Det er med stor glæde jeg kan meddele at mit projekt Tribute udkommer den 15/2 på iTunes
Musikken er baseret på en hyldest til mennesker (levende og døde), som har gjort en stor indvirkning på mit liv.

Blandt andet er det numre dedikeret til Jens Melgaard, hvis død fik mig i gang med at skrive musik selv, den norske trompetist Nils Petter Molvær, som jeg mødte i -96 på Vallekilde og inspirerede mig til at skrifte musikalsk genremæssig retning og den amerikanske vibrafonist Mike Mainieri, som jeg besøgte da jeg boede 3 måneder i New York og som altid har fascineret mig med hans enkle og sofistikerede jazz.

Min musik er filmisk i et mix af jazz, drum`n`bass, ambiente lydlandskaber og indiske tabla-beats baseret på en simpel nordisk melodi, og jeg arbejder at få Vj Varm med live. Han har lavet flere videoer til mine numre, har en stærk intuition, sin egen personlige stil og er en super behagelig person at arbejde sammen med.

Omkring line up har jeg været privilegeret og få lov til at arbejde med de stærkeste ekspressive og dedikerede musikere i branchen i dag og har indspillet numrene i 5 forskellige sessioner i Oslo og København over en længere periode. De medvirkende musikere er:
Eivind Aarset, Joakim Frøystein, Hans Oxmond (guitar)
Rene Damsbak, Tav Klittgaard (trompet og lyddesign)
Anders T Andersen (sax)
Audun Erlien, Kristor Brødsgaard (bas)
Jens Minke (Sound design)
Vj Varm (visuals)

Nærvær er et af mine nøgleord i mit liv lige nu. Jeg arbejder meget på at være til stede i nuet i et tid og resultatorienteret samfund, og det er det samme jeg søger at give til publikum: et par timer, hvor de kan glemme hverdagen og sammen med os dykke ind i musikken

Musikken (umastereret) kan høres på min hjemmeside og myspace, hvor der også er lagt videoer op fra Vj Varm. Jeg arbejder på job-booking i Tyskland, Norge og Danmark.

Venlig hilsen
Carsten Lindholm

Share on Facebook

For andet år i træk afholdes festivalen for improviseret musik – CopenhagenImprov. Det er undertegnede (Jakob Thorkild), der har taget initiativ til festivalen, samt har skaffet den nødvendige økonomi til at afholde fesivalen. Jeg har en stor interesse i denne type musik. Jeg har en længere diskografi og en masse spændende konstellationer bag mig. Derudover er jeg ved at færdiggøre en bog om netop moderne improvisationsmusik.

Programmet til CopenhagenImprov er sammensat lidt anderledes i forhold til sidste år. I år findes der flere forskelligartede bud på, hvordan den improviserede klang kan lyde og på hvilke tankegange denne klang hviler og undfanges. Der er således et stort spring imellem nok verdens største navn indenfor den moderne improviserede musik nemlig Peter Brötzmann Chicago Tentet og så det københavnske band Mette Mareridt, der spiller en slags improviseret rock. Endvidere illustreres spændvidden i programmet også ved den baskisk/tyske laptop kunstner Mattin, der forsøger at tiltale dels publikums interkation med kunstner og klang, dels en filosofisk tankegang, der tiltaler tanke om pengestrømme i den eksperimentale musik til det danske band Deers of Darkness, der spiller improviseret mørk electro metal.

Endvidere findes der også vanskeægte europæisk impro ved bandet The Electrics og en ny konstellation fra den avantgarde lejr – nemlig Laura Toxværd på saxofon og Mikkel Engel Gemzøe på laptop og live processering.

De 8 koncerter giver tilsammen et godt billede af, hvad der rører sig på scenen for den improviserede musik i ind- og udland anno 2010.

Kh
Jakob Thorkild

Festivalen forgår d. 30. og 31. oktober i Planeten i Huset i Magstræde, København og programmet ser således ud:
30. oktober

Laura Toxværd / Mikkel Engel Gemzøe Duo (DK)
Laura Toxværd: saxofon
Mikkel Engel Gemzøe: Lap top
To af dansk avantgardes spidser.

The Electrics (DK/SE/NO)
Axel Dörner (trompet, slide trompet), Sture Ericson (tenor- og baritone saxofoner, bas klarinet), Wilbert De Joode (bas),
Raymond Strid (trommer, perkussion)
Nordisk superkvartet.

Mattin (DE)
Mattin: laptop
Laptop klunstner oprindeligt fra Baskerlandet, nu bosiddende io Berlin. Mattin interesserer sig for improvisation, støj, publikumsinteraktion samt den eksperimentale musiks forhold til kapitalisme og pengestrømme.

Mette Mareridt (DK)
Laura: bas
line: guitar
sophie: trommer
sigrid: synthesizer
Friskt og spændende band fra København

31. oktober

Stately, Plump
Adam Melbye: bas
Peter Friis Nielsen: bas
Thommy Anderson: bas
Bastrio specielt sammensat til lejligheden.

