Fredrik Lundin: Mig og alle hestene
Posted on december 23rd, 2011 by jazzblog.dk
Et personligt vinklet oplæg til udveksling af meninger og erfaringer omkring kunstnerisk selviscenesættelse.
Jeg har i den seneste tid haft samtaler med min hustru, sanger og sangskriver Trinelise Væring, om personal branding.
Jeg vil her ile med at undskylde brugen af en så lidet charmerende management-betegnelse for det, man med en anden formulering kunne kalde, at bekymre sig for om man, som kunstner, fremstår som havende en genkendelig musikalsk profil, eller endnu mere ligetil, om folk kan høre hvem det er, når ens musik bliver spillet i radioen.
Overvejelserne herom blev genopfrisket, da jeg for nylig af en DR-journalist blev spurgt om, hvordan jeg dog kan følge med i alle de mange forskellige projekter jeg har i gang samtidigt.
I år er der så, udkommet 4-5 forholdsvis forskellige album, hvor jeg medvirker, og det var det der fik journalisten til at spørge, og mig til at tænke videre, da jeg havde forladt studiet.
Både Trinelise og jeg har alle dage været nysgerrige og musikalsk opsøgende, hvilket bl.a. har resulteret i en lang række udgivelser inden for et genremæssigt forholdsmæssigt bredt felt.
Trinelise har de seneste år arbejdet på at skærpe sin musikalske profil inden for indie/singer songwriter rock, mens jeg, af flere årsager som jeg skal komme ind på nedenfor, til gengæld har satset på flere heste ved at bibeholde, ja måske endda ligefrem udbrede mit – stadig inden for jazz-genren, bevares – næsten eklektiske udtryk.
Jeg har i øjeblikket, som kapelmester, gang i 3 orkestre på samme tid, der alle har udgivet albums inden for det sidste 1 1/2 år:
Offpiste Gurus, med sanger og sangskriver Trinelise Væring,
Lundin Danemo Kvintett, som jeg co-leder med min gamel ven, den svenske trommeslager Peter Danemo og
Silhouette, som jeg co-leder med altsaxofonisten Christina von Bülow.
Herudover spiller jeg med orkestrene Marilyn Mazur Group (nyt album sidste december), Hasse Poulsens Sound Of Choice (nyt album sidste år), Jonas Johansen Move (nyt album for et par måneder siden), Radiostar (nyt album for en måned siden) m.fl.
Spørgsmålet er, og det har før spøgt i mit baghoved:
Hvad er klogest, og hvad er bedst? Et tydeligt, men snævert udtryk, eller et bredt, men mere diffust samme?
Jeg har, som sagt, altid taget mod en hver musikalsk udfordring, der bød sig, og, nok så væsentligt, selv altid været meget nysgerrig og opsøgende.
Allerede som helt ung fik jeg ry for at dukke op i overraskende sammenhænge: Jeg startede med at spille kompromisløs hardcore jazz med min trio, senere kvartet og sextet, med Peter Reim, Povl Carstensen og Ture Larsen – en musik med klare rødder i Mingus, Rollins, Coltrane, Shepp.
Herfra gled jeg naturligt ind i Erling Kroner Tentet. Men så hyrede Frans Bak mig til sin kvartet, der senere kom til at hedde Det Blå Skrig, og her spillede vi pludselig i pop-influeret nordisk jazz, med klar forbindelse til Garbarek og Jarrett, og en helt anden æstetik end den bebop-blues influerede musik jeg var kendt for.
Kort efter blev jeg også en af Jan Kaspersens foretrukne solister, hvilket gik fint i tråd med det indtryk man måtte have haft af mig fra start. Men så afløste jeg Tore Brunborg i Bo Stief Band, der bestod af nogen af de mest erfarne popmusikere på scenen, og spillede en musik med en klar elektrisk pop/rock-estetik. Og for at gøre målet fuldt, meldte Kasper Winding Band sig nu på banen, så at jeg (og publikum) en sommer, fandt mig springende fra Frans Bak, til Jan Kaspersen, til min egen sextet, til det Carla Bley-agtige band “Avantgarden Party”, til Bo Stief Band på Copenhagen Jazzfestival, med en afstikker til Roskilde festival med Kasper Winding, og Molde festival med Bobo and the Bobos, et band med Bo Stief, Bobo Moreno m.fl., der spillede gammel Motown soul til dans.
Et år senere opsøgte den daværende enfant terrible i dansk improvisationsmusik, Hasse Poulsen, mig og snart efter var jeg medlem af improvisationsensemblet Sound of Choice, hvor vi arbejdede meget med elektronik, og så må jeg ikke glemme mit eget projekt med Paul Bley og Joakim Milder, og året efter, Lundin/Danemo Kvartet, der spillede en kompromisløst åben skandinavisk jazz.
Jeg har som komponist skrevet jazz-numre, blues/roots-inspirerede sange, jeg har skrevet musik til børneteater, elektronisk musik til moderne danseteater og komponeret en musik for kammerensemble og for symfoniorkester, der (for et utrænet øre) kan lyde som moderne kompositionsmusik.
At nogle kan have haft lidt svært ved at få øje på hvem jeg var i det virvar, kan jeg godt forestille mig, men selv nød jeg det i fulde drag.
Jeg har ikke alene altid haft stor lyst til, men, mener jeg, også haft et vist talent for at bidrage med noget i mange meget forskellige musikalske sammenhænge.
Jeg sugede desuden til mig i fulde drag, af alt hvad jeg kunne få fra Erling Kroner, og hans viden om bl.a. argentinsk tango, Bo Stief og hans musikeres viden om pop og rock (hvor jeg var aldeles ubevandret); at spille Motown soul, blev en af de vigtigste og mest effektive lektioner i vigtigheden af at kunne swinge, jeg har fået; og Sound of Choice udviklede mit sprog, min improvisatoriske evne, mit klanglige øre, min abstraktionsevne og meget mere.
Mit kompositoriske virke er, udover at være lige så væsentlig del af mit musikalske udtryk, som mit saxofonspil, også medvirkende til at jeg udvikler mig som udøvende kunstner.
Når jeg skriver for mine egne og andres orkestre, tvinges jeg til at fokusere på orkestrets og de enkelte musikeres udtryk, og hver enkelt sang er dels med til at definere orkestrets profil, dels balancere musikalske behov i orkestret.
At skrive musik for børneteater, har lært mig at skære helt ind til benet, for at ramme et helt præcist og falbeladefrit udtryk, der understøtter handling, samtidig med at det giver noget ekstra, til et publikum, børnene, der, til forskel fra de voksne, ikke lader sig narre af noget som helst.
Jeg føler, at alt dette, på positiv vis, har bidraget til – og stadig gør det – min musikalske udvikling og ditto udtryk.
Men, kan man sprede smørret for tyndt ud, bliver vandet for lavt, når det får lov at bredde sig over så stort et arial?
Kan man forestille sig, at jeg ville have haft, f.eks., en flyvende karriere som international solist, hvis jeg nu, helt fra start havde specialiseret mig inden for et snævert område ?
Inden for samtidensjazz er nogle eksempler på noget sådant, der peger i forskellige retninger.
Esbjörn Svensson, den på tragisk vis alt for tidligt afdøde svenske jazzpianist, tog et inden for jazzen sjældent modigt og konsekvent karrierevalg, da han, med sin trio EST, besluttede ikke at spille med andre. I stedet satsede de hundrede procent på gruppen, og på at holde publikums, og formodentlig egen interesse for orkestret ved lige, ved konstant at designe nye interessante projekter til trioen, hvorved de udviklede deres egen stil, og samtidig kom ud til et meget bredt publikum. Trioen blev et genkendeligt brand, og man kan mene om musikken hvad man vil, men de opnåede en, for en svensk jazzpianotrio, helt usædvanligt stor kommerciel succes.
Jan Garbarek, havde jo meget tidligt et klart brand i sin egen meget genkendelige stil, som han har forfinet siden slut-60′erne, og som vi er en hel generation af saxofonister, der har måttet kæmpe i årevis for atter at frigøre os af. En stemme så umiskendelig, kunne jo gå ind næsten hvor som helst, og man ville vide hvem det var, men Garbarek har altid, selvom han har medvirket på et utal af ECM-udgivelser, altid været meget påpasselig med sine valg, og hele tiden tydeligt haft en retning fremad mod stadig større klarhed og enkelhed.
Han er for mig så et eksempel på at man kan gå for langt i retning af rensning af eget udtryk, og jeg mener at han, når han er i eget uudfordret regi, er blevet nærmest gold at høre på.
Disse to musikere, uden sammenligning i øvrigt, er musikere der i kraft af et instrumentalt teknisk overskud, og for Garbareks vedkommende, kæmpe musikalsk format, selv har kunnet tage et valg. Andre er kommet til at fremstå genkendelige fordi de, i nogles tilfælde, ikke har kunnet andet end det vi er kommet til kende dem for, de har et begrænset, men meget stærkt udtryk; hvor egen Jesper Zeuthen er et indlysende eksempel.
Men hvad så med mig?
Personligt mener jeg at jeg har noget at sige, og jeg ved, at jeg hele tiden, omend langsomt, bliver bedre til det.
Jeg synes, at jeg har fundet ud af hvad jeg er bedst til, og allermest holder af at gøre, og nu skal jeg så bare arbejde på at gøre det bedre og bedre.
Spørgsmålet er bare, om andre kan høre det.
Jeg er, for første gang i mange, mange år, for det meste glad for mit eget saxofon-spil. Det går ofte galt, og jeg forfalder til gamle vaner, men under de rette omstændigheder, lykkes det mig som regel at få sagt det jeg ønsker i øjeblikket. At vide det, gør at jeg ikke tager det så tungt de gange det ikke lykkes, for jeg ved, at det bare drejer sig om at arbejder videre med sagen.
Og det gælder ikke bare mit saxofonspil, jeg har også, i egen opfattelse, højere målscore inden for det kompositoriske nu. Navnlig mine børne- og danseteater-opgaver har bidraget til denne positive udvikling, hvor jeg, som tidligere nævnt, mener min pen er blevet skærpet, at jeg er blevet bedre til at kill’e darlings, og bortskære overflødig ambition.
Med andre ord, så gør jeg nu om dage nøjagtigt det jeg har mest lyst, og jeg føler mig utroligt privilegeret i den henseende.
Ydermere mener jeg at det, pekuniært set, er et “smart move” at spille på flere heste, at ikke satse alt på ét bræt i disse vanskelige tider.
