Den progressive og konservative er uenige, men kan ikke undvære hinanden

Sommeren er passeret, og jeg tænker: Hvad skete der egentlig?
Kan jeg genfortælle? Det er ikke let og min hjerne er ikke en klæbe-ditto, men jeg husker det, der har gjort indtryk. Dagligdagen har sin egen travlhed og en slags indelukkethed. Ind imellem oplever jeg noget, som bliver printet i erindringen, men noget går også ind i en gråzone, og kan kun hentes frem, hvis der kommer en anledning. Hvorfor egentlig det? Tankerne kan ikke komme til for nye tanker og når jeg prøver at huske noget, står en anden tanke i vejen. Jeg må lade det komme til, som uskyldigt dukker op. Sådan er det også at spille jazzmusik. At spille det, der er lige nu! – Hvad er der så lige nu, kan man sætte ord på det? Måske ikke så svært. Når mit band har præsenteret et tema og vi går til solo, hvad så? Det er jo ikke sikkert, at det i første omgang er min tur, men den der får soloen, skal akkompagneres af mig. Jeg må lytte til hvad der sker og jeg skal glemme mit øveprogram; jeg er jo ikke nogen spilledåse, som man trækker op. Får jeg selv en solo, må jeg indtage den plads, situationen har givet mig og udtrykke mig på min egen måde. Det kræver koncentration og nærvær. Hvis jeg ellers har gjort mit hjemmearbejde, har jeg meget at komme med. Jeg skal spille og lade musikken komme af sig selv. Hjemmeøvelser, der ikke naturligt udmønter sig i musik, er endnu ikke færdigbehandlet af kroppen. Jeg skal fortsætte med øvelserne derhjemme og lade publikum opleve musikken der spiller sig selv.

I min ungdom tænkte jeg på dansemusikken, som i tresserne blev iscenesat af en bunke forskellige orkestre af stor diversitet, deriblandt nogle der spillede jazzpræget dansemusik, noget jeg i en periode interesserede mig for. Da jeg var barn, spillede jeg klaver og drømte om at blive sømand. Da jeg var dreng, spillede jeg guitar og drømte om at blive radiotekniker. Da jeg var ung mand, spillede jeg kontrabas og drømte om at blive musiker -Bingo. –Når jeg ser tilbage, har der været musik hele tiden. Nu er jeg 65 og drømmer om at blive en gammel bassist. Mit liv har bevist, at bassen var det rigtige valg. 

Jeg besluttede mig for at lære kontrabassen at kende, og derfor søgte jeg ind på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus. Inden optagelsesprøven besøgte jeg en rutineret bassist fra byens symfoniorkester og præsenterede ham for mit etude-program til prøven. Han syntes at det lød rigtigt godt, “Jamen du skal da bare have en uddannelse, søge ind i et symfoniorkester og få fast stilling, så du kan forsørge en familie”. Tak skal du have! – tænkte jeg – det lød sgu kedeligt. Efter min egen opfattelse var jeg jo pioner. Denne bassists udsagn fik en vis indflydelse på mine senere valg. Ved siden af studiet og de klassiske etuder spillede jeg jazz-job (hvad studerende ikke måtte dengang), begyndte at mærke min personlige kurs, og fandt ud af hvilken vej jeg ville gå. Min drøm så ud til at gå i opfyldelse, med jazzen som omdrejningspunkt. Jeg var blevet mere kunstnerisk anlagt og begyndte at få ideer til hvordan min musikertilværelse skulle se ud. Det symfoniske kendskab til bassen kom ind i min rygrad og samtidig begyndte jeg at sætte mit personlige aftryk på jazzlivet i Århus. 

