Kjeld Lauritsen: Hvor er jazzens forkæmpere?
Posted on maj 27th, 2010 by jazzblog.dk
Jeg indrømmer det: Dette er skrevet i affekt og frustration. Efter midnat. Men derfor kan det godt være nødvendigt at nogen tager bladet fra munden.
Det drejer sig om jazzen i medierne.
Netop i dag blev det offentliggjort at P2 skal nedlægges. Jazzen har de sidste år haft en god, omend sparsom dækning på denne kanal.
Som det eneste sted på FM-båndet.
Nu er det slut, kanalen skal overgives til endnu en snakke-kanal, med en anden aktør end DR.
Udfra et jazzsynspunkt er dette en katastrofe.
Og man spørger sig selv hvem der skal løfte arven fra Erik Moseholm, der i mange år har talt jazzens sag.
Det virker på mig som om vores interesseorganisation – Jazz Danmark – er blevet fuldstændig tandløst.
Og som om alle de der kunne råbe op, og blive hørt, har mere travlt med deres eget projekt.
Hvad jeg efterlyser er at vi agerer som en enhed – med et engelsk ord – a jazz community.
Det er naturligvis en del af gamet at være synlig i offentligheden.
Men jeg mener det er en balancegang. Og specielt for personer med magt og indflydelse på højere steder mener jeg det er en forpligtelse at se ud over sit eget.
Ikke mindst hvis man sidder i et embede betalt af kulturministeriet.
Derfor spørger jeg: Har rektor for Rytmisk Musikkonservatorium ytret sig i denne sag?? Lederen af Copenhagen Jazzhouse?? Jazz Danmark?? Copenhagen Jazz Festival?? Dokybrødrene?? (der er sikkert flere på listen)
Udover at jazzen forsvinder fra FM-radioen vil vi også meget nemt kunne se næste logiske skridt: Nedlæggelse af Radioens Big Band. Lukning af Jazzhouse. Copenhagen Jazz Festival går over til rock. You name it, og hvem løfter et øjenbryn i den anledning?
Jeg vil gerne understrege at jeg ikke har noget personligt imod nogen af de nævnte personer og instanser. Tværtimod er jeg fuld af beundring for den gennemslagskraft (og store musikerskab) som de besidder. Udover deres uomtvistelige personlige kvaliteter.
Jeg ville blot ønske at en del af denne gennemslagskraft blev brugt på vores fælles genre jazzen.
Kjeld Lauritsen


Comment By: Ole Matthiessen
maj 27th, 2010 at 10:42
Kære Kjeld
Vi har i lang tid prøvet at råbe magthaverne op, men det er desværre et større magtspil, som vi kun har meget begrænset indflydelse på. Paradokset på medieområdet er at øget kon kurrence betyder mere af det samme og mindre af alt det andet, og man får efterhånden den fornemmelse, at det langsigtede mål for den nuværende politiske struktur er at gøre licensen overflødig, så den kan afskaffes, og markedet overlades til de kommercielle kræfter. Jeg har prøvet at bombardere f.eks. Politiken med læserbreve og rejse en debat, men de er alle blevet afvist.
Kan i øvrigt henvise til den i denne sammehæng sørgeligt aktuelle bog “Fortællinger om Jazzen” fra Aalborg Uni versitetsforlag, som fortæller historier om jazz og DR fra den spæde start til nedsmeltningen for et par år siden.
Og så er jazzen altså ikke helt væk fra FM. I Københavnsområdet er der stadigvæk Radio Jazz (desuden landsdækkende på internettet), som godt kan trænge til en ordentlig håndsrækning fra alle jazzinteresserede, ikke mindst musikerne. her prøver vi med de mså midler som stationen har at gennemføre mindst 1 live optagelse månedligt fra københavnske spillesteder, nu hvor DR har kastet håndklædet i ringen og nærmset opfatter sig som en licensfinancieret konkurrent til det øvrige musikliv, hvor man tidligere samarbejdede. nu hvor man er i færd med at uddele licens pengene til diverse konkurrende stationer, kunne man måske arbejde for, at en del af licesmidlerne til en beskeden start 500.000 kunne tildeles Radio Jazz til dækning af den Live scene, som DR ikke længere
er interesseret i. Radio Jazz blev i sin tid startet som en protest mod indskrænkning af specielt causeristoffet i DR. Det er måske tid til at tage næste skridt nu og helt overtage dækningen af jazzen i Danmark?
venlig hilsen
Ole Matthiessen
Comment By: Kjeld Lauritsen
maj 27th, 2010 at 12:13
Kære Ole.
