Indrømmet, dette indlæg er ikke det mest jazzede, men siden det forhåbentlig kan ha interesse for mange (jazz)musikere synes jeg at det fortjener at stå her.

Jeg vil gerne slå et slag for blogging som musiker og kunstnær! Som freelance musiker er synlighed utrolig vigtig. Synlighed bland kollegaer, bookere, publikum og ikke mindst på Internettet. Med en blog kan man sætte ind på alle fronterne på en gang!

Det er ingen tilfældighed at rigtig mange virksomheder (også mange som ikke driver forretning online) interesser, driver en blog hvor de skriver om deres branche og formidler viden. En fællestræk for en succeessfuld blog er at den ikke kun er en reklamesøjle for en virksomhed, et produkt, et band eller en person. En successfuld blog er typisk et sted hvor virksomheden/ophovsmanden deler sin viden om sin branche. På den måde skaffer de tillid fra sit publikum, samtidigt som de profilerer sig som eksperter indenfor sin branche.

En af mine målsætninger med jazzblog.dk er lige præcis at lade os danske jazzmusikere dele vores viden, følelser og tanker om jazz, for at på den måde komme tættere på vores publikum – og blive mere synlige!

Er du kunstnær og har lyst på at gå i krig med din egen blog? Det er faktisk ikke særlig svært at komme igang! Med platformen wordpress (som denne blog bygger på) kan du starte din egen blog på kort tid. Der er dog en hel del faldgruber og ikke mindst tidsslugere. Her kan jeg hjælpe dig at springe de første par ugers hovedkløning og hårslideri over så at du kan komme igang med det vigtigste: att kommunikere med din målgruppe og dele din viden med andre. Om du er fristet af tanken så er der stadig få pladser tilbage på min blogkursus på ArtLab. Da ansøgningsfristen officielt er overskredet handler det om først til mølle og at være hurtig.

Jeg håber på at se dig på jazzblog.dk fremover, som skribent, læsere eller begge dele!

venligst

Anders Larson
PS. Klik på mit navn og se min basunblog om basun spil. Det er det dejlige med Internettet – der er plads til meget smalle og nørdede nicher!

Share on Facebook

Trinelise og jeg glæder os over at vores CD med Offpiste Gurus nu endelig er udkommet, for den har godt nok været undervejs længe.
Det er det 3. album vi laver sammen, og der går i reglen 10 år imellem hvert, kan vi nu konstatere.

Vores første single

The Checkout Girl and the Highway Patrolman er allerede added (som det hedder på danglish) på DR. Det er historien om den lidt for godmodige færdselsbetjent og den frække kassedame. Hør den her www.myspace.com/offpistegurus
Nu går vi bare her og venter på anmeldelser og på at komme ud at spille, først til releasekoncerten og så til efteråret, hvor vi både skal til Paris og Nordsverige, og så napper vi lige Fyn og Jylland på vejen.

Ny cd med offpiste gurus

De seneste år har vi hver især arbejdet med vores eget. Jeg har turneret Europa og Skandinavien tyndt med bl.a. Fredrik Lundin Overdrive og Trinelise har fortrinsvis skrevet på dansk og spillet koncerter indenlands med repertoiret fra hendes rockalbum ”Lystfisker”.
Offpiste Gurus er vores common ground og med afsæt i en bluesy tradition a la Tom Waits, Rickie Lee Jones, Feist, Raconteurs m.fl., har vi fundet lige det sted, vi synes vi mødes musikalsk og har lavet vores egen nordiske blues-roots-rock-jazz.
Rune Borup (der for nylig vandt P3 Guld med I Got You On Tape) er manden bag produktionen.
Per Morten Abrahamsen har taget en ganske bemærkelsesværdig fotoserie til cover m.m.
Hør udvalgte sange fra Cd’en, se videoer, læs et kort dobbelt interview etc.
på www.myspace.com/offpistegurus

Køb Cd’en på nettet hos f.eks. CDon eller download fra iTunes. Hører I til de heldige der stadig har en pladebutik i nærmiljøet, kan den naturligvis også købes i butikkerne.
Medbring evt. CD nummer: STUCD 10062 distribution GDC, så selv en morgentræt FONA ekspedient kan finde den i sit sytem.

Kom til releasekoncert

Biletter i døren eller her.

19 Juni kl. 21 i Copenhagen Jazzhouse (dørene åbner 20.30).

Offpiste Gurus er :
Trinelise Væring – vokal
Fredrik Lundin – saxofoner og elektronik
Rune Funch – guitar
Thomas Vang – bas
Jeppe Gram – trommer

Til efteråret kommer der flere koncerter fra Umeå i nord til Paris i syd og så lidt i Fyn og Jylland

Austin, Texas

Trinelise og jeg har været 14 dage i Austin, Texas for at skrive sange – især til Offpiste Gurus – både hver for sig, og sammen med en række amerikanske sangskrivere. Vi boede i House Of Songs, som var udrustet med klaver og guitarer en mas. Vi mødte en masse skønne amerikanske musikere, hørte koncerter og arbejdede i denne særlige by, der finder sin selvforståelse i at være “the live music capital of the world”. Der er et måske 50 koncerter pr aften – også på hverdage – og der synes at være publikum til dem alle. Der bor ca. 1 million mennesker i Austin, så måske det var noget København kunne lægge sig efter. Vi troede jo bare vi skulle skrive sange, men opdagede hurtigt, at det ville virke underligt påholdende, ikke at ville dele sin musik med de lokale, så vi opfandt lige the Offpiste Duo m. saxofon og vokal. Og det kunne de lide – efter alle de guitarer.
Austin er en skøn blanding af hippier og cowboys, der synes at komme godt ud af det med hinanden.

venlig hilsen
Fredrik Lundin

Share on Facebook

Den gode blanding af rock, jazz, indie, surf, pop og latin som vi står for, er efterhånden ved at have godt fat i den danske undergrund. En måned efter dannelsen af vores trio indspillede vi en demo, som blev sendt ind til JazzDanmarks talentkonkurrence Ung Jazz 09. Og vi gik hele vejen og vandt! Efterfølgende har vi fået godt vind i sejlene med både jobs i ind- og udland, bl.a. på Nordklang Festival i Schweiz, Spot Festival og Copenhagen Jazzfestival.

