Et personligt vinklet oplæg til udveksling af meninger og erfaringer omkring kunstnerisk selviscenesættelse.

Jeg har i den seneste tid haft samtaler med min hustru, sanger og sangskriver Trinelise Væring, om personal branding.
Jeg vil her ile med at undskylde brugen af en så lidet charmerende management-betegnelse for det, man med en anden formulering kunne kalde, at bekymre sig for om man, som kunstner, fremstår som havende en genkendelig musikalsk profil, eller endnu mere ligetil, om folk kan høre hvem det er, når ens musik bliver spillet i radioen.
Overvejelserne herom blev genopfrisket, da jeg for nylig af en DR-journalist blev spurgt om, hvordan jeg dog kan følge med i alle de mange forskellige projekter jeg har i gang samtidigt.
I år er der så, udkommet 4-5 forholdsvis forskellige album, hvor jeg medvirker, og det var det der fik journalisten til at spørge, og mig til at tænke videre, da jeg havde forladt studiet.

Både Trinelise og jeg har alle dage været nysgerrige og musikalsk opsøgende, hvilket bl.a. har resulteret i en lang række udgivelser inden for et genremæssigt forholdsmæssigt bredt felt.
Trinelise har de seneste år arbejdet på at skærpe sin musikalske profil inden for indie/singer songwriter rock, mens jeg, af flere årsager som jeg skal komme ind på nedenfor, til gengæld har satset på flere heste ved at bibeholde, ja måske endda ligefrem udbrede mit – stadig inden for jazz-genren, bevares – næsten eklektiske udtryk.

Jeg har i øjeblikket, som kapelmester, gang i 3 orkestre på samme tid, der alle har udgivet albums inden for det sidste 1 1/2 år:
Offpiste Gurus, med sanger og sangskriver Trinelise Væring,
Lundin Danemo Kvintett, som jeg co-leder med min gamel ven, den svenske trommeslager Peter Danemo og
Silhouette, som jeg co-leder med altsaxofonisten Christina von Bülow.

Herudover spiller jeg med orkestrene Marilyn Mazur Group (nyt album sidste december), Hasse Poulsens Sound Of Choice (nyt album sidste år), Jonas Johansen Move (nyt album for et par måneder siden), Radiostar (nyt album for en måned siden) m.fl.

Spørgsmålet er, og det har før spøgt i mit baghoved:
Hvad er klogest, og hvad er bedst? Et tydeligt, men snævert udtryk, eller et bredt, men mere diffust samme?

Jeg har, som sagt, altid taget mod en hver musikalsk udfordring, der bød sig, og, nok så væsentligt, selv altid været meget nysgerrig og opsøgende.
Allerede som helt ung fik jeg ry for at dukke op i overraskende sammenhænge: Jeg startede med at spille kompromisløs hardcore jazz med min trio, senere kvartet og sextet, med Peter Reim, Povl Carstensen og Ture Larsen – en musik med klare rødder i Mingus, Rollins, Coltrane, Shepp.

Herfra gled jeg naturligt ind i Erling Kroner Tentet. Men så hyrede Frans Bak mig til sin kvartet, der senere kom til at hedde Det Blå Skrig, og her spillede vi pludselig i pop-influeret nordisk jazz, med klar forbindelse til Garbarek og Jarrett, og en helt anden æstetik end den bebop-blues influerede musik jeg var kendt for.

Kort efter blev jeg også en af Jan Kaspersens foretrukne solister, hvilket gik fint i tråd med det indtryk man måtte have haft af mig fra start. Men så afløste jeg Tore Brunborg i Bo Stief Band, der bestod af nogen af de mest erfarne popmusikere på scenen, og spillede en musik med en klar elektrisk pop/rock-estetik. Og for at gøre målet fuldt, meldte Kasper Winding Band sig nu på banen, så at jeg (og publikum) en sommer, fandt mig springende fra Frans Bak, til Jan Kaspersen, til min egen sextet, til det Carla Bley-agtige band “Avantgarden Party”, til Bo Stief Band på Copenhagen Jazzfestival, med en afstikker til Roskilde festival med Kasper Winding, og Molde festival med Bobo and the Bobos, et band med Bo Stief, Bobo Moreno m.fl., der spillede gammel Motown soul til dans.

