Rasmus Stenholm: Livemusik i dagens DK – trends og nytænkning
Posted on december 25th, 2009 af jazzblog.dk
Baggrund
Jeg har læst en del indlæg her på bloggen og generelt fulgt med i debatterne rundt omkring. Og det slår mig at vi måske kunne anskue problemer og løsninger på en lidt anden måde, så her en anden indgangsvinkel.
Jeg, Rasmus Stenholm er organist og pianist, har 20 års erfaring som sideman og udgiver netop nu min egen debutplade på LongLife Records, “For Those About To Roll”.
Mit blogindlæg skal ses som en analytisk metode og ikke en løsning eller en kritik af branchen.
Årsag eller virkning?
For at finde frem til problemets kerne bliver man nødt til først at se på årsager frem for virkninger. I dette blogindlæg prøver jeg at skrabe i hvilke årsager der kan være til at publikum ikke længere, dels møder op, og dels ikke bruger nogle penge på spillestederne. Men jeg håber I er med på konceptet og selv byder ind med jeres konklusioner og betragtninger.
Lad os antage at vi ser på strategien for jazzen de næste 3-5 år. En SWOT analyse ville være på sin plads som minimum. En sådan kombinerer styrker (Strength), svagheder (Weaknesses), som vender indad mod os selv, samt muligheder (Opportunities) og trusler (Threats) som vender udad og som man bliver nødt til at forholde sig til, stile efter eller indrette sig efter. Vi skal altså se på branchen som helhed og ikke bare på musikernes interessesfærer.
Nogle trends
Mange af de naturvidenskabelige dogmer knytter sig til ligevægte, og det gør sig også gældende i andre forhold. Tryk avler modtryk.
Det er en megatrend i den vestlige verden at fedme og usundhed er en del af hverdagen., hvad enten du er fed eller ej. Det betyder, som modvægt, at broccoli, riskure, diverse græs-smoothies m.m. er blevet allemands-eje og en naturlig del af manges kostplan. Hvor tit snakker man ikke med en bekendt, der er på den ene eller den anden kur som skal enten skærpe koncentrationen, gøre dem mere konkurrencedygtige eller få dem til at tabe sig, på trods af at de er slanke som ål. KRAM (Kost, Rygning, Alkohol og Motion) er det danske svar på denne trend hvor befolkningen bliver gjort til beregnelige brikker i et excel ark til udmøntning i en national case study.
Dette har impact på jazzens merkantile overlevelsesevne, blandt andet fordi øl salget er faldet markant. Det er nok derfor at man ikke ser så megen krise i traditionel jazz fordi publikummet er lidt ældre og ikke sådan lige lader sig gå på af megatrends.
Det er en, om ikke andet lokal, trend at staten skal minimaliseres, så den skal vi nok heller ikke stå og vente på! Musik er i manges optik blevet til underholdning, i ordets kedelige forstand, og mange går i højere og højere grad efter laveste fællesnævner, eller i hvertfald efter det der kan sælges på almindelige markedsvilkår. Som Niels Hausgaard dejligt ironisk sang om kultur for en del år siden: “Det ska’ ku’ løv’ rundt, og rundt, og rundt og rundt og rundt!”
En anden trend er at kompleksiteten stiger overalt i samfundet og ændringer sker hurtigere og hurtigere. En ofte brugt analogi er “The Red Quenn Hypothesis” fra Alice i Eventyrland, hvor man skal løbe hurtigere og hurtigere for at stå på samme sted. En trend der, synes jeg, i værste fald kan gøre mennesker overfladiske og ‘input-resistente’ men også kan få dem til at gå ned med stress. Ydermere gør dette faktum mediebilledet stereotypt og ensartet så det er mere interessant om en musiker er kørt galt med heroin i lommen end at vedkommende har spillet en god koncert. Budskaber skal være klare, og helst lidt chokerende, for at trænge igennem ‘info-suppen’.
Lykke og fordybelse
I min optik sælger vi lykke og/eller fordybelse!
Fordybelse er svær når man løber hurtigere og hurtigere for at stå på samme sted!
Lykken er selvfølgelig forskellig fra person til person. Men i den vestlige verden er den ofte konkretiseret ved materielle ting. Hvad enten det er et plasma-TV, en Audi eller noget man kan proppe i kraniet. Og vi skal gerne være lykkelige hele tiden, ikke noget med at falde ned i et hul. Så hellere snuppe noget medicin.
Jazzen er diffus i forhold til materielle goder og kan ikke umiddelbart omsættes i denne lykkedefinition. For andre end os musikere, ildsjæle og en skare af fans.
Innovation
Samlet set giver disse input mig et billede af at vi bliver nødt til at være innovative og som musikere, sammen med resten af branchen, tage del i idé-genereringen for at få det smalle repertoire ud i en relativt mainstream sammenhæng, vel og mærke uden at gå efter den laveste fællesnævner. Branding af jazzen er essentiel i forhold til at få fat i det brede kundesegment, og det kan vi allesammen være med til.
Det er min opfattelse at der faktisk er, hvis ikke andet så potentielt, ret bred interesse for jazz i befolkningen, men interessen skal altså transformeres til reel omsætning på spillestederne for at vi til stadighed kan blive med at gøre det vi elsker!
Hvorfor ikke lave jazzkoncerter til totaloplevelser? Hvorfor ikke retænke hvordan man kan afvikle jazzkoncerter som ikke nødvendigvis er 3 x 45 eller 2 x 1 time men mere en del af et samlet koncept der kan involvere lys, dufte, smagsoplevelser og selvfølgelig jazz som den bærende platform?
