Der er kommet en ny sektion på bloggen med jazzfilmer. Se og hør
danske jazzmusikere på scenen, i studiet og bag kulisserne! Selvfølgelig
er alle film i 3D, så husk de farvede briller!

Se videoerne her

Share on Facebook

En god kollega var syg og jeg havde derfor fornøjelsen at assistere på 3 jobs – på piano.

I den forbindelse må regnskabet gøres op: Og det blev 2-1 til pianismen. Der var Steinways 2 steder, mens det tredie sted havde et klaver – på en anden etage.

Så uden orgel måtte jeg kæmpe med en elektronisk efterligning og det er ikke sjovt. Desuden kunne vi ikke bruge kulturhusets PAanlæg, da ingen kunne finde ud af at tænde for det…

Værre endnu gik det for Henrik Gunde på D’angleterre, hvor han sad og spillede digitalt med udsigt til et fint instrument, der desværre ikke kunne flyttes op på scenen af økonomiske grunde.

Delvis analogt hermed var min oplevelse i Danmarks Radio denne sommer – de havde lovet at der var et B-3 orgel, det viste sig at være et P-100, det jammerligste indstrument, der må kaldes hammond.

Utroligt at der ikke er råd til et ordentligt stort hammond, når man lige har brugt 25 millioner på et klassisk orgel i den store koncertsal.

Mit spørgsmål til læserne af dette er: Hvordan står det til med pianobeholdningen rundt omkring – er der gode klaverer rundt omkring, eller er det en saga blot.

Kjeld Lauritsen, deltidspianist

Share on Facebook

Hvorfor skal det absolut være federe at turnere i Frankrig end i Skandinavien?


Ovenstående spørgsmål klinger jo nok en anelse retorisk, og de fleste ville i øvrigt nok ikke tøve med at svare: Sammenligningen er unfair, for Frankrig vil til hver en tid vinde på klima og mad.

For mig at se er der dog en langt mere væsentlig, ja afgørende forskel på Frankrig og de nordiske lande, og det er i synet på og forholdet til kunst.

Jeg kan naturligvis ikke udtale mig om hele det franske folks, høj’s såvel som lav’s forhold til kunst, men jeg kan i hvert fald sammenligne de mennesker, jeg møder som turnerende jazzmusiker rundt omkring i jazzklubberne i Europa.

I Frankrig tager de fand’me kunst og kunstnere alvorligt ! I en ganske anden grad end på vore breddegrader. Nu har jeg efterhånden vendet mig til det, men jeg må tilstå, at jeg slæbte noget med hagen over den konstante, respektfulde, og venlige opvartning af os, på selv den mindste klub. Og cateringen er naturligvis altid fuldstændigt i top. Bandrummet er muligvis ikke direkte luxuriøst, men til gengæld altid fyldt til briste punktet med luftørrede skinker og pølser, flere oste, postej, kager, vand, vin og kaffe. Og det er bare for at vi ikke skal vandsmægte under lydprøven, for enten inden eller efter koncerten (alt efter hvordan vi slev ønsker det) bliver taget på restaurant på klubbens regning.

Lyd – og lysfolk er altid klar når man kommer, også de venlige og respektfulde, og har stort set altid en fornemmelse for den musik vi skal spille.

Og så må vi jo ikke glemme, at hyren også er højere end i Danmark, hvor vi ellers bryster os af at have den højeste musiker-mindsteløn.

Men vigtigst af alt: Der er altid et godt, engageret og frem for alt talstærkt publikum.
For folkene i klubberne, nogen fastansatte og en del frivillige er ambitiøse og vil noget med deres klub, de har en mission: De skal præsentere kunst, og flest mulige skal få mulighed for at møde den. Så de arbejder benhårdt på at få publikum til at komme, og arbejder i nogle byer f.eks. sammen med lokale eller amtslige abonnementsordninger a la Arte.

Således i Portiers, en by med omkring 80.000 indbyggere, hvor jeg for et par dage siden spillede for en fuld sal (ca 150) mennesker TO DAGE I TRÆK, en onsdag og en torsdag, og det med en trio, der spiller improviseret musik, og ikke nok med det, men det foregår desuden i et lokalt kulturhus ude i en betonforstad. Og hertil valfarter et meget blandet publikum bestående af unge mennesker, nogle af dem musikere, midaldrene ny musik-entusiaster og ældre teatergængere, for at se et orkester, der for 2/3’s vedkommende består af nogen, for de fleste, formentligt ukendte danske, der spiller en musik, de højst sandsynligt ikke har hørt før på den måde. Og de bliver der sgu’ ! Bortset fra den procentdel der helst skal gå i pausen, hvis man ikke skal blive bange for at man er gået helt i stå som nyskabende kunstner.

