Anne Mette Iversen Quartet Tour i Danmark den 18-21. april 2012

Det er et stykke tid siden jeg har haft min kvartet med i Danmark, så jeg glæder mig vildt til næste uge! Som en anmelder skrev om vores seneste album, så er kvartetten min 2. familie, og han har ret; det er efterhånden som at komme “hjem” hver gang vi stiller os op og spiller sammen. Netop dette er en af de største fornøjelser ved at have spillet sammen i samme konstellation i så mange år; og den glæde og det sjov vi har, smitter naturligvis af på lytterne.
Kom forbi!


Venlig hilsen,
Anne Mette Iversen

Anne Mette Iversen Quartet
John Ellis – tenorsaxofon
Danny Grissett – piano
Anne Mette Iversen – kontrabas & kompositioner

Otis Brown III – trommer

Onsdag d. 18. april, kl. 20:30: Paradise Jazz i Huset, 1. sal. Magstræde 14, Kbh K
Torsdag d. 19. april, kl. 21:00: Idrætshøjskolen i Sønderborg Frihedsallé 42, 6400 Sønderborg

Fredag d. 20. april, kl. 20:30: Ebeltoft Jazzklub Nørre Allé 4, 8400 Ebeltoft 

Lørdag d. 21. april, kl. 14:00: En særlig 1-sæt koncert at Kalø Højskole Skovridervej 1, 8410 Rønde

Lørdag d. 21. april, kl. 20:00: Jazzin’ Ribe Café Valdemar, Sct. Nicolaj Gade, Ribe

Share on Facebook

Tirsdag d. 10. april udkommer debutalbummet Fugleliv fra Pernille Mejer Band og det fejres med en koncert på Metronomen. Dørene åbner kl. 19.30.

Jazz er efterhånden et vidt begreb og hurra for både vidder og begreber! Jeg vil gerne invitere til koncert og håber nogle af jazzbloggens læsere vil være indenfor både hørevidde og rækkevidde når det går løs, og så lover jeg en aften med spændvidde. Vi byder på spændende musik der rækker ud og danske tekster der går ind. Jazz er vores approach tilsat fortællende viser og iørefaldende melodier, og det hele er kædet sammen i en gennemgående nordisk tone og tematik. Det handler om at være nu, at tage og give, at acceptere og være åben, at lytte og lege – kort sagt alt det jazz og improvisationsbaseret musik kan lære os.

Aftenen vil byde på en koncert i to sæt: Første sæt er et mere intimt sæt med splinternye sange i solo- og duokonstellationer. Andet sæt er hele bandet, et 6-mands orkester med topdygtige unge jazzmusikere, som jeg er meget stolt over at spille sammen med, og vi spiller selvfølgelig numre fra det nyudklækkede album, Fugleliv.

Begge sæt byder på musik med hengivenhed, melankoli og dramatik i både improviseret og arrangeret form.

Pernille Mejer – vokal
Janus Rønn Lind – klaver
Mathias Højgaard – bas
Andreas Svendsen – trommer
Rolf Thofte Sørensen – trompet
Jakob Lundbak – saxofoner

Læs mere og smug lyt

Tilmeld på facebook

Om Fugleliv

Ude på landet, et sted mellem bækkens rislen og brisen i hvedekornene voksede en lille pige op med sit lyse hår og runde kinder. I sommerens sene skumring, da det var langt over tid til at gå ind fra barfodet leg i haven fandt hun en lille fugl i græsset. Den fløj slet ikke sin vej, da hun langsomt nærmede sig. Hun tog den op i sine hænder og betragte de sorte glimtende øjne på det forunderlige lille væsen og hun mærkede fuglens varme, og hjertet der slog og slog, heftigt og febrilsk. Lige dér i hendes små barnehænder fandt den langt om længe ro og så kom mørket, stjernerne og natten…

Med denne historie inviteres vi ind i Pernille Mejers univers. Nøgent og ærligt synger hun helt alene og så tæt på, at man kigger rundt for at sikre sig at hun ikke netop er trådt ind i rummet. Et par bækkenslag stemmer i og ganske langsomt drages vi længere ind i bandets nordiske sound på det første nummer – en dansk oversættelse af Georg Riedels svenske børnevise, Fuglens hjerte.

Herefter fortsætter præsentationen af alverdens fugleskikkelser, som danner ramme for et symbolsk og tematisk sprog. Det beskriver stemninger og oplevelser fra vores moderne verden, og lader dét, der startede med en lille fugl i barnehænder blive til flyvende tanker i et voksenhoved.

Albummet indeholder ti jazznumre i et helstøbt udtryk bl.a. om to duer på muren, der ser alt andet end hinanden, om sult og afhængighed af frø i vinteren, om spøgefuglen der lader livet gå op i røg og skaden der kommer med håb, når det ikke kan blive værre. På alt dette stråler den store runde fuglemåne med sit klare kolde lys. Langt mod nord på en forårsnattehimmel.

Venlig hilsen,
Pernille Mejer

Share on Facebook

Den 24. marts kl. 20:00 vil den første af to dobbeltkoncerter løbe af stablen på Metronomen på Frederiksberg. Dobbeltkoncerten er arrangeret af Søren Gemmer og jeg, Terkel Nørgaard.

Vi vil gerne slå et slag for ny musik, der er rodfæstet i jazzen set med danske og europæiske øjne. Derfor har vi skrevet en masse ny musik, som vil vi spille med vores respektive grupper Gemmer-Toivanen-Fryland + Møllehøj, der er koncertdebuterende denne aften, samt Reverse.