Deers of Darkness
Jakob Thorkild Overgaard: guitar
Niklas Antonson: trombone
Lars Meiling: synthesizer
Ny konstellation, der improviserer over den selvbetitlede genre ‘syntetisk artheavy impro’.

The Peter Brötzmann Chicago Tentet (DE/USA/NO/SE)
Peter Brötzmann: saxofoner
Johannes Bauer: trombone
Jeb Bishop: trombone
Mats Gustafsson: saxofoner
Per- Åke Holmlander: tuba
Kent Kessler: bas
Fred Lonberg-Holm: cello
Joe McPhee: trompet
Paal Nilssen-Love: trommer
Ken Vandermark: saxofoner
Michael Zerang: trommer
The Peter Brötzmann Chicago Tentet behøver ingen præsentation. En veritabel “Who’s Who” over kontemporær improviseret musik. Dette band indeholder mange af de mest signifikante medlemmer fra improscenens cutting edge.

Kalle Del Hey
Andreas Fuhrer: guitar
Oliver Hoiness: guitar
Tobias Fuglsang: guitar
William Zeuthen: keyboards

Share on Facebook

Jeg faldt over en artikel i Politiken forleden som omtaler den nye form for optagelseprøve til Rytmisk Muskkonservatorium eller til daglig Rytmekons (www.rmc.dk), og det kan jeg ikke lade passere ubemærket forbi!

Konservatoriet har valgt at helt droppe den teoretiske og den almen-musikalske del af optagelseprøven for at fokusere på et personligt udtryk og det specielle, og prøven består nu af en mini-koncert og en personlig samtale.

Jeg er dybt uenig i den retning Rytmekons har valgt, og de signaler de sender til unge, håbefulde musikere! Der er ingen vej udenom – det Rytmekons signalerer er i min mening et udtryk for populisme og tidens trend om at udtryk og stil vægtes højere end evner. Er det virkelig det vi vil, at en statsstøttet videregående uddannelse skal ha som vision?

Det er de færreste unge musikere i starten af 20erne som har et stærkt nok musikalsk fundament til at ha nået at udvikle et unikt personligt udtryk. Ser man på den verden jeg kommer fra, jazzen, så stilles der meget høje krav til teoretisk viden og tekniske færdigheder på sit instrument, og det tager tid (og uddannelse) og hårdt arbejde at få på plads. En musikers personlige udtryk, i min optik, handler om at kunne vælge sin udtryksform hellere end at måtte nøjes med at kunne udtrykke det som hans/hendes (manglende) evner tillader.

Det er ingen hemmelighed at det kan være svært at overleve som udøvende musiker, og at det i de flestes tilfælde kræver en stor bredde og evnen til at kunne arbejde i mange forskellige genrer og konstellationer for at få det til at løbe rundt. Om man vil ha mulighed for at spille i teaterorkestre, big bands, festorkestre, lave studiesessions, eller arbejde som sideman i pop/rock orkestre kræver det at man er en rigtig dygtige håndværksmusiker. Når det er på plads kræves det for at få fingre i de gode jobs også et stærkt netværk, gode samarbejdsevner – og et personlig udtryk!

Som jeg ser det, vælger Rytmekons nu at fokusere alt for ensidig på at opdrage stærke musikalske personligheder på bekostning af kompetente rytmiske instrumentalister og sangere. I virkeligheden er det en meget lille andel af spillejobs som udelukkende kræver specielle og unikke musikere. Rigtig mange gigs handler om at løse en opgave på sit instrument, dog med en kreativ og kunstnerisk tilgang, I det perpektiv, mener jeg, at det er vigtig at en stor del af de musikere som kommer ud af konservatoriet kan klare den slags arbejde – og gøre det med stolthed og professionalisme.

I artikelen i Politiken nævnes Maria-Laurette Friis som et eksempel på en stærk musikalsk personlighed – og jeg er meget enig i at hun er en sjælden musiker, begavet med en ualmindelig stor portion kreativitet og musikalitet. Men det er langt mellem musiker med så stærk en profil og personlighed, og det er urealistisk at ha som mål at frembringe 30-40 Maria-Laurette´er om året på Rytmekons. Og alle som så ikke opnår det, skal de så føle sig mislykket og måtte nøjes med at være sideman musiker (forudsat at de nåede at blive gode nok på sit instrument i søgen efter det personlige udtryk) og arbejde på musikskoler?

Jeg er selv et produkt af Rytmekons, og jeg har den største respekt for skolen og de mange top-professionelle musikere som underviser der. Uddannelsen har givet mig et fundament som jag bruger daglig i mit virke som musiker samt et uvurderligt netværk – og det sætter jeg meget pris på.

