Fredrik Lundin: Livsens ondskab og medicin herimod

Læste Jesper Bodilsens blog-indlæg. Som om at høre mig selv. Har i de sidste par år gået med mange tanker om det fornuftige i at insistere på et liv, med så megen og stadigt voksende modstand, og så efterhånden forholdsmæssigt få sejre og belønninger.

Kunst- og kulturforbrugsmønster er under fuldstændigt opbrud og omvæltning. Folk downloader og streamer enkelte tracks, og køber ikke hele albums, og slet ikke cd’er, de går mindre i biograferne, og de køber færre bøger, de køber ikke aviser, men checker kun specifikke nyheder på nettet, sætter sig med andre ord ikke ned i en stol med en kop kaffe og bladrer sig gennem en avis, hvor de kan støde på oplevelser de ikke havde ventet at få.

Her til lands og i alle de europæiske lande er der nu højreorienteret idelalistiske regeringer. hvor den ellers gamle borgerlige sans for vigtigheden af at have et levende kunst- og kulturliv tilsyneladende fuldstændigt mangler. Ja her til lands er det endda tydeligt at adskillige politikere sætter lighedstegn mellem kunstner og venstreorienteret, og derfor ofte ønsker kunstnerne og deres kunst hen hvor peberet gror.

Den omsiggribende tendens til at sætte sig selv først og fællesskabet sidst (om overhovedet nogen steder), er også utiltalende. Hvilken indflydelse det får på folks lyst til at berige deres liv med kunstneriske oplevelser, kan jeg endnu ikke gennemskue, men jeg frygter det værste.

Sådan var det altså ikke da jeg startede som musiker. Det var da ved gud svært ind i mellem, men jeg havde da hele tiden fornemmelsen af at det i det store hele ville gå fremad (to skridt frem og et tilbage), og ikke decideret tilbage. Selvfølgelig er der forskel på at være ung og barnløs, og så at være 46 med to børn, jeg er mindre frygtløs nu end da, og har selvfølgelig meget højere udgifter, så der er mere at bekymre sig om. Ikke desto mindre vil jeg hævde at tiderne er mærkbart forandrede til det værre (set fra en kunstners synspunkt).

Og sådan ku’ man blive ved, og det er sgu til at blive temmelig sort i hovedet af.

Så for ikke at blive det permanent, kaster jeg mig over endnu flere projekter, end dem jeg allerede har gang i.

Dels er der mine 3 orkestre, mit store Overdrive, og de to ny: Mit super funky Offpiste Guruss, og Christina von Bülows og mit raffinerede Silhouette.

Så er jeg begyndt at uddanne mig til klaverstemmer, og her har en helt ny verden af overtoner åbnet sig for mig. Det er topfascinerende. At jeg skulle kunne sidde og hænge ind over en stemmenøgle i 6 timer uden at kede sig eller blive træt, det ville jeg aldrig ha’ troet.

For omtrent 1 1/2 år siden tog jeg så barytonsaxen op, og også her har en stor ny verden åbenbaret sig. Mit dejlige gamle instrument (fra 1928) har givet mig adgang til en del af min musikalitet, der før ikke rigtigt kunne finde udtryk.

Peter Danemo, min gamle brother in arms, der flyttede til Stockholm for nogle år siden (og i øvrigt skal på tur som en del af Aaron Parks trio her i Europa om ikke så længe !), og jeg er ligeså forsigtigt begyndt at føle på muligheden for igen at slå pjalterne sammen. Vi gør det med et orkester bestående af den store svenske trompetist Jan Allan, den ekstraordinære bassist Christian Spering, og den nye, unge pianist Jonas Östholm. Vi premiere på Glenn Miller i Stockholm 18. og 19. januar.

Og hertil er jeg nu begyndt at forsøge mig på at skrive mig frem til noget musik, der også har ligget i dvale hos mig i mange år. Jeg tror sgu det bli’r skide godt ! Jeg lægger sikkert noget ud på myspace, hvis det bli’r godt

Med andre ord, lige for tiden har jeg ikke rigtigt tid til at bekymre mig.

Fredrik Lundin

Share on Facebook

Tags: Fredrik Lundin, jazz, jazzmusiker, Kapelmester, musiker, Offpiste Gurus, Overdrive, Silhouette | Kategori Fredrik Lundin, Off stage, Om jazzorkestre