Indtil da (1969) havde jeg spillet dansemusik på restauranter og vidste ikke, om det var det rigtige for mig. Jeg stod også og sang standards, akkompagneret af min egen bas. Vi blev af andre musikere i selskabs-genren betragtet som nogle højrøvede dansemusikere, der spillede jazz. Det var jeg såmænd stolt af. – Men jeg blev ikke levebrøds-dansemusiker. Nu stod jeg pludseligt på Tagskægget i Århus og spillede med Ben Webster, Dexter Gordon, Clark Terry, og mange andre jazzkoryfæer. Jeg fattede vist ikke helt hvad der gik for sig, men jeg stolede på mig selv, mødte op til tiden, pakkede og slog henholdsvis bassen og ørerne ud. Jeg spillede også i soul/funk orkestre. Jeg var kommet til Århus på et tidspunkt, hvor miljøet manglede en bassist, der kunne det som jeg kunne – bare på med vanten! 

Nu, 47 år efter, kan jeg selvfølgelig mærke, at jeg ikke er den eneste på mit instrument.
Der er konkurrence fra en hær af nye unge bassister. Det er et perspektiv som jeg skal leve med og huske på. Jeg erindrer udmærket, hvordan det var da jeg selv var ung.  – 
Jeg har udviklet en progressiv side, der trives side om side med den konservative. Jeg elsker at spille walking-bas, at gå den melodiske og naturlige vej gennem akkorderne. En gang var det pionergerning at spille walking-bas, men i nutidsjazzen er det blevet umoderne, og nogle mener det er for kliche-præget. Hos de unge bassister hører jeg i dag mange interessante bud på, hvordan det også kan gøres, hvis man ikke har lyst til at spille walk. Og det interesserer mig stadig at følge med i hvad der foregår på jazz-scenen. Skal jeg da begynde på noget nyt i stedet for walk? Nej da, for det elsker jeg jo, og det fejler i sig selv ikke noget, og i visse stilarter er det netop det, man skal gøre!  Men når jeg i en periode med interesse har lyttet, og naturligt begynder at indkorporere nye elementer i mit spil, har jeg gennemgået en udvikling. — Min progressive og min konservative musiker kigger på hinanden dagligt. De er uenige men kan ikke undvære hinanden, og den konservative har med tiden lært at holde af udfordringen fra den progressive. Jeg befinder mig med andre ord rigtig godt begge steder. Havde jeg ikke den balance, kunne min progressive agenda godt pakke sammen.  — Kunsten og håndværket har taget hinanden i hånden. Jeg hylder alsidigheden.

Jens Jefsen
kontrabassist, jazzmusiker og menneske

Share on Facebook

For tiden er der temmelig trangt på jazzmarkedet. Der kommer nye talenter frem på den rytmiske scene i DK, alle de populære instrumenter er repræsenteret: piano -keyboards –saxer –trompeter –guitarer -trommer –congas -elbasser, ja kontrabassister myldrer frem som aldrig før. Da jeg selv i mindst 40 år har været kontrabassist, måtte det jo interessere mig lidt, hvem der udover mig spiller kontrabas. Jeg kender mange, men jeg må opgive at følge helt med. En gang imellem hører jeg noget i radioen, der kræver min opmærksomhed. Ikke på P3, næh nej, det ku jeg eller P3 ikke drømme om, vel snarere fx DR-Jazz på Dab Radio. Kan ikke lade være, jeg må hen på displayet og se, hvem der spiller. Så viser det sig at være en dansk gruppe, jeg ikke har hørt om før. Det er super godt.. Og der skal altså noget til at overraske mig. Bassisten spiller fantastisk…Hvad sker der? Jeg troede lige at jeg havde check på, hvem der er på banen i dansk jazz, men NEJ.