Jeg mener også at den nye form med en fælles bacheloruddannelse som musiker, efterfulgt af kandidatuddannelser som enten musiklærer eller uddøvende musiker er en rigtig god idé. Men start – for guds skyld – med at give alle et solidt fundament på deres instrument/stemme under bacheloruddannelsen og brug kandidatuddannelsen til at rendyrke det personlige udtryk! Jeg er ikke i tvivl om at mange kommer til at nå langt med at finde sin egen stemme også under de første tre år af uddannelsen alligevel, bare med et bedre udgangspunkt.

Vi ser ikke nyuddannede arkitekter som designer fantastiske bygninger uden viden om om de kan bygges, journalister med fantastiske historier fyldte med stavefejl eller advokater med storslåede retoriske evner uden juridisk forankring!

Kære musikere, musiklærere, konservatorie- og musikskoleledere og andre med interesse for vores verden og hverdag, jeg håber på Jeres ærlige mening om konservatorieuddannelserne. Kom endelig med jeres kommentarer her på bloggen, underskrevet eller anonymt.

Jeg opfordrer hermed til en åben og konstruktiv debat om fremtidens rammer for Rytmisk Musikkonservatorium!

venlig hilsen

Anders Larson,
konservatorieuddannet håndverksmusiker med solistiske tendenser, basunist/arrangør/komponist/underviser/dirigent/blogger/iværksætter og indtil videre skyldig til to cd-udgivelser i eget navn.

Share on Facebook

Indrømmet, dette indlæg er ikke det mest jazzede, men siden det forhåbentlig kan ha interesse for mange (jazz)musikere synes jeg at det fortjener at stå her.

Jeg vil gerne slå et slag for blogging som musiker og kunstnær! Som freelance musiker er synlighed utrolig vigtig. Synlighed bland kollegaer, bookere, publikum og ikke mindst på Internettet. Med en blog kan man sætte ind på alle fronterne på en gang!

Det er ingen tilfældighed at rigtig mange virksomheder (også mange som ikke driver forretning online) interesser, driver en blog hvor de skriver om deres branche og formidler viden. En fællestræk for en succeessfuld blog er at den ikke kun er en reklamesøjle for en virksomhed, et produkt, et band eller en person. En successfuld blog er typisk et sted hvor virksomheden/ophovsmanden deler sin viden om sin branche. På den måde skaffer de tillid fra sit publikum, samtidigt som de profilerer sig som eksperter indenfor sin branche.

En af mine målsætninger med jazzblog.dk er lige præcis at lade os danske jazzmusikere dele vores viden, følelser og tanker om jazz, for at på den måde komme tættere på vores publikum – og blive mere synlige!

Er du kunstnær og har lyst på at gå i krig med din egen blog? Det er faktisk ikke særlig svært at komme igang! Med platformen wordpress (som denne blog bygger på) kan du starte din egen blog på kort tid. Der er dog en hel del faldgruber og ikke mindst tidsslugere. Her kan jeg hjælpe dig at springe de første par ugers hovedkløning og hårslideri over så at du kan komme igang med det vigtigste: att kommunikere med din målgruppe og dele din viden med andre. Om du er fristet af tanken så er der stadig få pladser tilbage på min blogkursus på ArtLab. Da ansøgningsfristen officielt er overskredet handler det om først til mølle og at være hurtig.

Jeg håber på at se dig på jazzblog.dk fremover, som skribent, læsere eller begge dele!

venligst

Anders Larson
PS. Klik på mit navn og se min basunblog om basun spil. Det er det dejlige med Internettet – der er plads til meget smalle og nørdede nicher!

Share on Facebook

Trinelise og jeg glæder os over at vores CD med Offpiste Gurus nu endelig er udkommet, for den har godt nok været undervejs længe.
Det er det 3. album vi laver sammen, og der går i reglen 10 år imellem hvert, kan vi nu konstatere.

Vores første single

The Checkout Girl and the Highway Patrolman er allerede added (som det hedder på danglish) på DR. Det er historien om den lidt for godmodige færdselsbetjent og den frække kassedame. Hør den her www.myspace.com/offpistegurus
Nu går vi bare her og venter på anmeldelser og på at komme ud at spille, først til releasekoncerten og så til efteråret, hvor vi både skal til Paris og Nordsverige, og så napper vi lige Fyn og Jylland på vejen.

Ny cd med offpiste gurus

De seneste år har vi hver især arbejdet med vores eget. Jeg har turneret Europa og Skandinavien tyndt med bl.a. Fredrik Lundin Overdrive og Trinelise har fortrinsvis skrevet på dansk og spillet koncerter indenlands med repertoiret fra hendes rockalbum ”Lystfisker”.
Offpiste Gurus er vores common ground og med afsæt i en bluesy tradition a la Tom Waits, Rickie Lee Jones, Feist, Raconteurs m.fl., har vi fundet lige det sted, vi synes vi mødes musikalsk og har lavet vores egen nordiske blues-roots-rock-jazz.
Rune Borup (der for nylig vandt P3 Guld med I Got You On Tape) er manden bag produktionen.
Per Morten Abrahamsen har taget en ganske bemærkelsesværdig fotoserie til cover m.m.
Hør udvalgte sange fra Cd’en, se videoer, læs et kort dobbelt interview etc.
på www.myspace.com/offpistegurus

Køb Cd’en på nettet hos f.eks. CDon eller download fra iTunes. Hører I til de heldige der stadig har en pladebutik i nærmiljøet, kan den naturligvis også købes i butikkerne.
Medbring evt. CD nummer: STUCD 10062 distribution GDC, så selv en morgentræt FONA ekspedient kan finde den i sit sytem.