Vi er nu klar med vores debutplade, som er lidt atypisk i form af en liveplade. Vi har før været i studiet og indspille, men det er som om at meget af vores fede energi forsvinder, når vi ikke har publikum med som energi-indpisker. Derfor valgte vi at indspille en livekoncert i Huset i Magstræde. Og vi er blevet rigtig glade for resultatet.

Vi ville først ligge vores releaseparty en fredag eller lørdag aften, men blev enige om søndag eftermiddag som et langt bedre valg. Alle har altid masser af planer enten fredag eller lørdag aften, så vi håber der kommer mange og støtter op om vores såkaldte “tømmermænds-relaseparty”. Der findes ikke en bedre måde at kurrere tømmermænd på, end at komme ud og høre god musik spillet af lækre fyre.
Vores gode kammerat, Stefan Jørgensen, har lavet en lille reklame-video for vores release party: http://vimeo.com/11238773. Tjek den ud!

Nedenfor ses en plan over vores turné:
Søndag den 9. maj, Releaseparty på Cafe Zusammen, København
Mandag den 10. maj, Skolerne i Oure Sports og Performance, Oure
Tirsdag den 11. maj, Studenterhuset, Odense
Onsdag den 12. maj, Huset, Esbjerg
Torsdag den 13. maj, Sønderborghus, Sønderborg
Fredag den 14. maj, Fairbar, Århus
Fredag den 21. maj, Spot Festival, Århus

For mere info: www.myspace.com/surfinstereo

Vi håber at se rigtig mange jer rundt omkring i Danmark.
Vi glæder os rigtig meget!!!

Venlig hilsen og på gensyn
Surf in Stereo
Kasper Ejlerskov – Guitar
Jonathan Bremer – Bas
Michael Vitus – Trommer

Share on Facebook

Med mindre du har huller i livet og kalenderen på størrelse med Grand Canyon skal du aldrig gå igang med at skrive musik til, koordinere, spille på, dirigere og producere en big band plade! Med mindre du bare ikke kan lade være… Jeg kunne ikke lade være, og det er jeg meget glad for! Det har resulteret i pladen Monday Night Big Band & Anders Larson. Det er i dette tilfælde det Malmö-baserede band (og ikke Niels Jørgen Steens) der er tale om, et band som har eksisteret i over 20 år og spillet mere end 500 jobs.

Som basunist er det svært ikke at løbe ind i et big band i ny og næ, og det er heldigvis heller ikke lykkedes mig undgå. Utallige aftener i Tivolis big band, Niels Jørgen Steen´s Monday Night Big Band, The Orchestra og DR Big Band – bare for at nævne nogle – er det blevet til gennem årene.

Jeg har længe været interesseret i big band-musik. Under mine år på musikgymnasium i Malmö sad jeg mange mandag aftener og lyttede til de lokale helte i Monday Night Big Band (MNBB) under ledelse af Jörgen Nilsson. Den svenske alkoholpolitik, i kombination med en gymnasieelevs notorisk dårlige økonomi, betød at den ene kop kaffe blev fyldt op både tre, fire og fem gange (et godt eksempel på den svenske skik med påtår – det kunne de danske caféer lære noget af!) alt imens bandet spillede forrygende fortolkninger af især Thad Jones´ musik. Det var også i gymnasium at jeg skrev mit første arrangement, en version af Invitation som stadig aldrig er blevet spillet. Måske gør lige det dog ikke så meget…

Nogle år senere kastede jeg mig ud i et projekt med Rytmekons Big Band som resulterede i en koncert og en optagelse. Et enkelt nummer fra den tid, Beshuffled, er kommet med på pladen med MNBB. I denne periode begyndte der også at dukke afløser-tjanser op i MNBB, og jeg fik omsider lov til at skifte kaffekoppen ud med basun og nodestativ, og med tiden fik jeg en fast plads i orkestret.

Skrivebordsskuffen (eller harddisken nu om dage) er ved at være godt fyldt med big band-arrangementer, og jeg har været så heldig at få lov at skrive en hel del arrangementer for DR Big Band og Tivoli Big Band og artister som Mike Stern, Gerard Precenser (som også er gæstesolist på pladen med MNBB), Caroline Henderson og Cæcilie Norby. Det har borget for selvtillid nok til at kaste mig ud i et plade-projekt i eget navn med egne kompositioner og arrangementer. Valget af big band var ikke svært, det skulle jo selvfølgelig være mine helte fra unge år, og nu gode kollegaer. Et par år efter at beslutningen var taget lykkedes det at samle holdet i studiet og optage musikken. Det var i september 2009, og nu et stort halvt år senere er jeg meget glad for at kunne præsentere resultatet i form af cd´en Monday Night Big Band & Anders Larson udgivet på Calibrated Records.

Tjek et par numre ud her og her.

Venlig hilsen

Anders Larson

Medvirkende musikere:

Håkan Caesar – alto sax, soprano sax
Ulf Holmström – alto sax, clarinet, flute
Mattias Carlson – tenor sax 1, clarinet, flute
Dan Holmström – tenor sax, clarinet, flute
Ulf Fagerberg – baritone sax, bass clarinet

Michael ‘Millfield’ Mølhede – lead trumpet
Mårten Lundgren – trumpet
Niklas Fredin – trumpet (vocals on Take Five)
Fredrik Davidsson – trumpet

Ola Nordqvist – trombone
Anders Larson – trombone, arranger and composer
Ola Åkerman – trombone
Björn Hängsel – bass trombone & tuba

Gerard Presencer – solo trumpet on Chelsea Bridge and Furai

Magnus Hjorth – piano
Jan Karlsson – bass
Karsten Bagge – drums

Share on Facebook

Første gang overhovedet at afro-amerikansk musik blev omtalt i danske dagblade var i december 1891. Det skete i forbindelse med gæstespil af den ”Den Sorte Opera” i Cirkusbygningen i København. Inden premieren måtte truppen dog skifte navn, fordi den danske operadirektør fik nedlagt forbud mod, at ”negrene” brugte betegnelsen ”opera”. Stjernen sangeren Sissieretta Jones blev kaldt ”Sorte Patti” og hendes koloraturstemme beskrevet som ”vidunderlig om end underlig sprød og hjerteforladt”. Men ellers gik omtalerne mest på hendes udseende og påklædning ”oversået med diamanter og kulørte ædelstene som en påfugl”.