Søren og jeg mødte hinanden igennem Rytmisk Musikkonservatorium, og har spillet sammen i flere freelance sammenhænge de sidste par år. Vi begyndte et fast samarbejde i august 2011, da bandet Reverse lavede sine første indspilninger (tjek links i længere nede). Siden er det blevet til mange timer sammen i øvelokalet, og mere og mere på scenen heldigvis.

Den anden dobbeltkoncert, der kommer til at finde sted i efteråret/vinteren 2012, bliver også præget af ny musik. I dette tilfælde, helt ny musik. Vi benytter os til denne koncert af en tredje person, der skal nedfælde enten et sæt dogmeregler, benspænd, tanker m.v. som Søren og jeg skal lave til musik. Hvem denne tredje person bliver og hvornår koncerten vil finde sted, præsenterer vi i løbet af sommeren.

Søren Gemmer er som musikelsker, pianist og komponist optaget af begrebsparret kompleksitet og enkelhed, og samspillet herimellem. I hans kompositioner kan høres spor af senromantisk klassisk musik, moderne og umoderne jazz. Disse søger at forene en klanglig bevidsthed, et nuanceret harmonisk sprog og kompositoriske principper inspireret af den klassiske musik, med en rytmisk prægnans og mulighed for en improviseret tilgang til stoffet.


Sørens gruppe, Gemmer-Toivanen-Fryland + Møllehøj er sammensat af stærke musikalske personligheder, dedikeret til lyttende nærvær, der alle tiltrækker sig mere og mere opmærksomhed for disse kvaliteter på den danske og internationale jazzscene.

Min musik undfanges i nuet og bæres af følelser, hvor alt fra hverdagsoplevelser til drømme og tanker bruges som inspiration. Musikken ånder og lever igennem det telepatiske sammenspil min gruppe Reverse leverer. Fra smuk & ren, til grim & beskidt, til kaotisk og enkel skaber Reverse et originalt og frisk udtryk, der fra hver koncert ændrer sig, som lyset, dagen og tiden. 
Foruden mig selv på trommer, består Reverse af bassisten Jesper Thorn, som jeg har spillet sammen med i næsten 10 år, samt de to “nyere” bekendtskaber, Aske Drasbæk på sopran-, alt- og barytonsaxofon og pianisten Søren Gemmer. 


Udover al musikken har vi inviteret en vaskeægte vin-connaisseur, nemlig Thomas Brinkløv fra Genereux Vinkælder, der laver en vinbar til lejligheden. Thomas vil tilbyde vine på glas til rigtig fine priser til arrangementet.

Vi håber på at se en masse af jer nysgerrige og dejlige mennesker til denne første koncert d. 24. marts kl. 20:00.

De bedste hilsner
Terkel Nørgaard & Søren Gemmer

Links:
soundcloud.com/terkelnorgaard
www.facebook.com/events

Koncerten er støttet af Frederiksberg Kommunes Musikudvalg.

Share on Facebook

Om en interessekonflikt: Kan en musiker tillade sig at være anmelder?

I snart et år har jeg nu bestyret www.jazzstjerner.dk, hvor jeg anmelder danske jazz- og jazzbeslægtede udgivelser og i sjældne tilfælde også live koncerter. Sitet opstod efter et indlæg på Niels Overgaards glimrende blog. Han undrede sig i sin tid over, at den danske jazz fik så relativ lidt mediedækning i landets større aviser på trods af den høje kvalitet som jazzen her til lands faktisk har, og i et forsøg på at gå min egen niche musik lidt i møde i et mediemæssigt perspektiv oprettede jeg siden.

Motivationen for mit arbejde er ganske enkel. Det er sjovt og jeg føler, at min baggrund som både musikformidler, musikalsk projektleder og musiker med en mangeårig musikuddannelse og musikerkarriere giver mig mulighed for at anmelde musik så meget på musikkens egne præmisser som muligt, uden at indtage rollen som smagsdommer i alt for høj grad (i øvrigt er sidstnævnte en rolle, der også har sin berettigelse!). Tilgangen til alle mine anmeldelser er at jeg bruger lang tid på at lytte udgivelserne igennem, at jeg forsøger at finde musikkens kvaliteter – også der, hvor den er mindre umiddelbart tilgængelig – at jeg forsøger at formulere mig respektfuldt og konstruktivt, at jeg altid lægger et direkte link hvor læserne lovligt kan få købt og downloadet musikken og at jeg kontakter kunstnerne direkte, så snart deres udgivelser er anmeldt. Der, hvor musikken tillige streames sker det efter aftale med kunstnerne og i øvrigt på baggrund af en aftale med KODA, således at de kunstnere, der anmeldes med tilhørende lydeksempler betales – omend symbolsk – for det.

Enkelte gange har jeg selv tænkt, at der kan være et problem i, at jeg selv er en del af miljøet både i forhold til det at skulle anmelde ”kollegerne” og i forhold til seriøsiteten og relevansen af mediet i forhold til ganske almindelige læsere. Min vurdering har været, at det har været en langt større gevinst for alle at sitet eksisterer på de nuværende præmisser, end hvis dette ikke var tilfældet.

Desværre har jeg nu også oplevet bagsiden af medaljen, nemlig at blive kontaktet af en musiker som i relativt klare vendinger satte spørgsmålstegn ved den rolle jeg indtager ud fra en opfattelse af, at vi musikere er et fællesskab, hvor man skal hjælpe hinanden. Uagtet, at det er min klare opfattelse at det netop er dét sitet går ud på, har det alligevel fået mig til at genoverveje siden, ikke mindst fordi jeg blev bedt om at pille anmeldelsen af sitet igen – hvilket jeg gjorde, men helt mod min indre overbevisning (personligt synes jeg det var en sober, fair og konstruktiv anmeldelse).

