Jeg har en stærk overbevisning om at det er vejen frem at komme tættere på vores publikum, og give dem et billede af hvem som rent faktisk står eller sidder bag instrumenterne – og det er det vi kan her på bloggen. Jeg kan se at der er mange derude som synes at det er spændende læsning her på stedet, og det er absolut ikke kun musikere, men også dem som vi gerne skal underholde, og som er med til at sørge for at vi kan betale vores regninger.

Med hensyn til støtte til jazz kontra f.eks. klassisk musik… Don´t get me started! Jeg kunne godt tænke mig at finde lidt statistik på hvor meget (læs: hvor mange tusinde kroner) der er i statsstøtte til HVER billet ved en opera eller symfonisk koncert!

Men indtil jazzen er nået dertil rent økonomisk (det sker nok desværre ikke), så må vi prøve at finde nye veje, og nye platforme at blive set og hørt på, samt arbejde på flere forskellige indkomstkilder.

Måske ligger løsningen i den tætte kontakt mellem musikere og publikum, som på La Fontaine, der har oplevet en stor publikumstilstrømning på det seneste. Og det er jo totalt old-scool.
Jeg ser også positive tendenser i mediebilledet, bl.a. med jazzen i DR. Det kunne heller ikke blive værre.
Publikumsinteressen følger mediebilledet og når jazzen er fraværende i medierne bliver det meget svært at hente publikum ind live.
Derfor skal man efter min mening ikke sælge ud, men tværtimod holde fast i jazzens grundkvaliteter. Sportens fascinationskraft er jo i mange tilfælde bundet op på en her-og-nu spænding. Dette gælder også jazzen. Således har jeg tit oplevet at publikum synes bedst om de passager hvor man tog chancer.
Jeg synes det er farligt hvis jazzen skal afvise offentlig støtte. I sammenligning med klassisk musik og efterhånden også rock er jazzen underfinancieret i forhold til kvaliteten. Samtidig hersker der en helt ahistorisk forventning om at musikken er en helt ny reinkarnation hver gang en dansk jazzmusiker spiller. Hvis musikken er helt ny hvordan kan den så indskrive sig i en tradition??
En stor del af miseren er at de mange kulturhuse ikke har hverken faciliteter eller midler til smalle genrer som moderne jazz.
Hvad jeg savner er et jazzcommunity hvor det ikke kun er min lille karriere, men jazzen i danmark der er på sinde for den enkelte.

Jeg ved ikke om det er grundlaget for denne blog, men det er ihvertfald noget af det mest diskuterede herinde. Og med rette da det er ‘nationalscenen’, så det er nok her bølgerne går højest. Men problemet er i hele landet.

Jeg forsøger i indlægget at tage os lidt op i helikopteren og anskue årsager og ikke symptomer. For på den måde nemmere at kunne finde løsninger.

Og jo, det at Lennart søger nye retninger på Copenhagen Jazz House er et symptom på problemerne og én måde at lede efter den rigtige løsning. Så synes jeg da kun at det er sundt at musikerne reagerer og bistår i processen med at lede

En anden løsning kunne være at gå ind i politik, for man kunne også anskue situationen sådan at et af verdens rigeste samfund også burde have et af verdens rigeste kulturliv.

Du skriver bl.a.: “Hvorfor ikke lave jazzkoncerter til totaloplevelser? Hvorfor ikke retænke hvordan man kan afvikle jazzkoncerter som ikke nødvendigvis er 3 x 45 eller 2 x 1 time men mere en del af et samlet koncept der kan involvere lys, dufte, smagsoplevelser og selvfølgelig jazz som den bærende platform?”
Jo, men er vi så ikke tilbage ved denne blogs udgangspunkt? For er det rant faktisk ikke det, Lennart og Copenhagen Jazz House prøver på?
Jens Jørn Gjedsted
DR Musik/Jazz – Trompetist