Ny anvendelse af teknologi til udbredelse er en mulighed.
Ekstra satsning på markeder udenfor landets grænser er en anden mulighed.
Jeg kan mærke på mig selv at der er en ret stor modvilje i mit selv i forhold til at ændre på hvordan koncerter afvikles, dels fordi jeg har så stor erfaring i hvordan vores arbejdsplads skal være og dels fordi at jeg har gjort det på samme måde i så mange år. Men jeg tror at vi bliver nødt til at være modige og opfinde nye koncepter.
Set udfra de indlæg der allerede nu har været her på jazzbloggen er det min opfattelse at der er en idérigdom og en lyst til at rykke for sagen blandt musikere. Men det kræver nytænkning, forandringsvilje og mod, både indenfor finansiering, branding og afvikling som kan imødekomme de trusler vi står overfor lige nu og de næste år.
Bluegrass og country fik en global revival p.g.a. ‘O brother where art thou’, men det kan vi ikke vente på!
Kom gerne med nogle gode idéer og erfaringer…
Rasmus Stenholm
Piano, organ & misc. keys
www.stenholm.info
www.myspace.com/rasmusstenholm
www.reverbnation.com/rasmusstenholm
Comment By: Jens Jørn Gjedsted
januar 7th, 2010 at 20:00
Hej Rasmus
Du skriver bl.a.: “Hvorfor ikke lave jazzkoncerter til totaloplevelser? Hvorfor ikke retænke hvordan man kan afvikle jazzkoncerter som ikke nødvendigvis er 3 x 45 eller 2 x 1 time men mere en del af et samlet koncept der kan involvere lys, dufte, smagsoplevelser og selvfølgelig jazz som den bærende platform?”
Jo, men er vi så ikke tilbage ved denne blogs udgangspunkt? For er det rant faktisk ikke det, Lennart og Copenhagen Jazz House prøver på?
Jens Jørn Gjedsted
DR Musik/Jazz – Trompetist
Comment By: Rasmus Stenholm
januar 11th, 2010 at 16:45
Jeg har desværre ikke fået en advisering om at der var kommet en kommentar. Derfor lidt forsinkelse på svaret…
Jeg ved ikke om det er grundlaget for denne blog, men det er ihvertfald noget af det mest diskuterede herinde. Og med rette da det er ‘nationalscenen’, så det er nok her bølgerne går højest. Men problemet er i hele landet.
Jeg forsøger i indlægget at tage os lidt op i helikopteren og anskue årsager og ikke symptomer. For på den måde nemmere at kunne finde løsninger.
Og jo, det at Lennart søger nye retninger på Copenhagen Jazz House er et symptom på problemerne og én måde at lede efter den rigtige løsning. Så synes jeg da kun at det er sundt at musikerne reagerer og bistår i processen med at lede
En anden løsning kunne være at gå ind i politik, for man kunne også anskue situationen sådan at et af verdens rigeste samfund også burde have et af verdens rigeste kulturliv.
Comment By: Kjeld Lauritsen
januar 30th, 2010 at 22:32
Hej Rasmus og Jens Jørn
Måske ligger løsningen i den tætte kontakt mellem musikere og publikum, som på La Fontaine, der har oplevet en stor publikumstilstrømning på det seneste. Og det er jo totalt old-scool.
Jeg ser også positive tendenser i mediebilledet, bl.a. med jazzen i DR. Det kunne heller ikke blive værre.
Publikumsinteressen følger mediebilledet og når jazzen er fraværende i medierne bliver det meget svært at hente publikum ind live.
Derfor skal man efter min mening ikke sælge ud, men tværtimod holde fast i jazzens grundkvaliteter. Sportens fascinationskraft er jo i mange tilfælde bundet op på en her-og-nu spænding. Dette gælder også jazzen. Således har jeg tit oplevet at publikum synes bedst om de passager hvor man tog chancer.
Jeg synes det er farligt hvis jazzen skal afvise offentlig støtte. I sammenligning med klassisk musik og efterhånden også rock er jazzen underfinancieret i forhold til kvaliteten. Samtidig hersker der en helt ahistorisk forventning om at musikken er en helt ny reinkarnation hver gang en dansk jazzmusiker spiller. Hvis musikken er helt ny hvordan kan den så indskrive sig i en tradition??
En stor del af miseren er at de mange kulturhuse ikke har hverken faciliteter eller midler til smalle genrer som moderne jazz.
Hvad jeg savner er et jazzcommunity hvor det ikke kun er min lille karriere, men jazzen i danmark der er på sinde for den enkelte.
Comment By: Anders Larson
februar 5th, 2010 at 14:12
Kjeld – det er lige præcis et jazzcommunity jeg håber på at stable på benene med jazzbloggen!
Jeg har en stærk overbevisning om at det er vejen frem at komme tættere på vores publikum, og give dem et billede af hvem som rent faktisk står eller sidder bag instrumenterne – og det er det vi kan her på bloggen. Jeg kan se at der er mange derude som synes at det er spændende læsning her på stedet, og det er absolut ikke kun musikere, men også dem som vi gerne skal underholde, og som er med til at sørge for at vi kan betale vores regninger.
Med hensyn til støtte til jazz kontra f.eks. klassisk musik… Don´t get me started! Jeg kunne godt tænke mig at finde lidt statistik på hvor meget (læs: hvor mange tusinde kroner) der er i statsstøtte til HVER billet ved en opera eller symfonisk koncert!
Men indtil jazzen er nået dertil rent økonomisk (det sker nok desværre ikke), så må vi prøve at finde nye veje, og nye platforme at blive set og hørt på, samt arbejde på flere forskellige indkomstkilder.