Kom til releasekoncert

Biletter i døren eller her.

19 Juni kl. 21 i Copenhagen Jazzhouse (dørene åbner 20.30).

Offpiste Gurus er :
Trinelise Væring – vokal
Fredrik Lundin – saxofoner og elektronik
Rune Funch – guitar
Thomas Vang – bas
Jeppe Gram – trommer

Til efteråret kommer der flere koncerter fra Umeå i nord til Paris i syd og så lidt i Fyn og Jylland

Austin, Texas

Trinelise og jeg har været 14 dage i Austin, Texas for at skrive sange – især til Offpiste Gurus – både hver for sig, og sammen med en række amerikanske sangskrivere. Vi boede i House Of Songs, som var udrustet med klaver og guitarer en mas. Vi mødte en masse skønne amerikanske musikere, hørte koncerter og arbejdede i denne særlige by, der finder sin selvforståelse i at være “the live music capital of the world”. Der er et måske 50 koncerter pr aften – også på hverdage – og der synes at være publikum til dem alle. Der bor ca. 1 million mennesker i Austin, så måske det var noget København kunne lægge sig efter. Vi troede jo bare vi skulle skrive sange, men opdagede hurtigt, at det ville virke underligt påholdende, ikke at ville dele sin musik med de lokale, så vi opfandt lige the Offpiste Duo m. saxofon og vokal. Og det kunne de lide – efter alle de guitarer.
Austin er en skøn blanding af hippier og cowboys, der synes at komme godt ud af det med hinanden.

venlig hilsen
Fredrik Lundin

Share on Facebook

Den gode blanding af rock, jazz, indie, surf, pop og latin som vi står for, er efterhånden ved at have godt fat i den danske undergrund. En måned efter dannelsen af vores trio indspillede vi en demo, som blev sendt ind til JazzDanmarks talentkonkurrence Ung Jazz 09. Og vi gik hele vejen og vandt! Efterfølgende har vi fået godt vind i sejlene med både jobs i ind- og udland, bl.a. på Nordklang Festival i Schweiz, Spot Festival og Copenhagen Jazzfestival.

Vi er nu klar med vores debutplade, som er lidt atypisk i form af en liveplade. Vi har før været i studiet og indspille, men det er som om at meget af vores fede energi forsvinder, når vi ikke har publikum med som energi-indpisker. Derfor valgte vi at indspille en livekoncert i Huset i Magstræde. Og vi er blevet rigtig glade for resultatet.

Vi ville først ligge vores releaseparty en fredag eller lørdag aften, men blev enige om søndag eftermiddag som et langt bedre valg. Alle har altid masser af planer enten fredag eller lørdag aften, så vi håber der kommer mange og støtter op om vores såkaldte “tømmermænds-relaseparty”. Der findes ikke en bedre måde at kurrere tømmermænd på, end at komme ud og høre god musik spillet af lækre fyre.
Vores gode kammerat, Stefan Jørgensen, har lavet en lille reklame-video for vores release party: http://vimeo.com/11238773. Tjek den ud!

Nedenfor ses en plan over vores turné:
Søndag den 9. maj, Releaseparty på Cafe Zusammen, København
Mandag den 10. maj, Skolerne i Oure Sports og Performance, Oure
Tirsdag den 11. maj, Studenterhuset, Odense
Onsdag den 12. maj, Huset, Esbjerg
Torsdag den 13. maj, Sønderborghus, Sønderborg
Fredag den 14. maj, Fairbar, Århus
Fredag den 21. maj, Spot Festival, Århus

For mere info: www.myspace.com/surfinstereo

Vi håber at se rigtig mange jer rundt omkring i Danmark.
Vi glæder os rigtig meget!!!

Venlig hilsen og på gensyn
Surf in Stereo
Kasper Ejlerskov – Guitar
Jonathan Bremer – Bas
Michael Vitus – Trommer

Share on Facebook

Med mindre du har huller i livet og kalenderen på størrelse med Grand Canyon skal du aldrig gå igang med at skrive musik til, koordinere, spille på, dirigere og producere en big band plade! Med mindre du bare ikke kan lade være… Jeg kunne ikke lade være, og det er jeg meget glad for! Det har resulteret i pladen Monday Night Big Band & Anders Larson. Det er i dette tilfælde det Malmö-baserede band (og ikke Niels Jørgen Steens) der er tale om, et band som har eksisteret i over 20 år og spillet mere end 500 jobs.