Et år senere opsøgte den daværende enfant terrible i dansk improvisationsmusik, Hasse Poulsen, mig og snart efter var jeg medlem af improvisationsensemblet Sound of Choice, hvor vi arbejdede meget med elektronik, og så må jeg ikke glemme mit eget projekt med Paul Bley og Joakim Milder, og året efter, Lundin/Danemo Kvartet, der spillede en kompromisløst åben skandinavisk jazz.

Jeg har som komponist skrevet jazz-numre, blues/roots-inspirerede sange, jeg har skrevet musik til børneteater, elektronisk musik til moderne danseteater og komponeret en musik for kammerensemble og for symfoniorkester, der (for et utrænet øre) kan lyde som moderne kompositionsmusik.

At nogle kan have haft lidt svært ved at få øje på hvem jeg var i det virvar, kan jeg godt forestille mig, men selv nød jeg det i fulde drag.
Jeg har ikke alene altid haft stor lyst til, men, mener jeg, også haft et vist talent for at bidrage med noget i mange meget forskellige musikalske sammenhænge.

Jeg sugede desuden til mig i fulde drag, af alt hvad jeg kunne få fra Erling Kroner, og hans viden om bl.a. argentinsk tango, Bo Stief og hans musikeres viden om pop og rock (hvor jeg var aldeles ubevandret); at spille Motown soul, blev en af de vigtigste og mest effektive lektioner i vigtigheden af at kunne swinge, jeg har fået; og Sound of Choice udviklede mit sprog, min improvisatoriske evne, mit klanglige øre, min abstraktionsevne og meget mere.

Mit kompositoriske virke er, udover at være lige så væsentlig del af mit musikalske udtryk, som mit saxofonspil, også medvirkende til at jeg udvikler mig som udøvende kunstner.
Når jeg skriver for mine egne og andres orkestre, tvinges jeg til at fokusere på orkestrets og de enkelte musikeres udtryk, og hver enkelt sang er dels med til at definere orkestrets profil, dels balancere musikalske behov i orkestret.

At skrive musik for børneteater, har lært mig at skære helt ind til benet, for at ramme et helt præcist og falbeladefrit udtryk, der understøtter handling, samtidig med at det giver noget ekstra, til et publikum, børnene, der, til forskel fra de voksne, ikke lader sig narre af noget som helst.

Jeg føler, at alt dette, på positiv vis, har bidraget til – og stadig gør det – min musikalske udvikling og ditto udtryk.
Men, kan man sprede smørret for tyndt ud, bliver vandet for lavt, når det får lov at bredde sig over så stort et arial?
Kan man forestille sig, at jeg ville have haft, f.eks., en flyvende karriere som international solist, hvis jeg nu, helt fra start havde specialiseret mig inden for et snævert område ?

Inden for samtidensjazz er nogle eksempler på noget sådant, der peger i forskellige retninger.
Esbjörn Svensson, den på tragisk vis alt for tidligt afdøde svenske jazzpianist, tog et inden for jazzen sjældent modigt og konsekvent karrierevalg, da han, med sin trio EST, besluttede ikke at spille med andre. I stedet satsede de hundrede procent på gruppen, og på at holde publikums, og formodentlig egen interesse for orkestret ved lige, ved konstant at designe nye interessante projekter til trioen, hvorved de udviklede deres egen stil, og samtidig kom ud til et meget bredt publikum. Trioen blev et genkendeligt brand, og man kan mene om musikken hvad man vil, men de opnåede en, for en svensk jazzpianotrio, helt usædvanligt stor kommerciel succes.

Jan Garbarek, havde jo meget tidligt et klart brand i sin egen meget genkendelige stil, som han har forfinet siden slut-60′erne, og som vi er en hel generation af saxofonister, der har måttet kæmpe i årevis for atter at frigøre os af. En stemme så umiskendelig, kunne jo gå ind næsten hvor som helst, og man ville vide hvem det var, men Garbarek har altid, selvom han har medvirket på et utal af ECM-udgivelser, altid været meget påpasselig med sine valg, og hele tiden tydeligt haft en retning fremad mod stadig større klarhed og enkelhed.