Men der er jo ikke helt nok arbejde, og kunne man forestille sig, at en tydeliggørelse af udtrykket, f.eks. ved udelukkende at satse på Offpiste Gurus, kunne oppe jobfrekvensen?
Eller kan man forestille sig en karriere, hvor ens adels- og kendemærke netop er ens diversitet?
Det ville været fint med noget respons på dette i form af meninger, erfaringer og eksempler.
mvh
Comment By: Anders Larson
december 23rd, 2011 at 09:01
Kære Fredrik!
Det er et spørgsmål som jeg tror de fleste (jazz)musikere tænker meget over. I mange tilfælde handler det sågar om, hvorhvidt det skal være andet end musikken som skal en del af karrieren.
Jeg vil dog mene at det vigtigste for at “slippe afsted” med at sprede sig ud over mange projekter og stilarter er, at have en stærk personlig stemme som kan gå igennem som en rød tråd. Og det kriterie lever du op til med god marginal, Fredrik!
God jul herfra
Comment By: Søren Møller
december 23rd, 2011 at 18:32
Hej Fredrik,
Spændende blog indlæg og interessant indspark til en plenum diskusion af personlig branding. Set fra mine sidste ti år i New York er bredde et must for at overleve i musikindustrien. Men bredden udspiller sig nok forskelligt alt efter, hvilken verdensdel man befinder sig i. I USA har jeg oplevet bredden beskrevet på to måder: Siden pladeselskaberne blev totalt irrelevante for jazzmusikere, startende omkring 2001, har de fleste af de største profiler i min generation i USA fundet arbejde i andre genrer. Mange musikere i USA har fundet verdensmusikken og indierocken frem, da disse genrer fint kan rumme mange af jazzens virkemidler. For mange musikere er genrebredden et økonomisk livsvilkår og handler om, hvordan publikum bevæger sig, mens det også er inspirerende og udfordrende.
Den anden bredde beskrivelse fra USA er mere traditionel og handler om, at en jazzkarriere skal ses over en periode af 40 – 50 år. I den periode er man nødt til at udfordre sig selv og udvikle sig for at holde gejsten oppe og kunne blive ved med at lade sig inspirere, så man i sine improvisationer og kompositioner fremstår tidsvarende og nysgerrig. Dette synspunkt handler ikke så meget om publikum eller økonomi, men om det menneskelige aspekt ved at leve en tilværelse som musiker. Forudsætningen for synspunktet er simpelthen, at man vil drive sig selv til vanvid, ved at lade sig sætte i en genrebås eller være kendt for bare en ting.
På den danske side af Atlanten ser bredden lidt anderledes ud. Her er der meget mere politik. Efter min mening er det i Danmark en rigtig god ide at have mange bands, for som jeg oplever politiken i det danske foreningsliv handler det for det enkelte spillested om at præsentere en stor bredde fra den danske jazzscene – det er det grundlag foreningerne modtager deres støtte på. Derfor gør det hverken til eller fra i den enkelte musikers koncert kalender om der kommer to eller tohundrede mennesker til koncerten. Der går alligevel to år inden den pågældende forening kan besøges igen med samme band. Det giver musikerne et incitament for at have flere bands kørende, så man stadig kan komme ud at spille med band to, mens man venter på, at band et igen kan turnere på den danske foreningsscene. Denne lidt alternative markedsmodel, som vi har valgt at køre med i Danmark gør det svært at afgøre, om det handler om branding, eller det handler om at være politiker, når man gerne vil ud at spille i Danmark.
Ved siden af foreningsscenen har vi en kunststøtte ordning, der lægger vægt på det kompositoriske, men som også i kraft af sine forskelligartede støttekriterier skubber den enkelte musiker i retning af mere bredde. Du skal have et projekt du søger til og det kan ikke være det samme år efter år. Denne model gør det ganske enkelt svært at vælge samme band og samme markedsterritorie år efter år, selv om, at mange forretningsfolk jo netop vil mene, at det at slå igennem i et bestemt område kræver vedholdenhed og tilstedeværelse i netop det område.
Hvilket så leder mig til mit synspunkt på personlig branding. Som du selv nævner er EST et rigtig godt eksempel på vedholdenhed og en vellykket branding strategi. Samtidigt var ESTs team af pladeselskab, økonomisk støtte, booking og presse også ideelt set i forhold til branchen. De mennesker jeg kender i New York, der enten forsøger at slå igennem i udlandet, eller allerede er slået igennem har alle et helt klart brand (og har lavet en masse fravalg for at komme frem til det), en pose penge de kan investere, og et team, der alle arbejder mod samme mål bestående af manager, booking agent, pladeselskab, publicist og evt. en advokat. Indenfor denne model betyder branding og eksklusivitet alt og ofte relaterer brandet sig direkte til den stereotype opfattelse publikum kan have om etnisk oprindelse. Set fra Danmark vil chancerne være størst, hvis man sælger sig som viking, rød pølse eller en højskolesang. Man kan ikke spille hvad som helst, hvor som helst til en hvilken som helst pris, men i stedet vurdere alt i forhold til sit mål. Man kan heller ikke slå igennem over det hele på en gang. Man må vælge og fravælge i alt fra udtryk til hvilke dele af verden man ønsker at slå igennem i, samt hvilke dele af verden, der kan have en interesse i det brand man repræsenterer. Til gengæld kan der være en stor gevinst at hente for enden af regnbuen, hvis projektet lykkes.
Som jeg ser det er der altså en branding indenfor bredde, der fint passer til den danske scene og tilmed giver livsindhold og udvikling. Og så er der en branding til udvalgte markeder i verden, hvor man er nødt til at være helt klar i mæglet (sit kunstneriske udtryk). Desuden er det en fordel så vidt muligt at leve op til den forventning udlandet har til et dansk kunstnerisk udtryk, hvad det så end må indebære (min oplevelse er, at danskere i udlandet er opfattet som afslappede rolige intellektuelle mennesker. Jeg kan i hvert fald bedre med den stereotyp, end at skulle repræsentere en rød pølse og en fadøl, eller pornoens og frigørelsens fødested, men enhver kan vælge sit).
I min verden handler det derfor om at finde en balance imellem de to typer af branding. Den internationale markedsbranding, der er snæver, ensporet og eksklusiv (og svær at finansiere) og den danske politiske branding, der er projektorienteret og bred.
Det er mit bud. Mange hilsner fra Condado Beach i San Juan, hvor jeg lige nu repræsenterer en stereotyp af europæisk intellektuel harmoniforståelse (om jeg vil det eller ej – sådan er det bare), der skal skabe lidt kaos i en velsmurt puertoricansk Afro Beat maskine.
Comment By: niels w
december 26th, 2011 at 20:25
Kære Fredrik – du er jo kongen så du kender muligvis svaret bedst selv? En lidt CBS-agtig betragtning: Hvis du vil satse på et enkelt band skal du udvidde markedet – dvs du SKAL udenlands. Rigtig meget udenlands. Så skal du måske designe en pakke som et pladeselskab skal hjælpe med at sælge som ovenfor nævnt. Ligesom Esbjørn, der tilgengæld desværre aldrig rigtig fik vist hvad han egentlig kunne – på den bekostning. Jeg tror at hvis en sådan plan skal lykkes bliver man nødt til at have 100% tillid til at den VIL lykkes… dvs at man skal synes det er så ekstravagant fedt det man har gang i – at intet andet er bedre. Højst anderledes.
Eller hyr?
kh
niels w
Comment By: Carsten Dahl
december 27th, 2011 at 16:06
—–Original Message—–
Subject: indlæg Frederik.
From: “Carsten Dahl”
To: piano@carstendahl.dk
Date: 2011/12/27 15:24:44
Kære Frederik.
Jeg forstår om nogen konflikten og den har mange ansigter og forskelligheder. At stå i sin rene autentiske form som kunstner er ganske få forundt og hænger også sammen med særlige vilkår for disse. Tiden spiller også en rolle ift efterspørgsel af specifikke åndelige dimensioner afhængig af samfundets udvikling som sådan. Økonomien er også en faktor og endelig mulighederne for at udbyde udfoldelserne. Idag, hvor den indre nødvendighed i høj grad er medietyrannisk luderstyret og hvor selve kunstens substans og dens mulige miljøer, er druknet i enkeltpersoners politiske tilhørsforhold og venners venner i alt for lille iltffattig andedam – og hvor opmærksomhed enten kræver patter og mikrofonstativ eller deltagelse i nøgendans på Christiania iført kunststøttehat og underspillet dække over mangel på reel kunnen – er det – virkelig svært at holde fast og leve af sin lidenskab i et udfordrende ” miljø”. Vanskeligheden ved at fastholde een kunstnerisk profil er selvfølgelig også præget af personlige og økonomiske forhold. For mit vedkommende også nysgerrighed overfor varierende udtryk og mennesker men fremfor alt et enormt perfektionistisk krav om repertoire og stilartskendskab. Jeg accepterede simpelthen ikke at jeg ikke vidste nok om traditionen. Jeg forlangte det af mig selv og kunne ikke tage mig selv alvorligt uden denne kunnen. Det medførte en bås af ” hvem er han idag” – samt INGEN KUNSTSTØTTE – og dette accepterede jeg fordi jeg ikke kunne leve med det lave gærde. I EMBLA i 1989 var jeg faktisk på den vej som jeg fuldender sammen med Zeuthen nu. Men , hvor ville jeg dog ikke have undværet alt det imellem incl utallige akkompagnements roller, de mange trioer, solo og BACH. Det koster, at stille SÅ store krav – men for mig – har det slet ikke været et valg. Derfor er det nu for mig et mystisk men meget lærerigt bekendskab at være sammen med Jesper ( Zeuthen). Jesper er Jesper – uanset om der falder atombomber eller man ikke kan lide ham. Den styrke, er jeg først nu her efter min sygdom – ved at synke ned i. ENDELIG! Det at flyve frit i sin kunstneriske substans er jo påvirket af alt det som ikke har været valgt fra. Det radikale ENTEN ELLER har ofte en tendens til at dække over noget andet der ikke er der. BÅDE OG giver rod i profilen – men forstørrer verden, skærper sanserne overfor andre, udvider netværk, gir smør på brødet, udvikler sociale kompetencer og gør een i stand til interagere i forskellige situationer af praktisk og social karakter. Noget der ofte går hen over hovedet på ” den specialiserede”, der bare venter og forlanger og føler sig overset som et miskendt geni. Meget ville jeg ikke have været foruden i denne dannelse eller udvikling – som jeg ser som een lang forberedelse til det NU jeg netop befinder mig i. Fattig eller ej. Tak for det vigtige emne…
Carsten Dahl
Comment By: Jørn Okbo
december 27th, 2011 at 23:08
Kære Fredrik.