Men hvad synes I – Kan man være både musiker og kritiker/anmelder? Hvordan løser man den potentielle interessekonflikt bedst muligt? Hvordan skal sitet fremover håndtere lignende situationer? Hvordan håndterer og bruger vi musikere anmeldelser og lignende pressedækning? Etc.?

mvh
Martin Lutz
Grundlægger af www.jazzstjerner.dk

Share on Facebook

I anledning af at vi drager på turné i Danmark for første gang – det sker fra den 21. til den 24. marts – vil jeg hermed gerne bringe en dropbox-samtale, min gamle ven, den svenske trommeslager, komponist og orkesterleder Peter Danemo og jeg havde, da vi skulle blive enige om, hvad det kunne være interessant at fortælle om vores nye kvintett, da albummet ”Natt” udkom i april sidste år.

Om Peters og min historie og den ny Lundin Danemo Kvintett, som dette handler om, kan man læse i mit blog-indlæg om bandet fra sidste år.
Desuden kan man lytte, se og orientere sig om turdata på www.reverbnation.com/lundindanemokvintett.

Udvekslingen opstod sådan, at jeg fandt nogle emner/spørgsmål, jeg tænkte kunne have interesse for jounalister, skrev dem på et dokument, jeg smed i vores fælles dropbox, og så svarede først Peter og siden undertegende.

”Samarbejde på tværs af grænser – geografiske og generationsmæssige”

- En dansker og en svensker, hvori består forskellene?

Peter: Skillnaden, från mitt perspektiv, är att vi svenskar tenderar att fokusera på allvaret och kan ha lite svårt att ta lite lättare på saker och ting. Jag upplever att danskar har lättare till det motsatta. Musikaliskt sett är den mest uppenbara skillnaden, att ni har en starkare prägel från alla stora amerikanska musiker som bott i Köpenhamn, gästat och spelat med unga danska musiker på 50-60-talet.

Vi i Sverige har av någon anledning hämtat mycket mer ifrån vårt eget musikaliska ursprung. De portalfigurer som finns i svensk jazzhistoria har lyckats kombinera, eller kanske helt enkelt inte lyckats undvika sitt eget arv. Utan korsat den med den amerikanska traditionen och därigenom skapat den där melankoliskt lyriska stil som är så signifikativ för svensk jazz från 50-60-talet. Svensk folkmusik har i alla år varit väldigt stark och levande och sitter nog förmodligen djupare i vår folksjäl än vad vi är medvetna om. Det tillsammans med August Strindberg, Ingmar Bergman och på senare tid Lars Norén sätter väl också avtryck i folksjälen.

Musikaliskt sett har det funnits god kontakt mellan länderna tidigt och har väl också påverkat varandras musik.

Fredrik: Er helt enig i Peters betragtninger. Netop den svenske seriøsitet, er nok det der alle dage har tiltrukket mig ved de svenske jazz musikere. Hvor den danske jazzmusiker, i min opfattelse, typisk er legesyg, en spillemand, fornemmer jeg, hos de svenske musikere jeg tiltrækkes af, en anden alvor, end hos mine landsmænd. Ikke sådan at forstå, at det nødvendigvis er tungsindigt, men snarere at det er “for alvor”, på en lidt anden måde, end hér. Det er ikke en kvalitetsforskel, bare en forskel, og da jeg altid har været helt humorforladt, når det gælder musik, passer det mig helt enkelt bare bedre.

Og lighederne? Generelt (befokning) og mere specifikt (musikere)

Peter: Tittar man på Skandinavien som helhet, så skiljer sig musiken, som nämnt tidigare, rätt mycket mellan länderna. Jag upplever dock att det finns en generell stämning som jag tror är typisk skandinavisk.

Alla länder har vissa portalfigurer inom musik, konst och litteratur. Dessa har ganska mycket gemensamt i att dom hämtar mycket från sina respektive länder. Det fanns tidigt en skandinavisk sammanhållning, tex konstnärerna som samlades i Skagen om somrarna, Strindberg som vistades mycket i Köpenhamn och Oslo i perioder. Flera svenska jazzmusiker som tidigt var i Köpenhamn och spelade långa engagemang. ECM och skandinavien är också en stark grund. Den bakgrunden gör att vi har en ganska bred gemensam grund att stå på när vi tex ska mötas musikaliskt.

Fredrik: Den danske folkesjæl er sammensat: På den ene side er vi overbeviste om at vi har verdens bedste samfund hér, og ser vores meget omtalte afslappethed og humor som et adelsmærke, på den anden side har vi store problemer med, i modsætning til f.eks. nordmændene, at sætte pris på vores egen kunst og vore egne kunstnere. Vi er fulde af beundring overfor Nnordmændenes selvbevisthed og egensindighed, og svenskernes trofasthed overfor deres folkemusik, men synes at vor egen folkemusik er lidt latterlig.

Ikke desto mindre mærker man indlysende beslægtethed de to broderfolk i mellem, en sval, europæisk æstetik (især tydelig i meget dansk design), der så, i højere grad hos de danske musikere, end hos de svenske, brydes med amerikanske inspirationer.

Hvad ser vi to (Peter og Fredrik) i hinanden, den gang og nu?