Det er ikke nemt at være kusntner nogen steder i verden, men i Frankrig har man dog som kunstner en fornemmelse af at være en del af et stort fællesskab, af udøvere, arrangører og publikummer, det mener det alvorligt, og vil noget med kunsten.
Det kunne man lære noget af under vore himmelstrøg.


http://www.jazzapoitiers.org/597-programmation-concert-de-Sound-of-Choice

Fredrik Lundin

Share on Facebook

Det er efterhånden ingen hemmelighed, at en jazzmusiker anno 2010 skal kunne bære flere kasketter på én gang. Og selvom det at dømme ud fra påklædningssituationen i det danske gadebillede er ganske moderne med alskens hatte og huer, så er det i modehenseende næppe klædeligt at bære flere hovedbeklædningsgenstande på én gang.

Der har været gang i indlæggene her på bloggen både om dét at være jazzmusiker og også om hvordan man kan nytænke jazzen i forskellige retninger. Samtidig har der været kvalificerede diskussioner af spillestedernes udfordringer, ansvar og balancegang mellem overlevelse og dynamisk programlægning. Set i dette lys er projektet jeg her vil præsentere hverken banebrydende nyt eller et man kan kræve patent på, men det er et konkret bud på at samle nogle af de ideer både jeg selv og mange af musikkollegerne har fostret.

Under overskriften DobbeltKoncert.dk har jeg lanceret et koncept, der skal fungere som katalysator for nye koncert- og bookingformer. Det er på mange måder et konglomerat af mine egne tanker omkring dét at spille samt booke koncerter og impulser jeg har samlet op andre steder – bl.a. her på jazzblog.dk. Grundtanken i hele konceptet er, at vi som musikere i højere grad skal tænke samarbejdsorienteret både omkring vores kunstneriske virke og udvikling og om dét, man kan betegne som kedeligt kontorarbejde.

På kortere sigt er DobbeltKoncert.dk tænkt som samarbejdskoncept mellem musikere, der søger at arrangere oplevelsesorienterede koncerter, der både udfordrer den gængse koncertform inden for den rytmiske musik, skaber et miljø hvor genregrænser nedbrydes og præsenterer flere ensembler på én gang.

På længere sigt kan det blive et tiltag, der både effektiviserer musikernes og spillestedernes bookingarbejde og samtidig kan gøre det nemmere for bl.a. nicheorkestre at komme til at spille på etablerede og samtidig “fyldte” spillesteder. En af fordelene i et kommende samarbejdsorienteret bookingsystem er, at det rummer økonomiske muligheder, der kan gøre det lukrativt for både ensembler og spillesteder.

Projektet skydes efter planen i gang med nogle pilotkoncerter i efteråret 2010. Jeg påtager mig opgaven med at finde ensemblerne og vil hjælpe med den konkrete kunstneriske dialog og planlægning. Jeg er bl.a. i gang med en lovende og inspirerende sparring med Copenhagen Jazzhouse herom.

Se hele projektbeskrivelsen samt info om ansøgningsprocedurer mm. på projektets webside www.dobbeltkoncert.dk.

Jazz on!

Martin Lutz

Share on Facebook

Musikalsk-antropologisk undersøgelse på Jazzklub kortlægger magien på La Fontaine.

Kære læsere af jazzblog.dk: Nogle gange tror man at dansk jazz befinder sig i en osteklokke, hvor øvelokale, støtteansøgninger, koncerter og pladeudgivelser er vores univers som musikere.

Men der er andre, der interesserer sig for vores musik. Her er lidt om en Bacheloropgave omhandlende La Fontaine. God fornøjelse!

venlig hilsen
Kjeld Lauritzen




”Musikken er den vigtigste stemnings-skabende faktor, og den har stor betydning for stedet og de folk der kommer der. Publikum ved, at de altid kan forvente jazzmusik i topklasse.”

”Magien opstår et eller andet sted imellem publikums forventninger, og musikernes evner til at løfte stemningen helt op under loftet”.