Da jeg som ung knægt begyndte at spille kontrabas, havde jeg én lyd i ørerne, det var Niels Henning Ørsted Pedersen. Derfra kom min første inspiration. Også fra Ray Brown. Jeg tænkte: sådan vil jeg spille. Alle de rigtige basgange, disse harmoniske linier, alt gik den rigtige vej. Det var i midten af 1960erne, og det var en fantastisk opdagelse. Yes -jeg kunne finde ud af det, der fandtes kun én måde at spille kontrabas på – troede jeg! Jeg opdagede senere Paul Chambers, Sam Jones, -og– så kom Ron Carter ind i billedet. Hold da op for et elastik og et overskud han havde. I Miles gruppen på LPer som Sorcerer og Nefertiti, viste Ron Carter nye veje. Den gruppe tog benene væk under mig. Jeg rejste mig op, begyndte at samle op på Fats Waller, Benny Goodman og Ellington og kom lidt i balance igen. Jeg skulle jo have fat i jazzens rødder. 

Skulle jeg så ikke også have fat i Armstrong? – Jo, men jeg var ikke helt klar på det tidspunkt. Jeg skulle jo først være jazz-revolutionær, fremme på beatet. – Så jeg fortsatte med Cecil Taylor og Albert Ayler. Der stod jeg hurtigt af… Jeg KAN altså godt lide en god melodi, og det fik jeg ikke derfra. Så jeg vendte 180 grader igen for at finde ud af, om der skulle være noget jeg havde glemt. Hvor kunne mit eventuelle fremtidige ståsted så tænkes at være?.. …Efterhånden måtte jeg jo indse, at GOD MUSIK er GOD MUSIK. Jeg var begyndt at mærke, at min hang til en god melodi ikke var noget jeg kunne løbe væk fra. Det sad dybt i mig.


-Så gik der 44 år-
Jeg kan stadig lide den gode melodi. Det er mig ligemeget, om den kommer fra Sivuca, Joni Mitchell, højskolesangbogen, Dolly Parton, De Små Synger, eller Michael Brecker og James Taylor. Den gode melodi findes i alle genrer. Som musiker befinder jeg mig bedst i jazzhjørnet. Vel at mærke ikke så gerne ”nissejazz” til akkompagnement af slædelur og klirrende fadbamser, hellere swing, bebop og fremefter, særligt den nyere jazz, som oftest byder på overraskelser. – Miles og hvad deraf følger.



Derudover har jeg også, det må jeg da indrømme, efter mange års tøven, opdaget de andre genrer: folkemusikken, country osv. Den klassiske musik fandt i årene 1969-1973 vej til mit øre via et studie på Det Jyske Musikkonservatorium. Det er jeg i dag meget glad for, at jeg fik med. Nu spiller jeg bas med fornemmelse for det hele, hvis det ellers lykkes for mig i min musik at gøre mig forståelig. Det sker, at én fra publikum kommer hen efter koncerten, giver hånd og udtaler sin begejstring. Første gang var jeg meget ung; jeg undskyldte og sagde, at det vist kun var en halvgod aften, nævnte flere steder hvor det var gået galt. Senere blev jeg klar over, at det var da det sidste jeg skulle have sagt, vedkommende havde haft en oplevelse, og det skal man anerkende. Jeg blev også klar over, at musikken er en gave, jeg har fået, og det skal jeg kunne glæde andre mennesker med. I dag er det en væsentlig grund til at jeg spiller. Men jeg skylder også mit publikum at være ærlig med min musik, dvs jeg spiller det jeg bryder mig om. Ellers er det ”balle”, og det er jo noget andet.

Tilbage til Niels Henning. Jeg opdagede på et tidspunkt, at nu kendte jeg ham. Jeg vidste hvad han kunne finde på, og han overraskede mig ikke mere. Hvad jeg også opdagede var, at jeg ville aldrig nogensinde blive ligeså teknisk dygtig som han. Så hvorfor ikke begynde at lytte til andre? Et hurtigt tilbagespot på inspirationskilder får mig til at tænke på personligheder, eller yderligheder som eksempelvis Eddie Gomez, Buster Williams og Charlie Haden.

