Den første generation af jazzens store stilskabende jazzmusikere tjente deres penge ved at spille til dans. Og de ku´li´det. Danserne inspirerede. Også til kompositioner. Duke Ellington hyldede datidens store sorte danser Bojangles med en komposition med hans navn i titlen.
Jazzmusikerne havde ikke noget imod at spille til dans. Lester Young, Charlie Parker, Sonny Rollins spillede danse og Miles Davis inspireredes af stepdansernes yndlingsrytme ”tap rhythm”. Alt sammen i jazzens tradition.
Saxofonisten Jesper Thilo fortæller: ”Det første job på en koncertturné med den verdensberømte amerikanske saxofonist Benny Carter med Arnvid Meyer´s orkester var uheldigvis i en gymnastiksal på en skole, hvor der skulle være skolebal. Dér stod vi så med Benny Carter og en hel masse glade unge mennesker med øller i hænderne og sved på panden og damer og det hele. Det viste sig at være fuldstændig umuligt at gennemføre en koncert, så vi måtte sige til Benny: ”Dette her må du squ meget undskylde. Vi ved ikke rigtig, hvad vi skal ….” ”Det dér? Det er noget af det bedste, jeg ved. Danser de?” – ”Ja, det regner vi med, de gør” – ”Ih, det bliver pragtfuldt! Må jeg ikke være med hele tiden, for jeg elsker at

Read the rest of this entry »

Share on Facebook

Tags: 1950erne, 1960erne, Arne Lamberth, Bertrand Bech, Børge Ring, dans, dansemusik, Erik Moseholm, Frank Jensen, Gorm Lertoft, Gotfred Sørensen, jazz, jazzmusiker, Politikens Jazzleksikon, Preben Oxbøl, Radiojazzgruppen, Svend Aage Nielsen