Dette er blot nogle af de rosende konklusioner 2 kvindelige studerende er nået frem til i en videnskabelig rapport om københavns ældste jazzklub, La Fontaine.

De to BA-studerende ved Musikvidenskabeligt Institut i København, Hannah Kjærsgaard og Halltóra Fridleivsdóttir (foto), har i forbindelse med et bachelor-projekt lavet en musikalsk-antropologisk undersøgelse af La Fontaine.

De to studerende har beskrevet det første møde med La Fontaine således:

”Det første, der slår én, er blandingen af musik og støj der kommer væltende imod en. Vi har efterhånden fundet ud af, at man tit bliver nødt til at mase sig igennem mængden, fordi der er rigtig mange mennesker derinde. De sidder nærmest ovenpå hinanden. Lokalerne har kapacitet til 100 personer på én gang, og det kan godt mærkes at kvoten bliver opfyldt.

Når man så er kommet igennem den første kødrand, bliver man præsenteret for et ret specielt scenarie: Mørkerøde vægge og paneler, slidte plakater på væggene, sorte bænke og mørkebrune café-borde med matchende stole. Rummet er delt lidt op, så at der er et par halve vægge der afskærmer baren, og den bagerste del af lokalet. Scenen ligger lige overfor indgangen, så den er det første man ser når man træder ind. Det er en meget lav scene, ikke højere end et almindeligt trappetrin eller halvandet. De forreste borde står næsten klos op i scenen, så musikere og publikum er i tæt kontakt. Det får også det hele til at virke mere intimt.”

Halltóra Fridleivsdóttir

”Det har vist sig, at vores informanter (publikum, musikere og personale) er enige om at der som regel altid er god stemning på La Fontaine.

Publikums forventninger til musikken bliver i høj grad indfriet, hvilket er et væsentligt stemningsbærende element på La Fontaine. Der var også enighed blandt informanterne om, at den ”magiske stemning” opstår når der er god kontakt imellem publikum og musikere; altså, når musikerne er hurtige til at opfange stemningen blandt publikum, og indstille sin performance derefter.

Magien opstår et eller andet sted imellem publikums forventninger, og musikernes evner til at løfte stemningen helt op under loftet.

Der er stor aldersmæssig spredning blandt publikum, hvilket bliver opfattet som et positivt udtryk for at La Fontaine er et sted hvor der er plads til alle. Fællesnævneren er musikken. La Fontaine er åbent for alle typer af folk.

Vi vil til sidst gerne understrege, at ejeren af La Fontaine har en enorm betydning for stemningen, idet det er ham der ansætter personale og udvælger de musikere der spiller. Publikum er ikke bevidste om den betydelige rolle han spiller for stedet og dets koncept, men personale og musikere har givet tydeligt udtryk for at han er en meget værdifuld drivkraft.”

Bacheloropgaven blev med held forsvaret fredag d. 24.1.2010

Yderligere oplysninger, kontaktHalltora Fridleivsdottir

Share on Facebook

For tiden er der temmelig trangt på jazzmarkedet. Der kommer nye talenter frem på den rytmiske scene i DK, alle de populære instrumenter er repræsenteret: piano -keyboards –saxer –trompeter –guitarer -trommer –congas -elbasser, ja kontrabassister myldrer frem som aldrig før. Da jeg selv i mindst 40 år har været kontrabassist, måtte det jo interessere mig lidt, hvem der udover mig spiller kontrabas. Jeg kender mange, men jeg må opgive at følge helt med. En gang imellem hører jeg noget i radioen, der kræver min opmærksomhed. Ikke på P3, næh nej, det ku jeg eller P3 ikke drømme om, vel snarere fx DR-Jazz på Dab Radio. Kan ikke lade være, jeg må hen på displayet og se, hvem der spiller. Så viser det sig at være en dansk gruppe, jeg ikke har hørt om før. Det er super godt.. Og der skal altså noget til at overraske mig. Bassisten spiller fantastisk…Hvad sker der? Jeg troede lige at jeg havde check på, hvem der er på banen i dansk jazz, men NEJ.