Tak for dit brev, og jeg burde måske have taget dig med i samme kategori som Erik Moseholm. Dine debatindlæg har været gode og veldokumenterede.
Jeg er for så vidt enig i dine betragtninger, men netop derfor er det jo nu vi skal rykke for at komme i samme kategodi som klassisk musik. Ellers bliver jazzen kvalt mellem erhvervsstøtte til Rock og kunststøtte til klassisk.
Jazz Danmark har ikke gjort nogen forskel her, og for mange musikere er det svært at se hvad vi skal med organisationen.
Jeg understeger at jeg ikke tvivler på at du og mange andre yder en stor indsats.
Men det ændrer ikke ved at jazzen slet ikke har den status som talentmassen berettiger til.
Venlig hilsen Kjeld Lauritsen.
PS: Jeg støtter selvfølgelig Radio Jazz. Altid!
Comment By: Nikolaj Strands
maj 27th, 2010 at 16:40
Så vidt jeg har forstået vil DR være forpligtet til stadig at sende klassisk musik på de resterende tre kanaler som led i deres public service forpligtelse; man kunne håbe at dette også gjaldt for jazzen. Hvis dette holder stik, kan man paradoksalt nok også håbe på, at jazzen kun vil blive skåret lidt i forhold til den klassiske musik, da det er sværere at skære jo mindre, der er i forvejen!
Dette er dog kun en ringe trøst, og selvom jeg ikke selv hører jazz i radioen særligt ofte, mener jeg selvfølgelig at jazzen, som er en af de mest vitale og interessante musikgenre for øjeblikket, bør have en mere fremtrædende placering i mediebilledet. Jeg kan derfor også kun bifalde, at de folk der sidder på indflydelsesrige poster kommer frem og viser fanen!
Comment By: Adam Pultz Melbye
maj 27th, 2010 at 19:55
Hvis det er tilfældet, bliver det spændene at følge hvordan det vil blive administreret at placere programmer med jazz og klassisk musik på blandt andet P3, en kanal der i høj grad beskæftiger sig med glatslebne popproduktioner på 3 minutter og 20 sekunder. Musikalsk skizofrent og utilfredsstillende for alle parter?
Men hvis jazzen og den klassiske musik gemmes godt af vejen, kan man vel om nogle år lave en undersøgelse, der viser at radiolytterne ikke har interesse i at lytte til disse genrer og så istedet koncentrere sig om den tolkning af Public Service der de seneste år har stukket sit grimme fjæs frem i højere og højere grad; nemlig den der udelukkende beskæftiger sig med den allerbredeste, mest ligegyldige og tandløse populærkultur, på bekostninger af den kunst der smider grus i maskineriet og giver farve på tilværelsen. Jeg håber ikke at dette bliver tilfældet, men der skal efterhånden meget til at overraske mig.
Med denne medieforringelse og den ledsagende dagpengereform, har Danmark taget endnu et skridt mod forarmelsen af kulturen og kunstnerne.
Comment By: Niels Christian Cederberg
maj 27th, 2010 at 20:57
DR er forpligtiget til at sende minimum 5% jazz på radioen i forhold til den samlede sendetid på P2 som det ser ud nu. De 5% fortsætter over i en eventuel ny omstrukturering af sendefladen, når medieforliget træder i kraft. Det er et forholdsmæssigt tal.
