Fredrik Lundin: Jazz i Frankrige

Hvorfor skal det absolut være federe at turnere i Frankrig end i Skandinavien?


Ovenstående spørgsmål klinger jo nok en anelse retorisk, og de fleste ville i øvrigt nok ikke tøve med at svare: Sammenligningen er unfair, for Frankrig vil til hver en tid vinde på klima og mad.

For mig at se er der dog en langt mere væsentlig, ja afgørende forskel på Frankrig og de nordiske lande, og det er i synet på og forholdet til kunst.

Jeg kan naturligvis ikke udtale mig om hele det franske folks, høj’s såvel som lav’s forhold til kunst, men jeg kan i hvert fald sammenligne de mennesker, jeg møder som turnerende jazzmusiker rundt omkring i jazzklubberne i Europa.

I Frankrig tager de fand’me kunst og kunstnere alvorligt ! I en ganske anden grad end på vore breddegrader. Nu har jeg efterhånden vendet mig til det, men jeg må tilstå, at jeg slæbte noget med hagen over den konstante, respektfulde, og venlige opvartning af os, på selv den mindste klub. Og cateringen er naturligvis altid fuldstændigt i top. Bandrummet er muligvis ikke direkte luxuriøst, men til gengæld altid fyldt til briste punktet med luftørrede skinker og pølser, flere oste, postej, kager, vand, vin og kaffe. Og det er bare for at vi ikke skal vandsmægte under lydprøven, for enten inden eller efter koncerten (alt efter hvordan vi slev ønsker det) bliver taget på restaurant på klubbens regning.

Lyd – og lysfolk er altid klar når man kommer, også de venlige og respektfulde, og har stort set altid en fornemmelse for den musik vi skal spille.

Og så må vi jo ikke glemme, at hyren også er højere end i Danmark, hvor vi ellers bryster os af at have den højeste musiker-mindsteløn.

Men vigtigst af alt: Der er altid et godt, engageret og frem for alt talstærkt publikum.
For folkene i klubberne, nogen fastansatte og en del frivillige er ambitiøse og vil noget med deres klub, de har en mission: De skal præsentere kunst, og flest mulige skal få mulighed for at møde den. Så de arbejder benhårdt på at få publikum til at komme, og arbejder i nogle byer f.eks. sammen med lokale eller amtslige abonnementsordninger a la Arte.

Således i Portiers, en by med omkring 80.000 indbyggere, hvor jeg for et par dage siden spillede for en fuld sal (ca 150) mennesker TO DAGE I TRÆK, en onsdag og en torsdag, og det med en trio, der spiller improviseret musik, og ikke nok med det, men det foregår desuden i et lokalt kulturhus ude i en betonforstad. Og hertil valfarter et meget blandet publikum bestående af unge mennesker, nogle af dem musikere, midaldrene ny musik-entusiaster og ældre teatergængere, for at se et orkester, der for 2/3′s vedkommende består af nogen, for de fleste, formentligt ukendte danske, der spiller en musik, de højst sandsynligt ikke har hørt før på den måde. Og de bliver der sgu’ ! Bortset fra den procentdel der helst skal gå i pausen, hvis man ikke skal blive bange for at man er gået helt i stå som nyskabende kunstner.

Det er ikke nemt at være kusntner nogen steder i verden, men i Frankrig har man dog som kunstner en fornemmelse af at være en del af et stort fællesskab, af udøvere, arrangører og publikummer, det mener det alvorligt, og vil noget med kunsten.
Det kunne man lære noget af under vore himmelstrøg.


http://www.jazzapoitiers.org/597-programmation-concert-de-Sound-of-Choice

Fredrik Lundin

Share on Facebook

Tags: Danmark, frankrige, Fredrik Lundin, jazz, jazzmusiker, kunst, mindsteløn, Portiers, skandinavien, Sound Of Choice, turné | Kategori Debat, Fredrik Lundin, Off stage