I politikens jazzleksikon fra 1986 står der bl.a.: Du har på få år slået dit navn fast” Du var 23 år gammel.Jeg husker dig tydeligt fra dine Århus-besøg.Du er den fødte frontmand, og det skal du dyrke med selvtillid.Du er født i vædderens tegn. Det symboliserer en kriger, der vil frem i verden. Nu er du nået halvvvejs gennem livet og jeg fornemmer en krise. Du skal ikke bekymre dig, blot være den du er. Det er det bedste du har. Alsidighed er godt for nogle, du er en af dem. Dyrk det. Konkret snæver branding kan stagnere karriere og livslyst. Det ønsker du ikke.Du kan ikke opnå en karriere som Viktor Borge, der i 50 år rejste med det samme repertoire. Miles Davis genfødte sig selv 4 gange.Art Blakey fornyede sin egen branding 10 gange osv. Hovedsagen er, at du er, og forbliver tilfreds med din tilværelse. Både musikalsk og privat. Det ligger i din natur at være lidt oprørsk, eventyrlysten, levende og rastløs. Vær glad for det, så længe det varer, for det fortager sig med alderen.Til sidst spiller du åske som Ben Webster med glæde og fornøjelse.
Det er jo ikk’ så ring endda.
Bedste hilsen og godt nytår
Jørn Okbo
Comment By: Peter Danstrup
december 28th, 2011 at 15:09
Sprede eller samle? Individ eller gruppe? én eller flere heste?
Du spørger, Fredrik, om ting som ikke er til at svare rigtigt eller forkert på. Det er det skønne og forbandede ved det. Hvis der var en vej, ville vi alle sammen styrte ned ad den som en flok lemminger. Ræsonnementer på baggrund af hvad andre har gjort, kan i bedste fald kun bruges set i en snæver sammenhæng hvor netop disse menneskers evner, profiler og de tilfældigheder og omstændigheder, de er løbet ind i, på en uudgrundelig måde passer sammen.
Det er jo rigtigt at EST blev til noget ekstraordinært, fordi de satsede, men åbenbart på en måde, som gjorde os andre interesserede. Der er sikkert rigtigt mange, som også satser alt i dybeste hemmelighed, og som derfor aldrig bliver krediterede for det. Du nævner Jesper Zeuthen som eksempel på en næsten skræmmende konsekvens, hvor der ikke gøres køb på noget som helst, og hvor det virker som om, at Jesper har fundet en meditativ ro og næsten ophøjet kunstnerisk tilfredsstillelse ved at stædigt at arbejde sig frem mod et personligt udtryk. Jeg kunne også tilføje en baskollega som Peter Friis-Nielsen. I den afdeling må jeg sige at jeg beundrer den konsekvens og kompromisløshed, der stråler fra dem begge. De får mig til at føle mig som en medløberagtig, pæn skoledreng uden kunstnerisk ryggrad. Men hvis vi ser på gruppen af kompromisløse musikere, som mere eller mindre konsekvent og konstant arbejder inden for deres egne snævre rammer, og prøver at vurdere dem i forhold til et liv som musiker/kunstner, så er jeg ikke sikker på at de bærer på det rigtige svar. Dels fordi der ikke er noget svar, dels fordi de fleste af os ikke er som dem. Hvor gerne jeg end ville, kan jeg ikke blive en Peter Friis, og du kan ikke blive en Zeuthen. Jeg har accepteret at se måbende til, men det er for mig ikke det samme som at acceptere en mindre lødig kunstnerisk løbebane.
Som du ved har jeg brugt en pæn luns af min tid i samfundets tjeneste som rektor. Det blev til 8 år, hvor jeg måtte tage til takke med de job, som faldt i min hat ved et tilfælde og fordi jeg var omgivet af trofaste medmusikere. Ikke en tone fik jeg komponeret og ikke ret meget nyt land blev erobret under vejs. Det var en kunstnerisk ørkenvandring og en dyb personlig utilfredsstillelse at køre videre på rutinen. I mit indædte forsøg på at komme tilbage på banen igen har jeg gjort mig nogle tanker, som virker relevante i denne sammenhæng. Og som måske kan bruges til noget.
Da jeg skulle til for alvor at genoprette min kunstneriske profil og liste med i legen igen, brugte jeg en del tid på at tænke mig tilbage til de situationer, hvor jeg synes at tingene fungerede bedst for mig. Og det blev til megen drømmen tilbage til en tid, som ikke er mere, men hvor det først og fremmest var gruppen, der betød noget. Vi var sammen musikalsk og privat i døgndrift og afstemte vores virkelighedsopfattelser efter hinanden. Vi øvede som gale og vi var ligeglade med om der var jobs i den anden ende, fordi vi som gruppe (og unge) var udødelige, verden måtte lytte til os. For mit vedkommende var det i grupperne, det skete og det var de individuelle afstikkere, som ødelagde det hele. Men jeg må konstatere, at jeg ikke kan stable bare noget der ligner en gruppe på benene i dag. Jeg kan ikke forbinde musikalsk og kunstnerisk ambition med venskab, personlig empati på den samme kompromisløse måde. Og det er fordi omstændighederne ikke er tilstede mere. Jeg kan stadig se grupper som vokser frem i dag netop fordi de er grupper, enheder. Og jeg er stadigvæk medlem af et par bands som har rødder tilbage til midt-’80erne. Men jeg kan ikke drage nogen konsekvens af det, andet end at jeg er én, der gerne vil være en del af en gruppe. Min konklusion på dette er, at jeg ikke skal drømme mig tilbage til noget, som ikke findes mere.
Nu synes jeg imidlertid at jeg har fået hul på bylden, jeg komponerer igen, jeg kan opstille rammer som er befordrende for min kreativitet og jeg får gennemført mine projekter i form af udgivelser og fået en smule respons. Da jeg startede forfra ville jeg have solgt min gamle moder for at nå så vidt. Jeg har besluttet for mig selv, at min kunstneriske profil fra nu af er mangfoldighed i udtryk uden smålig skelnen til om det vælter ind med jobs og offentlig hæder. Jeg følger med i Maiken Ingvordsens webkurser uden at gøre mig de store forhåbninger om, at det globale verdenssamfund vil sende mig 7565 ‘likes’ på min hjemmeside og se mine syrede videoclip, som jeg lægger ud på YouTube med mine indspilninger som lydspor. Jeg accepterer det selvmodsigende i at udgive CD’er selv om markedet ikke eksisterer mere, fordi jeg nu og da kommer i situationer, hvor det føles rigtigt at tage en CD op af tasken og give den til en anden person. Jeg har fred med det, på samme måde som Friis og Zeuthen sikkert (håber jeg) også har det.
Jeg kan ikke sige om jeg synes en kunstner er større fordi han kan udtrykke sig bredt i modsætning til det snævre. Det er klart, at der er nogle kunstnere, som man altid kan genkende ligegyldigt hvor mærkelig en konstellation de optræder i. Men er det et kvalitetskriterie i sig selv? Jeg beundrer f eks Lars von Trier for i sit kunstneriske projekt konsekvent at tage nye genrer op og komme med det ene højprofilerede statement efter det andet. Og vi snakker tåreperser, musical, pornofilm, gyser, kunstfilm – you name it. Men sætter han en standard for andre filmskabere?
Det kræver pondus at bære en stærk kunstnerisk profil, hvadenten det er i gruppesammenhæng, i kompromisløshed eller diversitet. De båse eller kasser, vi kan havne i, er vi nogen gange selv med til at bygge. Nogen bliver isolerede og udtørrer i sådan en bås, andre kan skabe opmærksomhed omkring den.
Jeg har altid opfattet dig som en søgende kunstner, Fredrik. Du er også reflekteret og velformuleret, både musikalsk og menneskeligt. Det er din vej og du har betrådt den længe med – i mine øjne – stor succes. Bliv ved med det!
De kærligste hilsner
Peter Danstrup
Comment By: Morten Halle
december 29th, 2011 at 21:36
Hei Fredrik og dere andre, en liten hilsen fra Norge- dette er jo en enormt interessant og viktig diskusjon!
Historisk sett har jo jazzmusikere gjort seg gjeldende på et mye større felt enn de få kvadratmetre jazzen har kontrolleret, dels for å overleve, og dessuten rett og slett fordi de har kunnet- det ligger i jazzmusikkens vesen at musikerne etterstreber teknikk, fleksibilitet og kommunikasjonseven, og derfor har jazzmusikere spillet med Elvis, Paul SImon, Sting, og alle de andre. Gleden over å mestre en håndtverksmessig utfordring og å kunne kommunisere med andre musikere og publikum er ekte nok uansett sjanger. Men når man setter dette opp mod ideen om musikeren som en fri skabende kunstner blir det jo flere ting at tenke på: Hvorfor velger man som man gør- av materielle årsaker, fordi man syns det er morsomt å leke sammen med de andre, ut fra ideelle hensikter om den store kunst eller fordi man ikke kan annet?
Dillemaet du nevner som man opplever stillet overfor dem der satster livet på en ting og et prosjekt er meget tankevekkende. Det er svært- hvis man selv gør alt mulig, ser det jo vakkert ut at kun gøre en ting. Hvis man kun gør en ting er det kanskje sårt å se for seg de muligheter man går glipp av. Jeg tror egentlig bare vi er forskellige, noen kan og vil kun en ting, for andre er dette ikke riktig. Men det er klart at det fra medias side ofte er interesse for den ene tydelige figur- en kunsthistoriker jeg kjenner sier at kusntverdenen i det 20 århundre var besatt av en ting: unge hvite menn med et stort prosjekt. Det med hvit gelder jo heldigvis ikke jazzen, men bildet er ganske godt allikevel.
Nå på 2000 tallet har jo ting endret seg, og det at kunstnere velger udtryk efter hva de vil sige er blevet normen snarere end undtaget.
Og nu gør vel musikerne også det samme- da tenker jeg ikke bare på at sige ja til at spille med andre som trenger ens håndtverk, men at man har forskellige ærlig mente kunstneriske prosjekter med forskellige identiteter i offentligheden kørende på samme tid, ret og slett fordi ett enkelt prosjekt ikke kan romme det man vil sige. Måske skal vi vende oss til at vi alle er mere enn en person og at den ene med det store prosjekt er undtaget snarere enn regelen, og at det faktisk er helt ok.