Men i DRs udvikling af strategierne for næste års dækning af både den klassiske og jazzdelen har alle scenarier været oppe at vende. Ét scenarie kunne f.eks. være simpelthen at udkomme på DAB som hovedkanal og lade programmerne kanaliseres videre til f.eks. P1 eller P4 eller hvor klassisk og jazz (og elektronikkens undergrund i programmet Cosmo ikke at forglemme) bliver puttet hen.
Dette kunne i givet fald få flere jazztimer ud i æteren, hvis det var en model der kunne vælges.
Det er stadig tænkte scenarier, som ligger på tegnebrættet på DR lige nu. Intet er fastlagt endnu. Jeg ved ikke hvad der sker, men venter spændt på et resultat. Jeg ved blot at DR er glade for at medieforliget endelig er ude, så der kan handles derefter.
Men som Kjeld også skriver, så må jazzmusikerne, og forbundene de er forbundet med, ikke glemme deres ansvar for at synliggøre det politiske aspekt i den her diskussion. For der er meget politik, det er bare synd ingen taler om det længere.
Niels Christian, Con Amore medarbejder på Jazz på P2.
Comment By: Jacob Roved
maj 27th, 2010 at 21:57
Jeg tror at kulturlivets spidser holder igen med at ytre sig af to grunde: For det første at vores samfund nu er blevet så opsplittet, at de der lytter til ytringer fra kulturpersonligheder er de som i forvejen er enige i disses betragtninger. For det andet at fagfolk som ytrer sig i medierne for nogle år siden blev dømt ude som smagsdommere af den forrige statsminister. Ytringer forekommer måske meningsløse af disse grunde – ja måske endda risikable, når man tænker på at det borgerlige flertal ikke står tilbage fra at skære i støtten til institutioner de anser for at være politiske modstandere. Hvilket politiken overfor DR jo er et lysende eksempel på. Jeg kan sagtens forstå hvis mange mener at det i den nuværende situation må være op til befolkningen at føre debatten og evt. i stemmeboksen trække grænsen for hvad man vil acceptere. Desillusioneret? Måske, men jeg tror det mest fornuftige vi kan gøre nu er at spille noget fantastisk musik og derigennem skabe et brændende ønske hos publikum om at den skal have bedre kår. På scenen kan ingen modsige os.
Comment By: Jacob Roved
maj 27th, 2010 at 22:10
I fortsættelse af ovenstående: Dermed ikke sagt at jeg erklærer mig uenig i behovet for en øget eksponering af vor genre. Jeg tvivler blot på om man kan opnå noget gennem deltagelse i den offentlige debat på nuværende tidspunkt. De borgerlige tromler jo al opposition ned.
Comment By: Niels Christian Cederberg
maj 28th, 2010 at 03:08
Hvem siger at jazz partout skal være opposition? Den slags politiseren og retorik kan hurtig blive en grim affære.
Men jazzen lever jo i bedste velgående og alle I musikere spiller fantastisk når jeg lytter med. Det er bare ærgerligt, at den enighed der er om, at musikken er fed og eksponeringsvenlig – fordi jazz er så bredt funderet – ikke finder frem til en større offentlighed.. Og måske også en mere kulturpolitisk offentlighed.
Men sandt. Jo flere der lytter, jo større er incitamentet også for at eksponere genren mere. Det skal bare formidles, og når DR ikke umiddelbart løfter den opgave, så må tiden også være inde til at nogen fra det nærmeste miljø fortæller kulturministeren eller DR, hvordan det står til…
Det kræver selvfølgelig beviser, men dem er der masser af hver gang der bliver spillet. Jeg tror bare ikke på, at man bør vente på et folkekrav, for så venter man forgæves.
Comment By: Jacob Roved
maj 28th, 2010 at 08:10
@Niels Christian:
Med opposition mener jeg uenigheden i den tragiske beslutning om at nedlægge P2. På det område bliver man jo politiske modstandere med regeringen og DF hvad enten man vil det eller ej.
