Den første generation af jazzens store stilskabende jazzmusikere tjente deres penge ved at spille til dans. Og de ku´li´det. Danserne inspirerede. Også til kompositioner. Duke Ellington hyldede datidens store sorte danser Bojangles med en komposition med hans navn i titlen.
Jazzmusikerne havde ikke noget imod at spille til dans. Lester Young, Charlie Parker, Sonny Rollins spillede danse og Miles Davis inspireredes af stepdansernes yndlingsrytme ”tap rhythm”. Alt sammen i jazzens tradition.
Saxofonisten Jesper Thilo fortæller: ”Det første job på en koncertturné med den verdensberømte amerikanske saxofonist Benny Carter med Arnvid Meyer´s orkester var uheldigvis i en gymnastiksal på en skole, hvor der skulle være skolebal. Dér stod vi så med Benny Carter og en hel masse glade unge mennesker med øller i hænderne og sved på panden og damer og det hele. Det viste sig at være fuldstændig umuligt at gennemføre en koncert, så vi måtte sige til Benny: ”Dette her må du squ meget undskylde. Vi ved ikke rigtig, hvad vi skal ….” ”Det dér? Det er noget af det bedste, jeg ved. Danser de?” – ”Ja, det regner vi med, de gør” – ”Ih, det bliver pragtfuldt! Må jeg ikke være med hele tiden, for jeg elsker at sidde og se unge mennesker danse og more sig!” Og så spillede han med os hele aftenen. Jeg tror ikke, nogle af de unge mennesker fandt ud af, at Benny Carter var på scenen. Men de havde det pragtfuldt, og det havde Benny Carter og vi også !”

Desværre opstod der i 1950erne og -60erne blandt toneangivende danske jazzanmeldere en tradition for at omtale jazzmusikere, der spillede til dans, for at være useriøse. Og endnu værre var det, hvis de også optrådte med shownumre: Så var orkestret uværdigt til omtale. Men skulle jazzmusikere overleve med musik som hovederhverv, måtte de nødvendigvis spille til dans og underholde med et shownummer.
Dans og show gav minus i karatérbogen, fx når Den Danske Jazzkres i 1960erne valgte ”Årets Danske Jazzmusiker”. Alex Riel blev i første omgang afvist, fordi han havde spillet til bal i Odd Fellow Palæet. Og da Radiojazzgruppen i 1963 medvirkede i en udsendelsesserie med ”Dansemusik” i overskriften udløste det harmdirrende kommentarer og ønsker om nedlæggelse af orkestret. Det fødte 1963-64 en debat med en snes indlæg i 6 dagblade og to tidsskrifter. En puritansk holdning blandt danske jazzanmeldere blev etableret i 1950er og -60erne og har disciple helt op til i dag.
I 1950erne fokuserede de fleste danske jazzskribenter på anmeldelser af plader og koncerter. Stort set ingen af dem kom på de mange restauranter, hvor jazzmusikere spillede til dans. I København var der en halv snes dansesteder med fremragende musikere, der ikke blev skrevet om. Derfor figurerer de heller ikke i fx Politikens Jazzleksikon, der er baseret på skriftlige kilder. Musikernes engagementer dengang gjorde det vanskeligt for dem at samles til jazzkoncerter eller -pladeindspilninger. Fx måtte Børge Roger Henrichsen i 1951-52 opgive at samle musikere til den første radiojazzgruppe. På et år blev det kun til tre udsendelser, fordi musikernes engagementer forhindrede det: Gotfred Sørensen/ Arne Lamberth (tp), Svend Aage Nielsen (tb), Frank Jensen (ts), Bertrand Bech (p), Børge Ring (b) og Gorm Lertoft/Preben Oxbøl (dm).
Nogle skribenter indfandt sig dog på ”Giraffen”, ”Scalasalen” og ”Skandia”, men skrev stort set ikke om deres oplevelser dér. Og slet ikke om jazzmusikere på syv-otte andre dansesteder i hovedstaden og provinsens etablissementer. Så når jazzhistorien i dag skrives af dem, der er for unge til ikke personligt at have oplevet 1950ernes professionelle musikere, eksisterer de ikke, fordi der intet skriftligt materiale er om dem. Derfor kaldes perioden i Politikens Jazzleksikon (2007) for ”Amatørernes årti”, skønt der var mulighed for at høre fremragende professionelle musikere som blandt andre Svend Asmussen, Poul Olsen, Finn Ziegler, Erling Christensen, Bent Nielsen, Frank Jensen, Gunnar Larsen, Max Leth, Bertrand Bech, Jørgen Ingmann, Ole Molin, Perry Knudsen og Bent Lyllof. Flere af dem figurerer ikke i jazzleksika.

I dag toner heldigvis nye farver frem på skribentpaletten om dansen og jazzen. For eksempel skriver forfatteren Peter Laugesen i dagbladet Information 1/8-08:
”Fra dens kreolske rødder i New Orleans, fra klaverløven Louis Moreau Gottschalk over Jelly Roll Morton, Baby Dodds, Scott Joplin, voodo, blues, King Oliver, Louis Armstrong, Johnny St. Cyr, Charlie Christian, Duke Ellington og you name´em til Ornette Coleman i Det Kgl. Teater denne strålende sommer . og jazz er, også nu, jazz har altid været musik at danse til. Det kan sagtens være ”dancing in your head”, som Coleman siger, men det kan faneme også være på dansegulvet og på scenen.”

Erik Moseholm

Share on Facebook