Peter: Den gång vi möttes klickade allt direkt, jag upplevde en musikalisk närhet som var oerhört stark. Jag tror det till viss del beror på att vi båda är starkt präglade av den tid vi levde i, plus viss bakgrund som gav oss stor förståelse för varandras musikliska röst.
Fredriks far, och min, var och är passionerade jazzälskare. Man skulle kunna säga att deras skivsamling är vår musikaliska utbildning. Utan att vi har pratat om det tror jag att om man jämförde våra pappors skivsamlingar skulle vi hitta väldigt många dubletter. Plus att vi vara unga då ECM var som störst och genom sina utgivningar präglade en hel generation jazzmusiker i skandinavien. Det gjorde att vi hade, trots våra olikheter, en stor mängd gemensamma musikaliska referenser.

Nu har vi båda landat mycket mer i vår egen musikaliska röst. Det finns en vila i vår kommunikation, allt måste inte ut i varje låt. Musiken har blivit mer avslappnad och subtil. Vi båda låter musiken ta den väg den vill.

Fredrik: Nemlig.

Hvad forårsagede så “skilsmissen” i 2001?

Peter: När vi båda, på olika vis, började vilja utforska andra musikaliska stilar och format, försökte vi först få med kvartetten (Lundin/Danemo Kvartet) på resan, dvs vi pressade gruppens musikaliska uveckling och riktning hårt. Vi började komma längre ifrån de gemensamma musikaliska referenser vi hade som grupp, samt att det sound och samspel vi byggt upp inte längre passade den musikaliska riktning vi strävade åt. Vi började mer och mer dra åt olika håll och en brytning var den enda logiska konsekvensen. Då både jag och Fredrik hade en så tät musikalisk kommunikation, samt delat ett antal år som för mig var oerhört viktiga år i min musikaliska utveckling, var detta inget lätt beslut för varken mig eller Fredrik.

Fredrik: Man kan sige, at udviklingen i vores daværende kvartet, meget fint repræsenterer forskellene på den svenske og den danske musikermentalitet, hvor Peter søgte mere og mere ind i musikken, søgte jeg ud, mod andre genrer. Man kan sige at den danske musiker måske typisk er hurtigere og mere rastløs, den svenske langsommere, mere indadvendt.

Peter: Nu har 10 år passerat. Vi har blivit äldre och fann efter många långa samtal om livet och musik att vi saknar varandra och på intet sätt anser oss färdiga med att spela musik tillsammans.

Fredrik: Jeg tror netop, at det faktum, at vi begyndte at kommunikere og omgås igen, uden tanke for at spille med hinanden, men fordi vi savnede den andens person, havde stor betydning for, at vi kunne genoptage vores musikalske partnerskab også. Vort aller første forsøg var ikke udelt vellykket, men åbnede alligevel en lille bitte lem op til noget, der snart blev så stærkt, at hele væggen rykkedes bort, så at sige.

Peter: Just det, mitt initativ till en slags duo-session. Vi sågs och spelade, utan plan eller mål. Vi fick liksom inte riktigt till det. Fanns nog för mycket oklart fortfarande. Inte som nu!:-)

- Generationsproblematik
Kommunikation mellem generationer, nu og da.

Fredrik: I kunsten er de gamle (”bedsteforældrene”) som regel respekterede, mellemgenerationen (“forældrene”) ofte lidt overset og unhyped (indtil de bliver ”bedsteforældre”), og den unge generation den mest upmärksammede og hypede – MEN, kommunkation er stadig mulig, trods alle generationsskel.

Nogle få ældre musikere på vore breddegrader har i nyere tid gjort en dyd ud at have orkestre med langt yngre musikere, f.eks. Fredrik Norén i Sverige og Hugo Rasmussen og Bent Jädig i Danmark.

Peter: Som du sagt är det vanligt att äldre musiker tar med yngre i sina orkestrar, men det är ganska ovanligt det omvända. När jag började spela var jag länge den unga eller yngsta i bandet. Nu är jag oftast äldst.

Hvordan ser det ud i forhold til det “civile” liv?

Peter: Det civila livet som musiker har några olika faser som nog bidrar till att generationsgränserna är förhållandevis starka. Märkligt nog är det kanske så att det är närmare mellan den äldre generationen och den yngre.

Mellangenerationen befinner sig mitt i den tiden i livet då många bildar familj eller stadgar sig i största allmänhet. Livet är fyllt av ansvar och plikter gentemot familjen, både ekonomiskt och socialt. Det gör att skillnaden mellan livsföring nog är som störst då, jämfört med den yngre kanske utan familj och barn och den äldre med utflugna barn, förhoppningsvis med stabila familje och boendeförhållanden.
Det är kanske ingen slump att många musiker i 40-årsåldern också har som svårast att få ihop musikerlivet med familj.

Og her sluttede så hvor dropbox-samtale, men den er fortsat over telefon, mail og sms lige siden.

Og d. 20. marts kommer orkestret så til København.
D. 21. spiller vi på Fermaten i Herning
22. Jazzhus Dexter i Odense
23. Unicorn/Paradise i Huset i Magstræde
24. Klostergadecentret, Klostergade 37 i Århus (Jazzselskabet i Århus).

Fredrik Lundin

Share on Facebook

Hurra!!!!

Vi kan igen åbne dørene for en af de største kulturelle hemligheder i Danmark (jfr. Politiken), og det for hele 2012. Det er naturligvis jazzen jeg tænker på, som Café Charlottenborg og jeg arrangerer i samarbejde med danske jazzmusikere og støtte fra bl.a Statens Kunstråd.

