, Jazzmiljøet