Bare få måneder efter at have modtaget landets største jazztalentpris, ”Stjerneprisen”, ved Silkeborg Frokostjazz, havde jeg den ære, torsdag d. 21. oktober, at blive udråbt som årets fynske jazzmusiker 2010.

Det var barnlig leg med ulovligt nytårsfyrværkeri der gjorde mig blind som fjortenårig. Til Januar er det fjorten år siden ulykken og dermed har jeg snart været blind i halvdelen af mit liv. Hver dag der er gået siden ulykken for14 år siden har handlet mere og mere om musik. Det startede med klassisk guitar på Danmarks Blindeinstitut og har bl.a. ført til diplomeksamen fra Det Fynske Musikkonservatorium med kontrabas som hovedfag, studieophold på det præstigefyldte Manhattan School of Music i New York, en anmelder-rost debutplade (Richard Andersson Sustainable Quartet, Please Recycle, Blackout Music), samt optagelse i solistklassen på Det Rytmiske Musikkonservatorium.

At lytte er alfa og omega

Selvom jeg, mit handikap til trods, er meget selvstændig må jeg affinde mig med at være afhængig af seendes hjælp i rigtig mange situationer. Men i musik gælder nogle helt andre spilleregler. Her er synet underordnet mens hørelsen er altafgørende og således er jeg helt på lige fod med mine kolleger når først musikken spiller.

Kåringen af Årets fynske jazzmusiker fandt sted på Magasinet i Odense. Simon Krebs (årets fynske jazzmusiker 2009) holdt motivationstalen. Jeg var meget beæret over hans flotte tale, hvori han bl.a. beskrev mig som en talentfuld musiker med en smittende spilleglæde. Simon Krebs lagde også vægt på mit engagement i Det lokale musikmiljø. Han beskrev mig som en dygtig iværksætter og ildsjæl og fremhævede to af mine igangværende projekter, nemlig koncertrækkerne ”Jazz i den 11. time” og ”PublicJazzService”. Begge tiltag har til formål at åbne flere menneskers øre for jazz, samt at give lokale jazzmusikere muligheden for at spille med store danske jazznavne.

Jeg er meget glad for at have fået tildelt prisen som Årets fynske jazzmusiker og vil gøre mit bedste for at leve op til titlen idet kommende år.

Venlig hilsen
Richard Andersson

Share on Facebook

For tiden er der temmelig trangt på jazzmarkedet. Der kommer nye talenter frem på den rytmiske scene i DK, alle de populære instrumenter er repræsenteret: piano -keyboards –saxer –trompeter –guitarer -trommer –congas -elbasser, ja kontrabassister myldrer frem som aldrig før. Da jeg selv i mindst 40 år har været kontrabassist, måtte det jo interessere mig lidt, hvem der udover mig spiller kontrabas. Jeg kender mange, men jeg må opgive at følge helt med. En gang imellem hører jeg noget i radioen, der kræver min opmærksomhed. Ikke på P3, næh nej, det ku jeg eller P3 ikke drømme om, vel snarere fx DR-Jazz på Dab Radio. Kan ikke lade være, jeg må hen på displayet og se, hvem der spiller. Så viser det sig at være en dansk gruppe, jeg ikke har hørt om før. Det er super godt.. Og der skal altså noget til at overraske mig. Bassisten spiller fantastisk…Hvad sker der? Jeg troede lige at jeg havde check på, hvem der er på banen i dansk jazz, men NEJ.