Han er for mig så et eksempel på at man kan gå for langt i retning af rensning af eget udtryk, og jeg mener at han, når han er i eget uudfordret regi, er blevet nærmest gold at høre på.
Disse to musikere, uden sammenligning i øvrigt, er musikere der i kraft af et instrumentalt teknisk overskud, og for Garbareks vedkommende, kæmpe musikalsk format, selv har kunnet tage et valg. Andre er kommet til at fremstå genkendelige fordi de, i nogles tilfælde, ikke har kunnet andet end det vi er kommet til kende dem for, de har et begrænset, men meget stærkt udtryk; hvor egen Jesper Zeuthen er et indlysende eksempel.

Men hvad så med mig?
Personligt mener jeg at jeg har noget at sige, og jeg ved, at jeg hele tiden, omend langsomt, bliver bedre til det.
Jeg synes, at jeg har fundet ud af hvad jeg er bedst til, og allermest holder af at gøre, og nu skal jeg så bare arbejde på at gøre det bedre og bedre.
Spørgsmålet er bare, om andre kan høre det.

Jeg er, for første gang i mange, mange år, for det meste glad for mit eget saxofon-spil. Det går ofte galt, og jeg forfalder til gamle vaner, men under de rette omstændigheder, lykkes det mig som regel at få sagt det jeg ønsker i øjeblikket. At vide det, gør at jeg ikke tager det så tungt de gange det ikke lykkes, for jeg ved, at det bare drejer sig om at arbejder videre med sagen.
Og det gælder ikke bare mit saxofonspil, jeg har også, i egen opfattelse, højere målscore inden for det kompositoriske nu. Navnlig mine børne- og danseteater-opgaver har bidraget til denne positive udvikling, hvor jeg, som tidligere nævnt, mener min pen er blevet skærpet, at jeg er blevet bedre til at kill’e darlings, og bortskære overflødig ambition.

Med andre ord, så gør jeg nu om dage nøjagtigt det jeg har mest lyst, og jeg føler mig utroligt privilegeret i den henseende.
Ydermere mener jeg at det, pekuniært set, er et “smart move” at spille på flere heste, at ikke satse alt på ét bræt i disse vanskelige tider.

Men der er jo ikke helt nok arbejde, og kunne man forestille sig, at en tydeliggørelse af udtrykket, f.eks. ved udelukkende at satse på Offpiste Gurus, kunne oppe jobfrekvensen?
Eller kan man forestille sig en karriere, hvor ens adels- og kendemærke netop er ens diversitet?

Det ville været fint med noget respons på dette i form af meninger, erfaringer og eksempler.

mvh

Fredrik Lundin

Share on Facebook

Kære musikere og komponister.

Som nogle af jer nok ved så stiftede en gruppe af musikere for lidt
over et år siden en lille pladebutik i Jægersborggade som hedder
Homemade Records.

Der er sket meget i løbet af den tid hvad butikken angår og fra pr. 1.
jan skal butikken drives af den nystiftede forening Homemade
Records hvor alle som har lyst kan blive medlem!

Som medlem af foreningen sælger butikken ens musik i kommission hvor
100% går til kunstneren.

Panik Larsen der tidligere arbejdede på DR vil gerne lægge noget
frivilligt arbejde i butikken mht at sidde i butikken og holde åbent
samt holde rede på afregning af salg fra de forskellige kunstnere.

Den samlede husleje er omkring 4000/måned og man hæfter som medlem
af foreningen for sin del af lejen-dvs jo flere vi er med des lavere leje.

Der er pt ca 20 kunstnere med i butikken men det kunne være superfedt
hvis vi kunne blive mange flere!

Hvis du har lyst til at være med så kontakt mig på mail.