Comment By: Ole Matthiessen
maj 28th, 2010 at 09:18
Til Niels Christian
Det er ikke jazzen, som politicerer, men vi bliver politiceret ved de beslutninger, som træffes af magthaverne, og derfor bliver vi også nødt til at handle politisk.
Jeg tror ikke på, at jazzen kan bibeholde sine nuværende 5% af sendefladen, når alt nu skal komprimeres på en P1+ kanal. Var i DR byen i går og fik at vide, at man benytter lejligheden til at gennemføre besparelser på 140 mill., hvilket iflg. Plummer vil medføre megafyringer endnu en gang. i Min tid i institutionen har jeg oplevet gang på gang, at løfter kun holder, til der kommer en ny Chef eller struktur. Så gælder de ikke mere
Selv om I har prøvet at holde skruen i vandet de sidste par år, så er der efterhånden ikke meget kraft tilbage i suppebenet. I har jo også i lang tid på nedsat blus haft hundevagten på P2, hvor man erfaringsmæssigt ved, at der ikke er mange lyttere tilbage så sent om aftenen.
Så måske skulle modreaktionen fra jazzmiljøet, hvor DR nærmer sig sit endemål på jazzområdet, være at støtte op omkring Radio Jazz og gøre den til landets genreradio. Der sendes p.t. 42 timer om ugen – ofte i noget vekslende kvalitet, men her bliver man dog i det mindste orienteret om hvad der foregår, der er lokalredaktioner flere steder i landet, musikere i studiet, der præsenterer deres nye projekter og cder, man prøver at fastholde mindst 1 times live udsendelse om måneden fra de spillesteder, som DR ikke længere føler sig forpligtet til at besøge, der er historiske udsendelser, kulturpersonligheder der causerer, reportager fra rejser til jazzfestivaler, debatprogrammer, grundige musikerportrætter over flere timer, lidt verdensmusik, nørdede dj programmer. Alt det, som DR ikke længere gør.
Er det ikke her, at man i stedet skulle prøve at samle energien og kraften, og måske oven i købet prøve at få flyttet nogle af licensmidlerne over til Radio Jazz efter at DR i lang tid har misligeholdt f.eks. dækningen af den levende jazz, og faktisk har fungeret som en konkurrent til de øvrige spillesteder i København – en konkurrence, som er foregået på ulige vilkår med licensmidler i ryggen?
venlig hilsen
Ole Matthiessen
Comment By: Henrik Wolsgaard-Iversen
maj 28th, 2010 at 11:15
Glimrende, men lidt defaistiske indlæg. Godt at Keld tager fat.
Nu nærmer festivalen sig. Tænk hvis man kunne benytte den store publikumskontakt til gode gammeldags demonstrationer, underskrifter, actions, høj musik, brandtaler o.s.v.Kunne forbundet stå for en målrettet Gallup? Jazz i radio? Glæden ved jazz, nødvendigheden kontra fordummelsen. Når vi sultes ud bliver alting som I siger glemt, langsom udfading. Ja, jeg synes også at Jazz Danmark, festivalen bør samle hoveder og finde en strategi, som kan påvirke den tennispillende kulturminister på de liberales egne præmisser.
Hep Henrik W-Iversen.
Comment By: Henrik Wolsgaard-Iversen
maj 28th, 2010 at 11:29
PS
En professionalisering af Radio Jazz på faste timer i døgnet kunne være en mulighed. Men det skal koste og være konsekvent -en særbevilling af de 100 millioner til 10 års produktioner, live og studie – samt markedsføring.
Comment By: Peter H. Larsen
maj 30th, 2010 at 09:06
Ole Matthiessens forslag om professionalisering af Radio Jazz er ganske rigtigt interessant men desværre nok urealistisk, al den stund ingen af de mennesker, som politisk eller administrativt har været involveret i det seneste medie-mak-forlig, vil akceptere, at noget kan være public service, hvis ikke det udkommer i FM-format. DRs forpligtelse overfor jazzen bliver heller ikke mindre af, at alt nu skal rummes på tre i stedet for fire kanaler. Derfor kan der næppe kanaliseres én eneste krone af de 100 millioner over i sub-kanaler til “Radio Per Stig”.