Da jeg som ung knægt begyndte at spille kontrabas, havde jeg én lyd i ørerne, det var Niels Henning Ørsted Pedersen. Derfra kom min første inspiration. Også fra Ray Brown. Jeg tænkte: sådan vil jeg spille. Alle de rigtige basgange, disse harmoniske linier, alt gik den rigtige vej. Det var i midten af 1960erne, og det var en fantastisk opdagelse. Yes -jeg kunne finde ud af det, der fandtes kun én måde at spille kontrabas på – troede jeg! Jeg opdagede senere Paul Chambers, Sam Jones, -og– så kom Ron Carter ind i billedet. Hold da op for et elastik og et overskud han havde. I Miles gruppen på LPer som Sorcerer og Nefertiti, viste Ron Carter nye veje. Den gruppe tog benene væk under mig. Jeg rejste mig op, begyndte at samle op på Fats Waller, Benny Goodman og Ellington og kom lidt i balance igen. Jeg skulle jo have fat i jazzens rødder. 

Skulle jeg så ikke også have fat i Armstrong? – Jo, men jeg var ikke helt klar på det tidspunkt. Jeg skulle jo først være jazz-revolutionær, fremme på beatet. – Så jeg fortsatte med Cecil Taylor og Albert Ayler. Der stod jeg hurtigt af… Jeg KAN altså godt lide en god melodi, og det fik jeg ikke derfra. Så jeg vendte 180 grader igen for at finde ud af, om der skulle være noget jeg havde glemt. Hvor kunne mit eventuelle fremtidige ståsted så tænkes at være?.. …Efterhånden måtte jeg jo indse, at GOD MUSIK er GOD MUSIK. Jeg var begyndt at mærke, at min hang til en god melodi ikke var noget jeg kunne løbe væk fra. Det sad dybt i mig.


-Så gik der 44 år-
Jeg kan stadig lide den gode melodi. Det er mig ligemeget, om den kommer fra Sivuca, Joni Mitchell, højskolesangbogen, Dolly Parton, De Små Synger, eller Michael Brecker og James Taylor. Den gode melodi findes i alle genrer. Som musiker befinder jeg mig bedst i jazzhjørnet. Vel at mærke ikke så gerne ”nissejazz” til akkompagnement af slædelur og klirrende fadbamser, hellere swing, bebop og fremefter, særligt den nyere jazz, som oftest byder på overraskelser. – Miles og hvad deraf følger.



Derudover har jeg også, det må jeg da indrømme, efter mange års tøven, opdaget de andre genrer: folkemusikken, country osv. Den klassiske musik fandt i årene 1969-1973 vej til mit øre via et studie på Det Jyske Musikkonservatorium. Det er jeg i dag meget glad for, at jeg fik med. Nu spiller jeg bas med fornemmelse for det hele, hvis det ellers lykkes for mig i min musik at gøre mig forståelig. Det sker, at én fra publikum kommer hen efter koncerten, giver hånd og udtaler sin begejstring. Første gang var jeg meget ung; jeg undskyldte og sagde, at det vist kun var en halvgod aften, nævnte flere steder hvor det var gået galt. Senere blev jeg klar over, at det var da det sidste jeg skulle have sagt, vedkommende havde haft en oplevelse, og det skal man anerkende. Jeg blev også klar over, at musikken er en gave, jeg har fået, og det skal jeg kunne glæde andre mennesker med. I dag er det en væsentlig grund til at jeg spiller. Men jeg skylder også mit publikum at være ærlig med min musik, dvs jeg spiller det jeg bryder mig om. Ellers er det ”balle”, og det er jo noget andet.

Tilbage til Niels Henning. Jeg opdagede på et tidspunkt, at nu kendte jeg ham. Jeg vidste hvad han kunne finde på, og han overraskede mig ikke mere. Hvad jeg også opdagede var, at jeg ville aldrig nogensinde blive ligeså teknisk dygtig som han. Så hvorfor ikke begynde at lytte til andre? Et hurtigt tilbagespot på inspirationskilder får mig til at tænke på personligheder, eller yderligheder som eksempelvis Eddie Gomez, Buster Williams og Charlie Haden.