Det bliver Vinterjazz, der skyder det hele i gang. Nu på torsdag d. 09 feb. skal Torben Snekkestad & Søren Kjærgaard give både solo + duo koncert, og vi har en lille special surprise med Ryan Blotnick fra New York. Ryan har jo gået på det danske rytmekons, og er for en kort periode bosiddende i København. Her spiller han med en række af de danske jazzere, og på Charlottenborg d. 09 februar spiller Ryan en kort solist koncert inden Snekkestad & Kjærgaard.

Den 16. Februar kommer Jesper Zeuthen Trio forbi det store akustiske rum. Trioen har i mellemtiden spillet et par forrygende koncerter på både Kind of Blue og Blå Records. Det bliver rimelig heftigt, at opleve dem med så meget luft og rum omkring sig i det store hvide rum på Charlottenborg.

Niels Præstholm indleder igen sit samarbejde med den amerikanske guitarist Michael Gregory. De to mødtes på Brandbjergs Højskole. Michael Gregory var 25, Niels Præstholm bare 20 år gammel. Michael Gregory, der på det tidspunkt boede i New York og spillede fast med folk som Julius Hemphill og Oliver Lake og i det hele taget var en vigtig del af den amerikanske avantgarde scene, var fascineret af den unge bassist spil og hyrede ham til den turne han skulle spille i Danmark. Koncerten i Montmartre var et tilløbsstykke og Land og Folks jazz anmelder Ib Skovgaard var begejstret. Både for den nye spændende guitarist fra New York, men også for den unge danske bassist han oplevede som ”et oplagt talent”. Til deres koncert på Charlottenborg kan man opleve Michael Gregory i et intimt sammenspil med Niels Præstholm. Både Michaels formidable guitarspil og hans unikke sangskriverkunst kan opleves ved koncerten.

Koncerterne er altid akustiske, der er aldrig nogen scene og i det hele taget er det musikken, der er altoverskyggende tilstede i rummet. Koncerterne bør være et ”must” for særligt musikstuderende, så i år har vi valgt at give studerende 50% rabat på entreen.

Venlig hilsen,

Jesper P. Graugaard

ONE SPOT – Jazz på Café Charlottenborg foråret 2012 – nu med Studierabat.

Kommende arrangementer på ONE SPOT – Jazz scenen for foråret 2012 inkluderer:
Av, min tå! – Bare tær på Charlottenborg
3 koncerter i samarbejde med det springeksplosive undergrundslabel Barefoot Records, der præsenterer:
Håkan Berre/ Stephan Meinberg
Adam Pultz Melbye solo
Maria Faust/Tristan Honsinger/ Qarin Wikström.

Der er også store koncerter med DMA ”Vocal Jazz” vinderne IKI – 9 vokalister samt trioen Equilibrium feat. Mikkel Ploug, Sissel Vera Pettersen, Joachim Badenhorst i vente. 

Følg med her:

Share on Facebook

Bæredygtig improvisation

Igen i år kan elskere af bæredygtig kaffe, fairtradetøj, skæv jazz, improvisation og norske viser, glæde sig over, at pladeselskabet og musikerkollektivet Barefoot Records under Vinterjazzfestivalen holder hof i caféen og butikken Fisk i hjertet af København.

Rækken af 11 koncerter, markerer desuden den sørgelige begivenhed at Fisk, der er ejet af Folkekirkens Nødhjælp, lukker. Koncerterne i denne og næste uge, og helt specifikt koncerten med My Wedding Band d. 18 februar, er således sidste chance for at opleve butikken i al dens herlighed. Derfor har Barefoot Records også virkeligt lagt sig i selen for at giver jer, kære musikelskere, et program I simpelthen ikke har råd til at gå glip af:
Man kan opleve den, om meget kort tid, dobbelt vinyl-aktuelle The Mighty Mouse, kammerensemblet Two Eggs and a Chicken (delvist opkaldt efter to af medlemmernes undseelige hårpragt), Synnjadrag, der spiller finurlige viser på Norsk, kvindeimproensemblet Pistol nr. 9 og en Barefoot Records klassiker: Lars Greve på horn, Håkon Berre på trommer og danmarks eneste rigtige superhelt, nemlig den fænomenale elbassist Peter Friis Nielsen.

Af nye og endnu uhørte grupper kan fremnhæves det baltiske saxofonsammenstød Maria Faust (Estland) og Liudas Mockunas (Lithauen), der vil vende vrangen ud af deres højglanspolerede horn, samt trioen Lindsjö/Ericson/Melbye, der spiller en omgang abstrakt lydimprovisation, som måske ikke får folk på dansegulvet, men i stedet vil undersøge alle nuancer af skrat. My Wedding Band slår et slag for god gammeldags gruppeimprovisation og sælger hjemmelavede CDer med flotte covers.
Barefoot Records byder alle læsere af Jazzbloggen hjerteligt velkomne.

På vegne af Barefoot Records,
Adam Pultz Melbye

PROGRAM FOR BAREFOOT RECORDS @ FISK, VINTERJAZZ 2012

9. feb
20:00 The Mighty Mouse
21:00 Two Eggs and a Chicken

10. feb
20:00 Bagpipes for Pluto (Bigoni/Pesonen/Melbye/Berre)
21:00 JapGaf (Pedersen/Andersson)

11. feb
20:00 Synnjadrag

16. feb
20:00 Maria Faust/Liudas Mockunas duo
21:00 Her Majesty’s Ship (Ericson/Pesonen/Berre)

17. feb
20:00 Lars Greve/Peter Friis Nielsen/Håkon Berre
21:00 Pistol nr. 9

18. feb
20:00 Sture Ericson/Anders Lindsjö/Adam Pultz Melbye
21:00 My Wedding Band

Venue: FISK – Skt. Peders Stræde 1, 1453 København K
Web: www.barefoot-records.com
Facebook: www.facebook.com/barefootrecords
YouTube: www.youtube.com/barefootchannel

Share on Facebook

Ophavsret, det må jo være noget der interesserer jer der skriver her på jazzblog.dk.

