Erik Moseholms tale til La Fontaine fra den 1. februar 2011:

La Fontaine har haft stor betydning for jazzen og har det stadig. Det ved vi, der er kommet her i et par generationer og har lyttet til så mange fremragende musikere her. Men inden jeg fortsætter den hyldest La Fontaine fortjener, vil jeg lige gøre opmærksom på den store verden udenfor og nogle væsentlige grunde til, at stedet ikke får den opmærksomhed og den offentlige støtte, det fortjener.

For La Fontaine er en perle i det jazzmiljø, der får stadig mindre opmærksomhed. Bl.a. fordi der er for få, der formidler stedet ud over den lille inderkreds. For få, der kæmper for at få større opmærksomhed fra en regering, der ikke kan lide kunstnere og kultur. For få, der bruger energi på at gøre opmærksom på nye aktiviteter. Og for få der deltager i den politiske debat. Det er godt at orientere bredt og det er godt at orientere internt i inderkredsen, men der er for mange i inderkredsen, der æder energi fra de kreative i jazzmiljøet med fnidder, uvæsentlige skriverier og uinspirerende kritik.

Hvorfor har jazzspecialister ikke i stedet brugt kræfter på at reagere mod Anders Fog Rasmussens første nytårstale, hvor også de burde føle sig ramt af hans: ”Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst.”

Jazzspecialisterne reagerede stort set ikke mod Regeringens grove nedprioritering af kunstnere og kulturens folk, der lejlighedsvis er blevet betegnet som ”elitære fagidioter”, ”selvbestaltede smagsdommere”, ”ballademagere”, ”nyttige idioter”, ”pladderhumanister”, ”rundbordspædagoger”, ”kommunister” og ”røde lejesvende”.
De alt for få jazzpip, der kom, har indtil nu ikke hæmmet regeringen i at vinde ”værdikampen”. Betegnelser som socialist, humanist og kulturradikal har Regeringen fået til at klinge negativt blandt mange.

Da en kendt galleriejer fik Anders Fog Rasmussen til bords ved en middag og spurgte, om han interesserede sig for kunst, svarede han ”Nej, jeg løber !”
Har I nogensinde hørt vores to statsministrene i de sidste ti år nævne kunst eller kultur i væsentlige taler? Og hvornår har I oplevet et regeringsmedlem kæmpe jazzens sag? Eller La Fontaines? Men I har oplevet Regeringen redde bankerne med milliardtilskud og samtidig nærmest nydt at lade Danmarks største kulturinstitution DR forbløde økonomisk. Det har bl.a. betydet, at jazzen dér er blevet betydeligt reduceret, så der nu kun er en halv fastansat medarbejder tilbage (han er til gengæld god). Og tror I, selv om der er tale om småbeløb, at Regeringen vil redde Radioens Big Band, hvis DR ikke har penge til orkestret? Musikerne er kun halvårsansatte og får lige nok til ikke at skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvad med at gøre musikerne fuldtidsansatte som i de klassiske ensembler?

Kulturministeren efterlyser udspil til kulturpolitikken. Her er et: Lad dig inspirere af Frankrig, som du har vist stor sympati: Da Radioens Big Band for knap 25 år siden gav koncert i Paris med den begejstrede franske kulturminister Jack Lang i salen, spurgte han de tilstedeværende franske jazzspecialister, om Frankrig havde sådan et fremragende orkester? Da svaret var nej, sagde han: ”Det må vi ha,” og gav omgående penge til oprettelse af Det Franske Nationaljazzorkester, der i år kan fejre 25 års jubilæum. Hvorfor gør den danske kulturminister ikke noget lignende? Eller kommer her i La Fontaine og begejstres over musikliv her for at udbryde: ”Det vil jeg støtte”.

Heldigvis har vi gode formidlere af jazz i medierne. For at synliggøre dem har jeg været med til at institutionere en årlig jazzformidlerpris finansieret af Danske Populærautorer (DPA) og Copenhagen JazzGuides. Med den hædrer vi talentfuld professionel formidling af jazz på en let forståelig og fængende måde, der øger interessen for dansk jazz. Vi har fælles interesser med La Fontaine, der også giver danske jazztalenter opmærksomhed og mulighed for at udfolde sig med stadig flere unge blandt publikum. Derfor har La Fontaine de sidste to år været stedet, hvor jazzformidlerprisen uddeles. Sidste år gik den til journalist og meget-andet Henrik Wolsgaard-Iversen. Året før til fotografen Jan Persson. Og inden da til Berlingske Tidende´s Kjeld Frandsen og som den første i 2007 fik Politiken´s Birger Thøgersen prisen.

Politiken er i øvrigt det dagblad, der giver mest spalteplads til jazz, også til det bredt formidlede. Det er vi mange, der er glade for, og vi har svært ved at forstå, hvorfor søren nogle jazzspecialister protesterer mod det ? Foretrækker de jazzen henvist til forholdsvis små og sjældne klummer, som i andre dagblade? Eller udeladt, som i TV, formiddagsaviser og ugeblade?

