Om Jazzen fra Jazzen

Fredrik Lundin: Jazz i Frankrige

Posted on februar 28th, 2010 by jazzblog.dk

Hvorfor skal det absolut være federe at turnere i Frankrig end i Skandinavien?


OFredrik Lundinvenstående spørgsmål klinger jo nok en anelse retorisk, og de fleste ville i øvrigt nok ikke tøve med at svare: Sammenligningen er unfair, for Frankrig vil til hver en tid vinde på klima og mad.

For mig at se er der dog en langt mere væsentlig, ja afgørende forskel på Frankrig og de nordiske lande, og det er i synet på og forholdet til kunst.

Jeg kan naturligvis ikke udtale mig om hele det franske folks, høj’s såvel som lav’s forhold til kunst, men jeg kan i hvert fald sammenligne de mennesker, jeg møder som turnerende jazzmusiker rundt omkring i jazzklubberne i Europa.

I Frankrig tager de fand’me kunst og kunstnere alvorligt ! I en ganske anden grad end på vore breddegrader. Nu har jeg efterhånden vendet mig til det, men jeg må tilstå, at jeg slæbte noget med hagen over den konstante, respektfulde, og venlige opvartning af os, på selv den mindste klub. Og cateringen er naturligvis altid fuldstændigt i top. Bandrummet er muligvis ikke direkte luxuriøst, men til gengæld altid fyldt til briste punktet med luftørrede skinker og pølser, flere oste, postej, kager, vand, vin og kaffe. Og det er bare for at vi ikke skal vandsmægte under lydprøven, for enten inden eller efter koncerten (alt efter hvordan vi slev ønsker det) bliver taget på restaurant på klubbens regning.

Lyd – og lysfolk er altid klar når man kommer, også de venlige og respektfulde, og har stort set altid en fornemmelse for den musik vi skal spille.

Og så må vi jo ikke glemme, at hyren også er højere end i Danmark, hvor vi ellers bryster os af at have den højeste musiker-mindsteløn.

Men vigtigst af alt: Der er altid et godt, engageret og frem for alt talstærkt publikum.
For folkene i klubberne, nogen fastansatte og en del frivillige er ambitiøse og vil noget med deres klub, de har en mission: De skal præsentere kunst, og flest mulige skal få mulighed for at møde den. Så de arbejder benhårdt på at få publikum til at komme, og arbejder i nogle byer f.eks. sammen med lokale eller amtslige abonnementsordninger a la Arte.

Således i Portiers, en by med omkring 80.000 indbyggere, hvor jeg for et par dage siden spillede for en fuld sal (ca 150) mennesker TO DAGE I TRÆK, en onsdag og en torsdag, og det med en trio, der spiller improviseret musik, og ikke nok med det, men det foregår desuden i et lokalt kulturhus ude i en betonforstad. Og hertil valfarter et meget blandet publikum bestående af unge mennesker, nogle af dem musikere, midaldrene ny musik-entusiaster og ældre teatergængere, for at se et orkester, der for 2/3′s vedkommende består af nogen, for de fleste, formentligt ukendte danske, der spiller en musik, de højst sandsynligt ikke har hørt før på den måde. Og de bliver der sgu’ ! Bortset fra den procentdel der helst skal gå i pausen, hvis man ikke skal blive bange for at man er gået helt i stå som nyskabende kunstner.

Det er ikke nemt at være kusntner nogen steder i verden, men i Frankrig har man dog som kunstner en fornemmelse af at være en del af et stort fællesskab, af udøvere, arrangører og publikummer, det mener det alvorligt, og vil noget med kunsten.
Det kunne man lære noget af under vore himmelstrøg.


http://www.jazzapoitiers.org/597-programmation-concert-de-Sound-of-Choice

Fredrik Lundin

2 Responses to "Fredrik Lundin: Jazz i Frankrige"

  1. det kan på ingen måde sammenlignes at turnere i sydeuropa og i skandinavien…ALT er ubetinget federe dernede.

    Jeg er som dig måbende overrasket gang på gang over hvilken fantastisk respekt, der udvises overfor folk, der arbejder med- og præsenterer kultur i sydeuropa. Det er virkelig overvældende, og en skøn skøn fornemmelse at blive taget så dejlgt seriøst i det man gør, og man spiller ganske enkelt bedre ikke sandt ?

  2. Sandt nok…
    Jeg har en fornemmelse af at det
    ofte netop har noget at gøre med
    at det tit er frivilligt og foreningsbaseret, men selvfølgelig også et tegn på at
    både arrangører og publikum er meget mere åbne og nysgerrige !
    Det er som om at man går til jazz-koncert(i bred forstand) lidt som man ville gå i teatret, på udstillinger etc., at det er en del af de spændende kulturelle tilbud der findes.

    Skønt hvis det kunne gå den vej herhjemme også ! (ikke meget tyder dog på det lige for tiden…)

Skriv en kommentar

Copyright © 2012 jazzblog.dk. Skriv til info@jazzblog.dk