Men der var en masse andre bassister, som også var inspirerende. Intonationen hos amerikanerne var op og ned, men et fælles træk var den fantastiske timing og det musikalske overblik. Jeg syntes at jeg fra hver bassist fik noget ganske specielt, som jeg kunne arbejde med. Og når det var allerbedst, kunne jeg ikke finde ud af, hvad bassisten spillede. Med ”allerbedst” mener jeg, at når man kan analysere sig frem, så er det også blevet muligt at fratage musikken sin magi. Magien opstår der, hvor analysen giver op. Så er det stort.

I dag kan man på konservatorierne lære metoder til at spille i forskellige genrer, det er fint. Men hvor og hvornår får du den magiske oplevelse? Den kan du få når som helst, og nogle gange fra ganske uventet side. Du kan også få den, nu vi er ved det, på konservatoriet til en afslutningskoncert, hvis der er amoriner i luften mellem musikeren og musikken. You never know. 

I dag spiller jeg ikke koncerter med samme frekvens som i 80erne og 90erne. Men jeg nyder hver eneste gang. Og det skal helst være foran et lyttende publikum. Det sker, at en koncert blivert forstyrret af en vildfaren exibitionist, der giver sig til at danse mellem publikum og orkesteret. Jeg tænker … åh nej…det var ikke lige det koncerten gik ud på, men lidt senere, når naturen er gået over optugtelsen, og stemningen har ændret sig til det mere løsslupne, er der måske flere der danser, og nogen der danser rigtig fedt, så kan jeg lide at betragte dansen, medens jeg spiller. Men jeg sætter også pris på, når publikum er i stand til at fornemme, hvilken situation de er med til at skabe. Mine musikalske legekammerater er både jazzmusikere og musikere fra folk- og world genren. Når oplevelsen er der, er genren underordnet.



Jeg havde som yngre en ide om at kunne leve af at være musiker. Først troede jeg, at jeg skulle stå med min bas på en danserestaurant, spille jazz og smægtende bløde melodier, og score barpigen bagefter. Senere fandt jeg ud af, at det ville være den kunstneriske død. Jeg søgte ind som stævnedeltager på jazzstævnerne på Vallekilde Højskole, blev hængende som deltager hele vejen op igennem 70erne, endte som doktor bass på Vallekilde, og senere det samme på Brandbjerg Højskole.

Der kom rivende udvikling i den rytmiske musik op gennem 70- og 80erne. Der skete ting, jeg som helt ung knap nok ville have haft fantasi til at forestille mig. Jeg kom på Jazzhus Tagskægget til at akkompagnere Dexter Gordon, Johnny Griffin, Art Farmer, Jimmy Heath, Al Cohn, Zoot Zims, Roy Eldridge, Dizzy Gillespie og det blev bare ved og ved. Jeg spillede med store ører, hægtede mig fast i musikstrømmen, fulgte flowet. Det var sgu godt, at jeg ikke valgte restaurationerne og barpigen. Nu kan jeg se tilbage på karriere og familieliv som to meget dejlige brikker i mit liv. 



Tilbage til bassisterne i DK:
I 70-80erne pendlede jeg en del mellem Århus og det københavnske, når én af de fem bassister i hovedstaden skulle have en substitut. Det var fornøjeligt og meget interessant, jeg kom til at kende mange jazz-kliker i København, og min horisont blev større. I dag må jeg sige, at hovedstaden er mere end selvforsynende med jazzbassister. Antallet af bassister er eksploderet, det gælder for øvrigt også for resten af landet. De spiller godt, noget helt andet end NHØP, som jo på en måde satte hele det danske bas-eventyr i gang. I dag vil en ung kontrabassist noget nyt, og dette instrument bliver nu angrebet fra virkelig mange interessante vinkler. Det er en stor fornøjelse for mig at opleve dette. Bevares, jeg kan godt selv følge med endnu, men det bliver på min egen måde. Jeg har ligesom gjort mit, og jeg synes stadig, at det er fantastisk dejligt at dele ud af min musik.
Og så ikke et ord om, hvor svært det er at leve af sin hobby, her er der stof til en anden sang.

Jens Jefsen

Share on Facebook