Jesper Bodilsen: Svar til Ginman om Jazzhouse
Posted on oktober 22nd, 2009 by jazzblog.dkKære Lennart
Du skal ikke være ked af det eller føle dig såret over mit tidligere indlæg, og andres kommentarer på denne blog – tværtimod – du skal være glad. Glad, fordi der er nogen der tager dit arbejde alvorligt, interesserer sig, følger med og giver sine meninger til kende.
Når jeg i dette blog-indlæg starter med at henvende mig til dig personligt så er det fordi du valgte at stile dit personligt til mig – men jeg vil dog i dette indlæg undgå at skrive “du” og “jeg” med store bogstaver da jeg ikke anser dette for at være en kamp mellem dig og mig. Kommentarerne til mit indlæg og de mange personlige henvendelser jeg har fået på mail, telefon og Facebook bekræfter da også at der er mange andre musikere som går og tumler med de samme tanker og oplevelser jeg beskrev. Det var absolut IKKE en anmeldelse men et oplæg til debat, hvilket jeg synes jeg gjorde klart i slutningen af “Copenhagen Jazzhouse – medspiller eller modspiller?”.
Du skriver at man skal respektere diversiteten, give plads og respektere at naboen gerne vil have andre planter i vinduet end en selv. Det er jeg enig i. Jeg føler heller ikke at mit tidligere indlæg på nogen måde var respektløst, men samtidigt vil jeg gerne pointere at CHJ ikke er naboens hus for mig (og for mange andre jazzmusikere). Det er mit, og dit, og hele den danske jazzscenens hus, og som bruger af huset vil jeg gerne give min mening om valget af blomster til kende (og vande dem) – også selv om du er sat til at bestyre det.
Du kalder din nye CHJ profil for en revolution og det samme vil jeg kalde denne blog hvor jazzscenen har fået en platform hvor jazzmusikere, jazzinteresserede og musikelskere i al almindelighed kan give deres mening til kende og få umiddelbar feed back. Ligesom du forventer at vi jazzmusikere skal acceptere din revolution så må du også vende dig til at CHJ´s bagland nu har fået en mulighed for bl.a. at diskutere de musikalske dispositioner på deres nationalscene. Som leder af CHJ vil du uværgeligt blive involveret i denne debat og her kan du så vælge at blive ked af det og såret eller tage kritikken til dig, vurdere den og derefter komme med din holdning.
I dit svar (til mig) gør du begge dele.
Det er mig magtpåliggende at tage den personlige vinkel (dig mod mig) ud af denne debat, da den ikke er frugtbar og kun afholder andre fra at deltage – bl.a fordi de er bange for de eventuelle jobmæssige konsekvenser (0g det er ikke bare et argument jeg finder på..). Selv er jeg overbevist om at det ikke er en berettiget frygt.
Her slutter så 1 mod 1 diskussionen.
Da jeg så at Lennart Ginman havde lagt et indlæg ind på dette forum blev jeg rigtig glad.
Jeg var spændt på at høre hans vinkel på denne debat, og specielt i de passager hvor han er konkret angående sine visioner er det interessant læsning.
Hans idé om at skabe helhedsoplevelser, hvor musik og atmosfære hænger sammen er rigtig god. Ideen med at gøre CHJ til et sted hvor publikum automatisk kommer fordi de ved at oplevelsen som de får altid er “spitzenklasse”, hvad enten musikerne er store amerikanske navne eller mindre kendte europæiske ell. danske, er spændende. Der er kælet for helheden – alt afhængig af hvilken af de 10 klubber man som publikum besøger, møder man et nyt rum eller atmosfære specielt tilpasset aftenens musik.
Jeg synes at disse tiltag er rigtig, rigtig gode. Det minder jo lidt om at være i New York hvor man automatisk MÅ besøge Blue Note, Birdland eller Village Vanguard. Deres brands er så stærke at man møder op uafhængigt af om man kender det band som spiller den aften.
Ginman fortæller os at han arbejder som en hest for at få det op at stå – og hatten af for det!
Jeg kunne have skrevet disse positive linjer i mit forrige indlæg hvis jeg havde haft et lige så indgående kendskab til Ginmans visioner som jeg har nu – efter at have læst hans indlæg. Nu er de ude i dette forum til glæde for mig og alle jer interesserede der følger med på bloggen – og det mener jeg er vigtigt.
MEN mine synspunkter vedr. det indhold Ginman/CHJ fylder ind i disse rammer er stadigvæk de samme. For når man ser på det program som er tilgængeligt er der, efter min mening, alt for få danske jazzsolister og faste grupper og for lidt variation blandt musikerne når man ved hvor mange fantastiske der er at tage af.