Derfor vil jeg lige gøre jer opmærksom på en debat, der kørte henover sidste uge i medierne. Startende med et debat oplæg i Politiken, hvor Bjørn Bredal, der er kulturredaktør, gør sig til talsmand for at “Ophavsret er en pest for kunst og ideer“. Der var også flere svar i selve Avisen.

I fredags var jeg så i Deadline for at tage debatten i direkte TV. (Indslaget ligger der vist en uges tid). Nå! I kan jo se hvad I selv synes. Jeg synes i alle fald vi skal værne om ophavsretten, selv om der er mange vinkler på det.

Lad mig lige opsumere Deadline-indslaget:

Uden at gøre mig klog på Bredal, så er hans argument vel at ophavsretten er blevet så uhåndtérlig en størrelse, her henviser han igen og igen til tilstandene i USA. Han synes derfor, at vi må finde en anden måde at honorere kunstnerne på, så der stadig bliver skabt nye film musik etc. Men han har ingen forslag til hvordan.

Bredals umiddelbare udgangspunkt er, at der lige er gennemført en lov hvor de udøvendes ophavsret forlænges fra 50 til 70 år fra første fremførelse. Det har han bare ikke forstået. Altså at det er de udøvende og 70 år efter første offentlige fremførelse! D.v.s. at Sanne Salomonsen kan få vederlag for Suisui også når hun fylder 70! Så det er altså en lov for de levende og netop ikke for de døde (vi andre, altså os der skriver sangen har 70 år efter deres død, den lov ved jeg ikke hvornår er lavet men det er ikke lige for nylig).

Bredal forstår heller ikke, at der for musiks vedkommende er forskel på authers rights og den deciderede Copyrigt der er på f.eks. en CD indspilning. Ophavsrets teknisk er det det samme, men han lader til at tro at den der udgiver/indspiller musikken, også er den der har skrevet den.

Han mener desuden at enhver tanke m.m når den forlader vores hoved burde være gratis og tilgængelig for alle. Men læs lige hans artikel tag ikke bare mit ord for det!
Jeg mener grundlæggende at der ikke er forskel på materielle skabelser og f.eks. en sang.
Jeg mener ikke man kan køre frit og gratis valg på alle hylder, selv om hylderne er blevet digitale. Vi tager jo heller ikke grønthandlerens frugt bare fordi den står på gaden.
Om vendt er jeg med på at lovgivning ikke altid følger med teknologien, der spurter der ud af. Men vi kan jo ikke sidde og vente på at den står stille, med at lovgive.

Lovgivning (ophavsret) er jo et signal om hvad man som samfund synes er rimeligt. Ligesom vi laver fartgrænser vel vidende at der nok er nogen der kører lidt hurtigere. Vi sender ikke politihelikoptere efter folk der kører 10 % for hurtigt, men går efter dem der virkelig trykker speederen i bund, men det får os jo ikke til at undlade at give det signal, at 110 km på motorvejen er en rimelig hastighed. Det samme gælde ophavsret. Jeg synes at et samfund til en hver tid skal signalere, at vi synes en kunstner skal have penge for det indhold de skaber.

Noget jeg ikke nåede at sige i Deadline er det faktum, at i Danmark kan man jo ikke sælge 100% af sin ophavsret til f.eks. et forlag, som man kan i America, hvor alle de skræmende eksempler kommer fra. Vi kan højest afgive 33%, og således vil minimum 66% til en hver tid gå til ophavsretsmanden/kvinden. Så de der skræmme-eksempler fra det store udland duer i alle fald ikke, som argumentation for at ophavsret er af det onde i vores del af verden. Og ærlig talt – at Madonna har lettere ved at betale sine regninger end jeg har, siger vel sig selv, og er vel heller ikke et særligt godt argument for at ophavsrettens fallit.

Og så siger jeg også ting der er vigtig at holde sig for øje, nemlig at det jo ikke er et tilfælde at det hedder ophavsRET og ikke ophavsPLIGT. Man kan jo til en hver tid lægge sit arbejde ud på nettet under en creative commons licens, og således legalt tilgængeliggøre det for gud og hver mand.

Med venlig hilsen

Trinelise Væring

Share on Facebook

Et personligt vinklet oplæg til udveksling af meninger og erfaringer omkring kunstnerisk selviscenesættelse.

Jeg har i den seneste tid haft samtaler med min hustru, sanger og sangskriver Trinelise Væring, om personal branding.
Jeg vil her ile med at undskylde brugen af en så lidet charmerende management-betegnelse for det, man med en anden formulering kunne kalde, at bekymre sig for om man, som kunstner, fremstår som havende en genkendelig musikalsk profil, eller endnu mere ligetil, om folk kan høre hvem det er, når ens musik bliver spillet i radioen.
Overvejelserne herom blev genopfrisket, da jeg for nylig af en DR-journalist blev spurgt om, hvordan jeg dog kan følge med i alle de mange forskellige projekter jeg har i gang samtidigt.
I år er der så, udkommet 4-5 forholdsvis forskellige album, hvor jeg medvirker, og det var det der fik journalisten til at spørge, og mig til at tænke videre, da jeg havde forladt studiet.

