Et personligt vinklet oplæg til udveksling af meninger og erfaringer omkring kunstnerisk selviscenesættelse.

Jeg har i den seneste tid haft samtaler med min hustru, sanger og sangskriver Trinelise Væring, om personal branding.
Jeg vil her ile med at undskylde brugen af en så lidet charmerende management-betegnelse for det, man med en anden formulering kunne kalde, at bekymre sig for om man, som kunstner, fremstår som havende en genkendelig musikalsk profil, eller endnu mere ligetil, om folk kan høre hvem det er, når ens musik bliver spillet i radioen.
Overvejelserne herom blev genopfrisket, da jeg for nylig af en DR-journalist blev spurgt om, hvordan jeg dog kan følge med i alle de mange forskellige projekter jeg har i gang samtidigt.
I år er der så, udkommet 4-5 forholdsvis forskellige album, hvor jeg medvirker, og det var det der fik journalisten til at spørge, og mig til at tænke videre, da jeg havde forladt studiet.

Både Trinelise og jeg har alle dage været nysgerrige og musikalsk opsøgende, hvilket bl.a. har resulteret i en lang række udgivelser inden for et genremæssigt forholdsmæssigt bredt felt.
Trinelise har de seneste år arbejdet på at skærpe sin musikalske profil inden for indie/singer songwriter rock, mens jeg, af flere årsager som jeg skal komme ind på nedenfor, til gengæld har satset på flere heste ved at bibeholde, ja måske endda ligefrem udbrede mit – stadig inden for jazz-genren, bevares – næsten eklektiske udtryk.

Jeg har i øjeblikket, som kapelmester, gang i 3 orkestre på samme tid, der alle har udgivet albums inden for det sidste 1 1/2 år:
Offpiste Gurus, med sanger og sangskriver Trinelise Væring,
Lundin Danemo Kvintett, som jeg co-leder med min gamel ven, den svenske trommeslager Peter Danemo og
Silhouette, som jeg co-leder med altsaxofonisten Christina von Bülow.

Herudover spiller jeg med orkestrene Marilyn Mazur Group (nyt album sidste december), Hasse Poulsens Sound Of Choice (nyt album sidste år), Jonas Johansen Move (nyt album for et par måneder siden), Radiostar (nyt album for en måned siden) m.fl.

Spørgsmålet er, og det har før spøgt i mit baghoved:
Hvad er klogest, og hvad er bedst? Et tydeligt, men snævert udtryk, eller et bredt, men mere diffust samme?

Jeg har, som sagt, altid taget mod en hver musikalsk udfordring, der bød sig, og, nok så væsentligt, selv altid været meget nysgerrig og opsøgende.
Allerede som helt ung fik jeg ry for at dukke op i overraskende sammenhænge: Jeg startede med at spille kompromisløs hardcore jazz med min trio, senere kvartet og sextet, med Peter Reim, Povl Carstensen og Ture Larsen – en musik med klare rødder i Mingus, Rollins, Coltrane, Shepp.

Herfra gled jeg naturligt ind i Erling Kroner Tentet. Men så hyrede Frans Bak mig til sin kvartet, der senere kom til at hedde Det Blå Skrig, og her spillede vi pludselig i pop-influeret nordisk jazz, med klar forbindelse til Garbarek og Jarrett, og en helt anden æstetik end den bebop-blues influerede musik jeg var kendt for.

Kort efter blev jeg også en af Jan Kaspersens foretrukne solister, hvilket gik fint i tråd med det indtryk man måtte have haft af mig fra start. Men så afløste jeg Tore Brunborg i Bo Stief Band, der bestod af nogen af de mest erfarne popmusikere på scenen, og spillede en musik med en klar elektrisk pop/rock-estetik. Og for at gøre målet fuldt, meldte Kasper Winding Band sig nu på banen, så at jeg (og publikum) en sommer, fandt mig springende fra Frans Bak, til Jan Kaspersen, til min egen sextet, til det Carla Bley-agtige band “Avantgarden Party”, til Bo Stief Band på Copenhagen Jazzfestival, med en afstikker til Roskilde festival med Kasper Winding, og Molde festival med Bobo and the Bobos, et band med Bo Stief, Bobo Moreno m.fl., der spillede gammel Motown soul til dans.

Et år senere opsøgte den daværende enfant terrible i dansk improvisationsmusik, Hasse Poulsen, mig og snart efter var jeg medlem af improvisationsensemblet Sound of Choice, hvor vi arbejdede meget med elektronik, og så må jeg ikke glemme mit eget projekt med Paul Bley og Joakim Milder, og året efter, Lundin/Danemo Kvartet, der spillede en kompromisløst åben skandinavisk jazz.