Og det leder mig videre til Ginmans kunstneriske tænketanke som på papiret kan være en god ide men som samtidigt distancerer Ginman fra den direkte kontakt med jazzens kapelmestre.
Ginman vil spare musikerne for at skulle bruge tid på promotion.Men hvad gør man så som kreativ kapelmester/jazzmusiker når man har arrangeret en studieindspilning og har en turneperiode i uge 10 med sit nye projekt og gerne vil præsentere musikken i København?
De standard-svar flere har fået på mail sender det signal at CHJ ikke er interesserede i at blive kontaktet direkte.
Hvad gør man så?
Skal man sidde med hænderne i skødet og håbe på at Ginman eller en fra hans tænketanke opdager hvad man har gang i?
Og hvordan skal de kunne vide hvad der sker lige nu ude i miljøet?
Skal man opgive CHJ og (som det er formuleret i CHJ´s standard emailsvar) “finde andre samarbejdspartnere” ?
Jeg forventer ikke at Ginman skriver et langt blogindlæg igen, da hans forrige var klart og tydeligt. Men det ville være rart at få et svar på disse spørgsmål som jeg ved at mange tumler med – gerne i kommentarfeltet.
Ginman skriver at der selvfølgelig skal være plads til danske jazzgrupper på CHJ. Personligt håber jeg at den plads bliver meget større. Jeg vil med interesse følge med i CHJ-programmets udvikling.
Til sidst vil jeg henvise til Søren Møllers kommentarer (til mit forrige indlæg) hvor han plæderer for at det er vigtigt at skabe debat og følge op på dem, at se tingene fra forskellige vinkler og give sin mening til kende da det vil styrke og levendegøre jazzen.
Dansk jazz lider generelt under manglende mediebevågenhed. Denne debat har indtil videre løftet denne blog frem i rampelyset og fået Politiken til at skrive en halv-sides artikel om CHJ og danske jazzmusikere (og det er endda udenfor Copenhagen Jazz Festival).
Jeg håber at mange mange flere vil deltage i denne debat og andre relaterede debatter!!
Vi har alle muligheder for at skabe noget stort med dansk jazz.
Jesper Bodilsen


Comment By: Søren Møller
oktober 22nd, 2009 at 18:09
Tak til både Lennart og Jesper for gode indlæg og perspektivering af en super interessant debat. Tak skal I have for det! Debatten må også kunne inspirere spillestedsejere i andre dele af Danmark. Ikke mindst til at skabe deres egen profil, da de nu kan se, at en profil kan skabe debat og give plads i de landsdækkende medier, så scenerne er synlige for deres brugere. Det ville være skønt også at høre fra andre spillesteds bestyrere på bloggen.
I tillæg til det er det også vigtigt at nævne, at man kan arbejde meget mere effektivt som bandleader, hvis man kender klubbernes profil. I sin tid ville man jo heller ikke henvende sig til Long John med sit avantgarde orkester og det mener jeg positivt, da mange musikere har mange projekter, der dækker over mange subgenrer og ikke så meget tid. Det er brugbart at vide, hvor klubberne vil hen og som i Lennarts tilfælde at vide, hvordan der tænkes og at der er hjerteblod bag arbejdet!
Jeg må derfor også erkende, at en offentliggørelse af, hvem der er i tænketankene ville være på sin plads. Musikerne bør vide, hvem der tager stilling til deres arbejde.
Nu blev min bopæl (New York) jo nævnt af Jesper, mens Anders Provis synes, at JazzHouse mange genrer dufter af metropol. Og I har begge ret! Som jeg ser en metropol er den netop kendetegnet ved, at alle musikformer eksisterer side om side på klubber med stærke profiler. Musikerne bevæger sig i New York frit imellem de forskellige klubber og er den ene dag elektronisk loungejazz musiker på Nublu, mens de den næste er akustisk jazz på Village Vanguard. Der er som Provis nævner også klubber som Le Poisson Rouge og City Vinery, der kører med flere genre under samme tag og Barbes, der gerne kører bands med flere genrer samtidigt. Men det er vigtigt at nævne, at det, der kendetegner New York er ikke en af disse klubbers eksistens, men alle klubbernes eksistens samtidigt. København er ikke en metropol udfra, at Lennart er ved at skabe en fed klub med en stærk profil. København kan blive metropol, hvis mange scener eksisterer side om side og alle har deres egen stærke profil.
Til slut vil jeg på lige fod med Jesper nævne, at det er skønt at se jazzen i medierne uden, at det er en anmeldelse og uden, at det er jazzfestival. Kan vi som miljø holde os aktive og levende hvert år omkring finanslovsforhandlingerne, tror jeg godt vi kan forvente bedre budgetter at arbejde med fra politikerne og det er i sig selv er vel en debat værd!
Søren