Både Trinelise og jeg har alle dage været nysgerrige og musikalsk opsøgende, hvilket bl.a. har resulteret i en lang række udgivelser inden for et genremæssigt forholdsmæssigt bredt felt.
Trinelise har de seneste år arbejdet på at skærpe sin musikalske profil inden for indie/singer songwriter rock, mens jeg, af flere årsager som jeg skal komme ind på nedenfor, til gengæld har satset på flere heste ved at bibeholde, ja måske endda ligefrem udbrede mit – stadig inden for jazz-genren, bevares – næsten eklektiske udtryk.

Jeg har i øjeblikket, som kapelmester, gang i 3 orkestre på samme tid, der alle har udgivet albums inden for det sidste 1 1/2 år:
Offpiste Gurus, med sanger og sangskriver Trinelise Væring,
Lundin Danemo Kvintett, som jeg co-leder med min gamel ven, den svenske trommeslager Peter Danemo og
Silhouette, som jeg co-leder med altsaxofonisten Christina von Bülow.

Herudover spiller jeg med orkestrene Marilyn Mazur Group (nyt album sidste december), Hasse Poulsens Sound Of Choice (nyt album sidste år), Jonas Johansen Move (nyt album for et par måneder siden), Radiostar (nyt album for en måned siden) m.fl.

Spørgsmålet er, og det har før spøgt i mit baghoved:
Hvad er klogest, og hvad er bedst? Et tydeligt, men snævert udtryk, eller et bredt, men mere diffust samme?

Jeg har, som sagt, altid taget mod en hver musikalsk udfordring, der bød sig, og, nok så væsentligt, selv altid været meget nysgerrig og opsøgende.
Allerede som helt ung fik jeg ry for at dukke op i overraskende sammenhænge: Jeg startede med at spille kompromisløs hardcore jazz med min trio, senere kvartet og sextet, med Peter Reim, Povl Carstensen og Ture Larsen – en musik med klare rødder i Mingus, Rollins, Coltrane, Shepp.

Herfra gled jeg naturligt ind i Erling Kroner Tentet. Men så hyrede Frans Bak mig til sin kvartet, der senere kom til at hedde Det Blå Skrig, og her spillede vi pludselig i pop-influeret nordisk jazz, med klar forbindelse til Garbarek og Jarrett, og en helt anden æstetik end den bebop-blues influerede musik jeg var kendt for.

Kort efter blev jeg også en af Jan Kaspersens foretrukne solister, hvilket gik fint i tråd med det indtryk man måtte have haft af mig fra start. Men så afløste jeg Tore Brunborg i Bo Stief Band, der bestod af nogen af de mest erfarne popmusikere på scenen, og spillede en musik med en klar elektrisk pop/rock-estetik. Og for at gøre målet fuldt, meldte Kasper Winding Band sig nu på banen, så at jeg (og publikum) en sommer, fandt mig springende fra Frans Bak, til Jan Kaspersen, til min egen sextet, til det Carla Bley-agtige band “Avantgarden Party”, til Bo Stief Band på Copenhagen Jazzfestival, med en afstikker til Roskilde festival med Kasper Winding, og Molde festival med Bobo and the Bobos, et band med Bo Stief, Bobo Moreno m.fl., der spillede gammel Motown soul til dans.

Et år senere opsøgte den daværende enfant terrible i dansk improvisationsmusik, Hasse Poulsen, mig og snart efter var jeg medlem af improvisationsensemblet Sound of Choice, hvor vi arbejdede meget med elektronik, og så må jeg ikke glemme mit eget projekt med Paul Bley og Joakim Milder, og året efter, Lundin/Danemo Kvartet, der spillede en kompromisløst åben skandinavisk jazz.

Jeg har som komponist skrevet jazz-numre, blues/roots-inspirerede sange, jeg har skrevet musik til børneteater, elektronisk musik til moderne danseteater og komponeret en musik for kammerensemble og for symfoniorkester, der (for et utrænet øre) kan lyde som moderne kompositionsmusik.

At nogle kan have haft lidt svært ved at få øje på hvem jeg var i det virvar, kan jeg godt forestille mig, men selv nød jeg det i fulde drag.
Jeg har ikke alene altid haft stor lyst til, men, mener jeg, også haft et vist talent for at bidrage med noget i mange meget forskellige musikalske sammenhænge.

Jeg sugede desuden til mig i fulde drag, af alt hvad jeg kunne få fra Erling Kroner, og hans viden om bl.a. argentinsk tango, Bo Stief og hans musikeres viden om pop og rock (hvor jeg var aldeles ubevandret); at spille Motown soul, blev en af de vigtigste og mest effektive lektioner i vigtigheden af at kunne swinge, jeg har fået; og Sound of Choice udviklede mit sprog, min improvisatoriske evne, mit klanglige øre, min abstraktionsevne og meget mere.

Mit kompositoriske virke er, udover at være lige så væsentlig del af mit musikalske udtryk, som mit saxofonspil, også medvirkende til at jeg udvikler mig som udøvende kunstner.
Når jeg skriver for mine egne og andres orkestre, tvinges jeg til at fokusere på orkestrets og de enkelte musikeres udtryk, og hver enkelt sang er dels med til at definere orkestrets profil, dels balancere musikalske behov i orkestret.

At skrive musik for børneteater, har lært mig at skære helt ind til benet, for at ramme et helt præcist og falbeladefrit udtryk, der understøtter handling, samtidig med at det giver noget ekstra, til et publikum, børnene, der, til forskel fra de voksne, ikke lader sig narre af noget som helst.