I det hele taget fik de optrædendes udseende mere opmærksomhed end deres musikalske præstationer. ”Negre” var i det hele taget opsigtsvækkende og havde fx været udstillet i Tivoli og Zoologisk Have. De 25 medlemmer af ”Den Sorte Opera” blev beskrevet som en slags menneskeaber, der spiste flere læs hø om ugen. Musikken i deres ”minstrel-show” med banjoen som dominerende instrument forholdt pressen sig ikke meget til. Publikumstilstrømningen var ikke stor, så truppen gik fallit og rejste tilbage til USA. Publikum forstod ikke det originale program med een undtagelse: komikeren, stepdanseren og sangeren Geo Jackson. Dagbladenes positive omtale af ham betød, at han fik varietéjob og blev så populær, at han kunne blive i Danmark, hvor hans step på sandbestrøet gulv, Sanddansen, blev banebrydende for stepdanse herhjemme (Men der var også en anden mere upåagtet men væsentlig følgevirkning: Et andet medlem af ”Den Sorte Opera”, stepdanseren William Campbell, blev forelsket i en ung dansk danserinde Oda. Han kom tilbage og fik to sønner med hende: Jonny og Jimmy. Jonny lever stadig og er 92 år. Jimmy døde 1. November sidste år 93 år gammel. Efter international karriére som cykelartister og stepdansere blev de fra 1940 musikere og i anmeldelser omtalt som toppen af dansk jazz.)

I 1903 gav den amerikanske marchkonge Philip Sousa koncerter i København. Sousa var inspireret af de sortes ragtime, men musikerne var hvide og det gav ganske anderledes positive omtaler, bortset fra, at anmelderne havde det svært med Sousa´s mange synkoper, der gjorde musikken ”epileptisk” med ”en uforklarlig duft af neger”. Efterfølgende fik dansen til ragtime stor opmærksomhed, skønt opfundet af ”negre”, der ”parodierede hvide herskaber med improvisationer omkring en kæmpekage, som de mest fantasifulde dansere vandt”. Endnu en grund til den positive omtale skyldtes lanceringen af Kagedansen med to dansere fra den kongelige ballet ved en forestilling i Odd Fellow Palæet arrangeret af Prinsesse Marie og instrueret af forfatteren Herman Bang. Det skabte interesse hos selv ”dannede mennesker”, selv om fordømmelsen stadig lurede over ”den ny afsindige dans eller rettere sagt samling akrobatiske øvelser, denne vilde og fanatisk hæslige negerdans, der er målestokken for, hvad der af plump amerikanisme kan importeres”. Sommerens revyer lancerede racediskriminerende viser og Axel W. Christensen udgav klaverskolen ”Spil ragtime og bliv populær”. Men ellers blev musikken fortrinsvis oplevet og spillet som tyske marcher med harmoniorkestre uden fornemmelse for ragtime-rytmen og deres hjælpeløse forsøg med rytmeinstrumenter, ”fløjten” og ”latter” som angivet i noderne.

I de efterfølgende tyve år, blev den moderne dansemusik sjældent omtalt i dagspressen. Det gjorde til gengæld de moderne danse. Stepdanse fra one-, two- til fivestep og dyredanse med efterligning af bevægelser hos storke, kalkuner, gazeller, bjørne og ræve. Da inspirationen kom fra ”negre”, handlede presseomtalen mest om kulturens og sædernes forfald. I 1919 blev ordet jazz for første gang omtalt i aviserne, ikke som musik, men som dansen jazz-step lanceret af hvide engelske dansepiger i Tivolis Sommerrevy.

I 1920erne forsøgte danske musikere at finde ud af, hvad jazz var for noget og tilførte danseorkestrene banjoer og saxofoner. Dagspressen fokuserede fortsat på de moderne danse, nu foxtrot, blues, slowfox, rystedans og shimmy. Selv da det første rigtige sorte jazzorkester ledet af Sam Wooding gav koncert i Cirkusbygningen i 1925, handlede anmeldelserne mest om musikernes udseende og dans: Charleston og Black Bottom. Der blev skrevet om ”nederdrægtig musik” i en ”symfonisk jazzkoncert” med ”vanvid i toner”, som befandt man sig ”i et stort svineslagteri, hvor de dødsdømte ofre protesterede mod den skæbne, der var tiltænkt dem”. Men danske musikere blev inspireret af Sam Woodings orkester.

Dagbladene foretrak at skrive om hvides musik som dirigenten Paul Whiteman, der spillede ”symfonisk jazz” og bl.a. uropførte George Gershwins ”Rhapsody In Blue”, der herhjemme blev førstegangsopført af Otto Lington´s orkester i 1928. For første gang forholdt dagbladenes ”klassiske” anmeldere sig i længere artikler til ”jazz”. Den blev ganske vist kaldt ”ækel”, fordi den svækkede ”ungdommens ærefrygtfølelse for vor 600-årige musikkultur”. Men en enkelt anmelder indrømmede dog, at orkestret ”spillede udmærket”, men i øvrigt lød som ”illustration til en boksekamp, hvor kæbestød røg rundt og tilskuerne skrålede i vilden sky ”Mul ham Valde” med ledsagende pift og hyl.” Der var stadig vild forvirring om, hvad jazz dog kunne være for noget.

I 1930erne begyndte vidende jazzanmeldere at tone frem. Nu var det også blevet lettere at få plader med amerikansk jazz. Sven Møller Kristensen betegner Louis Armstrong som ”en af nutidens største kunstnere” i sin anmeldelse af hans Tivoli-koncerter i 1933. Men ellers omtaler dagblade fortsat jazzen som ”urskovslarm”. Men respekten for de sorte musikere vokser med Bernhard Christensen, PH og Svend Møller Kristensen som toneangivende, også hjulpet af kredsen omkring de første danske jazzklubber og –skoler samt det seriøse jazzblad ”H.O.T”. Det betød, at sortes jazz efterhånden blandt jazzfolk blev prioriteret højere end de hvides, selv om markante debattører stadig fordømte jazzen som tegn på kulturens forfald. Men nu fik de kvalificerede svar på tiltale.