Med venlig hilsen//All the best
Niels Løkkegaard

Homemade Records, Jægersborggade 13 kld tv, 2200 København N

Share on Facebook

På torsdag d. 1 december kl 20.00 fejrer vi udgivelsen af Jesper Zeuthen Trio Live med en koncert på Københavns måske hyggeligste spillested, Kind of Blue på Ravnsborggade 17 på Nørrebro.
Den spritnye liveplade blev optaget i Literaturhaus i marts af John Fomsgaard, der også miksede den. Musikken er skrevet af Jesper Zeuthen og fremført af Jesper Zeuthen Trio med sved på panden og gang i gaden.
Kind of Blue serverer kvalitetsøl, kaffe, sodavand og masser af andre godter.

Entré er 50 kr, for hvilket nærmest symbolske beløb man får to sæt uforfalsket og uforstærket livemusik. Hvis man samtidigt køber CD’en, for man hele herligheden for 130 kr.

Lyt til musikken på www.jesperzeuthen.com.

Line-up:
Jesper Zeuthen (altsax)
Adam Pultz Melbye (bas)
Thomas Præstegaard (trommer)

Venlig hilsen Adam Pultz Melbye,
på vegne af Jesper Zeuthen Trio.

Share on Facebook

I mange år har jeg i min stue haft et værk af billedkunstner Poul Pedersen hængende. Det er en skitse til hans berømte bogstavværk “Quatre, Trois, Deux, Un”, som findes i sin færdige version på Randers Kunstmuseum. Værket består af fire mindre værker, som hvert indeholder ét af ordene. Quatre, Trois, Deux, Un, og skal altså ses som dele af en helhed. Værket har altid fascineret mig. Hvad sker der efter 4,3,2,1? Hvad tælles der ned til? Denne fascination har nu resulteret i albummet ”QUATRE, TROIS, DEUX, UN”, som udkommer 23. November.

Poul Pedersen er en af dansk kunst store avangarde-kunstnere og kendt som ”Bogstavtyven”, fordi han ”stjal” bogstaver fra berømte malerier og genbrugte dem i sine egne værker. Ligesom værket i min stue, arbejder han med filosofiske spørgsmål som foranderlighed og fastholdelse, der så bringes til live i minimalistiske fortolkninger, ofte centreret omkring ord og bogstaver. Jeg har i min musikalske fortolkning af hans værk, bevidst forsøgt at gå efter at bevare dette spændingsforhold mellem forandring og fastholdelse, form og flow. Af samme grund er de ti kompositioner på albummet delt op i fire kvartetnumre, tre trionumre, to duetter og et enkelt solonummer. Antallet af musikere reduceres gradvist i takt med cd’ens musikalske forløb.

Albummet er skabt i samarbejde med den franske trommeslager Daniel Humair, som jeg har arbejdet sammen med i de sidste syv år. Albummet, der er det tredje, jeg har lavet sammen med Daniel Humair, blev iøvrigt indspillet i forlængelse af Thommy Anderssons og min duo-plade, ‘The Suddenness of Inventivity’. Herudover medvirker Jacob Anderskov på piano og Thommy Andersson på kontrabas.
Mere info på cowbellmusic.dk

God fornøjelse og venlig hilsen,
Benjamin Koppel

Yderligere info:
Albummet udkommer i forbindelse med en koncert i Det Danske Hus i Paris, den 23. November som led i JazzDanmark musikfremstød 23.-27. November 2011.

Musikere:
Daniel Humair: Trommer
Thommy Andersson: Bas
Jacob Anderskov: Piano
Benjamin Koppel: Sopran sax, mezzosopran sax, alt sax, bariton sax

Share on Facebook

Kære jazz ven.

Det er med overordenlig stor begejstring, at jeg denne fredag kan fortælle, at Dansk Jazz igen skaber international interesse.

Takket være god musik og godt benarbejde, får Dansk Jazz en hel time på den engelske jazz radio UK Jazz Radio.

Det er lykkedes, at skabe så stor interesse for Dansk jazz, at UK Jazz Radio på søndag dedikerer en hel time til danske kunstnere. I programmet “UK Jazz Showcase” på søndag kl. 23 vil man kunne høre dansk jazz med bl.a. Jakob Bro, Jesper Zeuthen Trio, Nikolaj Hess, Kristian Borring og Thomas Maintz.

Dermed har dansk jazz mulighed for, at blive hørt af ikke mindre end 5 millioner lyttere.

