Jens Jefsen: Diskussionen om Copenhagen Jazzhouse
Posted on oktober 23rd, 2009 by jazzblog.dk
Kære alle, der følger med på denne nye jazzblog.
Bloggen er en rigtig god nyskabelse, lad os bruge den.
Jeg har tænkt over, om dette indlæg skulle stiles til dig, Lennart Ginman, men er kommet til at det skal stiles til alle læsere, idet jeg mener, at CJH er alle jazzmusikeres sted.
Jeg har den ypperste respekt for Lennart Ginman (LG) som menneske og som musiker.
Lennart har påtaget sig en opgave, som han på modigste vis kaster sin energi og kærlighed på, det er fantastisk. For dette skal Lennart have meget ros. Men jeg kan ikke nøjes med bare at forstå, opbacke og anerkende nytænkning osv, jeg skal også i egen tænkeboks finde ud af, om den nye CJH-politik er noget der passer i min optik og andres, der tænker ligesom jeg. Hvad er min oplevelse af den nye Jazzhouse-profil? Jeg har allerede, som booker af eget band, mærket en vis konsekvens, som vil være et fingerpeg om ændringer, det vender jeg tilbage til i det følgende.
Jeg kom til at hæfte mig ved, at LG i sit svar til Jesper Bodilsen skriver, at ”det er klubben som er stjernen”. Tænk, det synes jeg er højrøvet snak. Og jeg har prøvet at kradse mig selv i hjernen for at mærke, om der skulle findes bedre knapper at skrue på, men jeg synes stadig at det er højrøvet snak. Det er da kunstneren, der er stjernen! Jeg mener, at et jazz-spillested skal levere de bedst mulige rammer for den aktuelle koncert.. Lad os så da sige, at Kunstneren og stedet er stjernen, men det er jo ikke sikkert at jeg får gehør for det. CJH ved da også nok, hvilke kunstnere der skal optræde ( her har jeg allerede lugtet snobberi ). Mange musikere må nu opgive muligheden for at føje CJH til, som den sidste og festlige brik i en turneplan, hvilket jeg har gjort nogle gange. Ikke fordi jeg vil spille på CJH igen, men hvad med alle de andre, på hvis vegne jeg formodentlig også taler?
For nogen tid siden var jeg heldig at få LG i telefonen, hvor han fortalte mig om den nye kurator-ordning, som jeg (stadig) synes lyder spændende, og jeg ønsker virkelig, at dette tiltag vil resultere i diversitet på stedet. Jeg tror ham også gerne, når han til Jesper siger, at tingene bliver ”endnu mere uregerlige” , jeg vender den blot 180 grader. Samtidig indser jeg, at jeg må vinke farvel til den mangeårige personlige kontakt til stedet. Hvem skal samle op på kontakter, når der tiltræder en ny kurator? Ordningen skal vel først udvikles, og så må man se hvad der sker. Er det så her det bliver uregerligt? Ja hvad ved jeg, og jeg skal også nok passe på med for megen dommedagssnak.
På CJHs automatiske telefonsvarer bliver man opfordret til at sende en mail, at søge andre muligheder, og får et ”held og lykke”. Standardrespons på mail er cirka den samme sang. Det er bestemt ikke godt nok til mig. Må jeg bede om en personlig snak og klar besked, et begrundet JA eller NEJ. Jeg vil gerne bevare følingen med jazzscenerne.
Men Lennart skal jo have chancen for at efterprøve sin vision, og han får sikkert rigtig mange ”gode råd” med på vejen. Mit gæt er, at LG satser på, det hele går op i en højere enhed, og at koncept og kunstner kommer til at falde i symbiose med hinanden- Hvad jeg også synes ville være et lykkeligt resultat af anstrengelserne. Men jeg kunne godt tænke mig at undersøge, hvem der er stjernen.
Det var ordene fra en hårdt arbejdende kunstner.
Held og lykke
Mange hilsner .
Jens Jefsen
Comment By: Anne Mette Iversen
oktober 24th, 2009 at 04:21
Hej alle,
Her er “my two cents” til debatten der er igang om Jazzhouse.
Jeg mener at det må være vigtigt at diskussionen er baseret på et fælles ønske om at Danmark skal have mindst eet stort spillested, som er dedikeret til jazz alene.
Vi ved selvfølgelig alle at det i disse tider er svært at få driften til at hænge sammen, og det er meget tids-typisk at se en del flere sangere og pop-orienterede (jazz)kunstnere på programmerne verden over.
Og da jazzen jo i sig selv er en kunstform med flydende grænser og evigt nye musikalske tiltag og inspirationskilder; er det også naturligt at de mange jazzgrupper der flirter med andre genrer eller kunstformer (musik, poesi, bevægelse, billeder, etc) optræder på jazzklubberne.
Med andre ord: Der er sådan set allerede et forholdsvis bredt spektrum af jazz-genrer repræsenteret på de fleste jazzklubber idag; og set i lyset af det, er jeg ikke sikker på om ideen med de “10 klubber i klubben” i virkeligheden ikke er at favne lidt for vidt?
Jeg mener ihverfald man skal være påpasselig med ikke at udvande opfattelsen af CJH som jazzens klub.
Til Lennarts ambition om at klubben i sig selv skal være stjernen; ditto’er jeg Jens Jefsens ønske om at undersøge hvem der egentlig er stjernen.
For hvad er der nu galt med jazzmusikken, at den ikke selv kan være trækplastret?
Er det da ikke netop jazzen der bør være det centrale element i en jazzklub?
Jazzmusikken og kunstneren som skaber musikken?
I mine øjne bør det være en prioritet at de tiltag en jazzklub tager, hvadenten det er for at få flere publikum og penge ind eller for at revolutionere jazzklub-konceptet; ikke kompromiterer selve jazzprofilen. Dvs at det gælder om at finde en balance, der signalerer at denne klub primært er et jazz-spillested. Præcis hvor det balancepunkt findes må være, er en del af nærværende diskussion, og det er klart at det delvist er subjektivt; men så meget desto mere er der grund til at alle tipper ind.
Og naturligvis skal CJH have tid til at finde sin nye form.
Hilsener fra NY,
Anne Mette Iversen