Siden 1948 kom jeg jævnligt i DR. I første omgang som medlem i fem år af Juniorensemblet dirigeret af John Frandsen, Henrik Sachsenskjold og Eifred Eckart-Hansen. Her mødte jeg bl.a. trompetisten Perry Knudsen og violinisten Finn Ziegler. Hver udsendelse blev honoreret med 50 kr., som vi dengang syntes var mange penge, som vi skulle have så meget for som muligt. Gerne noget festligt. Derfor gik vi efter optagelsen i Radiohusets kantine, der var byens billigste, bedste og smukkeste ”værtshus” med et væld af sjove gæster. Kantinens ovale rum fik karaktér af kunstneren Folmer Bendtsens socialbevidste maleri, der fyldte hele bagvæggen med arbejdere på vej hjem fra arbejde. Gennem de store vinduer var der udsigt til kantinehaven på taget af studierne. Her var det enestående og vidunderlig at sidde i om sommeren.

Kantinen var altid stuvende fuld af musikere, dirigenter, skuespillere, instruktører, forfattere, journalister, producere, teknikere og andre ansatte. Den summede af liv. Her var altid nogle at snakke med eller om. Vi lærte stamgæsterne at kende: Et bord med ansatte i højere stillinger, som de først forlod, når det var så overfyldt med tomme ølflasker, at de var nødt til at flytte til ”et rent bord”. To andre borde var reserveret bridge- og l´hombre-spillere fra Radiosymfoniorkestret (RSO).

I kantinen kom kendte kapelmestre fra jazzens guldalderperiode bl.a. Peter Rasmussen, Otto Francker, Jørgen Grauengaard, Henry Hagemann, Hans Schreiber, Bruno Henriksen og Bertrand Bech. Mange af dem fandt musikere i kantinen til deres orkestre. Svend Nicolaisen hyrede altid de bedste jazzmusikere og var meget populær, fordi han gav dem al den øl, de kunne drikke både før, under og efter udsendelsen, der som regel var direkte.

Ved Peter Rasmussens bord samledes lyttere til hans utrolige oplevelser, der ikke behøvede at være sande, men i hvert tilfælde var morsomme, for latteren var altid høj. Det endte da også med, at han over flere år fik en udsendelsesserie med historierne illustreret med god jazzmusik i timen inden midnat.

Sangeren Gustav Wiinkler imponerede ved at kunne få en øl hurtigere ud af flasken, når han drak af den, end når man vendte flasken på hovedet og øllet ved egen kraft løb ud. I kantinen blev mange hyret til radiomedvirken.

Nogle påstod, at skuespilleren Poul Thomsen overlevede ved at sidde her det meste af dagen med sin Buur-øl. Han forsvandt kun, når det over højtaleren lød: ”Poul Thomsen til hørespilsstudiet”, for så var dagslønnen hjemme. I det hele taget kunne man markere sin tilstedeværelse ved at lade en ven eller hustru ringe til een i kantinen. Så lød det over højttalerne, hvem der var telefon til. Man rejste sig på og fik synlighed og måske jobtilbud.

Mange af kantinens musikere var fra danseorkestret og kabaretorkestret eller fastansatte i RSO og Radiounderholdningsorkestret (RUO), der dengang primært bestod af musikere fra byens danserestauranter, hvor dirigenterne Teddy Petersen og Kai Mortensen også kom fra. Blandt kantinegæsterne var cellisten og saxofonisten Erling Christensen, bassisten og violinisten Willy Sørensen, pianisten og arrangøren Erik Schultz (farfar til Radioens Big Bands Nikolaj Schultz), bassisten Christian Jensen, der brillierede med et fantastisk absolut gehør: han kunne nævne alle tonerne i det lydbrag, der kom, hvis du satte dig med bagen på klaviaturets tangenter. Lederen af det første moderne danske big band trompetisten Vagn Elsberg, der nu var på vej ind i RUO. Den talentfulde unge basunist Poul Jørgensen, der gjorde dybt indtryk på mig, fordi han var første konservatoriestuderende, jeg mødte, der ikke stræbte efter at komme i et klassisk ensemble. Han ville spille underholdningsmusik. Og så var der Leo Mathisen-musikerne trompetisten Poul Thaulow, der viste sig at være en fin  all-round musiker og saxofonisten og violinisten Ragnar Ballieu,, der viste særlige evner for det organisatoriske og administrative og endte med at blive kontorchef i Underholdningsafdelingen. Dér endte også Bruno Henriksen-trompetisten Hans Buch Olsen og blev regissør bl.a. for Radioens Big Band.

For alle restaurationsmusikerne gjaldt, at blæserne også spillede et strygeinstrument, som de brugte til middagsmusik, inden dansemusikken, hvor blæseinstrumenterne kom i brug.

Trommeslageren og jazzentusiasten Bjarne Landt Andersen blev gennem studieudsendelser populær under navnet Bob Anders. Den fremragende jazzpianist Grete Hemmeshøj Frederiksen, som krigen havde hindret i en international karriere i England og derfor måtte blive hjemme, var en skattet akkompagnetør til sangere og skuespillere, når hun da ikke lige dannede jazztrio. Hun endte som programsekretær i UHA og producerede mange fine jazzudsendelser.