Lyt med her: ukjazzradio

Og som bonus bliver Jesper Zeuthen Trio’s nye album “Live” allerede præsenteret iaften i samme programflade kl. 23.

Rigtig god fornøjelse

Jesper P. Graugaard

Share on Facebook

Den 21/11 kl 19.30 fejrer gruppen Silhouette i Jazzcup i Gothersgade i København udgivelsen af albummet “Silhouette”.

Musikken er af den store svenske barytonsaxofonist og komponist Lars Gullin, og af de to kapelmestre Christina von Bülow (altsax) og mig selv, Fredrik Lundin (barytonsax)
De øvrige medvirkende i bandet er Jacob Fischer – guitar, Daniels Franck – bas og Jeppe Gram – trommer.

Her er lidt om bag- og bevæggrunde for denne udgivelse.

I februar 2008 skulle jeg spille lidt sammen med Frans Bak til dennes 50 år fødselsdag. Jeg havde besluttet mig for at gøre det på min nys anskaffede, men ældgamle (80 år gamle), barytonsaxofon.
Dette kræver også en lidt længere forklaring.
Frans Bak, i hvis orkester jeg spillede i slut 80′erne, havde en forkærlighed for harmoniske kombinationer, vi i orkestret kaldte mobbedrenge (uvist af hvilken grund), en konstruktion, hvor baslinien hele tiden bevæger sig kromatisk eller i heltone-trin, helst opad, men også nedad.
A-stykkerne i Lars Gullin-kompositionen Silhouette er netop bygget op på sådan en mobbedreng-linie, og jeg syntes det ville være passende at spille netop denne, uendeligt smukke og vemodige sang, som jeg var sikker på at han ville sætte pris på, med Frans.

Jeg var mødt tidligt op og stod og øvede mig på Silhouette alene i den dejlige akkustik i selskabslokalet, da pludselig de fineste altsax-guirlander slyngede sig rundt om mine linier, og ind i rummet trådte nu, spillende, Christina von Bülow.

Christina og jeg, der indtil da, aldrig før havde spillet sammen, tilbragte nu en stor del af festen med at tale om det orkester, vi absolut måtte danne, omkring Lars Gullins musik, hvis sofistikerede lyriske melankoli, vi begge har rullende i årene.

7 måneder senere havde vi så vores første job med et orkester der tog sit navn fra netop sangen Silhouette.

Hvorfor danner sådan en flok rutinerede musikkere, der vel efterhånden skulle være vokset fra jambands’ene, sådan et coverband, som det her jo i realiteten er, selvom vi spiller et par stykker af egen avl også ?
Og hvorfor i al verden vælger jeg så oven i købet at spille det instrument, Gullin mestrede bedre end nogen anden overhovedet ?
Det kunne virke lidt dumdristigt.

Hvad angår musikken, er vi dels af den overbevisning, at Gullins musik har en tidsløs relevans, og i øvrigt burde kendes af en større offentlighed.
Vi tillader os desuden, meget højrøvet, at mene, at vores musikerskab er på et niveau, hvor det i sig selv kan retfærdiggøre det vi gør, vi mener helt enkelt at vi har noget at give til folk gennem Gullins kompositioner. Vi mener ikke at vi kopierer, men vi spiller ind i, og ud af en tradition, vi alle er meget fortrolige med, og, via den skandinaviske tone i Gullins musik, føler et nært slægtskab med.

Med hensyn til mit valg af barytonen i dette orkester – et instrument jeg første gang spillede på i min gymnasietid, men som jeg først tog op igen kort tid før vi dannede Silhouette – så har det meget at gøre med, at netop Gullins spil, er det der altid har tiltrukket mig ved netop det instrument.
Ingen anden barytonsaxofonist kan rejse hårene på mig, som han, og jeg fatter ikke, at der ikke er flere barytonsaxofonister, der har valgt et approach, som hans som udgangspunkt for deres behandling af instrumentet.
Efter min mening mishandler de fleste barytonsaxofonister dette fine og skrøbelige instrument, der er det sarteste i hele saxofonfamilien.
Barytonen er som en fin ældre dame, der skal behandles med stor varsomhed, men som så til gengæld har noget helt særligt at tilbyde. Ud over, at jeg altid har haft den lyd klingende i mig, siden jeg fik min første Lars Gullin-plade af min far, følte jeg også at der var en plads til mig der.