For så å slå ihjel avsnittet ovenfor, så er det et jo stort dilemma at støtteordningerne i norden gør at vi alle anspores til stadig at finne opp nye prosjeketer: det er nemmere at komme med en søknad tilnoget nytt, nyskapende og uhørt, enn til å forsøke at holde et fast ensemble i gang. Og hvis vi sådan lar oss styre av det offentlige istedenfor det kommersielle, så er vi jo lige fullt styrt udenfra og ikke frie kunstnere.
Så hvad er klogest og hva er bedst? Spille noget vi opplever som sant hver gang, uansett hvor og med hvem, og så håbe på at det i eftertid vil give mening?
Comment By: Thomas Hass
januar 2nd, 2012 at 14:37
Kære Frederik
Tak for et interessant og velformuleret indlæg og opfølgende mail. Det genererer mange tanker og spørgsmål da det jo berører mig og de fleste kunstnere, designere og kreative freelancere i det hele taget. Som jeg kan læse er der også kommet rigtig gode, venlige og velformulerede svar. Dit indlæg har rumsteret i noget tid og jeg kan måske ikke helt blive klog på hvad du egentlig efterlyser da jeg, som også berørt i enkelte svar til dig, fornemmer et større eksistentielt spørgsmål fra din side,-??? …eller er det helt galt afmacheret? Omvendt beskriver du jo også en hvis afklaret (og ikke uinteressant) tilfredshed med hvad der kommer ud af dine bestræbelser både saxofonistisk og kompositorisk ??
Ønsker du en diskussionen i genrelle vendinger om branding, business, markedet, kuratering og hvad det nu hedder alt sammen eller at tale om hvad vilkårene er for din og vores skabende virke.
Er det Jesus på korset: “Min Gud hvorfor har du forladt mig?” eller hvordan bliver jeg mere berømt, får flere og bedre gigs?
Så Frederik vil du have den gule eller den grønne kommentar
Kh
Thomas
Comment By: Fredrik Lundin
januar 2nd, 2012 at 14:43
Kære Anders, Søren, Niels, Jørn, Peter og Morten
Tak for fine, begavede, personlige og, for nogens vedkommende, meget venlige indlæg, som reaktion på mit.
Her kommer lidt tanker i den anledning.
@ Søren: Det er meget kloge betragtninger du fremkommer med, og jeg tror du har fuldstændig ret i dem alle.
Interessant og urovækkende er navnlig det du siger om hvordan den danske støtte-politik på flere måder tvinger kunstnerne til hele tiden at opløse og danne ny orkestre.
For en del år siden kontaktede den daværende kunstneriske leder af Fermaten i Herning mig, for at diskutere en ny bookingpolitik, de ønskede at indføre:
De ville gå bort fra politikken om, at et orkester eller en kunstner ikke skulle kunne komme tilbage og spille på en klub flere gange inden for et år. De ville i stedet hjælpe til med at opbygge en kunstners publikum i byen, ved at hyre vedkommende flere gange, således at en hype kunne sprede sig fra gang til gang, frem for at en god stemning fordamper i løbet af de minimum 2-3 år der typisk går, inden orkestret får lov at vende tilbage til den samme scene.
En yderst sympatisk idé, som han desværre ikke nåede at føre ud i livet, og som jeg ikke har hørt nogen anden klub give udtryk for.
Det er dog ikke kun i Danmark at man har problemet med, hele tiden at skulle opfinde nye konstellationer, for at holde hjulene kørende. Også i Frankrig er det stort set umuligt, med mindre man er et meget stort navn (eller amerikaner) overhovedet at komme igen på en klub, på noget tidspunkt, med det samme band.
Et lille korrektiv til det du siger om den danske støttemodel, hvor du siger at man skal have et projekt at søge til, og det kan ikke være det samme flere gange. Dette er ikke helt korrekt, da der jo findes Kunstrådets driftsstøtte, hvor det samme band godt kan få driftsstøtte flere år i træk. Til gengæld er støttens størrelse uforudsigelig fra år til år, og i øvrigt absolut ikke garanteret.
Man havde fra Kunstrådets side på et tidspunkt gang i nogen tiltag, hvor man udformede 3 års-aftaler med kapelmestre for større og meget aktive orkestre. Det var naturligvis ulig meget bedre at vide, at man var sikret i hvert fald 3 år frem, og kunne disponere derefter.
Det ændrer dog ikke på det faktum, at klubberne stadig tvinges til at programsætte meget bredt, frem for at fokusere indsatsen lidt mere.
@ Peter: Hvor fint at høre din betragtninger omkring forskellen på før og nu, som jeg jo også kender lidt til, personligt: At det ikke længere er muligt at opbygge en orkesterfamilie, hvor man deler alt. Ikke blot fordi vi to og vore jævnaldrene jo er for gamle til at kaste alt andet overbord, sådan som vi kunne da vi havde færre forpligtelser, men også fordi tiderne ikke er til det, så længe vi færdes inden for en genre (ikke rock og pop), hvor den økonomiske omsætning er så lille og så ophængt på støtte og bevillinger, at det ikke er muligt at få det til at løbe rundt. Fornemmer dog, at nogle succesfulde Rytmekons-fødte orkestre kan have lidt af denne gamle kollektive 70′er/80′er atmosfære over sig, i hvert fald for en tid.
Således ender vi, for de flestes vedkommende, med at sidde hver for sig for os selv, eller hvis man er heldig, i par, og arbejde med noget musik, man så samler sit orkester om, for at drage i studiet eller på vejen to gange om året (hvis man er heldig).
Om det er godt eller skidt, har jeg ingen mening om, men det bliver i hvert fald en anden musik der kommer ud af det, det er sikkert.
Forskellen på før og nu er for mig dog ikke så stor, som den lader til at være for dig Peter, for jeg har alle dage været noget enspænder-agtigt anlagt, og godt kunne lide at have kontrol med den musikalske proces. Er alt for utålmodig til at kunne vente på andre, hvis jeg kan gøre tingene hurtigere selv.
Den mere kollektive arbejdsform, er jeg faktisk først kommet ind på sent i livet via mit teaterarbejde, og så i øvrigt for nylig i forbindelse med noget co-writing i sangskriver-refugiet House of Songs, i Austin. En, for mig, meget positiv og grænseoverskridende oplevelse.
@Jørn: vedr. Art Blakey og Miles. De to repræsenterer jo for mig både noget af det samme og to forskellige ting.
For det første er de begge så stærke personligheder, at de forså vidt ikke havde nødig at ændre på sig selv, de lod blot de forskellige musikalske omgivelser belyse det allerede velkendte på ny måder.
For det andet giver de mig anledning til en betragtning omkring forskellen på at være blæser/solist/frontfigur/ og at tilhøre rytmegruppen i et orkester (pianisterne/guitaristerne ligger her og vipper lidt mellem de to roller).
Jeg har en fornemmelse af at der stilles større krav om konsekvens til frontfigurer end til dem der står længere tilbage på scenen.
Det forekommer mig faktisk, at det ligefrem opfattes som noget særligt positiv og cool, hvis man som trommeslager og bassist bevæger sig lige meget indenfor indie rock, jazz og free form.
Helt det samme gør sig ikke gældende for f.eks. saxofonister.
Comment By: Fredrik Lundin
januar 2nd, 2012 at 14:49
@ Thomas
Kære Thomas
mit indlæg var ikke et udtryk for et “Min Gud, hvorfor har du forladt mig”-stemning, men blot et forsøg på at formulere tanker, både eksistentielle og konkrete, der rumsterer hos mig for tiden. Som du selv siger, er det egentlig ikke gode råd jeg har brug for, og sådan er der heller ikke blevet svaret indtil nu. Jeg er er simpelthen nysgerrig efter at høre hvad andre tænker om emnet. Og så tror jeg, ikke mindst, at det kan være interessant for andre end os udøvende, at læse om.
kh F
Comment By: Joakim Milder
januar 3rd, 2012 at 04:50
Kära kollegor,
Det har varit mycket givande att läsa alla inlägg!
Fredrik, -vi har ju en liknande bakgrund, med verksamheter som står på många ben, och en förkärlek för att vistas i ganska olika musikaliska miljöer.
Jag har aldrig på allvar brottats med ”branding”-problematiken, har helt enkelt inte känt att jag befunnit mig i en tydlig valsituation.
Kanske gör vi inte särskilt många medvetna, utpräglade val?
Vi gör det vi känner att vi måste göra.
Lusten kommer alltid att leda oss, och någon av ”lustarna” kommer att vara starkast, vare sig det handlar om lust till konstnärlig fördjupning, konstnärlig vidgning, berömmelse eller ekonomiskt oberoende.
Att tydliggöra sin egenart behöver inte nödvändigtvis handla om att välja bort mångfalden. Den glasklara profil och förbluffande kapacitet som t.ex. Jan Garbarek besitter, blir för mig mycket tydligare då han medverkar som sideman, och inte styr hela förloppet själv.
Jag tror att detta gäller många av oss, att vår egenart tydliggörs då vi framträder i olika musikaliska miljöer och de konstanta dragen blir uppenbara.
Det handlar om referenser, på samma sätt blir vårt tonspråk ibland tydligare och mer särpräglat då vi spelar en välkänd melodi, än då vi spelar vår egen musik.
Jag tror att vårt ”varumärke” tydliggörs på olika nivåer.
Det finns en konstnärlig dimension; ”-vari består vår musikaliska egenart?”, och en marknadsmässig dimension; ”-hur kan denna egenart göras attraktiv för köpare/publik?”, och dessa två dimensioner samspelar sällan särskilt smidigt.
De senaste årens utarmning inom musikområdet har tvingat in många musiker i en verksamhet som konsertarrangör och/eller skivbolagsdirektör.
Det hamnar då på dessa musikers axlar att sammanföra det konstnärliga med det marknadsmässiga och där uppstår ofta problem.
I samma medvetande möts den som gör konstnärliga val och den som ska försöka sälja dessa konstnärliga val, och då hörs ofta två väldigt olika röster.
Vissa får detta att fungera väl, men även om det finns något lustfyllt i att t.ex. ha en skivproduktions alla beslut i sina egna händer, så dagdrömmer jag ibland om en tillvaro där det finns en fungerande verksamhet för managers.