Var man interesseret i musikhistorie ualmindelig levende fortalt, søgte man min studiekammerat fra universitetstiden Peter Willemoes. Han var ved at blive internationalt kendt lydtekniker og optog bl.a. alle mine jazzplader i 1950erne. Han sammensatte også musikere fra RSO og Det Kgl. Kapel til ”Copenhagen Symphony Orchestra”, der under den amerikanske dirigent Nevel Jenkins for første gang indspillede en klassisk kontrabaskoncert i 1958 med dansk bassolist: Dittersdorfs dobbeltkoncert for bas (Erik Moseholm) og bratch (Knud Frederiksen fra RUO) for det amerikanske Haydn Society.

Når Børge Roger Henrichsen havde sine jazzkoncerter om søndagen var kantinen fyldt med jazzfolk bl.a. Max Brüel, Jørgen Ryg, William Schiöpffe, Ole ”Lodret” Jørgensen, Bent ”Storken” Nielsen, Jørgen ”Phøne” Lausen (mange musikere havde dengang ”tilnavne”), Atli Bjørn, Bent Axen, Finn Savery, Hans Henrik Ley, Poul Godske, Uffe Karskov, Ib Glindemann, Perry Knudsen, Lars Black, Jørn Elniff, Palle Bolvig, Poul Hindberg, Poul Olsen, Louis Hjulmand, Fritz von Bülow, Ole Molin,  Papa Bue´s og Arnvid Meyer´s musikere samt svenskerne Rolf Bilberg, Kurt Järnberg og Lasse Gullin. Jazzskribenterne Birger Jørgensen og Timme Rosenkrantz livede også op i samværet.

Hele året rundt vrimlede det med musikere i Radiohuset. Mange af dem var assistenter i de faste orkestre og sammen med andre ”løse” dannede de ”Radioassistent Foreningen” (RAF) som en underafdeling i Dansk Musiker Forbund, der gav dem egen forhandlingsret. Her blev mange jazzmusikere medlemmer. Jeg var assistent i RUO og i 1953-54 medlem af Radioens Danseorkester under Otto Francker´s ledelse med gode musikere fra guldalderjazzperioden som trompetisterne Leif Johansen, Tage Rasmussen og Kaj Hill, basunisterne Svend Aage Nielsen (der også spillede violin) og Palmer Traulsen, saxofonisterne Henry Hagemann og Egon Esbensen og guitaristen Erik Kaare, der var formand for RAF. Otto Francker fornyede orkestret med saxofonisten Gunnar Larsen, trompetisten Gotfred Sørensen, pianisten Bertrand Bech, trommeslageren William Schiöpffe og mig på bas.

Kantinen summede af kreativitet. Nye orkestre opstod og nye solister blev lanceret og nye programmer lanceret. Ældre erfarne blandedes med unges lyst til at lære af de gamles erfaring. Og udsendelser, der ikke blev optaget i studierne, blev i mange ugentlige udsendelser transmitteret fra dansesteder med fast installeret teknik til transmission. Bare i København var der hver aften en halv snes restauranter med fine jazzmusikere fx Giraffen, Scalasalen, Skandia, Exalon, Prater, Nimb, Atlantic Palace, Ambassadørs bar New Look, Rådhuskælderen, 7-9 Klubben, Pariserklubben, Gold Digger, Florida, Adlon, Valencia og om sommeren Tivolis Dansetten. Her kunne man høre orkestre ledet af bl.a. Helge Jacobsen, Ib Renard, Jørn Grauengaard, Bertrand Bech, Bent Fabricius-Bjerre, Bent Schjærff, Peter Rasmussen, Poul Verlis, Jonny Campbell, Frederik, Jørgen Ingmann (med Grethe Ingmann), Ib Glindemann (med Monica Zetterlund), Ole Høyer samt spændende udenlandske orkestre under ledelse af fx den schweiziske trompetist Hazy Osterwald med den fremragende belgiske pianist Francis Coppietiers og fine tyske klarinettist Ernst Hoellerhagen,  den tyske pianist Erwin Lehn og hollandske guitarist Abby Miller (”The Miller Sextet”) med den danske saxofonist Frank Jensen.

Man kunne også være så heldig at høre udenlandske internationale jazzmusikere på gennemrejse sidde ind med de danske musikere. Da næsten ingen af dem medvirkede i transmissioner nævner jeg kun et par af dem: Toots Thielemans, Oscar Pettiford og Armstrong-bassisten Arwell Shaw, der blev i København et par måneder for at spille med Jørn Grauengaards trio i Royal Bar. Få af musikerne på dansestederne medvirkede i studieoptagelser i Radioen, men om eftermiddagen fandt flere vej til radiokantinen for at være sammen med kolleger.

Radioen var ubestridt Danmarks største og mest betydningsfulde kulturinstitution med den livfulde kantine som kreativ kultur-salon, hvorfra utallige idéer og projekter blev undfanget og realiseret i udsendelser.

Share on Facebook

Tags: bigband, DR, jazz, kantine, Musikere, RSO, RUO | Kategori Erik Moseholm, Jazzhistorie