Som basunist er det svært ikke at løbe ind i et big band i ny og næ, og det er heldigvis heller ikke lykkedes mig undgå. Utallige aftener i Tivolis big band, Niels Jørgen Steen´s Monday Night Big Band, The Orchestra og DR Big Band – bare for at nævne nogle – er det blevet til gennem årene.

Jeg har længe været interesseret i big band-musik. Under mine år på musikgymnasium i Malmö sad jeg mange mandag aftener og lyttede til de lokale helte i Monday Night Big Band (MNBB) under ledelse af Jörgen Nilsson. Den svenske alkoholpolitik, i kombination med en gymnasieelevs notorisk dårlige økonomi, betød at den ene kop kaffe blev fyldt op både tre, fire og fem gange (et godt eksempel på den svenske skik med påtår – det kunne de danske caféer lære noget af!) alt imens bandet spillede forrygende fortolkninger af især Thad Jones´ musik. Det var også i gymnasium at jeg skrev mit første arrangement, en version af Invitation som stadig aldrig er blevet spillet. Måske gør lige det dog ikke så meget…

Nogle år senere kastede jeg mig ud i et projekt med Rytmekons Big Band som resulterede i en koncert og en optagelse. Et enkelt nummer fra den tid, Beshuffled, er kommet med på pladen med MNBB. I denne periode begyndte der også at dukke afløser-tjanser op i MNBB, og jeg fik omsider lov til at skifte kaffekoppen ud med basun og nodestativ, og med tiden fik jeg en fast plads i orkestret.

Skrivebordsskuffen (eller harddisken nu om dage) er ved at være godt fyldt med big band-arrangementer, og jeg har været så heldig at få lov at skrive en hel del arrangementer for DR Big Band og Tivoli Big Band og artister som Mike Stern, Gerard Precenser (som også er gæstesolist på pladen med MNBB), Caroline Henderson og Cæcilie Norby. Det har borget for selvtillid nok til at kaste mig ud i et plade-projekt i eget navn med egne kompositioner og arrangementer. Valget af big band var ikke svært, det skulle jo selvfølgelig være mine helte fra unge år, og nu gode kollegaer. Et par år efter at beslutningen var taget lykkedes det at samle holdet i studiet og optage musikken. Det var i september 2009, og nu et stort halvt år senere er jeg meget glad for at kunne præsentere resultatet i form af cd´en Monday Night Big Band & Anders Larson udgivet på Calibrated Records.

Tjek et par numre ud her og her.

Venlig hilsen

Anders Larson

Medvirkende musikere:

Håkan Caesar – alto sax, soprano sax
Ulf Holmström – alto sax, clarinet, flute
Mattias Carlson – tenor sax 1, clarinet, flute
Dan Holmström – tenor sax, clarinet, flute
Ulf Fagerberg – baritone sax, bass clarinet

Michael ‘Millfield’ Mølhede – lead trumpet
Mårten Lundgren – trumpet
Niklas Fredin – trumpet (vocals on Take Five)
Fredrik Davidsson – trumpet

Ola Nordqvist – trombone
Anders Larson – trombone, arranger and composer
Ola Åkerman – trombone
Björn Hängsel – bass trombone & tuba

Gerard Presencer – solo trumpet on Chelsea Bridge and Furai

Magnus Hjorth – piano
Jan Karlsson – bass
Karsten Bagge – drums

Share on Facebook

Første gang overhovedet at afro-amerikansk musik blev omtalt i danske dagblade var i december 1891. Det skete i forbindelse med gæstespil af den ”Den Sorte Opera” i Cirkusbygningen i København. Inden premieren måtte truppen dog skifte navn, fordi den danske operadirektør fik nedlagt forbud mod, at ”negrene” brugte betegnelsen ”opera”. Stjernen sangeren Sissieretta Jones blev kaldt ”Sorte Patti” og hendes koloraturstemme beskrevet som ”vidunderlig om end underlig sprød og hjerteforladt”. Men ellers gik omtalerne mest på hendes udseende og påklædning ”oversået med diamanter og kulørte ædelstene som en påfugl”.