Da jeg som ung knægt begyndte at spille kontrabas, havde jeg én lyd i ørerne, det var Niels Henning Ørsted Pedersen. Derfra kom min første inspiration. Også fra Ray Brown. Jeg tænkte: sådan vil jeg spille. Alle de rigtige basgange, disse harmoniske linier, alt gik den rigtige vej. Det var i midten af 1960erne, og det var en fantastisk opdagelse. Yes -jeg kunne finde ud af det, der fandtes kun én måde at spille kontrabas på – troede jeg! Jeg opdagede senere Paul Chambers, Sam Jones, -og– så kom Ron Carter ind i billedet. Hold da op for et elastik og et overskud han havde. I Miles gruppen på LPer som Sorcerer og Nefertiti, viste Ron Carter nye veje. Den gruppe tog benene væk under mig. Jeg rejste mig op, begyndte at samle op på Fats Waller, Benny Goodman og Ellington og kom lidt i balance igen. Jeg skulle jo have fat i jazzens rødder. 

Skulle jeg så ikke også have fat i Armstrong? – Jo, men jeg var ikke helt klar på det tidspunkt. Jeg skulle jo først være jazz-revolutionær, fremme på beatet. – Så jeg fortsatte med Cecil Taylor og Albert Ayler. Der stod jeg hurtigt af… Jeg KAN altså godt lide en god melodi, og det fik jeg ikke derfra. Så jeg vendte 180 grader igen for at finde ud af, om der skulle være noget jeg havde glemt. Hvor kunne mit eventuelle fremtidige ståsted så tænkes at være?.. …Efterhånden måtte jeg jo indse, at GOD MUSIK er GOD MUSIK. Jeg var begyndt at mærke, at min hang til en god melodi ikke var noget jeg kunne løbe væk fra. Det sad dybt i mig.


-Så gik der 44 år-
Jeg kan stadig lide den gode melodi. Det er mig ligemeget, om den kommer fra Sivuca, Joni Mitchell, højskolesangbogen, Dolly Parton, De Små Synger, eller Michael Brecker og James Taylor. Den gode melodi findes i alle genrer. Som musiker befinder jeg mig bedst i jazzhjørnet. Vel at mærke ikke så gerne ”nissejazz” til akkompagnement af slædelur og klirrende fadbamser, hellere swing, bebop og fremefter, særligt den nyere jazz, som oftest byder på overraskelser. – Miles og hvad deraf følger.



Derudover har jeg også, det må jeg da indrømme, efter mange års tøven, opdaget de andre genrer: folkemusikken, country osv. Den klassiske musik fandt i årene 1969-1973 vej til mit øre via et studie på Det Jyske Musikkonservatorium. Det er jeg i dag meget glad for, at jeg fik med. Nu spiller jeg bas med fornemmelse for det hele, hvis det ellers lykkes for mig i min musik at gøre mig forståelig. Det sker, at én fra publikum kommer hen efter koncerten, giver hånd og udtaler sin begejstring. Første gang var jeg meget ung; jeg undskyldte og sagde, at det vist kun var en halvgod aften, nævnte flere steder hvor det var gået galt. Senere blev jeg klar over, at det var da det sidste jeg skulle have sagt, vedkommende havde haft en oplevelse, og det skal man anerkende. Jeg blev også klar over, at musikken er en gave, jeg har fået, og det skal jeg kunne glæde andre mennesker med. I dag er det en væsentlig grund til at jeg spiller. Men jeg skylder også mit publikum at være ærlig med min musik, dvs jeg spiller det jeg bryder mig om. Ellers er det ”balle”, og det er jo noget andet.

Tilbage til Niels Henning. Jeg opdagede på et tidspunkt, at nu kendte jeg ham. Jeg vidste hvad han kunne finde på, og han overraskede mig ikke mere. Hvad jeg også opdagede var, at jeg ville aldrig nogensinde blive ligeså teknisk dygtig som han. Så hvorfor ikke begynde at lytte til andre? Et hurtigt tilbagespot på inspirationskilder får mig til at tænke på personligheder, eller yderligheder som eksempelvis Eddie Gomez, Buster Williams og Charlie Haden.

Men der var en masse andre bassister, som også var inspirerende. Intonationen hos amerikanerne var op og ned, men et fælles træk var den fantastiske timing og det musikalske overblik. Jeg syntes at jeg fra hver bassist fik noget ganske specielt, som jeg kunne arbejde med. Og når det var allerbedst, kunne jeg ikke finde ud af, hvad bassisten spillede. Med ”allerbedst” mener jeg, at når man kan analysere sig frem, så er det også blevet muligt at fratage musikken sin magi. Magien opstår der, hvor analysen giver op. Så er det stort.