Jeg har som komponist skrevet jazz-numre, blues/roots-inspirerede sange, jeg har skrevet musik til børneteater, elektronisk musik til moderne danseteater og komponeret en musik for kammerensemble og for symfoniorkester, der (for et utrænet øre) kan lyde som moderne kompositionsmusik.

At nogle kan have haft lidt svært ved at få øje på hvem jeg var i det virvar, kan jeg godt forestille mig, men selv nød jeg det i fulde drag.
Jeg har ikke alene altid haft stor lyst til, men, mener jeg, også haft et vist talent for at bidrage med noget i mange meget forskellige musikalske sammenhænge.

Jeg sugede desuden til mig i fulde drag, af alt hvad jeg kunne få fra Erling Kroner, og hans viden om bl.a. argentinsk tango, Bo Stief og hans musikeres viden om pop og rock (hvor jeg var aldeles ubevandret); at spille Motown soul, blev en af de vigtigste og mest effektive lektioner i vigtigheden af at kunne swinge, jeg har fået; og Sound of Choice udviklede mit sprog, min improvisatoriske evne, mit klanglige øre, min abstraktionsevne og meget mere.

Mit kompositoriske virke er, udover at være lige så væsentlig del af mit musikalske udtryk, som mit saxofonspil, også medvirkende til at jeg udvikler mig som udøvende kunstner.
Når jeg skriver for mine egne og andres orkestre, tvinges jeg til at fokusere på orkestrets og de enkelte musikeres udtryk, og hver enkelt sang er dels med til at definere orkestrets profil, dels balancere musikalske behov i orkestret.

At skrive musik for børneteater, har lært mig at skære helt ind til benet, for at ramme et helt præcist og falbeladefrit udtryk, der understøtter handling, samtidig med at det giver noget ekstra, til et publikum, børnene, der, til forskel fra de voksne, ikke lader sig narre af noget som helst.

Jeg føler, at alt dette, på positiv vis, har bidraget til – og stadig gør det – min musikalske udvikling og ditto udtryk.
Men, kan man sprede smørret for tyndt ud, bliver vandet for lavt, når det får lov at bredde sig over så stort et arial?
Kan man forestille sig, at jeg ville have haft, f.eks., en flyvende karriere som international solist, hvis jeg nu, helt fra start havde specialiseret mig inden for et snævert område ?

Inden for samtidensjazz er nogle eksempler på noget sådant, der peger i forskellige retninger.
Esbjörn Svensson, den på tragisk vis alt for tidligt afdøde svenske jazzpianist, tog et inden for jazzen sjældent modigt og konsekvent karrierevalg, da han, med sin trio EST, besluttede ikke at spille med andre. I stedet satsede de hundrede procent på gruppen, og på at holde publikums, og formodentlig egen interesse for orkestret ved lige, ved konstant at designe nye interessante projekter til trioen, hvorved de udviklede deres egen stil, og samtidig kom ud til et meget bredt publikum. Trioen blev et genkendeligt brand, og man kan mene om musikken hvad man vil, men de opnåede en, for en svensk jazzpianotrio, helt usædvanligt stor kommerciel succes.

Jan Garbarek, havde jo meget tidligt et klart brand i sin egen meget genkendelige stil, som han har forfinet siden slut-60′erne, og som vi er en hel generation af saxofonister, der har måttet kæmpe i årevis for atter at frigøre os af. En stemme så umiskendelig, kunne jo gå ind næsten hvor som helst, og man ville vide hvem det var, men Garbarek har altid, selvom han har medvirket på et utal af ECM-udgivelser, altid været meget påpasselig med sine valg, og hele tiden tydeligt haft en retning fremad mod stadig større klarhed og enkelhed.

Han er for mig så et eksempel på at man kan gå for langt i retning af rensning af eget udtryk, og jeg mener at han, når han er i eget uudfordret regi, er blevet nærmest gold at høre på.
Disse to musikere, uden sammenligning i øvrigt, er musikere der i kraft af et instrumentalt teknisk overskud, og for Garbareks vedkommende, kæmpe musikalsk format, selv har kunnet tage et valg. Andre er kommet til at fremstå genkendelige fordi de, i nogles tilfælde, ikke har kunnet andet end det vi er kommet til kende dem for, de har et begrænset, men meget stærkt udtryk; hvor egen Jesper Zeuthen er et indlysende eksempel.

Men hvad så med mig?
Personligt mener jeg at jeg har noget at sige, og jeg ved, at jeg hele tiden, omend langsomt, bliver bedre til det.
Jeg synes, at jeg har fundet ud af hvad jeg er bedst til, og allermest holder af at gøre, og nu skal jeg så bare arbejde på at gøre det bedre og bedre.
Spørgsmålet er bare, om andre kan høre det.