I 1940erne blev jazzen ungdommens musik. Der opstod jazzmiljøer omkring klubber, restauranter, etablissementer og Tivoli, hvor ”swingpjatter” dansede til populære jazzorkestre. Og der var mange koncerter over hele Danmark ofte efterfulgt af jamsessions. Så ikke bare dagblade landet over, men også ugeblade beskrev aktiviteterne. Under krigen blev opmærksomheden rettet mod danske jazzmusikere, der blomstrede op, så perioden er blevet kaldt ”Dansk Guldalderjazz”. Debatter viste, at meningerne kunne være meget forskellige. Blandt andet havde nogle jazzspecialister det svært med ”swingpjatterne”s danse og mente, det kunne gå ud over jazzens anerkendelse som seriøs kunstart. Men ellers bragte dagbladene stort set positive artikler.

Efter krigen gæstede amerikanske orkestre atter Danmark med både sorte og hvide musikere og introducerede nye jazzgenrer som be-bob og cool . Nu skulle anmelderne – udover den journalistiske tæft – have både viden og historisk indsigt, hvis de skulle erstatte klassiske musikanmeldere i dagbladene.

I 1950-60erne fik alle større aviser ”egne” jazzanmeldere. Det blev til en periode med engagement, glæde, humor og originalitet. Udover anmeldelser blev det også til foromtaler, interviews, kronikker, debatter og kulturpolitiske kommentarer ofte illustreret af fotografier og tegninger af fremragende kunstnere med specielt sans for jazzens særpræg. Udover orientering var formålet også at få jazzen anerkendt som seriøs kunstart på lige fod med den klassiske musik.

Det blev til en periode, hvor en snes skribenter udgjorde en frodig mangfoldighed, der kunne betegnes som en slags “anmelder-guldalderperiode”. De bedste anmeldere evnede at give fornemmelse af musikkens karaktér og lade læseren ane dens kvaliteter. Ikke fordi man behøvede at være enig i anmelderens vurdering, men fordi man ved hyppig læsning kunne finde substans i deres holdninger og forholde sig til dem. Det gjaldt fx Information´s Erik Wiedemann, der skrev med stor indsigt og præcis akademisk ordbrug primært henvendt til i forvejen vidende læsere og jævnligt med kommentarer til kulturpolitikken. Det samme gjaldt Politiken´s Birger Jørgensen med bred formidling og ofte med glimt i øjet, efterfulgt af Boris Rabinowitch, der var tættere på Wiedemann-traditionen. I Berlingske Tidende formidlede Bent Henius og Henrik Wolsgaard Iversen bredt og med journalistisk tæft. I Aktuelt informerede Arnvid Meyer engageret og velorienteret. Torben Ulrich var finurlig og tankevækkende fremragende illustreret af Klaus Albrectsen´s tegninger. Jørgen Leth og Jørgen Siegumfeldt var fine interviewere og Finn Slumstrup markant i det jyske. Men der var mange flere udmærkede skribenter. Dertil kom adskillige fotografer med stor jazzfornemmelse bl.a. Ebbe Wraae, Lennart Flint og Jan Persson. Mangfoldigheden var stor.

En manglende farve på paletten var omtale af de professionelle musikere bundet til engagementer på de mange dansesteder. Og bedre blev det ikke af, at danseorkestrene som regel havde et shownummer på programmet for at få de bedst betalte job. For dans og show høstede ikke anerkendelse eller omtale i dagbladene. I kampen for at få jazzen anerkendt som kunstart var jazzeksperterne angste for, at dansemusik og show gjorde jazzen useriøs. Anmeldernes højest prioriterede områder var jazzkoncerter, pladeindspilninger og optræden i Jazzhus Montmartre, hvor få af jazzmusikerne med engagement hver aften havde mulighed for.
I sidste halvdel af 1960erne fik dagbladene professionelle anmeldere af Rhythm & Blues og Rock, der herhjemme først blev kaldt “Pigtrådsmusik” og senere “Beat”, et udtryk som Ekstrabladets Carsten Grolin opfandt. Rock blev ungdommens musik med voksende spalteplads i dagbladene og i flere tilfælde på jazzens bekostning. De mange nye stilarter og fusioner mellem genrerne gjorde det stadig sværere at definere, hvad der er jazz. Det er fortsat et aktuelt emne i dagens debatter.

Fra 1970 op til årtusindskiftet interesserede stadig færre jazzanmeldere sig for de musikalske fornyelser inspireret af andre kulturers musiktraditioner. Det kunne være svært at give nyskabelserne genrebetegnelser, som unge da også stadig sjældnere benyttede. Desværre kneb det også med humoren, som jazzen jo ellers er rig på: Hvis puritanere havde erstattet tørhed med humor, ville de fandme have været morsomme at læse.
Hermed siger jeg ikke, at der ikke var gode anmeldere, men at det totale udtryksfeltet blev smallere med færre farver på jazzpaletten.
I flere aviser blev spaltepladsen reduceret eller forsvandt helt og endte med, at de professionelle jazzanmeldere kunne tælles på een hånd. Måske brugte redaktørerne dem ikke til det, de var bedst til inden for mulighederne interviews, foromtaler, anmeldelser, reportager og dokumentation. Måske skulle andre muligheder end anmeldelser have været prioriteret højere? Nyt skrivetalent kunne måske have hjulpet til fornyelse af traditionen. Desværre strandede diskussioner på kritikeres sårbarhed over for kritik. Samtidig faldt antallet af læsere i dagbladene, hvilket nok også skyldtes, at jazzskribenter forfaldt til et akademisk menighedssprog med indforståethed, specialisthævdelse, klogskabsdemonstrationer af måske frygt for “inderkredsen”s kritik. Den “almindelige” dagbladslæser vil nok foretrække forståelighed, begejstring, følelse, glæde, oplevelse, fortællelyst og kulturpolitisk holdning skrevet med journalistisk tæft.