Någon som har i uppgift att lojalt verka för att precis den musik jag vill spela, når ut till de breda massorna…
Helt krasst så kommer det alltid att falla tillbaka på attraktionsgraden i vår musik.
För den musik som den breda massan gärna vill lyssna till, står säljarna i kö.
För mig har det som sagt aldrig blivit fråga om en valsituation, de naturliga begränsningar som bor i mitt tonspråk, resulterar i att jag bara är kapabel att spela som jag spelar, och egentligen inte kan förändra min musik på något avgörande vis, även om jag skulle lyckas identifiera en framkomlig väg.
För de som har förmågan, för vilka det finns ett val, blir det begripligt att man i viss mån anpassar sin musik efter vad som är gångbart.
Var ESTs musik resultatet av en anpassningsprocess?
Jag tror inte att ens Esbjörn hade kunnat reda ut om och hur han i så fall förändrade sin musik för att ge den en bred attraktivitet.
Jag är övertygad om att EST spelade precis den musik de ville spela, men var osedvanligt medvetna om hur den skulle presenteras.
Jag har vid några tillfällen undervisat på workshops i Danmark, och noterat att man talat om ”Jakob Bro-jazz”, ”EST-jazz” eller ”Lars Jansson-jazz” på ett självklart och uppskattande vis. Utan att närmare definiera vad som utmärker dessa former av jazzmusik så kan man konstatera att det måste höra till det mest åtråvärda för en jazzmusiker, – att vara så tydlig i sitt språk att man givit upphov till en stil som andra musiker vill vistas i.
Då och nu-diskussionen är intressant.
Även om skillnaderna inte på alla plan är riktigt så drastiska som de ibland framställs, så tycker jag att man åtminstone i Sverige kan se en tydlig skillnad i hur jazzgrupper tog form och utvecklades på 70 och 80-talet jämfört med hur det sett ut sedan 90-talet.
Detta återspeglas inte minst i vad banden heter.
Under 70-talet handlade det mycket om tvåstaviga ord, gärna hämtade från andra kulturer för att markera en inkluderande attityd gentemot utomjazzliga influenser; ”Egba”, ”Iskra”, ”Sevda”, ”Prana”, ”Resa”, ”Entra” och ”Rena Rama”.
Dessa namn signalerade en kollektivitet, ett klimat där musiken skapades tillsammans, lite i den socialistiska atmosfär som präglade hela landet.
Det var naturligtvis inte någon ständig idyll, men många av de historier som berättas av de musiker som var med, vittnar om en stark gemenskap och en idealistisk, möjligtvis lite naiv syn på konstens möjligheter.
I dag har vi ett annat kulturellt och politiskt klimat.
Det finns en mycket tydligare fokusering på individen, och många grupper har en tydlig kapellmästare vars musikaliska intentioner realiseras av tämligen utbytbara medmusiker; ”…… Kvartett”, eller ”…….Band”.
Marknaden fördrar tydliga varumärken, och bland somliga av de unga musikerna finns en mycket krassare inställning till spelandet (”- vad blir det för betalning, och hur många repetitioner?”) som gör det svårt att realisera idéer som utgår från det kollektiva. Jag tycker dock, i likhet med Fredrik, att det har sett ljusare ut under de senaste åren, med många friska, till viss del kollektiva projekt där de tvåstaviga bandnamnen kommit tillbaka; ”Paavo”, ”Pombo”, ”Seval”, ”The Stoner”, ”The Splendor”, “The Opposite”…
Det kanske var lite förebådande att Esbjörn Svensson Trio efter ett par skivor bytte namn till EST.
En gott nytt år-hälsning, från/
Joakim Milder
Comment By: Carsten Dahl
januar 3rd, 2012 at 06:23
Jeg må konstatere, at mit indlæg enten ikke var begavet nok (?) eller også var det for vanskeligt at forholde sig til – siden du viger udenom mit bidrag og indholdet i det Frederik? Håber dog, at det belyste noget om konflikten. Jeg læser med stor interesse Peters indlæg og synes, at du, Peter – berører meget vigtige punkter.Tak – under alle omstændigheder for at rejse nogle vigtige spørgsmål. Keep it up.
KH Carsten
Comment By: Carsten Dahl
januar 3rd, 2012 at 06:30
PS: Er det ikke ekstremt individuelt om et bredt virke er tydeligt eller ikke – og kan det ikke OGSÅ indeholde det snævre?? Er det ikke øjnene der ser?
Comment By: Hasse Poulsen
januar 3rd, 2012 at 06:48
Hej Fredrik og godt nytår,
det er fedt at læse dit indlæg og spændende at læse kommentarerne.
Det er tydeligt at vi alle er forvirrede over manglen på perspektiv i det vi laver og over hvor uoverskueligt det virker at få et orkester til at fungere, dvs at få det til at turnere, lave og sælge plader, have et publikum, føle at der er en interesse for vores slags musik overhovedet.
Der er så mange muligheder, hvad skal vi vælge?
Hvad skal det hele ikke ende med?
Jeg tror at der ligger meget i Peter Danstrups kommentar. Kort refereret: Jeg har akcepteret mig selv og at det jeg laver er det jeg laver.
Jeg tror at vi skal akceptere os selv, vores musik, vores måder at lave musik, og ikke føle at vi skal være repræsentanter for noget som helst, hverken stilistisk eller musikpolitisk.
Vi kan se med undren på hvordan andre klarer den, og vi kan se med undren på hvad det er der får succes og hvad der ikke gør det. Vi kan prøve at lære noget af hvad vi ser og oplever, men vi får ikke noget godt ud af at prøve at lave os selv om.
Vi må sælge os som det vi er, så vi må akceptere at vores musik lyder sådan som den gør.Det går i mange retninger? OK
Jeg laver hele tiden det samme? OK
Selvfølgelig skal vi forsøge at blive så dygtige som muligt til at udtrykke os, men da vi arbejder med kunst lægger vi hele tiden det vi kender bag os for at kaste os ud i noget nyt. For andre ser det måske ud som mere af det samme, men for os selv er det noget nyt.
Vi kan også, mens vi lærer at akceptere os selv og dermed at kunne lide os selv og vores musik, vi kan også stå sammen og bygge noget op: grupper, spillesteder sammenslutninger, tidskrifter, radiostatoner, blogs … skabe et rum for det vi kan lide, det de andre (selvom vi virker for få eller for gamle eller bare for kerte) også kan lide, steder der er fede at komme med musik vi kan lide, hvor vi kan spille, hvor vi kan læse om vores musik om vennernes og de andres musik….
Det er jo ikke kun karriere, det er også liv.
Comment By: Carsten Dahl
januar 3rd, 2012 at 07:01
Befriende rigtigt Hasse!
Comment By: Fredrik Lundin
januar 3rd, 2012 at 11:52
@ Carsten
Hej Carsten. Jeg kan ikke se at der skulle være kommet noget indlæg fra dig. Hvor sku det være henne ? Da ikke i rækken her ovenfor ???
kh F
Comment By: Niels Overgård
januar 3rd, 2012 at 14:57
Hej Fredrik
Jeg har fulgt din karriere siden slutningen af firserne, hvor jeg oplevede Frans Bak og Det Blå Skrig på Fermaten. I halvfemserne rockede jeg mest men havde også øre for dig. Da du så lavede Choose your boots i 2001 var du en af grundene til, at jazzen voksede sig megastor i min musikverden.
Du nævner selv nogle kunstnere der har valgt en mere enstrenget vej i jazz. Feks. Esbjörn Svensson Trio. De første mange år af karrieren lavede de også andet end E.S.T. De samarbejdede som trio med bla. Nicolai Dunger og Louise Hoffsten, Esbjörn spillede pop med Lisa Nilsson og andre. Det var først da de havde eksisteret i 10 år at de satsede helhjertet på trioen. Så det blev “kun” til ca. 5 år hvor det næsten kun handlede om trioen.
Jeg ved godt at man som musiker skal leve (tjene penge), derfor bliver man nødt til at lave flere ting. Det er jo kun ekstremt få der kan tillade sig at dyrke et lille smalt område. Men hvem gider egentlig også høre på dem igen og igen?
Når jeg sidder og fintænker forekommer det mig helt umuligt at nævne danske kunstnere der har valgt en rendyrket enstrenget vej. Men jeg tror da ærligt talt heller ikke at jeg gider at følge en sådan kunstner. Jeg har jo netop været vild med det du laver fordi det har været så forskelligt. Umiddelbart popper der glimt af koncerter med Jon Balke og Overdrive op i mit hoved, når jeg tænker på dig. Begge var store oplevelser. Ligeledes har jeg indenfor det seneste år lyttet meget til Silhouette og Nat pladerne. Jeg har omvendt lyttet meget lidt til Offpiste Gurus. Den siger mig ganske enkelt ikke meget – længere er den ikke. Men for hulen da. Mine favoritkunstnere har alle lavet overflødige ting. Miles Davis, Lou Reed, John Coltrane, Palle Mikkelborg og Otis Redding havde/har også mindre gode dage (Måske med undtagelse af Otis, hvis dårligste dag var da han døde).
Jeg har været inde over jazzkoncerterne på Fermaten i Herning i snart 10 år. Jeg var også med på sidelinjen dengang, hvor der var en leder der ville prøve at dyrke nogle enkelte kunstnere i højere grad end de mange. Det bliver efterhånden endnu tydeligere for mig, hvor nødvendigt det er for jazzen at vi dyrker nogle enkelte musikere ekstra meget. Vi har præsenteret otte koncerter dette efterår på Fermaten. Otte fede navne. Det har desværre kun været til koncerter med kunstnere der var etableret i andre genrer at der kom mange publikummer. Det er vildt hårdt arbejde at opbygge en jazzscene i en meget lidt jazzet by som Herning. Jeg er måske også med til at gøre det ekstra besværligt for publikum, når jeg konstant præsenterer nye jazznavne for dem. Der er ikke meget genkendelsens glæde over det, medmindre der kommer velkendt standard. Hvor hulen er de navne der stikker ud?
Jeg er overbevist om at jazzen har brug for stjerner. Vi har en bredde herhjemme som er helt ekstremt dygtig. Derfor kræver det noget ekstraordinært, hvis man skal stikke ud og blive til mere end en undergrundsstjerne. Der skal være nogle kunstnere der er i stand til at opnå en popularitet, der trænger længere ud end det vi ser lige nu.
kh.
Niels
Moor Jazz
Jazznyt.blogspot.com
Comment By: Jonas Berg
januar 3rd, 2012 at 15:05
Hej Fredrik, tak for dit fine indlæg, det er vigtige sager.