Jeg er, for første gang i mange, mange år, for det meste glad for mit eget saxofon-spil. Det går ofte galt, og jeg forfalder til gamle vaner, men under de rette omstændigheder, lykkes det mig som regel at få sagt det jeg ønsker i øjeblikket. At vide det, gør at jeg ikke tager det så tungt de gange det ikke lykkes, for jeg ved, at det bare drejer sig om at arbejder videre med sagen.
Og det gælder ikke bare mit saxofonspil, jeg har også, i egen opfattelse, højere målscore inden for det kompositoriske nu. Navnlig mine børne- og danseteater-opgaver har bidraget til denne positive udvikling, hvor jeg, som tidligere nævnt, mener min pen er blevet skærpet, at jeg er blevet bedre til at kill’e darlings, og bortskære overflødig ambition.

Med andre ord, så gør jeg nu om dage nøjagtigt det jeg har mest lyst, og jeg føler mig utroligt privilegeret i den henseende.
Ydermere mener jeg at det, pekuniært set, er et “smart move” at spille på flere heste, at ikke satse alt på ét bræt i disse vanskelige tider.

Men der er jo ikke helt nok arbejde, og kunne man forestille sig, at en tydeliggørelse af udtrykket, f.eks. ved udelukkende at satse på Offpiste Gurus, kunne oppe jobfrekvensen?
Eller kan man forestille sig en karriere, hvor ens adels- og kendemærke netop er ens diversitet?

Det ville været fint med noget respons på dette i form af meninger, erfaringer og eksempler.

mvh

Fredrik Lundin

Share on Facebook

Den 1.5 lancerer jeg en nye hjemmeside. Siden med titlen JAZZSTJERNER.DK, der både præsenterer og giver stjerner. Sitet her er ansporet af et indlæg af jazzbloggeren Niels Overgaard på sin blog JazzNyt, der har udviklet sig til en af de mest velinformerede og seriøse sider om dansk jazz og jazz i al almindelighed herhjemme. Nichemusikken har trange kår med hensyn til mediebevågenhed, og det er mit håb, at denne side på sigt kan udvikle sig til et netbaseret medie, der kan give potentielle lyttere og købere et indtryk af de mange danske jazz udgivelser, der udkommer hvert år.

Opbygningen er ganske enkel. Der kommer løbende anmeldelser af aktuelle (måske suppleret af relativt aktuelle) danske jazzudgivelser og der linkes til f.eks. iTunes eller lignende, så vejen til en bestilling er ganske kort. Under danske jazzudgivelser forstås udgivelser fra danske pladeselskaber og udgivelser med fortrinsvist danske musikere. Derudover udvælges hver måned et “Månedens Album” og hver uge et “Ugens Track”. Endelig vil der med jævne mellemrum være anmeldelser af livekoncerter.

Sitet er stadig under udarbejdelse og videreudvikles samt opdateres løbende. Skulle man som musiker eller pladeselskab være interesseret i at indsende materiale til anmeldelse fremgår kontaktinformationerne på www.jazzstjerner.dk. Tag godt imod min nye baby og hjælp til, så det kan blive en succes til gavn for alle jazzmusikere i DK. God fornøjelse!

Hilsen
Martin Lutz

Share on Facebook

Fire punkter jeg godt lige vil slå på tromme for!

1) Nyt web-site: www.pasborg.dk

2) Jeg er ‘Artist in Residence’ på JAZZHOUSE i København gennem hele 2011:
Upcoming Artist in Residence-koncert lørdag 16.april kl. 21.00:
Stefan Pasborg ”Electric Odessa”
Denne aften har jeg slået to af de bands, jeg har spillet mest med de sidste 4-5 år sammen til ét band… Ibrahim Electric + Pasborgs Odessa 5 = en helt unik “håndbygget” konstellation, som er sammensat til netop denne lejlighed.

Artist in Residence-projektet

På min hjemmeside kan man læse mere om tankerne bag hele projektet og de kommende Artist in Residence-koncerter i 2011.

3) Stefan Pasborg ‘Beats and Abstractions 2000-2010:
Til dem som har lyst, har jeg lavet min egen private 2-CD sampler med håndplukkede numre fra mine udgivelser mellem 2000-2010.
Den indeholder inspilninger med bl.a Ibrahim Electric, Fra De Varme Lande, Pasborgs Odessa 5, Toxikum, Delirium, Carsten Dahl, Ray Anderson, Ellery Eskelin, Marc Ducret m.fl.
Den kan KUN købes her