Da vi begyndte at tale om, at en cd ville være god at have, hvis vi skulle kunne komme ud at spille, gjorde vi os mange tanker om, hvordan en indspilning, der uvægerligt ville komme til at lyde lidt i retning af originalerne, bare ikke helt så godt, skulle kunne gøres relevant for andre end os selv.
Jeg var personligt bange for, at indspilningsstudiets sterile atmosfære, ville dræne musikken for liv og mening, så jeg foreslog ret tideligt, at vi skulle indspille albummet med publikum i studiet, således at den direkte kommunikation kunne skabe liv i musikken, og forhindre os i at fokusere for meget på vores egne små kvababelser, altså bringe os ud af os selv.

Det endte vi så med at gøre, og indspillede over 2 dage, repertoiret 3 gange, to aftenesessions med publikum og en dagsession, uden publikum, der i mellem.
Det viste sig at være det helt rigtige at gøre. For ikke alene hjalp publikum os med deres tilstedeværelse de to aftener, men faktisk også ved den dagsession, imellem de to aften sessions, hvor vi var alene i studiet.
Vores hele indstilling til sammenspillet, var den samme hele vejen i gennem, og musik fra alle 3 optagelser har fundet vej til det endelige album.

Lydmæssigt gjorde Flemming Rasmussen og Thomas Vang meget ud af at vi stillede op, som vi ville gøre på en scene, så vi kunne spille uden medhør, og for et publikum, og så opsatte de flere ambiens-mikrofoner, der tog den samlede orkesterlyd. Flemming blandede så lyden fra disse, med mikrofonerne, der stod tæt på hvert instrument. Da rummet i Thomas Vangs studie, “The Village” i Vanløse, er så god, er lyden på albummet også blevet utroligt fin, blød, varm, og i bedste forstand akustisk.

Nu håber vi bare, at også andre end os selv, vil kunne finde glæde ved at lytte til resultatet.

Venlig hilsen,
Fredrik Lundin

Fotos: Stephen Freiheit
Cover: Paul Wilson

Share on Facebook

En hilsen fra undertegnede der her kort beretter om forsættelsen på en dejlig sommer, der jo bla. bød på koncerter med min kvartet på USA’s østkyst og CD-indspilning og koncerter med Poetry of Earth i Danmark.
Siden da har jeg – endelig – fået en Facebook-side, og brugt meget tid på at lytte til vores Poetry of Earth indspilning fra i sommers. I næste uge skal jeg lave de sidste redigeringer og så ruller det videre med mixing og mastering og resten af produktionen før forventet udgivelse til foråret.

Og Anne Mette Iversen Quartet planlægger i øjeblikket en tour i April måned, 2012, i Danmark, Sverige, Norge & Tyskland. Hvis du/I gerne vil høre os live med materialet fra vores seneste udgivelse “Milo Songs”; er det nu der skal lægges billet ind. Der kom iøvrigt en ny lækker anmeldelse.

Hilsen,
Anne Mette

Share on Facebook

Jeg har lyttet til Billie Holiday siden mine tidlige teenage år. Jeg fandt en plade med det legendariske, smukke og dragende billede af Billie, med den famøse blomst i håret, i en noget så eksotisk forretning som Fona i Rødovre centret da jeg var 13 år gammel.

Sidenhen har hun leveret soundtracket til store dele af mit liv op igennem årene. Med mine fortolkninger forsøger jeg på min egen vis at mane Billies ånd til live for en stund og det er min store kærlighed og respekt for hendes fortolkninger af nogen af de største klassikere som nogensinde er skrevet, der er udgangspunktet for vores koncerter. Jeg har samtidig skrevet en række kompositioner som kan supplere Billies materiale. Sange som på sin vis også hylder min store musikalske kærlighed til ”Lady Day”.

Venlig hilsen,
Kira Skov

Line up:
Kira Skov – vokal
Jakob Dinesen – tenorsax
Mads Hyhne – trombone
Heine Hansen – piano
Nicolai Munch-Hansen – bas
R.J. Miller – trommer

Indtil den 30. oktober kan du eksklusivt hente albummet på TDC Play!