I det hele taget fik de optrædendes udseende mere opmærksomhed end deres musikalske præstationer. ”Negre” var i det hele taget opsigtsvækkende og havde fx været udstillet i Tivoli og Zoologisk Have. De 25 medlemmer af ”Den Sorte Opera” blev beskrevet som en slags menneskeaber, der spiste flere læs hø om ugen. Musikken i deres ”minstrel-show” med banjoen som dominerende instrument forholdt pressen sig ikke meget til. Publikumstilstrømningen var ikke stor, så truppen gik fallit og rejste tilbage til USA. Publikum forstod ikke det originale program med een undtagelse: komikeren, stepdanseren og sangeren Geo Jackson. Dagbladenes positive omtale af ham betød, at han fik varietéjob og blev så populær, at han kunne blive i Danmark, hvor hans step på sandbestrøet gulv, Sanddansen, blev banebrydende for stepdanse herhjemme (Men der var også en anden mere upåagtet men væsentlig følgevirkning: Et andet medlem af ”Den Sorte Opera”, stepdanseren William Campbell, blev forelsket i en ung dansk danserinde Oda. Han kom tilbage og fik to sønner med hende: Jonny og Jimmy. Jonny lever stadig og er 92 år. Jimmy døde 1. November sidste år 93 år gammel. Efter international karriére som cykelartister og stepdansere blev de fra 1940 musikere og i anmeldelser omtalt som toppen af dansk jazz.)

I 1903 gav den amerikanske marchkonge Philip Sousa koncerter i København. Sousa var inspireret af de sortes ragtime, men musikerne var hvide og det gav ganske anderledes positive omtaler, bortset fra, at anmelderne havde det svært med Sousa´s mange synkoper, der gjorde musikken ”epileptisk” med ”en uforklarlig duft af neger”. Efterfølgende fik dansen til ragtime stor opmærksomhed, skønt opfundet af ”negre”, der ”parodierede hvide herskaber med improvisationer omkring en kæmpekage, som de mest fantasifulde dansere vandt”. Endnu en grund til den positive omtale skyldtes lanceringen af Kagedansen med to dansere fra den kongelige ballet ved en forestilling i Odd Fellow Palæet arrangeret af Prinsesse Marie og instrueret af forfatteren Herman Bang. Det skabte interesse hos selv ”dannede mennesker”, selv om fordømmelsen stadig lurede over ”den ny afsindige dans eller rettere sagt samling akrobatiske øvelser, denne vilde og fanatisk hæslige negerdans, der er målestokken for, hvad der af plump amerikanisme kan importeres”. Sommerens revyer lancerede racediskriminerende viser og Axel W. Christensen udgav klaverskolen ”Spil ragtime og bliv populær”. Men ellers blev musikken fortrinsvis oplevet og spillet som tyske marcher med harmoniorkestre uden fornemmelse for ragtime-rytmen og deres hjælpeløse forsøg med rytmeinstrumenter, ”fløjten” og ”latter” som angivet i noderne.

I de efterfølgende tyve år, blev den moderne dansemusik sjældent omtalt i dagspressen. Det gjorde til gengæld de moderne danse. Stepdanse fra one-, two- til fivestep og dyredanse med efterligning af bevægelser hos storke, kalkuner, gazeller, bjørne og ræve. Da inspirationen kom fra ”negre”, handlede presseomtalen mest om kulturens og sædernes forfald. I 1919 blev ordet jazz for første gang omtalt i aviserne, ikke som musik, men som dansen jazz-step lanceret af hvide engelske dansepiger i Tivolis Sommerrevy.

I 1920erne forsøgte danske musikere at finde ud af, hvad jazz var for noget og tilførte danseorkestrene banjoer og saxofoner. Dagspressen fokuserede fortsat på de moderne danse, nu foxtrot, blues, slowfox, rystedans og shimmy. Selv da det første rigtige sorte jazzorkester ledet af Sam Wooding gav koncert i Cirkusbygningen i 1925, handlede anmeldelserne mest om musikernes udseende og dans: Charleston og Black Bottom. Der blev skrevet om ”nederdrægtig musik” i en ”symfonisk jazzkoncert” med ”vanvid i toner”, som befandt man sig ”i et stort svineslagteri, hvor de dødsdømte ofre protesterede mod den skæbne, der var tiltænkt dem”. Men danske musikere blev inspireret af Sam Woodings orkester.

Dagbladene foretrak at skrive om hvides musik som dirigenten Paul Whiteman, der spillede ”symfonisk jazz” og bl.a. uropførte George Gershwins ”Rhapsody In Blue”, der herhjemme blev førstegangsopført af Otto Lington´s orkester i 1928. For første gang forholdt dagbladenes ”klassiske” anmeldere sig i længere artikler til ”jazz”. Den blev ganske vist kaldt ”ækel”, fordi den svækkede ”ungdommens ærefrygtfølelse for vor 600-årige musikkultur”. Men en enkelt anmelder indrømmede dog, at orkestret ”spillede udmærket”, men i øvrigt lød som ”illustration til en boksekamp, hvor kæbestød røg rundt og tilskuerne skrålede i vilden sky ”Mul ham Valde” med ledsagende pift og hyl.” Der var stadig vild forvirring om, hvad jazz dog kunne være for noget.