4) Andre kommende koncerter / events:
Stefan Pasborg ”Electric Odessa” @ Atlas, Aarhus – torsdag 14. april
Stefan Pasborg ”Odessa X-tra Large” @ Vossa Jazz Festival – fredag 15. april
Stefan Pasborg ”Electric Odessa” @ Jazzhouse, København – lørdag 16. april
Ibrahim Electric @ BergenFest, Bergen, Norge – fredag 29. april
Ibrahim Electric @ Nasjonal Scenen, Victoria, Oslo, Norge – lørdag 30. april
Stefan Pasborg & Alex Riel DJ’s ”Desert Island Jazz” @ Jazzhus Montmartre, København – onsdag 4. maj
Ibrahim Electric @ Athens Jazz Festival, Grækenland – torsdag 26. maj
Ibrahim Electric @ Preveza Jazz Festival, Grækenland – fredag 27. maj

Mange hilsene,
Stefan Pasborg

Share on Facebook

Erik Moseholms tale til La Fontaine fra den 1. februar 2011:

La Fontaine har haft stor betydning for jazzen og har det stadig. Det ved vi, der er kommet her i et par generationer og har lyttet til så mange fremragende musikere her. Men inden jeg fortsætter den hyldest La Fontaine fortjener, vil jeg lige gøre opmærksom på den store verden udenfor og nogle væsentlige grunde til, at stedet ikke får den opmærksomhed og den offentlige støtte, det fortjener.

For La Fontaine er en perle i det jazzmiljø, der får stadig mindre opmærksomhed. Bl.a. fordi der er for få, der formidler stedet ud over den lille inderkreds. For få, der kæmper for at få større opmærksomhed fra en regering, der ikke kan lide kunstnere og kultur. For få, der bruger energi på at gøre opmærksom på nye aktiviteter. Og for få der deltager i den politiske debat. Det er godt at orientere bredt og det er godt at orientere internt i inderkredsen, men der er for mange i inderkredsen, der æder energi fra de kreative i jazzmiljøet med fnidder, uvæsentlige skriverier og uinspirerende kritik.

Hvorfor har jazzspecialister ikke i stedet brugt kræfter på at reagere mod Anders Fog Rasmussens første nytårstale, hvor også de burde føle sig ramt af hans: ”Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst.”

Jazzspecialisterne reagerede stort set ikke mod Regeringens grove nedprioritering af kunstnere og kulturens folk, der lejlighedsvis er blevet betegnet som ”elitære fagidioter”, ”selvbestaltede smagsdommere”, ”ballademagere”, ”nyttige idioter”, ”pladderhumanister”, ”rundbordspædagoger”, ”kommunister” og ”røde lejesvende”.
De alt for få jazzpip, der kom, har indtil nu ikke hæmmet regeringen i at vinde ”værdikampen”. Betegnelser som socialist, humanist og kulturradikal har Regeringen fået til at klinge negativt blandt mange.

Da en kendt galleriejer fik Anders Fog Rasmussen til bords ved en middag og spurgte, om han interesserede sig for kunst, svarede han ”Nej, jeg løber !”
Har I nogensinde hørt vores to statsministrene i de sidste ti år nævne kunst eller kultur i væsentlige taler? Og hvornår har I oplevet et regeringsmedlem kæmpe jazzens sag? Eller La Fontaines? Men I har oplevet Regeringen redde bankerne med milliardtilskud og samtidig nærmest nydt at lade Danmarks største kulturinstitution DR forbløde økonomisk. Det har bl.a. betydet, at jazzen dér er blevet betydeligt reduceret, så der nu kun er en halv fastansat medarbejder tilbage (han er til gengæld god). Og tror I, selv om der er tale om småbeløb, at Regeringen vil redde Radioens Big Band, hvis DR ikke har penge til orkestret? Musikerne er kun halvårsansatte og får lige nok til ikke at skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvad med at gøre musikerne fuldtidsansatte som i de klassiske ensembler?

Kulturministeren efterlyser udspil til kulturpolitikken. Her er et: Lad dig inspirere af Frankrig, som du har vist stor sympati: Da Radioens Big Band for knap 25 år siden gav koncert i Paris med den begejstrede franske kulturminister Jack Lang i salen, spurgte han de tilstedeværende franske jazzspecialister, om Frankrig havde sådan et fremragende orkester? Da svaret var nej, sagde han: ”Det må vi ha,” og gav omgående penge til oprettelse af Det Franske Nationaljazzorkester, der i år kan fejre 25 års jubilæum. Hvorfor gør den danske kulturminister ikke noget lignende? Eller kommer her i La Fontaine og begejstres over musikliv her for at udbryde: ”Det vil jeg støtte”.