Forslag: bestorm aviserne med indlæg om jazzen og dens umulige position. Det eneste, politikere har respekt for, er “læserstorme”. Lobbyister er lette at afvise, for de har jo altid dét, politikerne foragteligt kalder “en agenda”. Individuelle henvendelser til politikere rubriceres let som resultater af “galninges” værk, men læserstorme i aviserne har en effekt, fordi her ved politikerne, at henvendelserne allerede har været gennem et filter, samt at avisernes redaktører har en bedre næse for rørelser i folkedybet end den, de selv kan mobilisere.
Fodnote: taler Jazz Danmark-bestyrelsesmedlemmet Ole Matthiessen med sine forslag på Jazz Danmarks vegne, eller har vi stadig til gode at høre fra sekretariatsleder og/eller formand?
Comment By: Kjeld Lauritsen
maj 30th, 2010 at 13:06
Radio Jazz som professionaliseret kanal er interessant, men jeg mener ikke at man blot kan tage en del af kulturlivet ud af en institution som Danmarks Radio, og så stadigvæk betale til institutionen.
Min frygt vil være at kanalen vil få nogle få håndører og ellers blive glemt.
Håbet kunne til gengæld være at Radio Jazz kunne styrke den position de allerede har som kulturcentrum.
Mange har sagt til mig at mine argumenter ikke holder i en moderne tid, hvor medierne spiller efter andre regler. Jeg synes det er uheldigt hvis vi starter med at gå efter laveste fællesnævner og ikke insisterer på et højt kvalitativt niveau.
Comment By: Kjeld Lauritsen
maj 30th, 2010 at 15:10
Som en understregning af, hvor det bærer henad med jazzen hvis vi ikke råber op, er de tre danske hovednavne, Copenhagen Jazz Festival nævner i første opslag på deres hjemmeside: Bjørn Svin, Efterklang og I got you on tape.
Der er desuden de eneste jazznavne, der nævnes på forsiden.
Jeg tror Henrik Iversens forslag om en god gammeldags demonstration i forbindelse med jazzfestivalen er en god ide, måske endda dagen før festivalen starter.
Vi kan jo tage vores horn med i kulturministeriets gård, eller noget i den retning.
Jeg ved desværre ikke hvad du mener med defaitistisk, men hvis det er noget med at opgive på forhånd melder jeg pas. Som det formodentlig fremgår af mine indlæg er jeg fuld at kampgejst.
Comment By: søren Svagin
juni 29th, 2010 at 00:09
Der har åbenbart været en stilstand i dabatten, men den skal holdes kørende, for det er naturligvis en skandale, at jazzen lige så stille er ved at falde under radaren hos de besluttende politikere, og at der ikke rigtig nogen, der råber op. Jeg har, ligesom Ole M. prøvet at sende ind til Politiken, men har heller ikke haft heldet med mig. Det skal ikke afholde mig, og jeg er helt enig med Ole i, at hvis der kunne komme noget, der lignede en storm, ville det nok batte noget. I mellemtiden er der kun det lange seje træk, nemlig at søge penge til at udfylde det hul, som DR har efterladt på live-fronten, og jeg kan godt her afsløre, at Radio Jazz optager 3 koncerter under festivalen, og betaler tariffen. Det bør musikerne også lægge mærke til, og støtte op om radioen, helst ved at melde sig ind i støtteforeningen, Radio Jazz Venner. Også resten af året vil vi optage en række koncerter, og hvis vi kan få noget opmærksomhed om disse initiativer, bliver det måske mere indlysende, at Radio Jazz kan komme i betragtning til nogle licensmidler. Måske kan Radio Jazz hen ad vejen også komme til at fungere som et produktionsselskab for både P1+ og den nye radiokanal. Vi leverer programmerne, som så bliver afspillet på de/de landsdækkende kanaler. Måske en mulighed. Det vigtigste er, at vi er der, og at vi bliver ved.
Søren Svagin, Radio Jazz