Puritanere har angrebet mangfoldigheden i Copenhagen Jazz Festival, der i år fylder 32 år. I forbindelse med festivalen startede Politiken 1996 med udgivelse af en daglig festivalavis ”Jazz Live” med muligheder for nyt skrivetalent. Politiken tog sig fortsat af anmeldelserne, mens festivalavisen dyrkede bred formidling med Birger Thøgersen som ”tovholder”. Det var sammen med hans artikler gennem årene baggrunden for, at han i 2007 fik den første danske jazzformidlerpris “for talentfuld og professionel formidling på en let forståelig og fængende måde, der bidrager til at øge interessen for dansk jazz”.
Prisen er finansieret af organisationerne Danske Populærautorer og Copenhagen JazzGuides og blev forrige år givet til Berlingeren´s Kjeld Frandsen og sidste år til fotografen Jan Persson. Prisen er på 15.000 kr. Et alt for lille beløb til et kulturområde, der fortjener langt større opmuntring, ligesom i øvrigt fagtidsskriftet “JazzSpecial” i langt højere grad bør støttes. Desværre går det den modsatte vej, fordi vores kultur- og kunstfjendtlige regering har sørget for urimelig reduktion af støtten til bladet fra 230.000 til 150.000 kr. sidste år samt fjernelse af portostøtten.

Politiken har i det sidste års tid givet den mere spalteplads og gjort jazzformidlingen bredere. Det angribes af Ib Skovgaard og Peter H. Larsen i henholdsvis Weekendavisen og Information. Mærkværdigt, fordi den brede formidling kan skabe voksende interesse for jazz og få flere til at besøge spillesteder, koncerter og købe tidsskriftet ”JazzSpecial”, ja måske endog få lyst til at læse specialistartikler. For der er i dag behov for både den brede og smalle professionelle formidling af jazz.

Erik Moseholm

Share on Facebook

Lørdag d. 8 maj lægger spillestedet Global på Nørrebro hus til et jazz-arrangement, hvor det tegner til at hele klang-spektret – og lidt til – vil blive taget i brug.
Danske, finske, italienske, engelske, amerikanske og tyske musikere bliver samlet under det italienske kult-pladeselskab QBICOs eksperimenterende banner og aftenen kommer til at stå i det gode karma og den energiske energis tegn.

QBICO har afholdt lignende arrangementer rundt omkring i verden i løbet af de sidste fem år, men denne gang er det København, der har æren af at være Ground Zero, når lydbølgerne fra nogle af de mest interessante navne indenfor den syrede og eksperimenterende moderne jazz breder sig over Nørrebro.

Der vil blandt andet kunne høres musik med den tyske multikunstner Hartmut Geerken, der denne aften spiller sammen med Don Moye, som slog igennem som percussionist i Art Ensemble Of Chicago.

Den engelske lyd-healer og New Age-pioner Frank Perry tropper op med sine tibetanske “synge-bowler” og det finsk-italienske Free Jazz kollektiv Jooklo Finnish Quartet, der før har gæstet Danmark i diverse konstellationer, står for noget af det mest kosmiske og organiske jazz, der for tiden kan opdrives.

Danmark er præsenteret i form af gruppen Shiggajon, en skiftende gruppe af musikere med duoen Nikolaj Brix Vartenberg og Mikkel Reher-Langberg som den hårde kerne. Deres lydbillede tager udgangspunkt i en form for primitiv, folkemusik-inspireret jazz og kan føre til lidt af hvert alt efter hvor solen, månen og stjernerne befinder sig den pågældende aften.

Venlig hilsen
Troels Fløe

Arr. Qbico (italy), Insula Music.

STØTTET AF KNTN

Billetsalg fra 12. april: www.insulamusic.dk
Information: Troels Fløe 21271511
Global
Nørrealle 7
2200 København
se mere på facebook

Share on Facebook

Det er efterhånden ingen hemmelighed, at en jazzmusiker anno 2010 skal kunne bære flere kasketter på én gang. Og selvom det at dømme ud fra påklædningssituationen i det danske gadebillede er ganske moderne med alskens hatte og huer, så er det i modehenseende næppe klædeligt at bære flere hovedbeklædningsgenstande på én gang.

Der har været gang i indlæggene her på bloggen både om dét at være jazzmusiker og også om hvordan man kan nytænke jazzen i forskellige retninger. Samtidig har der været kvalificerede diskussioner af spillestedernes udfordringer, ansvar og balancegang mellem overlevelse og dynamisk programlægning. Set i dette lys er projektet jeg her vil præsentere hverken banebrydende nyt eller et man kan kræve patent på, men det er et konkret bud på at samle nogle af de ideer både jeg selv og mange af musikkollegerne har fostret.

Under overskriften DobbeltKoncert.dk har jeg lanceret et koncept, der skal fungere som katalysator for nye koncert- og bookingformer. Det er på mange måder et konglomerat af mine egne tanker omkring dét at spille samt booke koncerter og impulser jeg har samlet op andre steder – bl.a. her på jazzblog.dk. Grundtanken i hele konceptet er, at vi som musikere i højere grad skal tænke samarbejdsorienteret både omkring vores kunstneriske virke og udvikling og om dét, man kan betegne som kedeligt kontorarbejde.

På kortere sigt er DobbeltKoncert.dk tænkt som samarbejdskoncept mellem musikere, der søger at arrangere oplevelsesorienterede koncerter, der både udfordrer den gængse koncertform inden for den rytmiske musik, skaber et miljø hvor genregrænser nedbrydes og præsenterer flere ensembler på én gang.

På længere sigt kan det blive et tiltag, der både effektiviserer musikernes og spillestedernes bookingarbejde og samtidig kan gøre det nemmere for bl.a. nicheorkestre at komme til at spille på etablerede og samtidig “fyldte” spillesteder. En af fordelene i et kommende samarbejdsorienteret bookingsystem er, at det rummer økonomiske muligheder, der kan gøre det lukrativt for både ensembler og spillesteder.