Heldigvis har vi gode formidlere af jazz i medierne. For at synliggøre dem har jeg været med til at institutionere en årlig jazzformidlerpris finansieret af Danske Populærautorer (DPA) og Copenhagen JazzGuides. Med den hædrer vi talentfuld professionel formidling af jazz på en let forståelig og fængende måde, der øger interessen for dansk jazz. Vi har fælles interesser med La Fontaine, der også giver danske jazztalenter opmærksomhed og mulighed for at udfolde sig med stadig flere unge blandt publikum. Derfor har La Fontaine de sidste to år været stedet, hvor jazzformidlerprisen uddeles. Sidste år gik den til journalist og meget-andet Henrik Wolsgaard-Iversen. Året før til fotografen Jan Persson. Og inden da til Berlingske Tidende´s Kjeld Frandsen og som den første i 2007 fik Politiken´s Birger Thøgersen prisen.

Politiken er i øvrigt det dagblad, der giver mest spalteplads til jazz, også til det bredt formidlede. Det er vi mange, der er glade for, og vi har svært ved at forstå, hvorfor søren nogle jazzspecialister protesterer mod det ? Foretrækker de jazzen henvist til forholdsvis små og sjældne klummer, som i andre dagblade? Eller udeladt, som i TV, formiddagsaviser og ugeblade?

I 1950erne var der meget om jazz i alle medier. Den kunne høres ”live” mange steder: i koncertsale, jazzklubber og -huse og ikke mindst på dansestederne. Koncertsalene fik mest omtale. Men der blev ikke skrevet om de mange professionelle jazzmusikere, der hver aften spillede på danserestauranter. Selv om der aldrig i dansk jazzhistorie har været et årti med så mange jazzmusikere engageret til dansesteder. I København en halv snes restauranter hver aften. Også på La Fontaine.

I 1957 skrev jeg en lang artikel i Musikrevue (datidens JazzSpecial) og opfordrede jazzskribenterne til at gå ud på de mange dansesteder og skrive om dem. Fordi det, der ikke dokumenteres på plade eller skrives om, eksisterer ikke for eftertiden. Men jazzskribenterne fortsatte med at fokusere på koncertsalene i deres, ganske vist, forståelige kamp for på det tidspunkt at få jazzen anerkendt som seriøs kunstart. Jazzmusikere, der spillede til dans, fandt de useriøse. Og værre var det, hvis kommunikationen med publikum lignede underholdning. Men for jazzorkestrene var det lettere at få de bedst betalte job med et shownummer på repertoiret, og derfor var det tilfældet for flere orkestre bl.a. Jonny Campbells, Peter Rasmussens, Leo Mathisens og Svend Asmussens. Sidstnævntes showtalent blokerede for det bedre jazzselskabs omtale af ham, skønt han var, og er, jazzmusiker på internationalt plan. Han var det store idol for violinisten, der i den grad kom til at skabe liv i La Fontaine: Finn Ziegler. Også han var professionel og levede fra 1955 af at spille på dansesteder. Det tiltalte ikke jazzpuritanere. Dansen spærrede i 25 år for deres omtale af Finn. Men for os, der spillede med ham og lyttede til ham i et halvt århundrede, var han en af de mest spændende og inspirerende danske jazzmusikere. Han skabte liv omkring sig og gjorde i næsten tyve år La Fontaine til stedet, hvor de største talenter mødtes, både danske og udenlandske, både unge og gamle.

Og i aften fejrer vi, at Ole Hierwagen har fortsat ladet jazzen blomstre her i ”Springvandet”. I 21 år. Tak for det, Ole. Det er en bedrift, at du over så mange år har kunnet give så mange talenter mulighed for at udfolde sig her. Vi håber, at nutidens og fremtidens mediefolk vil omtale din indsats og La Fontaines betydning, så bevillingsgivere ikke vil kan lade være med at sende penge hertil. Hvad med at invitere kulturministeren til at holde tale ved næste arrangement her og udtrykke sit ”Love La Fontaine”?

Erik Moseholm

Share on Facebook

Free jazz og Fairtrade – Barefoot Records live på KlubFISK
Skt. Peders Stræde 1
2-4 februar 2011

Pladeselskabet og musikerkollektivet Barefoot Records har i de sidste par år nydt godt af Jazzkælderen i Skindergades gæstfrihed og har i forbindelse med jazzfestivalerne sommer og vinter samarbejdet med ejeren David Reuss om koncertrækker kurateret af pladeselskabet.

Da Jazzælderen i sommeren 2010 lukkede, til stor sorg for musikere og musikelskere, begyndte vi i Barefoot Records at kigge os om efter et nyt sted at holde vores arrangementer og i efteråret faldt trommeslager og medstifter af kollektivet, Håkon Berres øjne på Fisk – Folkekirkens Nødhjælps good vibes genbrugsbutik og fairt radecafé i Skt. Peders Stræde.

