Morten Lund: Instrumentalmusik – der er håb endnu…
Posted on november 23rd, 2009 by jazzblog.dk
Den 5 april 2008 skrev min gode ven, kapelmester og kollega Niels Lyhne Løkkegaard en kronik i Jyllandsposten under overskriften Musik i DK – en kunstart i krise?
En skarp kommentar til vores samfunds forbrug af- og opfattelse af musik, og om hvorledes man i det offentlige rum og i medierne efterhånden kun “møder musik i den rene forsødede underholdningsform”. Niels skriver bla: “Man kan spørge sig selv, om der ikke her er tale om en forarmelse af befolkningens tilgang til musik i forhold til andre kunstarter, og om man overhovedet kan tale om musik som en kunstart, idet den i så høj grad kun udsondres i så let en sukkervandsagtig form, som man oplever det i medierne.”
Personligt har jeg inden for mit virke som freelance jazztrommeslager de senere år måtte konstatere, at jeg efterhånden stort set udelukkende henter min indkomst ved at spille jazzmusik med vokalister, og sjældnere og sjældnere spiller med rene instrumentalgrupper. Hvorfor det? Det er jo ikke fordi mængden eller kvaliteten af instrumentalmusik er blevet mindre eller dårligere med årene, men fordi det i disse tider åbenbart er sangerne (og i særdeleshed sangerinderne), der løber afsted med alle jobs. Det virker på mig som om, at arrangørerne derude oftest holder sig til kun at booke vokaljazz, fordi det er det eneste, der trækker publikum til, og jeg må jo desværre ved selvsyn konstatere, at de har jo ret…I min optik (og vist også løkkegaards) har instrumentalmusikken ihvertfald herhjemme aldrig haft det værre end den har nu imagemæssigt og publikumsmæssigt, og det er virkelig virkelig ærgeligt for vores fag!
Selvfølgelig er der absolut intet galt med vokaljazz! Jeg elsker det og nyder privilegiet at spille bag ved nogen af de allerbedste på området herhjemme, men det er, som Niels skriver i sin kronik en kendsgerning at “mange mennesker kan næppe forestille sig musik, der ikke er tilsat vokal, for da slet ikke at tale om musik uden rytme?” – helt sikkert fordi man i Danmark, i den brede befolkning stort set ikke møder instrumentalmusik andre steder end i elevatoren på hotellet i telefonventekøen eller i Føtex – altsammen som manipulerende intetsigende shopping-muzak.
Er koncertformen med ren instrumental (jazz)musik således ved at uddø herhjemme ? det føles ærligt talt sådan ind i mellem…. men netop hjemkommet fra en turné i udlandet skulle jeg hilse og sige, at det står heldigvis helt anderledes til andre steder.
Vi har med trioen Bollan/Bodilsen/Lund netop spillet 10 koncerter i Italien, Spanien og England, og det har været helt sindsygt overvældende for det første at spille for stopfulde koncertsale og for det andet at opleve den kæmpe store respekt og umiddelbare kærlighed for vores udtryk – det klassiske klavertrio format. Det er ganske paradoksalt at man i landet , der ledes af en type som Silvio Berlusconi, og som stadig i visse regioner er gennemsyret af mafialignende tilstande, oplever en helt anderledes stor respekt for folk, der beskæftiger sig med- og præsenterer kultur. Jazzens største stjerner dernede er virkelig celebrities.
Man kan sammenligne dem med de vigtigste danske filminstruktører, der i mine øjne nyder meget meget større respekt end musikere i den offentlige debat. Selvfølgelig er Italien også fyldt med talentshows på TV, men medierne beskæftiger sig også i væsentligt højere grad med jazzmusikere og instrumentalmusik. De sætter en meget meget større ære i at bevare deres egen musikalske arv, og så er sydeuropa jo også bare regionen, hvor den almindelige befolkning generelt går meget mere ud om aftenen…alt sammen noget vi danskere kunne lære rigtigt meget af.
I vores trio spiller vi hovedsagligt originalkomponeret musik med stort fokus på improvisation og fælles/fri udfoldelse inden for meget simple rammer. Vi spiller meget sjældent standards og prøver aldrig at tilpasse musikken bestemte ører – en opskrift, som hvis man så nøgternt på det, herhjemme ville trække max. 25-30 publikummer, men som altså for 2 uger siden udsolgte Roms største koncertsal med plads til 3000…Det er sådan en oplevelse, der gør at jeg siger “Der er håb endnu” – men hvad siger i derude? Hvordan skal vi i højere grad få folk til at opleve instrumentalmusikkens lyksagligheder? Er det udelukkende mediernes skyld? Eller er vi bare for dårlige herhjemme til at formidle den slags musik?