I 1930erne begyndte vidende jazzanmeldere at tone frem. Nu var det også blevet lettere at få plader med amerikansk jazz. Sven Møller Kristensen betegner Louis Armstrong som ”en af nutidens største kunstnere” i sin anmeldelse af hans Tivoli-koncerter i 1933. Men ellers omtaler dagblade fortsat jazzen som ”urskovslarm”. Men respekten for de sorte musikere vokser med Bernhard Christensen, PH og Svend Møller Kristensen som toneangivende, også hjulpet af kredsen omkring de første danske jazzklubber og –skoler samt det seriøse jazzblad ”H.O.T”. Det betød, at sortes jazz efterhånden blandt jazzfolk blev prioriteret højere end de hvides, selv om markante debattører stadig fordømte jazzen som tegn på kulturens forfald. Men nu fik de kvalificerede svar på tiltale.

I 1940erne blev jazzen ungdommens musik. Der opstod jazzmiljøer omkring klubber, restauranter, etablissementer og Tivoli, hvor ”swingpjatter” dansede til populære jazzorkestre. Og der var mange koncerter over hele Danmark ofte efterfulgt af jamsessions. Så ikke bare dagblade landet over, men også ugeblade beskrev aktiviteterne. Under krigen blev opmærksomheden rettet mod danske jazzmusikere, der blomstrede op, så perioden er blevet kaldt ”Dansk Guldalderjazz”. Debatter viste, at meningerne kunne være meget forskellige. Blandt andet havde nogle jazzspecialister det svært med ”swingpjatterne”s danse og mente, det kunne gå ud over jazzens anerkendelse som seriøs kunstart. Men ellers bragte dagbladene stort set positive artikler.

Efter krigen gæstede amerikanske orkestre atter Danmark med både sorte og hvide musikere og introducerede nye jazzgenrer som be-bob og cool . Nu skulle anmelderne – udover den journalistiske tæft – have både viden og historisk indsigt, hvis de skulle erstatte klassiske musikanmeldere i dagbladene.

I 1950-60erne fik alle større aviser ”egne” jazzanmeldere. Det blev til en periode med engagement, glæde, humor og originalitet. Udover anmeldelser blev det også til foromtaler, interviews, kronikker, debatter og kulturpolitiske kommentarer ofte illustreret af fotografier og tegninger af fremragende kunstnere med specielt sans for jazzens særpræg. Udover orientering var formålet også at få jazzen anerkendt som seriøs kunstart på lige fod med den klassiske musik.

Det blev til en periode, hvor en snes skribenter udgjorde en frodig mangfoldighed, der kunne betegnes som en slags “anmelder-guldalderperiode”. De bedste anmeldere evnede at give fornemmelse af musikkens karaktér og lade læseren ane dens kvaliteter. Ikke fordi man behøvede at være enig i anmelderens vurdering, men fordi man ved hyppig læsning kunne finde substans i deres holdninger og forholde sig til dem. Det gjaldt fx Information´s Erik Wiedemann, der skrev med stor indsigt og præcis akademisk ordbrug primært henvendt til i forvejen vidende læsere og jævnligt med kommentarer til kulturpolitikken. Det samme gjaldt Politiken´s Birger Jørgensen med bred formidling og ofte med glimt i øjet, efterfulgt af Boris Rabinowitch, der var tættere på Wiedemann-traditionen. I Berlingske Tidende formidlede Bent Henius og Henrik Wolsgaard Iversen bredt og med journalistisk tæft. I Aktuelt informerede Arnvid Meyer engageret og velorienteret. Torben Ulrich var finurlig og tankevækkende fremragende illustreret af Klaus Albrectsen´s tegninger. Jørgen Leth og Jørgen Siegumfeldt var fine interviewere og Finn Slumstrup markant i det jyske. Men der var mange flere udmærkede skribenter. Dertil kom adskillige fotografer med stor jazzfornemmelse bl.a. Ebbe Wraae, Lennart Flint og Jan Persson. Mangfoldigheden var stor.

En manglende farve på paletten var omtale af de professionelle musikere bundet til engagementer på de mange dansesteder. Og bedre blev det ikke af, at danseorkestrene som regel havde et shownummer på programmet for at få de bedst betalte job. For dans og show høstede ikke anerkendelse eller omtale i dagbladene. I kampen for at få jazzen anerkendt som kunstart var jazzeksperterne angste for, at dansemusik og show gjorde jazzen useriøs. Anmeldernes højest prioriterede områder var jazzkoncerter, pladeindspilninger og optræden i Jazzhus Montmartre, hvor få af jazzmusikerne med engagement hver aften havde mulighed for.
I sidste halvdel af 1960erne fik dagbladene professionelle anmeldere af Rhythm & Blues og Rock, der herhjemme først blev kaldt “Pigtrådsmusik” og senere “Beat”, et udtryk som Ekstrabladets Carsten Grolin opfandt. Rock blev ungdommens musik med voksende spalteplads i dagbladene og i flere tilfælde på jazzens bekostning. De mange nye stilarter og fusioner mellem genrerne gjorde det stadig sværere at definere, hvad der er jazz. Det er fortsat et aktuelt emne i dagens debatter.