Jeg vil her prøve at give mit besyv med, fra de to perspektiver kunsten og karrieren.
Set fra kunstens perspektiv har jeg selv den overbevisning at når musikken er som mest vellykket, så er det mere kunsten der bestemmer over artisten, end artisten over kunsten. Eller rettere – de to smelter sammen i en enhed: “Let the music play you”. Dvs. at uanset hvad: hvis musikken skal kunne ramme den der lytter, skal der findes en genuin vilje at formidle musikken på musikkens præmisser (hvilket jeg i øvrigt synes du så tydeligt viser i dit spil), så at den kan nå så langt ind i lytternes “hjerte” eller “sjæl” som muligt. Og så længe at man kan stå inde for, og være åben for, det der kommer ud af ens instrument så er alt jo muligt – og spørgsmålet om, hvorvidt ens lyd er genkendelig for andre, føles ikke så relevant for mig. Til gengæld tror jeg på at hvis man er 100% nede i musikken, uanset genre, og åben og fri og med et overskud til at følge dens egne veje, (lade musikken bestemme), så vil der helt automatisk være ens egen lyd der kommer igennem. Jo mere jeg kan slippe mit ego, og lade musikken selv styre, jo mere “personligt udtryk” kommer der ud. Jeg oplever at det tager længere tid i nogle former for musik end andre, at komme dertil, f. eks. i musik der er teknisk krævende for mit niveau, og derfor er det vigtigt – for at lytteren og jeg selv skal kunne resonere med musikken – at jeg ikke har flere projekter end at jeg kan komme op på det musikalske niveau der “giver mening”, hvor jeg er fri for at tænke.
Af det foroven skrevne, så kan man måske udlæse, at jeg ikke tror på at der er nogen modsætning “genkendelig lyd vs. bredde”. Mange af de musikere som man kan genkende på deres lyd, har jo også udviklet sig så at man kan høre hvem det er uanset at de spiller i vidt forskellige sammenhænge og situationer (og jeg synes også, at det er forholdsvis usædvanlig at man møder en jazzmusiker der ikke nogen gang, eller ofte, bevæger sig udenfor “sit område”). Der er dog dem der har taget valget kun at spille i ét band, og jeg tror det beror først og fremmest på deres personlighedstype samt at det for nogle (vokalistene og andre solister) er tradition for det fra pladeselskabernes side, hvor de vil have eneretten til en artist, og artisten ikke må lave andet så længe de er bundet til kontrakten. Nogle gange har det valg nok været meget ligetil, hvis det har været “gang i biksen”, hvilket jeg synes er være sig dårligere eller bedre, set fra kunstens synspunkt. Men jeg mener at uanset om vi vælger at satse bredt eller smalt, er det jo det samme mål mange af os arbejder på, og som mange i publikum kommer for at høre: at vi afdækker nye sider af os selv, eller af “universet” om man så vil:)
Fra et karriere og økonomisk perspektiv:
Jeg synes også at det Søren skriver her er meget klogt, ikke mindst det om hvordan støtte bliver fordelt. Jeg kan forestille mig en anden konsekvens af den forfordeling af nye projekter frem for vedvarende: at en del projektskabere muligvis aldrig kommer ud ur landet med sine projekter, fordi at de ikke får nok tid til at modne, og udvikles, og så når de aldrig at blive en “eksportvare”. Fordi nu skal man altså igang med noget nyt, så vi kan søge nye legater, da chancen for at få økonomien til at hænge sammen er større ved at man laver et nyt projekt at søge støtte til, end ved at blive ved med at satse på en ting, og prøve at få den at vokse. Jeg gætter, men måske er der noget om det?
Derudover er Danmark måske lidt anderledes end f. eks. Sverige, der man, som nævnt i eksemplet med E.S.T. havde et tæt samarbejde med manager, booker, pladeselskab m. fl. hvor der blev arbejdet på sagen fra alle sider. Det ser jeg ikke så tit i musikmiljøet i DK, ikke i samme grad. Et nærliggende eksempel for mig på en der satser på sit eget materiale er Josefine Cronholm, som det ikke er lykkedes at skaffe en manager i DK, på trods af at hun virkelig har arbejdet på sagen. På trods af at hun har et forholdsvis stort publikum her i DK der kommer til hendes koncerter. Og Trinelise, din kone, booker jo også det meste selv.
De har begge været nødt til at have andre projekter ved siden af. Også af lyst, men det viser, synes jeg, at det med at have ét musikalsk projekt er næst indtil umulig her i landet. DK er for lille, og incitamentet for en manager er tilsvarende småt, da der er begrænset hvor mange koncerter man kan give her på et år. Trinelise har dog nogle jobs i DK med sin “snævre” musik, men kun på grund af egen ihærdighed, og et gåpåmod og en energi som få andre besidder.
Så jeg er helt enig med Søren i hans betragtninger om, at hvis man vil leve som musiker i Danmark, så er det om at spille på flere heste, og ellers så skal man meget udenlands.
Det glæder mig meget at læse at du er blevet mere glad for dit spil, og jeg kan ikke være mere enig med at de gange man synes at det er svært, så er det om at klø på, og være tro mod sine idealer. I så mange sammenhænge man har lyst til:)
De bedste hilsener
Jonas
Comment By: Eva Skipper
januar 3rd, 2012 at 23:15
Nemlig! Vi spiller jo altid den samme solo, uanset hvor mange eller få projekter vi er involveret i. Hvem sagde Lars von Trier?
Næh, men kan vi (som Blachman fabler om) forfine vores særegne udtryk, og blive bedre til at være tro mod den, vi inderst inde er, forløses vores karma og så går det sgu nok altsammen.
Du, Fredrik, har totalt hul igennem til den kosmiske energi, som strømmer ned i dit horn. Havde du haft samme talentmasse og iværksætterenergi indefor jurafeltet, arbejdede du helt sikkert i højesteret – og til nogle helt andre tariffer! Hmm…
KH en cool sidewoman med skindet på næsen, ben i næsen, og næsen i næsten alle næsvise viser fra Næstved
Comment By: Thomas Agergaard
januar 4th, 2012 at 11:36
Kære Fredrik og alle jer der bidrager til bolden, jeg har ikke læst jer alle, så at jeg gentager en eller flere er nok mere en sandsynligt. Hvad hjertet er fuldt af blæser saxen over med, og sålænge du ikke har mel i munden, syntes jeg du skal blæse os alle de stykker du overhovdet kan komme op på hesten med. Liver er efter sigende temmelig kort, men er mega langt alligevel, da jeg vil mene der er år og dag siden vi mødtes første gang i en øver på rentemestervej. Jeg spreder mig selv over et utal af fliser, pt producere jeg en CD med klassiske musikere, Elisabeth Zeuthen, Tobias Van Der Pals og senere kommer Kristoffer Hyldig på. Komponere for det Indiske Kultur Ministerium, og tager dertil i 14 dage i feb. skal i studiet med Reed5 og Klavs og Marilyn den 16 og 17 januar. har pt 2 udstillinger i år. Er kommet igennem med min ide om at bygge et glashistoriske museum på Holmegaard park,til mellem 5 og 10 millioner, har imorgen møde om en Multi Musik Festival her i regionen. skal til Spanien og spille og har flere spillemands job, har efterhånden ret mange opgaver som komponist for klassiske ensembler, måske noger med DR Big Band i 2013, har børnehave barn og en på 9…. fuck mand de kunstnere de laver ikke en skid, selv om her er gang i den, SÅ er det stadig rigtig svært at hive hjem så det kommer op på siden af hvad en folkeskole lære tjener. Jeg syntes du skal blive ved med at gå af de veje der åbner sig for dig, det er uvishedens vej, og dermed ind i det vi kalder fremtiden, at gå vishedens vej er at traske rundt i fortiden. KÆMPE NYTÅRS GLÆDER TIL JER ALLE!! Thomas
Comment By: Trinelise Væring
januar 4th, 2012 at 15:22
Åh – Jeg havde lovet mig selv ikke skrive med her, for jeg kan bare ikke fatte mig i korthed…Men det er mig der er konen der refereres til i starten af Fredriks indlæg, som jeg i øvrigt først blev opmærksom på for et par dage siden, da han begyndte, at læse svarerne op for mig. Først var jeg lige ved at tro, han havde lavet en Karl Ove Knausgård på mig, ved at referer til intime samtaler af eksistentiel karrakter, men jeg kan godt se, han har holdt det på et absolut sobert plan.
Jeg synes I alle sammen er så kloge ikke mindst du Joakim, Morten H. Søren M og Peter Danstrup. Det minder mig pludselig om noget jeg ellers har undret mig over de seneste år, nemlig hvorfor jeg – dengang i 80′erne – havnede i jazzmiljøet, når nu vokal ikke var hipt, og ingen gad høre efter teksterne. Men svaret ligger jo her i denne blog. Jazzmiljøet er fuldt af højt begavede og nørdede drenge, der er i det her “game” fordi de elsker musikken, og ikke på grund af alle mulige mere X-faktor lign. dagsordener. ( det var nok også noget med stadion Rock, og stor rumklang på lilletrommen der sendte mig over i jeres ringhjørne
Så til nogen tanker jeg har gjort mig og forfægtet her i den hjemlige diskusion (og en diskusion bliver det jo ikke, hvis man er alt for enige, så jeg har i vanlig Trinelisestil stillet mig lidt på tværs). Tanker som naturligvis er farvet af min egen tur rundt i manegen og det faktum, at jeg de senere år har bidt skeer med det rock/pop/ Indie/ sangskriver musikalske miljø, og på mange måder er kommet lidt på afstand af jazzmiljøet.
Jeg er kommet til at se på jazzen som et slags reservat på godt og ondt. Det gode er, at man har mulighed for, at lave en masse eksperimenter uden at det hele tiden skal måles og vejes sådan i “likeablity” og målgruppe tænkning etc. Det kedelige er, at man ikke bliver tvunget til at tage nogle i mine øjne vigtige valg, om hvad det er man vil benytte den ganske afmålte taletid vi alle sammen har her i verden, til at sige.
Om “spreder sig” eller ej, er som Morten Halle siger, i sidste ende er et spørgsmål om, man føler man har fået sagt alt det man vil sige. Jeg tror bare ikke man kan gøre sig forhåbninger om nogen sinde at få lov at sige, alt det man gerne vil sige. Man bliver nød til at, tage et valgt om hvad der så er det vigtigste at sige, og så sige netop det aller højest og tydeligst, hvis man vel og mærke vil have nogen skal lytte. Man kan godt have et vældigt rummeligt (musikalsk) hjerte, men det kan gå hen og blive meget forvirrende for ens omgivelser (i dette tilfælde publikum).