I 1950erne var der meget om jazz i alle medier. Den kunne høres ”live” mange steder: i koncertsale, jazzklubber og -huse og ikke mindst på dansestederne. Koncertsalene fik mest omtale. Men der blev ikke skrevet om de mange professionelle jazzmusikere, der hver aften spillede på danserestauranter. Selv om der aldrig i dansk jazzhistorie har været et årti med så mange jazzmusikere engageret til dansesteder. I København en halv snes restauranter hver aften. Også på La Fontaine.

I 1957 skrev jeg en lang artikel i Musikrevue (datidens JazzSpecial) og opfordrede jazzskribenterne til at gå ud på de mange dansesteder og skrive om dem. Fordi det, der ikke dokumenteres på plade eller skrives om, eksisterer ikke for eftertiden. Men jazzskribenterne fortsatte med at fokusere på koncertsalene i deres, ganske vist, forståelige kamp for på det tidspunkt at få jazzen anerkendt som seriøs kunstart. Jazzmusikere, der spillede til dans, fandt de useriøse. Og værre var det, hvis kommunikationen med publikum lignede underholdning. Men for jazzorkestrene var det lettere at få de bedst betalte job med et shownummer på repertoiret, og derfor var det tilfældet for flere orkestre bl.a. Jonny Campbells, Peter Rasmussens, Leo Mathisens og Svend Asmussens. Sidstnævntes showtalent blokerede for det bedre jazzselskabs omtale af ham, skønt han var, og er, jazzmusiker på internationalt plan. Han var det store idol for violinisten, der i den grad kom til at skabe liv i La Fontaine: Finn Ziegler. Også han var professionel og levede fra 1955 af at spille på dansesteder. Det tiltalte ikke jazzpuritanere. Dansen spærrede i 25 år for deres omtale af Finn. Men for os, der spillede med ham og lyttede til ham i et halvt århundrede, var han en af de mest spændende og inspirerende danske jazzmusikere. Han skabte liv omkring sig og gjorde i næsten tyve år La Fontaine til stedet, hvor de største talenter mødtes, både danske og udenlandske, både unge og gamle.

Og i aften fejrer vi, at Ole Hierwagen har fortsat ladet jazzen blomstre her i ”Springvandet”. I 21 år. Tak for det, Ole. Det er en bedrift, at du over så mange år har kunnet give så mange talenter mulighed for at udfolde sig her. Vi håber, at nutidens og fremtidens mediefolk vil omtale din indsats og La Fontaines betydning, så bevillingsgivere ikke vil kan lade være med at sende penge hertil. Hvad med at invitere kulturministeren til at holde tale ved næste arrangement her og udtrykke sit ”Love La Fontaine”?

Erik Moseholm

Share on Facebook

Musikalsk-antropologisk undersøgelse på Jazzklub kortlægger magien på La Fontaine.

Kære læsere af jazzblog.dk: Nogle gange tror man at dansk jazz befinder sig i en osteklokke, hvor øvelokale, støtteansøgninger, koncerter og pladeudgivelser er vores univers som musikere.

Men der er andre, der interesserer sig for vores musik. Her er lidt om en Bacheloropgave omhandlende La Fontaine. God fornøjelse!

venlig hilsen
Kjeld Lauritzen




”Musikken er den vigtigste stemnings-skabende faktor, og den har stor betydning for stedet og de folk der kommer der. Publikum ved, at de altid kan forvente jazzmusik i topklasse.”

”Magien opstår et eller andet sted imellem publikums forventninger, og musikernes evner til at løfte stemningen helt op under loftet”.

Dette er blot nogle af de rosende konklusioner 2 kvindelige studerende er nået frem til i en videnskabelig rapport om københavns ældste jazzklub, La Fontaine.

De to BA-studerende ved Musikvidenskabeligt Institut i København, Hannah Kjærsgaard og Halltóra Fridleivsdóttir (foto), har i forbindelse med et bachelor-projekt lavet en musikalsk-antropologisk undersøgelse af La Fontaine.

De to studerende har beskrevet det første møde med La Fontaine således:

”Det første, der slår én, er blandingen af musik og støj der kommer væltende imod en. Vi har efterhånden fundet ud af, at man tit bliver nødt til at mase sig igennem mængden, fordi der er rigtig mange mennesker derinde. De sidder nærmest ovenpå hinanden. Lokalerne har kapacitet til 100 personer på én gang, og det kan godt mærkes at kvoten bliver opfyldt.

Når man så er kommet igennem den første kødrand, bliver man præsenteret for et ret specielt scenarie: Mørkerøde vægge og paneler, slidte plakater på væggene, sorte bænke og mørkebrune café-borde med matchende stole. Rummet er delt lidt op, så at der er et par halve vægge der afskærmer baren, og den bagerste del af lokalet. Scenen ligger lige overfor indgangen, så den er det første man ser når man træder ind. Det er en meget lav scene, ikke højere end et almindeligt trappetrin eller halvandet. De forreste borde står næsten klos op i scenen, så musikere og publikum er i tæt kontakt. Det får også det hele til at virke mere intimt.”

