Den 21/11 kl 19.30 fejrer gruppen Silhouette i Jazzcup i Gothersgade i København udgivelsen af albummet “Silhouette”.

Musikken er af den store svenske barytonsaxofonist og komponist Lars Gullin, og af de to kapelmestre Christina von Bülow (altsax) og mig selv, Fredrik Lundin (barytonsax)
De øvrige medvirkende i bandet er Jacob Fischer – guitar, Daniels Franck – bas og Jeppe Gram – trommer.

Her er lidt om bag- og bevæggrunde for denne udgivelse.

I februar 2008 skulle jeg spille lidt sammen med Frans Bak til dennes 50 år fødselsdag. Jeg havde besluttet mig for at gøre det på min nys anskaffede, men ældgamle (80 år gamle), barytonsaxofon.
Dette kræver også en lidt længere forklaring.
Frans Bak, i hvis orkester jeg spillede i slut 80′erne, havde en forkærlighed for harmoniske kombinationer, vi i orkestret kaldte mobbedrenge (uvist af hvilken grund), en konstruktion, hvor baslinien hele tiden bevæger sig kromatisk eller i heltone-trin, helst opad, men også nedad.
A-stykkerne i Lars Gullin-kompositionen Silhouette er netop bygget op på sådan en mobbedreng-linie, og jeg syntes det ville være passende at spille netop denne, uendeligt smukke og vemodige sang, som jeg var sikker på at han ville sætte pris på, med Frans.

Jeg var mødt tidligt op og stod og øvede mig på Silhouette alene i den dejlige akkustik i selskabslokalet, da pludselig de fineste altsax-guirlander slyngede sig rundt om mine linier, og ind i rummet trådte nu, spillende, Christina von Bülow.

Christina og jeg, der indtil da, aldrig før havde spillet sammen, tilbragte nu en stor del af festen med at tale om det orkester, vi absolut måtte danne, omkring Lars Gullins musik, hvis sofistikerede lyriske melankoli, vi begge har rullende i årene.

7 måneder senere havde vi så vores første job med et orkester der tog sit navn fra netop sangen Silhouette.

Hvorfor danner sådan en flok rutinerede musikkere, der vel efterhånden skulle være vokset fra jambands’ene, sådan et coverband, som det her jo i realiteten er, selvom vi spiller et par stykker af egen avl også ?
Og hvorfor i al verden vælger jeg så oven i købet at spille det instrument, Gullin mestrede bedre end nogen anden overhovedet ?
Det kunne virke lidt dumdristigt.

Hvad angår musikken, er vi dels af den overbevisning, at Gullins musik har en tidsløs relevans, og i øvrigt burde kendes af en større offentlighed.
Vi tillader os desuden, meget højrøvet, at mene, at vores musikerskab er på et niveau, hvor det i sig selv kan retfærdiggøre det vi gør, vi mener helt enkelt at vi har noget at give til folk gennem Gullins kompositioner. Vi mener ikke at vi kopierer, men vi spiller ind i, og ud af en tradition, vi alle er meget fortrolige med, og, via den skandinaviske tone i Gullins musik, føler et nært slægtskab med.

Med hensyn til mit valg af barytonen i dette orkester – et instrument jeg første gang spillede på i min gymnasietid, men som jeg først tog op igen kort tid før vi dannede Silhouette – så har det meget at gøre med, at netop Gullins spil, er det der altid har tiltrukket mig ved netop det instrument.
Ingen anden barytonsaxofonist kan rejse hårene på mig, som han, og jeg fatter ikke, at der ikke er flere barytonsaxofonister, der har valgt et approach, som hans som udgangspunkt for deres behandling af instrumentet.
Efter min mening mishandler de fleste barytonsaxofonister dette fine og skrøbelige instrument, der er det sarteste i hele saxofonfamilien.
Barytonen er som en fin ældre dame, der skal behandles med stor varsomhed, men som så til gengæld har noget helt særligt at tilbyde. Ud over, at jeg altid har haft den lyd klingende i mig, siden jeg fik min første Lars Gullin-plade af min far, følte jeg også at der var en plads til mig der.

Da vi begyndte at tale om, at en cd ville være god at have, hvis vi skulle kunne komme ud at spille, gjorde vi os mange tanker om, hvordan en indspilning, der uvægerligt ville komme til at lyde lidt i retning af originalerne, bare ikke helt så godt, skulle kunne gøres relevant for andre end os selv.
Jeg var personligt bange for, at indspilningsstudiets sterile atmosfære, ville dræne musikken for liv og mening, så jeg foreslog ret tideligt, at vi skulle indspille albummet med publikum i studiet, således at den direkte kommunikation kunne skabe liv i musikken, og forhindre os i at fokusere for meget på vores egne små kvababelser, altså bringe os ud af os selv.

Det endte vi så med at gøre, og indspillede over 2 dage, repertoiret 3 gange, to aftenesessions med publikum og en dagsession, uden publikum, der i mellem.
Det viste sig at være det helt rigtige at gøre. For ikke alene hjalp publikum os med deres tilstedeværelse de to aftener, men faktisk også ved den dagsession, imellem de to aften sessions, hvor vi var alene i studiet.
Vores hele indstilling til sammenspillet, var den samme hele vejen i gennem, og musik fra alle 3 optagelser har fundet vej til det endelige album.

Lydmæssigt gjorde Flemming Rasmussen og Thomas Vang meget ud af at vi stillede op, som vi ville gøre på en scene, så vi kunne spille uden medhør, og for et publikum, og så opsatte de flere ambiens-mikrofoner, der tog den samlede orkesterlyd. Flemming blandede så lyden fra disse, med mikrofonerne, der stod tæt på hvert instrument. Da rummet i Thomas Vangs studie, “The Village” i Vanløse, er så god, er lyden på albummet også blevet utroligt fin, blød, varm, og i bedste forstand akustisk.

Nu håber vi bare, at også andre end os selv, vil kunne finde glæde ved at lytte til resultatet.

Venlig hilsen,
Fredrik Lundin

Fotos: Stephen Freiheit
Cover: Paul Wilson

Share on Facebook

Tags: cd, Daniels Franck, Fredrik Lundin, hristina von Bülow, Jacob Fischer, jazz, jazz udgivelse, JazzCup, jazzmusiker, Jeppe Gram, Silhouette | Kategori Bag om koncerten, Fredrik Lundin, Nye jazzudgivelser, Om jazzorkestre