Det betyder ikke, at man ikke kan arbejde/skifte mellem genrerne, men man må holde et eller andet konstant som vel er “urstemmen”, og så -så vidt muligt – gøre én ting ad gangen, hvis verden skal følge med og tro på at man mener det for alvor. Nogen nævner Lars von Trier, ja han laver mange ting, men kun en ad gangen. De fleste filminstruktører er jo flere år om hvert projekt, så det giver vel lidt sig selv. På den lange bane tror jeg dog , som Joakim siger, at det er vigtigt for en kunstner med et stærk eget udtryk, at sætte sit udtryk på spil i flere sammenhænge, fordi det er med til at skærpe ens “urstemme” og udfordre ens talent. Men alt det man involverer sig i, skal være velforberedt og for alvor.
Og her tillader jeg mig at mene noget om hvorfor jazzen i mine øjne har tabt så meget terræn de senere år. Det har noget at gøre med det der “velforberedt og for alvor” og det Peter Danstrup skriver, det med at være et band og spille sammen. Jazzmusikere er nok nogen af dem der øver mest. Men de øver sig alene, på at spille solo og på deres instrument. Til gengæld sjofler, de det at spille sammen. Alle spiller med Gud og hver mand, det samme slags orkester med klavértrio og 3 blæsere, et par navne skiftet ud og en ny kapelmester med et nyt sæt noder, man kun lige akkurat kan gennemføre at spille, hvorimod musikken tager fin flugt når der skal spilles solo. Hvis man huskede ikke at sige ja til job, med mindre man også havde tid til at lære numrene uden ad, havde tid til at finde den bedste og måske lidt mere opfindsomme instrumentation, tog sig tid og øvere til at lave en “lyd” sammen osv. så ville der være halvt så mange bands, fordi man simpelthen ikke havde tid til at spille med dem alle sammen, når man nu f.eks. skulle lære musikken uden ad. Musikken ville funkle for lytterne, og det ville være projektet /bandet der var “varen” og ikke den enkelte musiker, der så i alle sammenhænge vedkommende deltog i, skulle slide på sit eget “brand” , undskyld ordvalget. Hvis alle bands var rigtige bands (behøver ikke være kollektiver for min skyld) med en lyd og et reelt særkende, så ville det være bandet der var “varen” og ikke enkeltindividet/solisten, og så kunne man meget nemmere spille i flere sammen hænge.
Som sanger, står man jo altid foran, og derfor er det noget man hurtigere kommer til at tænke over, altså hvad man lægger navn/ansigt til. Men det gælder jo i virkeligheden jer alle sammen, for når I ringer over til Svendborg jazzklub, og I lige har været forbi med et meget ét orkester, så siger de ” du har jo lige været her”. Og så hjælper ingen kære ” jamen det var jo ikke mit orkester”. Det samme gælder taletid i medierne, interviews etc. Der er kun et vist rum, måske til en CD hvert andet år.
Jeg har som sagt selv foretaget et regulært genreskift der på mange måder har været et karriere teknisk selvmord i forhold til alt hvad der hedder honorar størelse, antal af koncerter, status etc, men som kunstnerisk og vel også set i forhold til anmeldelser og generel om omtale vel har været en slags succes. Jeg har i allefald fulgt mit musikalske hjerte, men altså et genreskrift er det jo, så I vil altid kunne affærdige det jeg skriver med, at jeg ikke “gør som jeg prædiker”.
I’m putting all my eggs in one basket…..I’m betting everyting I have on you…………..”Ella Fizzz/Louis A citat”
Trinelise Væring
Comment By: Carsten Dahl
januar 4th, 2012 at 22:03
Jeg forstår om nogen konflikten og den har mange ansigter og forskelligheder. At stå i sin rene autentiske form som kunstner er ganske få forundt og hænger også sammen med særlige vilkår for disse. Tiden spiller også en rolle ift efterspørgsel af specifikke åndelige dimensioner afhængig af samfundets udvikling som sådan. Økonomien er også en faktor og endelig mulighederne for at udbyde udfoldelserne. Idag, hvor den indre nødvendighed i høj grad er medietyrannisk luderstyret og hvor selve kunstens substans og dens mulige miljøer, er druknet i enkeltpersoners politiske tilhørsforhold og venners venner i alt for lille iltffattig andedam – og hvor opmærksomhed enten kræver patter og mikrofonstativ eller deltagelse i nøgendans på Christiania iført kunststøttehat og underspillet dække over mangel på reel kunnen – er det – virkelig svært at holde fast og leve af sin lidenskab i et udfordrende ” miljø”. Vanskeligheden ved at fastholde een kunstnerisk profil er selvfølgelig også præget af personlige og økonomiske forhold. For mit vedkommende også nysgerrighed overfor varierende udtryk og mennesker men fremfor alt et enormt perfektionistisk krav om repertoire og stilartskendskab. Jeg accepterede simpelthen ikke at jeg ikke vidste nok om traditionen. Jeg forlangte det af mig selv og kunne ikke tage mig selv alvorligt uden denne kunnen. Det medførte en bås af ” hvem er han idag” – samt INGEN KUNSTSTØTTE – og dette accepterede jeg fordi jeg ikke kunne leve med det lave gærde. I EMBLA i 1989 var jeg faktisk på den vej som jeg fuldender sammen med Zeuthen nu. Men , hvor ville jeg dog ikke have undværet alt det imellem incl utallige akkompagnements roller, de mange trioer, solo og BACH. Det koster, at stille SÅ store krav – men for mig – har det slet ikke været et valg. Derfor er det nu for mig et mystisk men meget lærerigt bekendskab at være sammen med Jesper ( Zeuthen). Jesper er Jesper – uanset om der falder atombomber eller man ikke kan lide ham. Den styrke, er jeg først nu her efter min sygdom – ved at synke ned i. ENDELIG! Det at flyve frit i sin kunstneriske substans er jo påvirket af alt det som ikke har været valgt fra. Det radikale ENTEN ELLER har ofte en tendens til at dække over noget andet der ikke er der. BÅDE OG giver rod i profilen – men forstørrer verden, skærper sanserne overfor andre, udvider netværk, gir smør på brødet, udvikler sociale kompetencer og gør een i stand til interagere i forskellige situationer af praktisk og social karakter. Noget der ofte går hen over hovedet på ” den specialiserede”, der bare venter og forlanger og føler sig overset som et miskendt geni. Meget ville jeg ikke have været foruden i denne dannelse eller udvikling – som jeg ser som een lang forberedelse til det NU jeg netop befinder mig i. Fattig eller ej. Tak for det vigtige emne…
Comment By: Thomas Hass
januar 5th, 2012 at 03:37
Jeg får lyst til at fortælle historien om Uwe da han jo om nogen legemligør ideen om bredde, produktivitet og ikke mindst held. Også det at have et unikt projekt hvor du ikke står i en alt for lang kø, som man f.eks. gør med en klassisk jazzkvartet, eller en sanger og en guitar eller…….Det er en kompleks og tungt krypteret firewall vi står overfor når vi fra jobbet på børneteatret kigger på adskillige internationale artister fra udlandet der flyver fra storby til storby verden rundt og spiller for høj og lav i store og små koncert sale. Jeg har selv haft fornøjelsen af at se det indefra i 6 år som medlem af den elektroniske halvgeniale kunstner Uwe Schmidt’s aka ATOM aka Senor Coconuts 10 mands live orkester. Som sådan ikke et jazz act men live fuldt af soli og næsten jam agtige forløb. Uwes ide var at remixe Kraftwerks musik om til salsa med gamle Peres Prado samplinger som var de spillet af et peruviansk orkester. En rimelig langt ude designagtig skrivebords ide som viste at få det bedste ud af Uwe. Han er og har altid været ekstremt produktiv og har lavet måske små 100 albums under 10 forskellige pseudonymer og havde helt fred med sit liv som sådan. At projektet pludselig begyndte at rykke var for ham i starten lettere irriterende på grund af en stigende mængde efterspørgsler med deraf følgende forøget praktik og mindre tid til at arbejde med …nå ja andre projekter. Boende med sin famile i Satiago i Chile var han langt fra alt og havde bare brug for nogle centrale nøgle personer: en MD, en booker og en manager. At det af alle mennesker i verden blev August Engkilde der samlede et dansk orkester blev min billet ind i dette cirkus. Vi byggede bandet op fra scratch med koncerter i mere ydmyge tyske venues det første år men det var som om at hver koncert gav 10 nye og vi begyndte en regulær “cityhopping” rundt i de europæiske storbyer. Folk elskede bare denne super mærkelige combi af kraftwerksange, salsa og jazzsoli. Efter kort tid tog en ung tysk fyr Florian over som booker og tour manager og gik med historisk tysk grundighed og “gå på mod” igang med at skabe dette orkester. Han forstod at gribe chancen på trods af at orkesteret kun havde et lousy lille to mands pladeselskab gennem alle årene. Med sine få år i branchen viste han alligevel hvem han skulle have fat i for at få os rundt på de franske festivaler både i frankrig, kolonierne og i Canada. Hvem der sendte os rundt i Italien på de kommunale slots og torve koncerter . Det engelske pladeselskab der kunne få BBC til at filme os live på festivaler rundt i England. Koncerter i Royal Festival Hal ved Themsen. 3 dages direkte radio transmission i Radio 1. Spanien Portugal etc, Først efter tre år koblede Deuthche Kultur Institut sig på og så gik turen til Mexico, Brasilien, Japan. Østeuropa , Rusland og Skandinavien. Virkeligheden blev som følger: pladeindspilning efterår, Udgivelse forår. Tour fra tidlig juni til sen august. Måske en uge i slut september. Tour hele November. Derefter løse festival jobs rundt i verden ca hver anden weekend. Afsted torsdag el. fredag fra kastrup hjem mandag tirsdag. Let sommer tour. Nyt album og forfra. Ialt små 6 år 3 albums og ca 300 koncerter. Værd at bemærke er at vi ikke mødte et eneste dansk orkester i alle disse år på nogen af de festivaler vi spillede på.
Det var vist alt for mig.
God blæs
Comment By: Thomas Hass
januar 5th, 2012 at 09:15
Hej igen.