I et København hvor spillesteder for frit improviseret musik kan tælles på Django Reinhardts ene hånd, er det en gave at finde en scene hvor musikken kan udfolde sig frit. Dealen er såre simpel: Barefoot Records laver og bekoster PR, skaffer et klaver (tusinde tak for lån, Juhl-Sørensen!) og spiller røven ud af bukserne. Fisk supplerer omgivelserne, laver god kaffe, sælger god øl og giver supergod fair trade og nødhjælpskarma. Barefoot Records spiller på hatten og Fisk arbejder gratis og giver pengene til fattige mennesker.


Så hvis man skulle vove sig forbi Skt. Peders Stræde 1 i København i næste uge og synes at musikken er for larmende, abstrakt, minimalistisk eller moderne, kan man balsamere sin reaktionære sjæl med god kaffe, mens man svælger i selvtilfredshed over at støtte en god sag.

Venlig hilsen,
Adam Pultz Melbye

www.barefoot-records.com

2. februar kl. 20:00 – Pistol nr. 9
Maria Faust – alt sax
Maria Bertel – trombone
Katrine Amsler – keys/sampler
Michala Østergård – trommer

3. februar kl. 19:30 – Morten Pedersen : JapGaf
Morten Pedersen – klaver
Thommy Andersson – kontrabas
Lisbeth Diers – percussion

3. februar kl. 21:00 – Berre/Friis-Nielsen/Greve
Lars Greve – saxofoner
Peter Friis-Nielsen – el. bas
Håkon Berre – trommer

4. februar kl. 19:30 – The Mighty Mouse
Morten Pedersen – klaver
Adam Pultz Melbye – kontrabas
Håkon Berre – trommer

4. februar kl. 21:00 – Angel feat. Sture Ericson
Sture Ericson – saxofoner og klarinetter
Stephan Sieben – guitar
Adam Pultz Melbye – kontrabas
Håkon Berre – trommer

Share on Facebook

Den improviserede musik i Danmark er i live og har det godt. Beviset kunne opleves på topmødet af danske improvisationsmusikere på Huset i Magstræde i København, torsdag den 14. januar 2011, hvor Klub Kaktus holdt nytårskur. Et topmøde i den forstand, at de fremmødte musikere alle var dedikerede til en og samme sag; nemlig skabelsen af spontan musik med et maksimum af fokus. Blandt de fremmødte musikere kunne både tælles legender og topmusikere på den danske freejazz og improvisationsscene, samt unge og upcoming impro-talenter.

Nils Davidsen og Adam Pultz Melbye

Initiativtagerne Jakob Thorkild Overgård og undertegnede, Adam Pultz Melbye, begge entusiastiske improvisationsmusikere, havde til lejligheden inviteret 22 musikere, i alderen 19-72 år. At alder er absolut ligegyldigt hvis sindet er åbent, kunne efterprøves ved at lukke øjnene og erfare, at de ældste spillede med lige så stor eventyrlyst og søgende ild, som deres yngre kolleger, og de yngste med samme disciplin og forståelse for musikken som seniorerne.

De i alt 14 improvisationer, fremført af alt fra 1-6 samtidigt spillende musikere udmærkede sig næsten alle ved, at undgå fortærskede klichéer og sikre løsninger, der ligesom i al anden musik, også findes i improvisations-disciplinen.

Sammensætningen af de enkelte grupper var foregået ved hjælp af en pose fyldt med sedler, påskrevet de deltagendes navne, samt en terning. De resulterende konstellationer blev således præget af tilfældighed, hvilket kan være et absolut udmærket udgangspunkt for skabelsen af spændingsfyldt og spontan musik, hvor evnen til at tage ansvar og bruge sine ører, er absolutte krav. – For det er kernen af improviseret musik: Nødvendigheden af frie valg, baseret på den musikalske situation.

Søren Pendrup og Rune Lohse

Som tilhører og musiker på Klub Kaktus’ nytårskur kunne man ikke andet end blive imponeret over den utrolige lydhørhed, der prægede de forskellige improvisationer, til tider fremført af vidt forskellige musikere med kun et perifert eller intet kendskab til hinanden. Vi blev trakteret med hele spektret af udtryk, dynamik og tekstur; fra tæt støjguitar, et tæppe af trommer og skrig og skrål fra saxofoner, over melodisk og mere jazzbaseret improvisation, hvor de enkelte instrumenter fremhævede sig solistisk, til et minimalistisk og klangligt orienteret univers, hvor rummets ambiente lyde (i virkeligheden et støjende, men musikalsk prægnant køleskab) fik lov til at spille med i den totale oplevelse.

Den kærlighed til musikken, fælles energi og respekt for andres værk i et totalimproviseret forum vi oplevede i torsdags, gør Klub Kaktus’ nytårskur til en unik begivenhed og de deltagende musikere til helt særlige kunstnere.