I dag kan man på konservatorierne lære metoder til at spille i forskellige genrer, det er fint. Men hvor og hvornår får du den magiske oplevelse? Den kan du få når som helst, og nogle gange fra ganske uventet side. Du kan også få den, nu vi er ved det, på konservatoriet til en afslutningskoncert, hvis der er amoriner i luften mellem musikeren og musikken. You never know. 

I dag spiller jeg ikke koncerter med samme frekvens som i 80erne og 90erne. Men jeg nyder hver eneste gang. Og det skal helst være foran et lyttende publikum. Det sker, at en koncert blivert forstyrret af en vildfaren exibitionist, der giver sig til at danse mellem publikum og orkesteret. Jeg tænker … åh nej…det var ikke lige det koncerten gik ud på, men lidt senere, når naturen er gået over optugtelsen, og stemningen har ændret sig til det mere løsslupne, er der måske flere der danser, og nogen der danser rigtig fedt, så kan jeg lide at betragte dansen, medens jeg spiller. Men jeg sætter også pris på, når publikum er i stand til at fornemme, hvilken situation de er med til at skabe. Mine musikalske legekammerater er både jazzmusikere og musikere fra folk- og world genren. Når oplevelsen er der, er genren underordnet.



Jeg havde som yngre en ide om at kunne leve af at være musiker. Først troede jeg, at jeg skulle stå med min bas på en danserestaurant, spille jazz og smægtende bløde melodier, og score barpigen bagefter. Senere fandt jeg ud af, at det ville være den kunstneriske død. Jeg søgte ind som stævnedeltager på jazzstævnerne på Vallekilde Højskole, blev hængende som deltager hele vejen op igennem 70erne, endte som doktor bass på Vallekilde, og senere det samme på Brandbjerg Højskole.

Der kom rivende udvikling i den rytmiske musik op gennem 70- og 80erne. Der skete ting, jeg som helt ung knap nok ville have haft fantasi til at forestille mig. Jeg kom på Jazzhus Tagskægget til at akkompagnere Dexter Gordon, Johnny Griffin, Art Farmer, Jimmy Heath, Al Cohn, Zoot Zims, Roy Eldridge, Dizzy Gillespie og det blev bare ved og ved. Jeg spillede med store ører, hægtede mig fast i musikstrømmen, fulgte flowet. Det var sgu godt, at jeg ikke valgte restaurationerne og barpigen. Nu kan jeg se tilbage på karriere og familieliv som to meget dejlige brikker i mit liv. 



Tilbage til bassisterne i DK:
I 70-80erne pendlede jeg en del mellem Århus og det københavnske, når én af de fem bassister i hovedstaden skulle have en substitut. Det var fornøjeligt og meget interessant, jeg kom til at kende mange jazz-kliker i København, og min horisont blev større. I dag må jeg sige, at hovedstaden er mere end selvforsynende med jazzbassister. Antallet af bassister er eksploderet, det gælder for øvrigt også for resten af landet. De spiller godt, noget helt andet end NHØP, som jo på en måde satte hele det danske bas-eventyr i gang. I dag vil en ung kontrabassist noget nyt, og dette instrument bliver nu angrebet fra virkelig mange interessante vinkler. Det er en stor fornøjelse for mig at opleve dette. Bevares, jeg kan godt selv følge med endnu, men det bliver på min egen måde. Jeg har ligesom gjort mit, og jeg synes stadig, at det er fantastisk dejligt at dele ud af min musik.
Og så ikke et ord om, hvor svært det er at leve af sin hobby, her er der stof til en anden sang.

Jens Jefsen

Share on Facebook

Mindeord

Ed Thigpen, som sov stille ind på Hvidovre Hospital tirsdag, 79 år gammel, vil blive savnet af mange grunde.

Han var en stor musiker, som med en forfinet sans for det æstetiske i jazztrommespillet, lærte alle os der var så heldige at opleve ham, hvor elegant jazz kan spilles.

Han havde en meget fin klangsans. Sans for hvordan trommer og bækkener skulle klinge og, måske endnu vigtigere, det orkestrale øre for hvordan han med sit spil kunne få orkesteret til at klinge.

Selv var jeg i god gammeldags mesterlære hos Ed 1979 – ca. 1985. Han tog mig under sine vinger, og lærte mig med stor kærlighed, hele det fundament som jeg siden har bygget mit trommespil på.