Men der var en masse andre bassister, som også var inspirerende. Intonationen hos amerikanerne var op og ned, men et fælles træk var den fantastiske timing og det musikalske overblik. Jeg syntes at jeg fra hver bassist fik noget ganske specielt, som jeg kunne arbejde med. Og når det var allerbedst, kunne jeg ikke finde ud af, hvad bassisten spillede. Med ”allerbedst” mener jeg, at når man kan analysere sig frem, så er det også blevet muligt at fratage musikken sin magi. Magien opstår der, hvor analysen giver op. Så er det stort.

I dag kan man på konservatorierne lære metoder til at spille i forskellige genrer, det er fint. Men hvor og hvornår får du den magiske oplevelse? Den kan du få når som helst, og nogle gange fra ganske uventet side. Du kan også få den, nu vi er ved det, på konservatoriet til en afslutningskoncert, hvis der er amoriner i luften mellem musikeren og musikken. You never know. 

I dag spiller jeg ikke koncerter med samme frekvens som i 80erne og 90erne. Men jeg nyder hver eneste gang. Og det skal helst være foran et lyttende publikum. Det sker, at en koncert blivert forstyrret af en vildfaren exibitionist, der giver sig til at danse mellem publikum og orkesteret. Jeg tænker … åh nej…det var ikke lige det koncerten gik ud på, men lidt senere, når naturen er gået over optugtelsen, og stemningen har ændret sig til det mere løsslupne, er der måske flere der danser, og nogen der danser rigtig fedt, så kan jeg lide at betragte dansen, medens jeg spiller. Men jeg sætter også pris på, når publikum er i stand til at fornemme, hvilken situation de er med til at skabe. Mine musikalske legekammerater er både jazzmusikere og musikere fra folk- og world genren. Når oplevelsen er der, er genren underordnet.



Jeg havde som yngre en ide om at kunne leve af at være musiker. Først troede jeg, at jeg skulle stå med min bas på en danserestaurant, spille jazz og smægtende bløde melodier, og score barpigen bagefter. Senere fandt jeg ud af, at det ville være den kunstneriske død. Jeg søgte ind som stævnedeltager på jazzstævnerne på Vallekilde Højskole, blev hængende som deltager hele vejen op igennem 70erne, endte som doktor bass på Vallekilde, og senere det samme på Brandbjerg Højskole.

Der kom rivende udvikling i den rytmiske musik op gennem 70- og 80erne. Der skete ting, jeg som helt ung knap nok ville have haft fantasi til at forestille mig. Jeg kom på Jazzhus Tagskægget til at akkompagnere Dexter Gordon, Johnny Griffin, Art Farmer, Jimmy Heath, Al Cohn, Zoot Zims, Roy Eldridge, Dizzy Gillespie og det blev bare ved og ved. Jeg spillede med store ører, hægtede mig fast i musikstrømmen, fulgte flowet. Det var sgu godt, at jeg ikke valgte restaurationerne og barpigen. Nu kan jeg se tilbage på karriere og familieliv som to meget dejlige brikker i mit liv. 



Tilbage til bassisterne i DK:
I 70-80erne pendlede jeg en del mellem Århus og det københavnske, når én af de fem bassister i hovedstaden skulle have en substitut. Det var fornøjeligt og meget interessant, jeg kom til at kende mange jazz-kliker i København, og min horisont blev større. I dag må jeg sige, at hovedstaden er mere end selvforsynende med jazzbassister. Antallet af bassister er eksploderet, det gælder for øvrigt også for resten af landet. De spiller godt, noget helt andet end NHØP, som jo på en måde satte hele det danske bas-eventyr i gang. I dag vil en ung kontrabassist noget nyt, og dette instrument bliver nu angrebet fra virkelig mange interessante vinkler. Det er en stor fornøjelse for mig at opleve dette. Bevares, jeg kan godt selv følge med endnu, men det bliver på min egen måde. Jeg har ligesom gjort mit, og jeg synes stadig, at det er fantastisk dejligt at dele ud af min musik.
Og så ikke et ord om, hvor svært det er at leve af sin hobby, her er der stof til en anden sang.

Jens Jefsen

Share on Facebook