Om Jazzen fra Jazzen

Jesper Bodilsen: Jazzmusiker anno 2009

Posted on september 12th, 2009 by jazzblog.dk

jesper bodilsen
Jeg sidder i denne tid bl.a. og funderer lidt over hvad jeg egentlig er – hvis jeg skulle sætte en stillingsbetegnelse på mig selv.

Musiker og kunstner…? Ja selvfølgelig. Komponist? Ja da. Producer, Kapelmester, Underviser, Booker, PR-mand, Tourmanager, Lydmand, Chauffør, Webmaster, Idémager? Ja ja og ja til det hele.

Umiddelbart findes der vel ikke nogen stillingsbetegnelse der samler alle disse forskellige arbejdsområder… måske lige bortset fra “JAZZMUSIKER anno 2009″ og dermed sagt at jeg så ikke er den eneste der sidder med så mange kasketter på. Det er vilkårene for langt de fleste musikere. Men er der så noget galt ved det? Det lyder jo som et dejligt afvekslende job.

Det er det også – hvis ellers den tidsmæssige fordeling mellem arbejdsopgaverne er rigtig og det er den alt for sjældent.

Jeg er musiker/kunstner og mener derfor at hovedparten af min tid skal bruges til at spille koncerter, skrive musik og udvikle mig som artist til glæde for bl.a. publikum og de elever som jeg giver min viden/erfaringer videre til. Men desværre er virkeligheden en anden fordi det kræver rigtig meget arbejde, med de mere forretningsorienterede opgaver, før man kan komme ud med sin musik. Et arbejde som burde overlades til andre hvis ellers økonomien kunne bære det. Jazzscenen i Danmark er under pres fra forskellige sider (bl.a. hvad angår mediedækning og finansiel støtte) og der er ikke tegn i sol og måne på at det bliver bedre – ihvertfald ikke under den siddende regering og deres støtteparti – så udsigterne er mørke, hvad angår musikernes arbejdsbetingelser, og det på trods af at jazzmiljøet aldrig har været mere frodigt og mangfoldigt. Det er et kæmpe paradoks – og vel at mærke et frustrerende et af slagsen.

Sidder jeg så ikke  bare og klynker? Næh det synes jeg ikke. Jeg vil egentlig bare ridse op for jer her på bloggen hvad det er for en virkelighed vi dealer med til hverdag og give jer en lille ide om arbejdet  der er foregået før I ser os på scenen.

Jamen hvis det meste af tiden går med andre gøremål bliver musikken så ikke dårligere? Hvis der ikke er tid nok til at arbejde med musikken udvikler den sig ikke og om musikken er god eller dårlig afhænger jo af ørerne der lytter.  Men generelt vil jeg sige at jazzmusikere hader at gå på kompromis med deres musik så resultatet bliver i nok stedet færre koncerter og fattigere musikere.

Jesper Bodilsen

Skriv en kommentar

Copyright © 2012 jazzblog.dk. Skriv til info@jazzblog.dk