Det var ham magtpåliggende at få mig til at forstå essensen i amerikansk trommespil, og netop dette – at det var ham magtpåliggende, selvfølgelig kombineret med at han jo vidste hvad han talte om, gjorde det til en kilde af viden – af uvurderlig betydning for en ung musikers udvikling. Alt sammen drevet af hans egen kærlighed til musikken, menneskene og livet.

Ed var et sympatisk, ærligt og omsorgsfuldt menneske, der opførte sig ordentligt. Og det mente han også at andre skulle gøre. Så han kunne også være bestemt.

Jeg kan huske at jeg engang kom fra min klassiske lærer, som havde sagt ”Jonas – hvis man ikke kan spille en presset hvirvel (hvad jeg havde svært ved på det tidspunkt) – så kan man ikke spille trommer”. Jeg var ked af det – og fortalte det til Ed. Og han svarede ”Jonas – If you cannot play a pressed roll …..(lille pause)….. you cannot play a pressed roll” – og så var den ikke længere.

Hos Ed var der varmt. En varm swingende stemning af fin amerikansk jazz. Af den ædle slags. Det var lige noget for mig.

Jonas Johansen

Share on Facebook

Musik åbner og lukker, forbinder, forbistrer og fortryller. Går gennem kroppe og vægge, over landegrænser og generationskløfter. Musik når os og gør noget ved os.

Alle mine musiktegninger opstår ud af musikken, tegnes på stedet. Som en flue på væggen med blok og kulstift har tegneren Pernille Mejslov, som Niels Wamberg skrev ved en udstilling i 2008, lynhurtigt fanget musikerne med deres instrumenter, som kun fotografer kan gøre det.

Med disse ord vil jeg gerne introducere mine jazztegninger på 3. Etage i Det Danske Hus i Paris og tilføje, at en tegning kan noget, et fotografi ikke kan; tegningen kan nøjes med det væsentlige.

(Live)Musik er vigtigt i mit liv. Jeg er opvokset med musik og sang og optræden på amatørplan og jeg har tegnet hele mit liv fra før jeg kan huske. Jeg var 11-12 år, da jeg første gang tegnede jazzmusikere, – i fjernsynet hjemme i min mormor og morfars stue. Det var magi at blande de to ting og jeg har siden tilstræbt at få rytmernes og bevægelsernes væsentligste form ned på papiret i farten.

Jeg har aldrig lært at spille rigtigt selv, men har gennem min profession som tegner på den måde musikken med under huden alligevel. Jeg går efter at være der selv og fange det væsentlige i øjeblikket i en hurtig og enkel streg. Nerven i musikken og dens fysiske og emotionelle ekspression gennem musikerne; Formen/spændingen mellem musikeren og instrumentet eller de andre musikere optager mig. Jeg tilstræber at se, ikke at tænke. Jeg ser bedst, når der er bevægelse. Jeg går bevidst udenom det direkte portræt.

For mig er det mere interessant med bassisten eller saxofonisten, frem for om det er ham eller hende dér. Hjemme i atelieret med det grafiske værksted improviserer jeg over tegningerne og omdanner indtrykkene til originalgrafik – oftest de sorte monotypier som direkte modsætning og udfordring, men også andre grafikteknikker benyttes. Tegninger og tryk anvendes i illustrationer og udstillinger. Jeg er optaget af at overføre bevægelsen og den lette, enkelte streg til de grafiske tryk.

Venlig hilsen

Pernille Mejslov

Share on Facebook

Forhåbentligt er mange stødt på navnet Barefoot Records, men de færreste er formentligt klar over hvad der mere præcist gemmer sig bag navnet, så det vil vi forsøge at råde bod på i dette indlæg.

Barefoot Records er et musikerkollektiv bestående af 10 musikere fra Danmark, Norge og Estland. Tilsammen har vi skabt en platform til at få udgivet vores musik uden at gå på kompromis med integritet og kunstnerisk frihed. Der er i bund og grund tale om et pladeselskab med en flad struktur hvor alle beslutninger tages i fællesskab, ligesom alle arbejdsopgaver udføres af musikerne selv – fra indspilning til coverdesign og fra booking til promotion.