Projektet skydes efter planen i gang med nogle pilotkoncerter i efteråret 2010. Jeg påtager mig opgaven med at finde ensemblerne og vil hjælpe med den konkrete kunstneriske dialog og planlægning. Jeg er bl.a. i gang med en lovende og inspirerende sparring med Copenhagen Jazzhouse herom.

Se hele projektbeskrivelsen samt info om ansøgningsprocedurer mm. på projektets webside www.dobbeltkoncert.dk.

Jazz on!

Martin Lutz

Share on Facebook

For tiden er der temmelig trangt på jazzmarkedet. Der kommer nye talenter frem på den rytmiske scene i DK, alle de populære instrumenter er repræsenteret: piano -keyboards –saxer –trompeter –guitarer -trommer –congas -elbasser, ja kontrabassister myldrer frem som aldrig før. Da jeg selv i mindst 40 år har været kontrabassist, måtte det jo interessere mig lidt, hvem der udover mig spiller kontrabas. Jeg kender mange, men jeg må opgive at følge helt med. En gang imellem hører jeg noget i radioen, der kræver min opmærksomhed. Ikke på P3, næh nej, det ku jeg eller P3 ikke drømme om, vel snarere fx DR-Jazz på Dab Radio. Kan ikke lade være, jeg må hen på displayet og se, hvem der spiller. Så viser det sig at være en dansk gruppe, jeg ikke har hørt om før. Det er super godt.. Og der skal altså noget til at overraske mig. Bassisten spiller fantastisk…Hvad sker der? Jeg troede lige at jeg havde check på, hvem der er på banen i dansk jazz, men NEJ.


Da jeg som ung knægt begyndte at spille kontrabas, havde jeg én lyd i ørerne, det var Niels Henning Ørsted Pedersen. Derfra kom min første inspiration. Også fra Ray Brown. Jeg tænkte: sådan vil jeg spille. Alle de rigtige basgange, disse harmoniske linier, alt gik den rigtige vej. Det var i midten af 1960erne, og det var en fantastisk opdagelse. Yes -jeg kunne finde ud af det, der fandtes kun én måde at spille kontrabas på – troede jeg! Jeg opdagede senere Paul Chambers, Sam Jones, -og– så kom Ron Carter ind i billedet. Hold da op for et elastik og et overskud han havde. I Miles gruppen på LPer som Sorcerer og Nefertiti, viste Ron Carter nye veje. Den gruppe tog benene væk under mig. Jeg rejste mig op, begyndte at samle op på Fats Waller, Benny Goodman og Ellington og kom lidt i balance igen. Jeg skulle jo have fat i jazzens rødder. 

Skulle jeg så ikke også have fat i Armstrong? – Jo, men jeg var ikke helt klar på det tidspunkt. Jeg skulle jo først være jazz-revolutionær, fremme på beatet. – Så jeg fortsatte med Cecil Taylor og Albert Ayler. Der stod jeg hurtigt af… Jeg KAN altså godt lide en god melodi, og det fik jeg ikke derfra. Så jeg vendte 180 grader igen for at finde ud af, om der skulle være noget jeg havde glemt. Hvor kunne mit eventuelle fremtidige ståsted så tænkes at være?.. …Efterhånden måtte jeg jo indse, at GOD MUSIK er GOD MUSIK. Jeg var begyndt at mærke, at min hang til en god melodi ikke var noget jeg kunne løbe væk fra. Det sad dybt i mig.


-Så gik der 44 år-
Jeg kan stadig lide den gode melodi. Det er mig ligemeget, om den kommer fra Sivuca, Joni Mitchell, højskolesangbogen, Dolly Parton, De Små Synger, eller Michael Brecker og James Taylor. Den gode melodi findes i alle genrer. Som musiker befinder jeg mig bedst i jazzhjørnet. Vel at mærke ikke så gerne ”nissejazz” til akkompagnement af slædelur og klirrende fadbamser, hellere swing, bebop og fremefter, særligt den nyere jazz, som oftest byder på overraskelser. – Miles og hvad deraf følger.



Derudover har jeg også, det må jeg da indrømme, efter mange års tøven, opdaget de andre genrer: folkemusikken, country osv. Den klassiske musik fandt i årene 1969-1973 vej til mit øre via et studie på Det Jyske Musikkonservatorium. Det er jeg i dag meget glad for, at jeg fik med. Nu spiller jeg bas med fornemmelse for det hele, hvis det ellers lykkes for mig i min musik at gøre mig forståelig. Det sker, at én fra publikum kommer hen efter koncerten, giver hånd og udtaler sin begejstring. Første gang var jeg meget ung; jeg undskyldte og sagde, at det vist kun var en halvgod aften, nævnte flere steder hvor det var gået galt. Senere blev jeg klar over, at det var da det sidste jeg skulle have sagt, vedkommende havde haft en oplevelse, og det skal man anerkende. Jeg blev også klar over, at musikken er en gave, jeg har fået, og det skal jeg kunne glæde andre mennesker med. I dag er det en væsentlig grund til at jeg spiller. Men jeg skylder også mit publikum at være ærlig med min musik, dvs jeg spiller det jeg bryder mig om. Ellers er det ”balle”, og det er jo noget andet.

Tilbage til Niels Henning. Jeg opdagede på et tidspunkt, at nu kendte jeg ham. Jeg vidste hvad han kunne finde på, og han overraskede mig ikke mere. Hvad jeg også opdagede var, at jeg ville aldrig nogensinde blive ligeså teknisk dygtig som han. Så hvorfor ikke begynde at lytte til andre? Et hurtigt tilbagespot på inspirationskilder får mig til at tænke på personligheder, eller yderligheder som eksempelvis Eddie Gomez, Buster Williams og Charlie Haden.

Men der var en masse andre bassister, som også var inspirerende. Intonationen hos amerikanerne var op og ned, men et fælles træk var den fantastiske timing og det musikalske overblik. Jeg syntes at jeg fra hver bassist fik noget ganske specielt, som jeg kunne arbejde med. Og når det var allerbedst, kunne jeg ikke finde ud af, hvad bassisten spillede. Med ”allerbedst” mener jeg, at når man kan analysere sig frem, så er det også blevet muligt at fratage musikken sin magi. Magien opstår der, hvor analysen giver op. Så er det stort.