Jeg føler, at alt dette, på positiv vis, har bidraget til – og stadig gør det – min musikalske udvikling og ditto udtryk.
Men, kan man sprede smørret for tyndt ud, bliver vandet for lavt, når det får lov at bredde sig over så stort et arial?
Kan man forestille sig, at jeg ville have haft, f.eks., en flyvende karriere som international solist, hvis jeg nu, helt fra start havde specialiseret mig inden for et snævert område ?

Inden for samtidensjazz er nogle eksempler på noget sådant, der peger i forskellige retninger.
Esbjörn Svensson, den på tragisk vis alt for tidligt afdøde svenske jazzpianist, tog et inden for jazzen sjældent modigt og konsekvent karrierevalg, da han, med sin trio EST, besluttede ikke at spille med andre. I stedet satsede de hundrede procent på gruppen, og på at holde publikums, og formodentlig egen interesse for orkestret ved lige, ved konstant at designe nye interessante projekter til trioen, hvorved de udviklede deres egen stil, og samtidig kom ud til et meget bredt publikum. Trioen blev et genkendeligt brand, og man kan mene om musikken hvad man vil, men de opnåede en, for en svensk jazzpianotrio, helt usædvanligt stor kommerciel succes.

Jan Garbarek, havde jo meget tidligt et klart brand i sin egen meget genkendelige stil, som han har forfinet siden slut-60′erne, og som vi er en hel generation af saxofonister, der har måttet kæmpe i årevis for atter at frigøre os af. En stemme så umiskendelig, kunne jo gå ind næsten hvor som helst, og man ville vide hvem det var, men Garbarek har altid, selvom han har medvirket på et utal af ECM-udgivelser, altid været meget påpasselig med sine valg, og hele tiden tydeligt haft en retning fremad mod stadig større klarhed og enkelhed.

Han er for mig så et eksempel på at man kan gå for langt i retning af rensning af eget udtryk, og jeg mener at han, når han er i eget uudfordret regi, er blevet nærmest gold at høre på.
Disse to musikere, uden sammenligning i øvrigt, er musikere der i kraft af et instrumentalt teknisk overskud, og for Garbareks vedkommende, kæmpe musikalsk format, selv har kunnet tage et valg. Andre er kommet til at fremstå genkendelige fordi de, i nogles tilfælde, ikke har kunnet andet end det vi er kommet til kende dem for, de har et begrænset, men meget stærkt udtryk; hvor egen Jesper Zeuthen er et indlysende eksempel.

Men hvad så med mig?
Personligt mener jeg at jeg har noget at sige, og jeg ved, at jeg hele tiden, omend langsomt, bliver bedre til det.
Jeg synes, at jeg har fundet ud af hvad jeg er bedst til, og allermest holder af at gøre, og nu skal jeg så bare arbejde på at gøre det bedre og bedre.
Spørgsmålet er bare, om andre kan høre det.

Jeg er, for første gang i mange, mange år, for det meste glad for mit eget saxofon-spil. Det går ofte galt, og jeg forfalder til gamle vaner, men under de rette omstændigheder, lykkes det mig som regel at få sagt det jeg ønsker i øjeblikket. At vide det, gør at jeg ikke tager det så tungt de gange det ikke lykkes, for jeg ved, at det bare drejer sig om at arbejder videre med sagen.
Og det gælder ikke bare mit saxofonspil, jeg har også, i egen opfattelse, højere målscore inden for det kompositoriske nu. Navnlig mine børne- og danseteater-opgaver har bidraget til denne positive udvikling, hvor jeg, som tidligere nævnt, mener min pen er blevet skærpet, at jeg er blevet bedre til at kill’e darlings, og bortskære overflødig ambition.

Med andre ord, så gør jeg nu om dage nøjagtigt det jeg har mest lyst, og jeg føler mig utroligt privilegeret i den henseende.
Ydermere mener jeg at det, pekuniært set, er et “smart move” at spille på flere heste, at ikke satse alt på ét bræt i disse vanskelige tider.

Men der er jo ikke helt nok arbejde, og kunne man forestille sig, at en tydeliggørelse af udtrykket, f.eks. ved udelukkende at satse på Offpiste Gurus, kunne oppe jobfrekvensen?
Eller kan man forestille sig en karriere, hvor ens adels- og kendemærke netop er ens diversitet?

Det ville været fint med noget respons på dette i form af meninger, erfaringer og eksempler.

mvh

Fredrik Lundin

Share on Facebook

Kære musikere og komponister.

Som nogle af jer nok ved så stiftede en gruppe af musikere for lidt
over et år siden en lille pladebutik i Jægersborggade som hedder
Homemade Records.

Der er sket meget i løbet af den tid hvad butikken angår og fra pr. 1.
jan skal butikken drives af den nystiftede forening Homemade
Records hvor alle som har lyst kan blive medlem!

Som medlem af foreningen sælger butikken ens musik i kommission hvor
100% går til kunstneren.

Panik Larsen der tidligere arbejdede på DR vil gerne lægge noget
frivilligt arbejde i butikken mht at sidde i butikken og holde åbent
samt holde rede på afregning af salg fra de forskellige kunstnere.

Den samlede husleje er omkring 4000/måned og man hæfter som medlem
af foreningen for sin del af lejen-dvs jo flere vi er med des lavere leje.

Der er pt ca 20 kunstnere med i butikken men det kunne være superfedt
hvis vi kunne blive mange flere!

Hvis du har lyst til at være med så kontakt mig på mail.

Med venlig hilsen//All the best
Niels Løkkegaard

Homemade Records, Jægersborggade 13 kld tv, 2200 København N

Share on Facebook