Venlige hilsner,
Adam Pultz Melbye

Tak til: Jakob Thorkild Overgård, Claus Bøje, Christian Kyhl, Andres Christensen, Maria Faust, Thomas Præstegård, Rune Lohse, Thomas Eiler, Kasper Tom, Håkon Berre, Nils Davidsen, Tapani Toivanen (billeder), Adam Pultz Melbye, Jesper Zeuthen, Jens Bang, Søren Pendrup, Henrik Pultz Melbye, Markus Pesonen, Johanna Sulkunen, Anders Provis, Michala Østergård, Francesco Bigoni og Susanne Stilling Frederiksen (for initiativ til denne artikel).

Share on Facebook

Kære allesammen,

Nogle af jer ved det allerede. Andre har måske hørt en lille fugl synge. Men en del af jer hører måske dette for første gang.

Den 8. november udgav forlaget PeoplesPress min bog “Montmartre i Nørregade – Mig og Monten”.

Bogen beskriver mine år som musikalsk leder af Montmartre 1976 til 1989. Læs om hvordan jeg oplevede musikken, musikerne, euforien, fortvivlelsen, glæderne og ikke mindst historien bag Monten… Vend tilbage til de kolossale oplevelser med Rollins, Tania Maria, Milton Nascimento, Adams/Pullen, McFerrin, James Brown, Getz, Dizzy, Scofield, Petrucciani og alle de andre, tag en tur i Natdiskoteket og læs baggrunden om hvorfor hverdagen med (Jazz)Kay Sørensen ikke altid var lige rosenrød. Pris 299 kr.

Onsdag 1. december kl. 19:00 i JazzCup, Gothersgade 107, fortæller jeg mere og spiller nogle af mine live-pirat-indspilninger fra perioden.

Velkommen!

Mange hilsner
Niels Christensen

Share on Facebook

For andet år i træk afholdes festivalen for improviseret musik – CopenhagenImprov. Det er undertegnede (Jakob Thorkild), der har taget initiativ til festivalen, samt har skaffet den nødvendige økonomi til at afholde fesivalen. Jeg har en stor interesse i denne type musik. Jeg har en længere diskografi og en masse spændende konstellationer bag mig. Derudover er jeg ved at færdiggøre en bog om netop moderne improvisationsmusik.

Programmet til CopenhagenImprov er sammensat lidt anderledes i forhold til sidste år. I år findes der flere forskelligartede bud på, hvordan den improviserede klang kan lyde og på hvilke tankegange denne klang hviler og undfanges. Der er således et stort spring imellem nok verdens største navn indenfor den moderne improviserede musik nemlig Peter Brötzmann Chicago Tentet og så det københavnske band Mette Mareridt, der spiller en slags improviseret rock. Endvidere illustreres spændvidden i programmet også ved den baskisk/tyske laptop kunstner Mattin, der forsøger at tiltale dels publikums interkation med kunstner og klang, dels en filosofisk tankegang, der tiltaler tanke om pengestrømme i den eksperimentale musik til det danske band Deers of Darkness, der spiller improviseret mørk electro metal.

Endvidere findes der også vanskeægte europæisk impro ved bandet The Electrics og en ny konstellation fra den avantgarde lejr – nemlig Laura Toxværd på saxofon og Mikkel Engel Gemzøe på laptop og live processering.

De 8 koncerter giver tilsammen et godt billede af, hvad der rører sig på scenen for den improviserede musik i ind- og udland anno 2010.

Kh
Jakob Thorkild

Festivalen forgår d. 30. og 31. oktober i Planeten i Huset i Magstræde, København og programmet ser således ud:
30. oktober

Laura Toxværd / Mikkel Engel Gemzøe Duo (DK)
Laura Toxværd: saxofon
Mikkel Engel Gemzøe: Lap top
To af dansk avantgardes spidser.

The Electrics (DK/SE/NO)
Axel Dörner (trompet, slide trompet), Sture Ericson (tenor- og baritone saxofoner, bas klarinet), Wilbert De Joode (bas),
Raymond Strid (trommer, perkussion)
Nordisk superkvartet.

Mattin (DE)
Mattin: laptop
Laptop klunstner oprindeligt fra Baskerlandet, nu bosiddende io Berlin. Mattin interesserer sig for improvisation, støj, publikumsinteraktion samt den eksperimentale musiks forhold til kapitalisme og pengestrømme.

Mette Mareridt (DK)
Laura: bas
line: guitar
sophie: trommer
sigrid: synthesizer
Friskt og spændende band fra København

31. oktober

Stately, Plump
Adam Melbye: bas
Peter Friis Nielsen: bas
Thommy Anderson: bas
Bastrio specielt sammensat til lejligheden.

Deers of Darkness
Jakob Thorkild Overgaard: guitar
Niklas Antonson: trombone
Lars Meiling: synthesizer
Ny konstellation, der improviserer over den selvbetitlede genre ‘syntetisk artheavy impro’.