I dag kan man på konservatorierne lære metoder til at spille i forskellige genrer, det er fint. Men hvor og hvornår får du den magiske oplevelse? Den kan du få når som helst, og nogle gange fra ganske uventet side. Du kan også få den, nu vi er ved det, på konservatoriet til en afslutningskoncert, hvis der er amoriner i luften mellem musikeren og musikken. You never know. 

I dag spiller jeg ikke koncerter med samme frekvens som i 80erne og 90erne. Men jeg nyder hver eneste gang. Og det skal helst være foran et lyttende publikum. Det sker, at en koncert blivert forstyrret af en vildfaren exibitionist, der giver sig til at danse mellem publikum og orkesteret. Jeg tænker … åh nej…det var ikke lige det koncerten gik ud på, men lidt senere, når naturen er gået over optugtelsen, og stemningen har ændret sig til det mere løsslupne, er der måske flere der danser, og nogen der danser rigtig fedt, så kan jeg lide at betragte dansen, medens jeg spiller. Men jeg sætter også pris på, når publikum er i stand til at fornemme, hvilken situation de er med til at skabe. Mine musikalske legekammerater er både jazzmusikere og musikere fra folk- og world genren. Når oplevelsen er der, er genren underordnet.



Jeg havde som yngre en ide om at kunne leve af at være musiker. Først troede jeg, at jeg skulle stå med min bas på en danserestaurant, spille jazz og smægtende bløde melodier, og score barpigen bagefter. Senere fandt jeg ud af, at det ville være den kunstneriske død. Jeg søgte ind som stævnedeltager på jazzstævnerne på Vallekilde Højskole, blev hængende som deltager hele vejen op igennem 70erne, endte som doktor bass på Vallekilde, og senere det samme på Brandbjerg Højskole.

Der kom rivende udvikling i den rytmiske musik op gennem 70- og 80erne. Der skete ting, jeg som helt ung knap nok ville have haft fantasi til at forestille mig. Jeg kom på Jazzhus Tagskægget til at akkompagnere Dexter Gordon, Johnny Griffin, Art Farmer, Jimmy Heath, Al Cohn, Zoot Zims, Roy Eldridge, Dizzy Gillespie og det blev bare ved og ved. Jeg spillede med store ører, hægtede mig fast i musikstrømmen, fulgte flowet. Det var sgu godt, at jeg ikke valgte restaurationerne og barpigen. Nu kan jeg se tilbage på karriere og familieliv som to meget dejlige brikker i mit liv. 



Tilbage til bassisterne i DK:
I 70-80erne pendlede jeg en del mellem Århus og det københavnske, når én af de fem bassister i hovedstaden skulle have en substitut. Det var fornøjeligt og meget interessant, jeg kom til at kende mange jazz-kliker i København, og min horisont blev større. I dag må jeg sige, at hovedstaden er mere end selvforsynende med jazzbassister. Antallet af bassister er eksploderet, det gælder for øvrigt også for resten af landet. De spiller godt, noget helt andet end NHØP, som jo på en måde satte hele det danske bas-eventyr i gang. I dag vil en ung kontrabassist noget nyt, og dette instrument bliver nu angrebet fra virkelig mange interessante vinkler. Det er en stor fornøjelse for mig at opleve dette. Bevares, jeg kan godt selv følge med endnu, men det bliver på min egen måde. Jeg har ligesom gjort mit, og jeg synes stadig, at det er fantastisk dejligt at dele ud af min musik.
Og så ikke et ord om, hvor svært det er at leve af sin hobby, her er der stof til en anden sang.

Jens Jefsen

Share on Facebook

Mindeord

Ed Thigpen, som sov stille ind på Hvidovre Hospital tirsdag, 79 år gammel, vil blive savnet af mange grunde.

Han var en stor musiker, som med en forfinet sans for det æstetiske i jazztrommespillet, lærte alle os der var så heldige at opleve ham, hvor elegant jazz kan spilles.

Han havde en meget fin klangsans. Sans for hvordan trommer og bækkener skulle klinge og, måske endnu vigtigere, det orkestrale øre for hvordan han med sit spil kunne få orkesteret til at klinge.

Selv var jeg i god gammeldags mesterlære hos Ed 1979 – ca. 1985. Han tog mig under sine vinger, og lærte mig med stor kærlighed, hele det fundament som jeg siden har bygget mit trommespil på.

Det var ham magtpåliggende at få mig til at forstå essensen i amerikansk trommespil, og netop dette – at det var ham magtpåliggende, selvfølgelig kombineret med at han jo vidste hvad han talte om, gjorde det til en kilde af viden – af uvurderlig betydning for en ung musikers udvikling. Alt sammen drevet af hans egen kærlighed til musikken, menneskene og livet.

Ed var et sympatisk, ærligt og omsorgsfuldt menneske, der opførte sig ordentligt. Og det mente han også at andre skulle gøre. Så han kunne også være bestemt.

Jeg kan huske at jeg engang kom fra min klassiske lærer, som havde sagt ”Jonas – hvis man ikke kan spille en presset hvirvel (hvad jeg havde svært ved på det tidspunkt) – så kan man ikke spille trommer”. Jeg var ked af det – og fortalte det til Ed. Og han svarede ”Jonas – If you cannot play a pressed roll …..(lille pause)….. you cannot play a pressed roll” – og så var den ikke længere.

Hos Ed var der varmt. En varm swingende stemning af fin amerikansk jazz. Af den ædle slags. Det var lige noget for mig.

Jonas Johansen

Share on Facebook

Baggrund

Jeg har læst en del indlæg her på bloggen og generelt fulgt med i debatterne rundt omkring. Og det slår mig at vi måske kunne anskue problemer og løsninger på en lidt anden måde, så her en anden indgangsvinkel.

Jeg, Rasmus Stenholm er organist og pianist, har 20 års erfaring som sideman og udgiver netop nu min egen debutplade på LongLife Records, “For Those About To Roll”.

Mit blogindlæg skal ses som en analytisk metode og ikke en løsning eller en kritik af branchen.

