Kære jazzvenner
I denne for vort lands så kolde tid, hvor regeringen arbejder benhårdt på at demontere alt, der på nogen måde kan medvirke til at skabe liv og overskud – mentalt og fysisk, vil jeg tillade mig at ignorere hele miseren, og i stedet gøre opmærksom på noget musik jeg har arbejdet med nogen tid nu.
Ja, altså, det er jo selvfølgelig ikke lige sådan at ignorere, så sent som i går aftes gik jeg helt ned med flaget over avisernes rapporteren om de indholdsmæssigt meget lave ambitioner for den ny, statsfinancierede konkurrerende kanal til DR, kombineret med store besparelser på tilskud til højskolerne, og nedsættelse af dagpengeperioden.
Hørte også samme eftermiddag et debatprogram, hvor en lytter ringede ind og gjorde opmærksom på, hvordan den forkortede dagpenge periode ville skabe så meget utryghed i sæsonbetonede erhverv (hvor man er i og ude af arbejde konstant), som f.eks. byggeri-branchen (lytteren var selv arkitekt), at man vil droppe eksperimenterne, og til en hver tid gå efter den velprøvede løsning på et problem. Dette mente han ville være til ubodelig skade for hele tanken om at Danmark skal være innovationens land, dem med de ny og spændende løsninger, dem der tør bryde grænser, og det ville snart kunne mærkes tydeligt på bruttonationalproduktet, på den ufede måde. Parallellen til os selv og resten af kunstens arbejdere var jo nærliggende.
Regeringen er ved at plane Danmark helt ud til gold pløjemark.

Har som nu 47-årig musiker, længe kæmpet mange indre kampe for over for mig selv, at retfærdiggøre min egen eksistensberettigelse i dette samfund. En ting er, at man jo i min alder, uvægerligt løber ind i det, de færreste kunstnere undgår, nemlig at være midt i livet, hvor dem der løber med den største opmærksomhed, er enten de nye unge, eller de gamle kæmper (altså dem der har været stædige nok til at overleve).
Sådan har det jo altid været, så det er bare at bide tænderne sammen og holde skruen i vandet til man når status som gammel kæmpe.
Ikke desto mindre afstedkommer dette opmærksomhedsmæssige, og derfor også kommercielle vadested naturligvis en del overvejelser. F.eks.: Er der nogen grund til at fortsætte, når det er sådan en kamp, der ofte byder på flere dårlige end gode oplevelser ? Dvs. mere dødssygt kontorarbejde end dejlige koncerter.
Nu har jeg jo gud ske lov ikke rigtigt noget valg, da jeg ikke kan andet (er dog i gang med at uddanne mig til klaverstemmer, så om et par år, kan jeg faktisk noget andet også).
Så var det jo at man kunne fristes til at tage nogle musikalske valg, der måske kunne fremme ens appel til lytterne, læs: spille en mere bredt appellerende musik.

Er det mon det jeg har gjort med musikken til mit nyeste orkester, Offpiste Gurus og dettes nys udkomne første album (af samme navn) ?
Forsøgt at formgive en musik, der når længere ud end snævre jazzkredse ?

Helt ærligt: NEJ. Og det siger jeg, på trods af at jeg har haft emnet oppe til diskussion med mig selv og andre involverede i projektet rigtigt mange gange, i den tid vi har arbejdet med musikken (siden 2007-8).

Musikken til Offpiste Gurus er, for mig, et naturligt skridt videre ud af ét af de spor, jeg har fulgt i min musik, siden min allerførste kvartet-udgivelse i 1987.
Den gang var min musik en skønsom blanding af al den musik jeg lyttede til. Det var lettere overset den gang, end nu, for jeg lyttede stort set udelukkende til jazz og blues den gang, men jeg havde netop, via Erling Kroner, opdaget Astor Piazolla, og han, Mingus og Ornette Coleman var de væsentligste inspirationer på den udgivelse (foruden en optagelse af Dollar Brand trio fra det gamle Montmartre, der spiller en version af ‘Round Midnite, som jeg lånte fra til min version af samme sang).

Mingus- og blues-tråden vendte jeg tilbage til i 2000 med Overdrive, og musikken til Offpiste er en naturlig udvikling af den musik jeg skrev til dette orkester i forbindelse med vores Leadbelly-udgivelse.
Jeg har forsøgt at koncentrere mit udtryk yderligere, koge det ind, maksimere det emotionelle output ved nu at have en sanger i front; jeg har flere steder på albummet, efterfølgende doblet mine egne improviserede soloer, for at give dem forøget vægt. Rigtigt meget af musikken, er som musikken til den gamle kvartet og Overdrive, baseret på grooves og basgange, og på blues-former.

Og jeg ku’ blive ved at drage paralleller, men er vist nu ved at nå op på hvad et blog-indlæg maksimalt kan tillade sig at fylde, så jeg vil blot slutte af med at udtrykke ønske om, at alle der måtte læse dette, vil komme ind i Jazzhouse og fejre udgivelsen af albummet ved koncerten d. 19/6 kl. 21.
Så kan vi jo tale videre der.

mange hilsener
Fredrik Lundin

Share on Facebook

Tags: cd, dansk jazz, DR, Fredrik Lundin, jazz, jazzmusiker, jazzscene, Offpiste Gurus | Kategori Fredrik Lundin, Generellt om jazz, Nye jazzudgivelser, Off stage