Share on Facebook

En spændende ny europæisk supertrio bestående af Niels Lyhne Løkkegaard, saxofoner, Michael Wollny (D), piano og Jakob Bro guitar. Trioen fremfører musik af Niels Løkkegaard dels fra hans seneste udgivelse “The Scale of Grey. The Tone of Black” (2010) men også helt nye kompositioner.

Løkkegaard modtog i 2008 en Grammy som årets nye navn for udgivelsen Light Airborne for hvilken han også blev præmieret af statens kunstfond, Jakob Bro er kendt fra sit virke i med sine egne grupper og hans samarbejde med bl.a. Lee Konitz, Paul Motion og Tomasz Stanko og Michael Wollny er topnavnet på det store internationale jazzlabel ACT hvor han med sin seneste udgivelse Wunderkammer bl.a. høstede en tysk grammy ECHO. Trioen beskæftiger sig med en slags minimalistisk prismemusik-der umiddelbart virker letaflæselig men som ved nærmere lytning spreder musikken ud i mange retninger og byder på en stor musikalsk frodighed og manfoldighed. Lyden af trioen er ved trommernes og bassens fravær helt speciel glasklar og gennemsigtig. Mikrokosmos opstår for at gå til grunde igen i et krydsfelt mellem improviseret og gennemkomponeret musik.

Line Up:
Niels Lyhne Løkkegaard,sax
Jakob Bro, gui
Michael Wollny, piano

Turnéplan:
23 nov Jazzin Ribe, Ribe
24 nov Det danske hus, Paris
25 nov Jazzhus Dexter Odense
26 nov Jazzhouse-(denne koncert prøver vi at flytte grundet vandskade)
27 nov Jazzselskabet, Århus

Håber vi ses til en af koncerterne!

Med venlig hilsen,
Niels Lyhne Løkkegaard

Share on Facebook

Den progressive og konservative er uenige, men kan ikke undvære hinanden

Sommeren er passeret, og jeg tænker: Hvad skete der egentlig?
Kan jeg genfortælle? Det er ikke let og min hjerne er ikke en klæbe-ditto, men jeg husker det, der har gjort indtryk. Dagligdagen har sin egen travlhed og en slags indelukkethed. Ind imellem oplever jeg noget, som bliver printet i erindringen, men noget går også ind i en gråzone, og kan kun hentes frem, hvis der kommer en anledning. Hvorfor egentlig det? Tankerne kan ikke komme til for nye tanker og når jeg prøver at huske noget, står en anden tanke i vejen. Jeg må lade det komme til, som uskyldigt dukker op. Sådan er det også at spille jazzmusik. At spille det, der er lige nu! – Hvad er der så lige nu, kan man sætte ord på det? Måske ikke så svært. Når mit band har præsenteret et tema og vi går til solo, hvad så? Det er jo ikke sikkert, at det i første omgang er min tur, men den der får soloen, skal akkompagneres af mig. Jeg må lytte til hvad der sker og jeg skal glemme mit øveprogram; jeg er jo ikke nogen spilledåse, som man trækker op. Får jeg selv en solo, må jeg indtage den plads, situationen har givet mig og udtrykke mig på min egen måde. Det kræver koncentration og nærvær. Hvis jeg ellers har gjort mit hjemmearbejde, har jeg meget at komme med. Jeg skal spille og lade musikken komme af sig selv. Hjemmeøvelser, der ikke naturligt udmønter sig i musik, er endnu ikke færdigbehandlet af kroppen. Jeg skal fortsætte med øvelserne derhjemme og lade publikum opleve musikken der spiller sig selv.

I min ungdom tænkte jeg på dansemusikken, som i tresserne blev iscenesat af en bunke forskellige orkestre af stor diversitet, deriblandt nogle der spillede jazzpræget dansemusik, noget jeg i en periode interesserede mig for. Da jeg var barn, spillede jeg klaver og drømte om at blive sømand. Da jeg var dreng, spillede jeg guitar og drømte om at blive radiotekniker. Da jeg var ung mand, spillede jeg kontrabas og drømte om at blive musiker -Bingo. –Når jeg ser tilbage, har der været musik hele tiden. Nu er jeg 65 og drømmer om at blive en gammel bassist. Mit liv har bevist, at bassen var det rigtige valg. 