), men den kollektive bevisthed og intelligens der kan være mellem improviserende jazzmusikere på en scene er noget helt unikt på denne klode og kan ikke øves efter min bedste overbevisning. Enten sker det eller ikke og når det sker skal du kunne lege med. Det handler måske om at dyrke og udvikle vores bedste og stækeste sider. Fodbold holdet er nogle gange et godt billede. Holdet er alfa omega men uden individualisterne sker det ikke. En person som Micahel Laudrup må i sagens natur være et kæmpe boldtalent og kan sikkert spille alle pladserne på holdet bedre end de fleste, Er skkert også super dygtig til andre boldspil da det givetvis er en del af hans intelligens at forstå en bold og den måde den “gør på”. Men det var på den helt specielle plads på Barcelonas dreamteam at han kunne løfte sit spil op i momentvis genialitet. Hvad hvis det nu er sådan universet arbejder? At du skal raffinere dig selv og samtidig evne at tiltrække de rette mennesker før du kan skinne optimalt i din metier???
Jeg har nu fulgt med i alle disse overvejende kloge og indsigtsfulde indlæg. Alle de tanker som er delt kan jeg langt hen ad vejen nikke genkendende til. Jeg synes du Trine Lise er inde på nogle af de tanker jeg også har gjort mig under læsning. Smal eller bred???…jo som du siger Agergaard …man skal bare fyre den af i alle retninger og blive en del af fremtiden; Det er jo fint, lyst betonet og den mest naturlige vej at følge, men omvendt hvis det kún er min fremtid som jeg deler med 50-100 andre så er vi jo netop ved problemets kerne. At de fleste sidder som enlige subsidierede kunst/musik entrepreneurs og må konstatere halvt igennem livet at det på trods af kunstnerisk anerkendelse i varierende grad er økonomisk op ad bakke,- nu med børn og økonomiske forpligtígelser. Emner vi ofte vender i vores samtaler Thomas. Vores musik er helt ekstremt nieche agtig og smal så alle vil selvfølgelig sprede sine aktiviteter ud til hele verden så vidt muligt. Problemt er bare at det – mig bekendt – er så få beskåret at “nyde denne luksus”. Var det mit privilegie var det ikke noget problem at jeg kun kan spille 1 gang hver andet år i Herning Jazzklub,- jeg ville ikke have tid før alligevel. Jeg har selv lavet meget musik i forskellige stilarter både med saxofonen i bands som Page One, The End, Klüvers Bigband, Winding, Boel. H.U.G, News, Lis Sørensen og ikke mindst egne grupper. Men også bag computeren som komponist/tovholder/producer/programmør med mit “The Society” over til spillefilm og børne teater. Også jeg har fulgt mit hjerte samtidig med at jeg som drivtømmer er blevet ført til og fra andres projekter gennem årene.
Jeg erfarede eller måske nærmere erkendte for nogle år siden at selv mine nærmeste venner og familie blev helt lange i blikket når jeg havde præsenteret dem for 3-5 numre med forskellige bands/projekter og genrer. Så det slog mig at hvad hvis publikum, hvor jeg jo ikke kan forvente de samme familiære eller venkabelige privilegier, havde det på samme måde… så tror da fanden at der er basis for en del forvirring. Så egentlig er jeg begyndt ikke at sige noget om det hele til alle. Det forvirrer.
Man kan vel også med rette spørge sig selv om man kan opretholde et forsvarligt kunstnerisk niveau i strygekvartetten mens man øver rhytm & blues på saxen, free form impro og Giant Steps. Får læst lærerbøger i dramaturgi og checket filmscores, sidechain og komprimering af stortrommen etc etc etc. For niveauet er jo seriøst højt der hvor man pludselig møder specialisten og man selv er lidt på udebane. Det er som at alle andre brancher specialiserer sig mere og mere mens vi i vores ende hylder det gamle rennesaince ideal. Og måske er hver en dråbe fra karret ikke besjælet af “geniets nådegave” og hvor mange successer kan man i virkeligheden gøre sig forhåbninger om i sit korte og alligevel lange liv. Vi siger at vi kan ikke andet, – vi er styret af hjertet og det som Blachman så fint kalder selvkonsumeringen. At når vi endelig er færdig med noget er vi allerede, eller ret hurtigt død trætte af det og hopper straks videre mod nye udfordringer. Så der synes jeg efterhånden at der måske er en pointe i nøje at overveje sine kunstneriske gøremål. Kunstnerens store selvrealiserende ego må i min optik gerne overstråles af hans værkers iboende kraft. Den professionelle kunst/musik entrepreneurs rutinerede og genre brede metodik garanterer på ingen måde passion (indre nødvendighed), originalitet eller kommunikativ kraft i værket. Og de tre dyder kunne måske være den største garant for det næste gig. Eller for at kunne yde den fornødne tiltrækning på publikum eller de “gatekeepers”/branche folk man måske rigtig gerne vil i kontakt med nemlig den bookende manager eller en af hver slags,gerne med en stor legeplads at boltre sig på. Og det er vel det vi også efterlyser her. En medspiller som kan løfte byrden sammen med et pladeselskab og skabe jobs, sørge for distribution og presse mens vi står for at udforme det kreative. Men måske løfter vi ikke vores del af “kontrakten” og bliver defor ikke attraktive i det game. Er det en speciel dansk/skandinavisk mentalitet eller har vi ikke talentet?
De førnævnte skandinaviske artister jeg har indtryk af nyder de privilegier, – lad mig udover Garbarek tilføje aktuelle eksempler som Chris Doky og Marilyn Mazur, er alle blevet bestøvet af en mester (Keith Jarret, Miles/Shorter og Michael Brecker) og har vel derigennem fået deres navn/brand opgraderet betragteligt. (Beklager denne CBS lingo) Og sådan har det vel altid været.
Det er vel en del af essensen af jazz og jazzhistorien at der både er solister og bands. Ingen tvivl om at mine favorit cd’er er med bands men der findes altså også en del helt fantastiske “one night stands” i jazz historien hvor de rigtige mennesker mødes på rette tid og sted. Der findes mange eksempler på kedelige og alt for lange soli i jazz og jeg har sikkert spillet et par stykker selv (højst
Bedste Hilsner
Thomas
Comment By: Trinelise Væring
januar 5th, 2012 at 11:14
Re mit eget tidligere indlæg og til dels Thomas Hass’ især vedr. specialisering etc.
Jeg siger altid til elever og andre ( og måske har jeg selv opfundet det, kan i alle fald ikke huske hvem der skulle have sagt det til mig) “man er aldrig bedre en den sang man har at synge”. Det er selvfølgelig ment helt bogstaveligt i forhold til sangskrivning, som er det jeg ynder at undervise i, da jeg har svært ved at se perskeptivet i at være god til at synge, hvis man ikke har en sang man brænder for at synge. I forhold til Jazz bliver det lidt mere metaphorisk, men handler jo stadig om, at man skal være redskab for noget og ikke bare ville trykke den af på et hvilken som helst grundlag. Det er i alle fald min bibel, at man står bag sin sang ( i aller bredeste forstand) og ikke foran den og skygger for den.
Det vil vel sige, at jeg tror man må speciallisere sig, altså gøre op med sig selv hvilken ” sang man vil synge”, ellers tjatter man bare til en masse forskellige ting. ( her er jeg helt enig med dig thomas H) Mange har så stort et tallent at de kan “pull it off” i mange sammen hænge, men for nu at citere Rytteriet ” vi skal længere ind”
Trinelise
Comment By: Provis
januar 13th, 2012 at 01:05
Hej Alle.
For mig har det altid handlet om at jeg skal have mig selv med i det jeg gør. Hvad det så er jeg gør/spiller er mig ikke spor vigtigt. Bare der er et element af noget jeg ikke har prøvet før, parret med kreativitet.
Det vigtige for mig er at der er en kreativitet og nysgerrighed tilstede.
Det er min kunstneriske profil.
Og: Ægthed er ægthed og betinges kun af om det nu engang er ægte, uanset talent.
Og og: Man er den man er. Det er sgu da befriende !! Tænk hvis man var en anden…ellers tak
Med venlig hilsen Anders Provis
Comment By: Thomas Hass
januar 16th, 2012 at 14:36
Hej Frederik
Blev du klogere eller–?
Kh T
Comment By: Fredrik Lundin
januar 17th, 2012 at 11:17
Hej Thomas
Ja, det synes jeg, at jeg blev. Det har været utroligt interessant at læse de mange kloge indlæg. Det her har været/er et emne, der, som du selv har sagt, er relevant inden for alle kunstneriske områder og genrer. Har mailet til en masse journalister, for at gøre dem opmærksomme på hvad der er foregået herude.
Det kunne have været interessant at få en større del af ikke-jazzmusikere (som Trinelise) til at give deres besyv med, og desuden høre fra andre kunstarter.
Som det sikkert fremgik af mit eget indledende indlæg, har jeg jo ligesom taget en beslutning om hvad jeg mener er rigtigt for mig, og indlægget var en måde at dele mine overvejelser herom med andre, for at høre om andre gik med lignende tanker. Og det må man jo siger, at der er, og det er på en eller anden måde vældigt bekræftende.
Selve tanke- og erfaringsudvekslingen er god i sig, og man får lyst til at have et forum, et live-forum, hvor man kunne udveksle yderligere.
Måske skulle man ta’ den gamle kunstnerisk salon-idé op ?
kh F
Comment By: jazzblog.dk
januar 17th, 2012 at 12:40
Fredrik, det er en god idé med et live-debat forum! Jag (og dermed jazzblog.dk) vil gerne vise resultatet i youtube-videoformat her på bloggen!
kh
Anders
Comment By: Carsten Dahl
januar 28th, 2012 at 08:28
Kan man stadig ikke se mit indlæg??
Comment By: Anders
januar 28th, 2012 at 15:52
Carsten, jeg kan se mange kommentarer fra dig! Prøv at genindlæse siden og evt slette cachen på din browser, så dukker de nok op!
Comment By: Fredrik Lundin
januar 30th, 2012 at 17:38
@Carsten
Har ikke været herude nogen tid, men har skam læst dit indlæg. Det er godt og rigtigt, og man må jo sige at vi, udefra set, vel mere eller mindre har taget de samme valg, hvad angår spredning contra samling af udtryk, omend måske på lidt forskellig vis, og i forskelligt tempo.
kh Fredrik
Comment By: Carsten Dahl
februar 20th, 2012 at 22:58
Helt rigtigt Frederik! (-;