Halltóra Fridleivsdóttir

”Det har vist sig, at vores informanter (publikum, musikere og personale) er enige om at der som regel altid er god stemning på La Fontaine.

Publikums forventninger til musikken bliver i høj grad indfriet, hvilket er et væsentligt stemningsbærende element på La Fontaine. Der var også enighed blandt informanterne om, at den ”magiske stemning” opstår når der er god kontakt imellem publikum og musikere; altså, når musikerne er hurtige til at opfange stemningen blandt publikum, og indstille sin performance derefter.

Magien opstår et eller andet sted imellem publikums forventninger, og musikernes evner til at løfte stemningen helt op under loftet.

Der er stor aldersmæssig spredning blandt publikum, hvilket bliver opfattet som et positivt udtryk for at La Fontaine er et sted hvor der er plads til alle. Fællesnævneren er musikken. La Fontaine er åbent for alle typer af folk.

Vi vil til sidst gerne understrege, at ejeren af La Fontaine har en enorm betydning for stemningen, idet det er ham der ansætter personale og udvælger de musikere der spiller. Publikum er ikke bevidste om den betydelige rolle han spiller for stedet og dets koncept, men personale og musikere har givet tydeligt udtryk for at han er en meget værdifuld drivkraft.”

Bacheloropgaven blev med held forsvaret fredag d. 24.1.2010

Yderligere oplysninger, kontaktHalltora Fridleivsdottir

Share on Facebook

Sådan set var det noget andet der var på vej – efter mange timer ved computeren har jeg endelig fået skrevet arrangementer til mange af mine numre, og optrådt med mit 7-mands orkester – Hammond Organ 7 – ved koncerter både her og der.

Men så skulle vi indspille et nummer med min trio til CDen “Love La Fontaine”. Vi gik i gang en regnvåd tirsdag lidt over middagstid, og 40 minutter senere havde vi en lille halv times musik i kassen.

Jeg bookede selvfølgelig Focus studiet igen lidt senere, og musikken er noget af det bedste jeg nogensinde har medvirket til i et studie. Måske fordi forventningen bare var et enkelt nummer, måske fordi magien bare indfandt sig eller også er det bare en god gruppe.

Ihvertfald er jeg meget glad for mit samarbejde med Per Gade på Guitar og Anders Holm på Trommer. Vores trio er en af den slags jazzgrupper, der vedkender os at vi er et elektrisk band.

Hovedparten af musikken er selvskrevet, med et par standards og så et finsk og et amerikansk jazznummer. Inspirationer: Blues, Soul, Cream og Jazzzzzzzz…..

Jeg udgiver CDen “Hammond Time” på lørdag d. 28 Nov. i forbindelse med en koncert på La Fontaine. Måske ses vi??

Kjeld Lauritzen

Share on Facebook

Kære musikelskere, musikere og andre fantaster. For dem af jer der har interesse i Københavns musikliv er der en vigtig begivenhed som jeg håber I vil deltage i, onsdag d. 9. december kl. 17 i Pumpehuset ved vesterport station.

Det er borgernes mulighed for direkte at vælge deres kandidat til Københavns Kommunes Musikudvalg. Musikudvalget har en afgørende betydning for hvordan musikmiljøet ser ud i København, og der er valg hver 4. år så det er nu I skal komme ud og være med til at forme Københavns musikliv.

Den kandidat der bliver valgt d. 9. december, kommer til at deltage i honorarstøtte-tildelingen til de københavnske spillesteder, og være med ved uddelingen af frie midler til alt fra cafekoncerter til store musikfestivaler i København.

DET GØR EN KÆMPE FORSKEL om denne kandidat støtter den retning du har lyst til København skal udvikle sig i, eller ej. Alle de små spillesteder vi kender og elsker som Paradise, Jazzclub Loco, La Fontaine, Planeten, Club Mambo, Lades Kælder, Amager bio, Christianshavns Beboerhus, Blågårds Apotek og Mojo er afhængige af denne støtte for at kunne lave deres musikprogrammer.

I musikudvalget sidder der politikere fra borgerrepræsentationen, udpegede medlemmer fra musikgenreorganisationerne og publikumsrepræsentanter for rytmisk og klassisk musik. Den faglighed som vi vælger den dag, er uundværlig for at holde musikpolitikken i København på rette spor i en tid hvor den er i fare for at blive undermineret fra flere sider.

I de sidste 4 år har Tove Enevoldsen været valgt men hun stiller ikke op igen. Hun har været en kæmpekapacitet, både fordi hun kender hele københavns musikliv som sit eget hattebånd, men også fordi hun taler jazzens sag fra hun slår øjnene op om morgenen til hun lukker dem igen… tidlig morgen. Kom onsdag d. 9. december kl. 17 til pumpehuset og gør jeres indflydelse gældende. Her kan I gøre en kæmpe forskel for vores musikalske hverdag.

Man skal være over 18 for at stemme, men behøver ikke at bo i Københavns Kommune.

Jesper Løvdal

Share on Facebook