Morten Lund
Comment By: Niels Overgård
november 23rd, 2009 at 17:05
Jeg er glad for at læse, at du mener at der endnu er håb for instrumentalmusikken.
Lige nu har Bodilsen og du fat i den lange ende. I får megamegen velfortjent ros i de “gamle” og stadig vildt vigtige medier. Jeg ønsker jo også som et lille barn, at der kommer mange mennesker til jeres koncerter – specielt den jeg selv er med til at arrangere på Fermaten
Så der skal bla. holdes godt gang i spin-arbejdet.
Pladeselskab, booking og andre omkring jer, skal fodre selv de dele af pressen, der tror at jazz kun kan synges.
Jeg har en naiv tro på, at dansk jazz står overfor en velfortjent opblomstring. Når man herhjemme opdager at danske jazzmusikere i den grad rykker i udlandet, så kommer der til at ske noget.
Lykke til med jeres suveræne arbejde.
Comment By: nils bo davidsen
november 23rd, 2009 at 22:18
Jeg har de seneste par år turneret mere og mere i udlandet. Jeg har bl.a. den store glæde at være med i new york trommeslageren Bobby Previte’s europæiske band, med fede musikere fra frankrig, østrig og italien. Det har været lidt af et chok, at spille en masse koncerter i andre europæiske lande. Hold kæft hvor kommer der mange publikum!!og specielt i Italien. Vi får gode penge-og hotel, rejse, diæter betalt. Det løber rundt på en eller anden måde- uden støtte. Og vi spiller rimelig heftigt impro-jazzrock.
Det er så dobbelt-trist at komme hjem og spille i DK. Det er fandme tit, der ikke er mange publikker. Og halvdelen snakker højt, for at overdøve musikken.
Jamen jazzen er jo helt død i medierne. Og sådan noget breder sig da. Jeg prøvede at finde
noget musik på bilradioen igår. 90% var R n B- og 100% af dette var kvindelige forsangere. Vi snakker 15-16 stationer, der allesammen spiller det samme. yyyyrgh! Det kan v;re DR/K kan v;re med til at rette lidt op p[ det…
Comment By: Thomas Hass
november 25th, 2009 at 11:39
Er det bagsiden af det super homogene samfund vi lever i hvor alle mere og mere ligner hinanden? Hvor de fleste bruger de samme medier og hvor det i virkeligheden er utrolig få mennesker på diverse redaktioner der sætter dagsordenen for en hel nations niche kunstarter. Når en så stor gruppe danskere kan indfanges af tankegods og et kultursyn fra Pia Kjærsgaard og venner fortæller det meget om hvordan mange danskere orienterer sig i hverdagen. Det er seertal og sikre afprøvede løsninger der præger medie billedet og nok ikke så meget nysgerrighed og opsøgende aktiviteter. Det bliver på en måde en selvforstærkende effekt. Dog roterer der en skøn dokumentar om jazz på DR-K lige for tiden tæt på midnat. Programmer man normalt kan se på Sverige 2. Er det tiden der påvirker folk til at enten ville pleases eller udfordres? For udfordres det skal de jo helst ville hvis de skal til en instrumental jazzkoncert. Eller er vi (instrumental jazzere) for dårlige til at “udtrykke følelser” som folk kan relatere til? Jeg synes at have mødt både, hos rock/pop folket og i den nutidige intellektuelt konceptuelle kunst scene, holdninger der ligner de som kommer til udtryk på “Spinal Taps” You Tube klip om jazz http://www.youtube.com/watch?v=wscZhvj_lH4 Alle de klassiske kliche’er om mangel på melodi etc etc.
Men som Herbie Hancock siger er det måske ordet JAZZ som er jazzens egen største fjende. Med små 300 koncerter i Japan, Canada, mellem og sydamerika og det meste af Europa har jeg som medlem af orkesteret Sr. Coconut(aka Uwe Schmidt) haft de samme oplevelser som i beskriver. Her var etiketten electro salsa og selvfølgelig baseret på repetetive rytmer men faktum var at der blev spillet vilde lange soloer, i over halvdelen af koncertens varighed og folk elskede det og blev ved med at ville have orkesteret. Det hed ikke jazz men det var det de langt hen ad vejen hørte og ikke mindst responderede på.Højdepunktet var 12-13.000 mennesker på Reading Festival i England direkte transmiteret af BBC. Et vidunderligt crossover projekt som meget sigende havde meget svære vilkår i DK med kun 3 koncerter på de 6 år, Roskilde, Vega og Rust. Vi må kæmpe videre og genopfinde os selv.