Selskabet har efterhånden 10 udgivelser bag sig, som genremæssigt stikker i mange retninger. Der er hovedsaligt tale om jazz i forskellige afskygninger, men også norske viser og singer/songwriter har sneget sig ind i kataloget. Dette omfatter desuden også en trioindspilning med de to Barefootere Håkon Berre og Adam Melbye i samspil med freejazz-pioneren Peter Brötzmann.

Vi har netop indgået samarbejde med Danacord Distribution, som distribuerer de fysiske skiver, mens udgivelserne naturligvis også kan købes digitalt i et bredt udvalg af netbutikker.

Til foråret ser Barefoot Records’ 11. udgivelse dagens lys. Det er pianisten Morten Pedersen, der præsenterer to forskellige frit improviserende duokonstellationer med henholdsvis bassisten Thommy Andersson og perkussionisten Lisbeth Diers.

Også på live-fronten er der stor aktivitet, og der har foruden orkestrenes egne koncerter været afholdt label-nights på bl.a. Jazzhouse, MS Stubnitz og Huset i Magstræde. Derudover indtog Barefoot Records Jazzkælderen på Gråbrødre Torv under sidste års Copenhagen Jazz Festival. Ved denne lejlighed præsenterede selskabet ikke mindre end 18 koncerter, og det virkede som om budskabet – efterhånden som festivalen skred frem – blev spredt, og publikum vænnede sig til, at man hver dag kunne gå i Jazzkælderen og høre spændende, ny musik.

Dette koncept gentager vi under Vinterjazz i de kommende uger, hvor der i Jazzkælderen vil blive afholdt ni koncerter mellem 22/1 og 7/2. Se det samlede program samt omtaler af koncerterne på jazzkælderens hjemmeside.

Ønsker man løbende at blive opdateret om hvad der sker omkring Barefoot Records og modtage gratis musik fra selskabet, kan man abonnere på vores podcast. Podcast-episoderne indeholder blandt andet numre fra selskabets bagkatalog, materiale der ikke tidligere har været udgivet samt smagsprøver på kommende udgivelser. Hør de enkelte episoder eller abonnér på podcasten her.

Og slå endelig et smut forbi vores hjemmeside for yderligere info, koncertdatoer og nyheder.

Bedste hilsener fra
Jesper Dyhre Nielsen, på vegne af Barefoot Records

Barefoot Records er:
Ole Jonas Storli
Håkon Berre
Maria Faust
Adam Pultz Melbye
Susanne Arnesen
Morten Pedersen
Esther Buchmann
Jesper Dyhre Nielsen
Ask Nørholm
Michael Dalgas

Share on Facebook

Det primære formål med at lave en jazzplade har sjældent været at tjene penge. Det har længe handlet lige så meget om at dokumentere hvor man er i sin musikalske udvikling og at lave et produkt som kan bruges til at skaffe omtale i aviser og andre medier.

Hele jazzens sjæl handler om musik som bliver skabt her og nu foran et levende publikum, og det er også på spillejobs at vi jazzmusikere kan tjene til dagen og vejen.

Med den digitale medie revolution som har fundet sted de seneste år er der opstået mange nye kommunikationskanaler, f.eks. blogs som denne. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at vi jazzmusikere er nød til at tage de nye digitale muligheder til os, og jeg ser det som et gylden mulighed at komme tættere på vores publikum.

Den næste naturlige skridt efter blogging er at lave podcasts om sin musik. Et podcast er dybest set en hjemmelavet radioudsendelse hvor man kan komme endnu tættere på artisten bag udsendelsen og opbygge et tillidsforhold til sit publikum.

Musikbiblioteket på nettet har startet en afdeling med podcasts kaldet HØRbar og de opfordrer nu os jazzmusikere at komme med på vognen. I samarbejde med JazzDanmark inviterer de os jazzmusikere til et endags-kursus i hvordan man laver podcasts i april 2010. (Mere info og tilmelding til kursuset – send en mail til JazzDanmark )

Så til alle jazzmusikere som læser dette:
Har du en særlig god grund til at lade være med at lave en podcast?! Hop på vognen og se hvad der sker, og når du er igang, sørg selvfølgelig for at det også bliver tilgængeligt på iTunes og andre steder hvor man kan downloade podcasts!

Og til alle jer som bare elsker jazz:
Kig forbi HØRbar og søg på jazz, og følg med der også. Mon ikke der dukker flere jazzpodcasts op indenfor de nærmeste måneder!

venlig hilsen

Anders Larson

Share on Facebook