Årsag eller virkning?

For at finde frem til problemets kerne bliver man nødt til først at se på årsager frem for virkninger. I dette blogindlæg prøver jeg at skrabe i hvilke årsager der kan være til at publikum ikke længere, dels møder op, og dels ikke bruger nogle penge på spillestederne. Men jeg håber I er med på konceptet og selv byder ind med jeres konklusioner og betragtninger.

Lad os antage at vi ser på strategien for jazzen de næste 3-5 år. En SWOT analyse ville være på sin plads som minimum. En sådan kombinerer styrker (Strength), svagheder (Weaknesses), som vender indad mod os selv, samt muligheder (Opportunities) og trusler (Threats) som vender udad og som man bliver nødt til at forholde sig til, stile efter eller indrette sig efter. Vi skal altså se på branchen som helhed og ikke bare på musikernes interessesfærer.

Nogle trends

Mange af de naturvidenskabelige dogmer knytter sig til ligevægte, og det gør sig også gældende i andre forhold. Tryk avler modtryk.

Det er en megatrend i den vestlige verden at fedme og usundhed er en del af hverdagen., hvad enten du er fed eller ej. Det betyder, som modvægt, at broccoli, riskure, diverse græs-smoothies m.m. er blevet allemands-eje og en naturlig del af manges kostplan. Hvor tit snakker man ikke med en bekendt, der er på den ene eller den anden kur som skal enten skærpe koncentrationen, gøre dem mere konkurrencedygtige eller få dem til at tabe sig, på trods af at de er slanke som ål. KRAM (Kost, Rygning, Alkohol og Motion) er det danske svar på denne trend hvor befolkningen bliver gjort til beregnelige brikker i et excel ark til udmøntning i en national case study.

Dette har impact på jazzens merkantile overlevelsesevne, blandt andet fordi øl salget er faldet markant. Det er nok derfor at man ikke ser så megen krise i traditionel jazz fordi publikummet er lidt ældre og ikke sådan lige lader sig gå på af megatrends.

Det er en, om ikke andet lokal, trend at staten skal minimaliseres, så den skal vi nok heller ikke stå og vente på! Musik er i manges optik blevet til underholdning, i ordets kedelige forstand, og mange går i højere og højere grad efter laveste fællesnævner, eller i hvertfald efter det der kan sælges på almindelige markedsvilkår. Som Niels Hausgaard dejligt ironisk sang om kultur for en del år siden: “Det ska’ ku’ løv’ rundt, og rundt, og rundt og rundt og rundt!”

En anden trend er at kompleksiteten stiger overalt i samfundet og ændringer sker hurtigere og hurtigere. En ofte brugt analogi er “The Red Quenn Hypothesis” fra Alice i Eventyrland, hvor man skal løbe hurtigere og hurtigere for at stå på samme sted. En trend der, synes jeg, i værste fald kan gøre mennesker overfladiske og ‘input-resistente’ men også kan få dem til at gå ned med stress. Ydermere gør dette faktum mediebilledet stereotypt og ensartet så det er mere interessant om en musiker er kørt galt med heroin i lommen end at vedkommende har spillet en god koncert. Budskaber skal være klare, og helst lidt chokerende, for at trænge igennem ‘info-suppen’.

Lykke og fordybelse

I min optik sælger vi lykke og/eller fordybelse!

Fordybelse er svær når man løber hurtigere og hurtigere for at stå på samme sted!

Lykken er selvfølgelig forskellig fra person til person. Men i den vestlige verden er den ofte konkretiseret ved materielle ting. Hvad enten det er et plasma-TV, en Audi eller noget man kan proppe i kraniet. Og vi skal gerne være lykkelige hele tiden, ikke noget med at falde ned i et hul. Så hellere snuppe noget medicin.

Jazzen er diffus i forhold til materielle goder og kan ikke umiddelbart omsættes i denne lykkedefinition. For andre end os musikere, ildsjæle og en skare af fans.

Innovation

Samlet set giver disse input mig et billede af at vi bliver nødt til at være innovative og som musikere, sammen med resten af branchen, tage del i idé-genereringen for at få det smalle repertoire ud i en relativt mainstream sammenhæng, vel og mærke uden at gå efter den laveste fællesnævner. Branding af jazzen er essentiel i forhold til at få fat i det brede kundesegment, og det kan vi allesammen være med til.

Det er min opfattelse at der faktisk er, hvis ikke andet så potentielt, ret bred interesse for jazz i befolkningen, men interessen skal altså transformeres til reel omsætning på spillestederne for at vi til stadighed kan blive med at gøre det vi elsker!

Hvorfor ikke lave jazzkoncerter til totaloplevelser? Hvorfor ikke retænke hvordan man kan afvikle jazzkoncerter som ikke nødvendigvis er 3 x 45 eller 2 x 1 time men mere en del af et samlet koncept der kan involvere lys, dufte, smagsoplevelser og selvfølgelig jazz som den bærende platform?

Ny anvendelse af teknologi til udbredelse er en mulighed.

Ekstra satsning på markeder udenfor landets grænser er en anden mulighed.

Jeg kan mærke på mig selv at der er en ret stor modvilje i mit selv i forhold til at ændre på hvordan koncerter afvikles, dels fordi jeg har så stor erfaring i hvordan vores arbejdsplads skal være og dels fordi at jeg har gjort det på samme måde i så mange år. Men jeg tror at vi bliver nødt til at være modige og opfinde nye koncepter.

Set udfra de indlæg der allerede nu har været her på jazzbloggen er det min opfattelse at der er en idérigdom og en lyst til at rykke for sagen blandt musikere. Men det kræver nytænkning, forandringsvilje og mod, både indenfor finansiering, branding og afvikling som kan imødekomme de trusler vi står overfor lige nu og de næste år.

Bluegrass og country fik en global revival p.g.a. ‘O brother where art thou’, men det kan vi ikke vente på!

Kom gerne med nogle gode idéer og erfaringer…

Rasmus Stenholm

Piano, organ & misc. keys

www.stenholm.info
www.myspace.com/rasmusstenholm
www.reverbnation.com/rasmusstenholm

Share on Facebook