Om Jazzen fra Jazzen

Lars Winberg: ELEkTRO møder John Tchicai

Posted on april 25th, 2011 by jazzblog.dk

Den 28. april 2011 udkommer debut-cd’en med ELEkTRO feat. John Tchicai. Datoen er ikke tilfældig: det er denne dag John Tchicais kan holde sin 75 års fødselsdag!

Cd’en udkommer på det danske label BlackOutMusic der med mild, men myndig hånd styres af Emil Jørgensen. Alle lydoptagelser er foretaget i Ninth World Music’s studie i Humlebæk med P.O. Jørgensen ved pult og maskineri.

Set i bakspejlet er ELEkTRO et projekt der begyndte for over 30 år siden. Jeg var bestyrelsesmedlem i Ny Dansk Jazzmusikerforening hvis formål bl.a. var at udbrede kendskabet til jazzen via workshops rundt omkring i landet. En af de workshops der blev afviklet i Odense, var under ledelse af John Tchicai. Det var fantastisk! Der blev sat et dybt musikalsk spor i mig som ikke siden har fortaget sig – nok skiftet form, men aldrig fortaget sig.

Efterhånden som mine to drenge er vokset op og blevet unge mænd, har det været en fornøjelse at have dem med i forskellige musikalske sammenhænge. Højdepunktet med Adam var nok vores deltagelse i Copenhagen Jazzfestival hvor vi spillede solen frem i Frederiksberg Have med en fusionskvartet. Højdepunktet med Tobias var nok vores deltagelse i Festival for Alternativ musik hvor vi mixede rock/jazz/electronica/dj’ing. I dag arbejder Adam med rocken i forskellige sammenhænge, Tobias arbejder med den psykadeliske rock. Lysten til at spille sammen med dem vil altid være der!

Man kan godt få gode ideer af at støvsuge! Under en sofa i 2006 fik jeg ideen til at spille sammen med Adam og Tobias igen, men samtidig – og med John Tchicai! Drengene var med på ideen, og det var John også! Under sit studium havde Adam mødt Mads la Cour som han mente ville matche kvartetten og forstærke den til en kvintet. Han fik ret!

Hele holdet mødtes første gang foråret 2007 til en indspilningssession hos PO Jørgensen i Humlebæk. Det var forrygende! Det var energi, det var lydhørhed, det var leg – det var fantastisk! Tre generationer, vidt forskellige musikalske erfaringer, vidt forskellige mennesker og alligevel så enslydende! I marts 2010 indspillede vi så de sidste tracks, og nu lidt over et år efter er cd’en så endelig klar.

Som for over 30 år siden handler det stadig om at finde ind til den inderste kerne, at finde det punkt hvor musikken tænder, hvor energien og magien opstår. Det handler meget om leg, men også om at forholde sig bevidst til sin del i legen og at kunne give bolden videre. Selvom de musikalske rammer er givet, er tonesproget ikke entydigt, men åbent for det fritonale, formen fleksibel endskønt på forhånd fastlagt, melodien nedskrevet, men først forløst i fortolkningen og selvom den rytmiske puls har sit meter, kan den ind imellem stå uhørligt stille. Fordomsfrit.

Med venlig hilsen
Lars Winberg

ELEkTRO er:
John Tchicai – tenorsaxofon
Mads la Cour – trompet, flygelhorn
Tobias Winberg – laptop, guitar
Adam Winberg – trommer
Lars Winberg – el-bas

Lyt til musikken her


Skriv en kommentar

Copyright © 2012 jazzblog.dk. Skriv til info@jazzblog.dk