Jeg besluttede mig for at lære kontrabassen at kende, og derfor søgte jeg ind på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus. Inden optagelsesprøven besøgte jeg en rutineret bassist fra byens symfoniorkester og præsenterede ham for mit etude-program til prøven. Han syntes at det lød rigtigt godt, “Jamen du skal da bare have en uddannelse, søge ind i et symfoniorkester og få fast stilling, så du kan forsørge en familie”. Tak skal du have! – tænkte jeg – det lød sgu kedeligt. Efter min egen opfattelse var jeg jo pioner. Denne bassists udsagn fik en vis indflydelse på mine senere valg. Ved siden af studiet og de klassiske etuder spillede jeg jazz-job (hvad studerende ikke måtte dengang), begyndte at mærke min personlige kurs, og fandt ud af hvilken vej jeg ville gå. Min drøm så ud til at gå i opfyldelse, med jazzen som omdrejningspunkt. Jeg var blevet mere kunstnerisk anlagt og begyndte at få ideer til hvordan min musikertilværelse skulle se ud. Det symfoniske kendskab til bassen kom ind i min rygrad og samtidig begyndte jeg at sætte mit personlige aftryk på jazzlivet i Århus. 

Indtil da (1969) havde jeg spillet dansemusik på restauranter og vidste ikke, om det var det rigtige for mig. Jeg stod også og sang standards, akkompagneret af min egen bas. Vi blev af andre musikere i selskabs-genren betragtet som nogle højrøvede dansemusikere, der spillede jazz. Det var jeg såmænd stolt af. – Men jeg blev ikke levebrøds-dansemusiker. Nu stod jeg pludseligt på Tagskægget i Århus og spillede med Ben Webster, Dexter Gordon, Clark Terry, og mange andre jazzkoryfæer. Jeg fattede vist ikke helt hvad der gik for sig, men jeg stolede på mig selv, mødte op til tiden, pakkede og slog henholdsvis bassen og ørerne ud. Jeg spillede også i soul/funk orkestre. Jeg var kommet til Århus på et tidspunkt, hvor miljøet manglede en bassist, der kunne det som jeg kunne – bare på med vanten! 

Nu, 47 år efter, kan jeg selvfølgelig mærke, at jeg ikke er den eneste på mit instrument.
Der er konkurrence fra en hær af nye unge bassister. Det er et perspektiv som jeg skal leve med og huske på. Jeg erindrer udmærket, hvordan det var da jeg selv var ung.  – 
Jeg har udviklet en progressiv side, der trives side om side med den konservative. Jeg elsker at spille walking-bas, at gå den melodiske og naturlige vej gennem akkorderne. En gang var det pionergerning at spille walking-bas, men i nutidsjazzen er det blevet umoderne, og nogle mener det er for kliche-præget. Hos de unge bassister hører jeg i dag mange interessante bud på, hvordan det også kan gøres, hvis man ikke har lyst til at spille walk. Og det interesserer mig stadig at følge med i hvad der foregår på jazz-scenen. Skal jeg da begynde på noget nyt i stedet for walk? Nej da, for det elsker jeg jo, og det fejler i sig selv ikke noget, og i visse stilarter er det netop det, man skal gøre!  Men når jeg i en periode med interesse har lyttet, og naturligt begynder at indkorporere nye elementer i mit spil, har jeg gennemgået en udvikling. — Min progressive og min konservative musiker kigger på hinanden dagligt. De er uenige men kan ikke undvære hinanden, og den konservative har med tiden lært at holde af udfordringen fra den progressive. Jeg befinder mig med andre ord rigtig godt begge steder. Havde jeg ikke den balance, kunne min progressive agenda godt pakke sammen.  — Kunsten og håndværket har taget hinanden i hånden. Jeg hylder alsidigheden.

Jens Jefsen
kontrabassist, jazzmusiker og menneske

Share on Facebook