The Peter Brötzmann Chicago Tentet (DE/USA/NO/SE)
Peter Brötzmann: saxofoner
Johannes Bauer: trombone
Jeb Bishop: trombone
Mats Gustafsson: saxofoner
Per- Åke Holmlander: tuba
Kent Kessler: bas
Fred Lonberg-Holm: cello
Joe McPhee: trompet
Paal Nilssen-Love: trommer
Ken Vandermark: saxofoner
Michael Zerang: trommer
The Peter Brötzmann Chicago Tentet behøver ingen præsentation. En veritabel “Who’s Who” over kontemporær improviseret musik. Dette band indeholder mange af de mest signifikante medlemmer fra improscenens cutting edge.

Kalle Del Hey
Andreas Fuhrer: guitar
Oliver Hoiness: guitar
Tobias Fuglsang: guitar
William Zeuthen: keyboards

Share on Facebook

Når der kommanderes »fremad march!«, så er der altid grund til at gå lidt i bakgear

Så er der endelig nogen der sætter ord på noget, jeg har tænkt på i en del år: Hvorfor jazzmusik absolut er bedre, hvis den er avantgarde. Politiken har en leder søndag, der sætter snobberiet omkring ordet “nyskabende” i et helt klart lys.

Jeg har altid synes at nogle af danmarks bedste musikere var folk, der spillede såkaldt “almindelig” jazz. Vores lange historie med bl.a. det gamle Jazzhus Montmartre og meget andet har givet os en række musikere, der kan udtrykke sig i et klassisk jazzsprog på et meget højt teknisk og kunstnerisk niveau, og med stor personlighed.

Men ofte er det som om det er “finere” at spille musik der udspringer af avantgardeheltene fra 60-erne.

Mit ærinde er ikke her at fremhæve den ene stil for den anden. Jeg har favoritter inden for næsten alle dele af jazzen, og også meget andet musik.

Men musik bliver jo ikke bedre af at være mærkelig. Det må være kvaliteten der er afgørende, ikke alene ved udvælgelsen af et koncertprogram, men også når kulturmidler og legater skal fordeles. På uddannelsesinstitutionerne må en “moderne” indgangsvinkel ikke være en undskyldning for dårlig musik og dårligt håndværk.

Det er iøvrigt påfaldende at det kun er jazzmusik der er underkastet dette parameter: Klassisk musik, Latinamerikansk musik, Blues, Rock og ikke mindst folkemusik er stolte af udøvere, der holder traditionen vedlige.

venlig hilsen
Kjeld Lauritsen

Se artiklen her:
Gamle gespenster spøger i kunstdebatten

Share on Facebook

Rytmisk Center og Copenhagen Jazz Festival præsenterer:

NYE GRÆSGANGE FOR DANSK JAZZ?

Søndag den 4. juli kl. 15.00
På Borups Højskole
Frederiksholms Kanal 24
1220 København K

Musikalsk indslag ved Susi Hyldgaard.

P2 bliver slået ihjel med det spritnye medieforlig. Alle taler om faren for
klassisk musik, men hvad med jazzen? P2 er også jazzentusiasternes kanal -
med live-koncerter og vidende værter.

Hvilke muligheder har dansk jazz i fremtidens mediebillede? Hvilke skæve
tanker skal sættes i gang for at jazzen kan vokse videre?

Rytmisk Center inviterer i samarbejde med Copenhagen Jazz Festival til en
livlig og åben debat om, hvilke platforme og formidlingsmæssige ideer, der
kan sættes i spil og sikre en levende jazzscene.

Mens jazzen spiller overalt i byen samler vi musikere, politikere,
eksperter, spillesteder og naturligvis en masse helt almindelige jazzfans
til debat på Borups Højskole.

Fri entré til debatten

Panel:

Georg Metz
Debattør og stifter af Den2Radio!

Kasper Krüger
Cand.polit. Egen medievirksomhed og rådgiver for danske og internationale
medier, adm. direktør for Sky Radio A/S. Tidl.musikkonsulent for DR P2.

Lars Winther
Musiker og ejer af Your Favourite Records.

Martin Buck
Administrerende direktør og medejer, Bandbase.

Susi Hyldgaard
Musiker, komponist og bestyrelses medlem af DJBFA. Grammy for bedste
crossoverplade 2000 og modtager af Statens Kunstfonds 3-årige legat. Formand
for Nordisk Musikråds Priskomité, bestyrelsesmedlem i KODA.

Moderator:

Andreas M. Andreassen
Uddannet journalist. Freelancejournalist fast tilknyttet Fagbladet
Journalisten, hvor han blandt andet har dækket medieforliget.

Venlig hilsen
Carsten Mørch-Bentzen
Rytmisk Center

Share on Facebook