Fra 1970 op til årtusindskiftet interesserede stadig færre jazzanmeldere sig for de musikalske fornyelser inspireret af andre kulturers musiktraditioner. Det kunne være svært at give nyskabelserne genrebetegnelser, som unge da også stadig sjældnere benyttede. Desværre kneb det også med humoren, som jazzen jo ellers er rig på: Hvis puritanere havde erstattet tørhed med humor, ville de fandme have været morsomme at læse.
Hermed siger jeg ikke, at der ikke var gode anmeldere, men at det totale udtryksfeltet blev smallere med færre farver på jazzpaletten.
I flere aviser blev spaltepladsen reduceret eller forsvandt helt og endte med, at de professionelle jazzanmeldere kunne tælles på een hånd. Måske brugte redaktørerne dem ikke til det, de var bedst til inden for mulighederne interviews, foromtaler, anmeldelser, reportager og dokumentation. Måske skulle andre muligheder end anmeldelser have været prioriteret højere? Nyt skrivetalent kunne måske have hjulpet til fornyelse af traditionen. Desværre strandede diskussioner på kritikeres sårbarhed over for kritik. Samtidig faldt antallet af læsere i dagbladene, hvilket nok også skyldtes, at jazzskribenter forfaldt til et akademisk menighedssprog med indforståethed, specialisthævdelse, klogskabsdemonstrationer af måske frygt for “inderkredsen”s kritik. Den “almindelige” dagbladslæser vil nok foretrække forståelighed, begejstring, følelse, glæde, oplevelse, fortællelyst og kulturpolitisk holdning skrevet med journalistisk tæft.

Puritanere har angrebet mangfoldigheden i Copenhagen Jazz Festival, der i år fylder 32 år. I forbindelse med festivalen startede Politiken 1996 med udgivelse af en daglig festivalavis ”Jazz Live” med muligheder for nyt skrivetalent. Politiken tog sig fortsat af anmeldelserne, mens festivalavisen dyrkede bred formidling med Birger Thøgersen som ”tovholder”. Det var sammen med hans artikler gennem årene baggrunden for, at han i 2007 fik den første danske jazzformidlerpris “for talentfuld og professionel formidling på en let forståelig og fængende måde, der bidrager til at øge interessen for dansk jazz”.
Prisen er finansieret af organisationerne Danske Populærautorer og Copenhagen JazzGuides og blev forrige år givet til Berlingeren´s Kjeld Frandsen og sidste år til fotografen Jan Persson. Prisen er på 15.000 kr. Et alt for lille beløb til et kulturområde, der fortjener langt større opmuntring, ligesom i øvrigt fagtidsskriftet “JazzSpecial” i langt højere grad bør støttes. Desværre går det den modsatte vej, fordi vores kultur- og kunstfjendtlige regering har sørget for urimelig reduktion af støtten til bladet fra 230.000 til 150.000 kr. sidste år samt fjernelse af portostøtten.

Politiken har i det sidste års tid givet den mere spalteplads og gjort jazzformidlingen bredere. Det angribes af Ib Skovgaard og Peter H. Larsen i henholdsvis Weekendavisen og Information. Mærkværdigt, fordi den brede formidling kan skabe voksende interesse for jazz og få flere til at besøge spillesteder, koncerter og købe tidsskriftet ”JazzSpecial”, ja måske endog få lyst til at læse specialistartikler. For der er i dag behov for både den brede og smalle professionelle formidling af jazz.

Erik Moseholm

Share on Facebook

Lørdag d. 8 maj lægger spillestedet Global på Nørrebro hus til et jazz-arrangement, hvor det tegner til at hele klang-spektret – og lidt til – vil blive taget i brug.
Danske, finske, italienske, engelske, amerikanske og tyske musikere bliver samlet under det italienske kult-pladeselskab QBICOs eksperimenterende banner og aftenen kommer til at stå i det gode karma og den energiske energis tegn.

QBICO har afholdt lignende arrangementer rundt omkring i verden i løbet af de sidste fem år, men denne gang er det København, der har æren af at være Ground Zero, når lydbølgerne fra nogle af de mest interessante navne indenfor den syrede og eksperimenterende moderne jazz breder sig over Nørrebro.

Der vil blandt andet kunne høres musik med den tyske multikunstner Hartmut Geerken, der denne aften spiller sammen med Don Moye, som slog igennem som percussionist i Art Ensemble Of Chicago.

Den engelske lyd-healer og New Age-pioner Frank Perry tropper op med sine tibetanske “synge-bowler” og det finsk-italienske Free Jazz kollektiv Jooklo Finnish Quartet, der før har gæstet Danmark i diverse konstellationer, står for noget af det mest kosmiske og organiske jazz, der for tiden kan opdrives.

Danmark er præsenteret i form af gruppen Shiggajon, en skiftende gruppe af musikere med duoen Nikolaj Brix Vartenberg og Mikkel Reher-Langberg som den hårde kerne. Deres lydbillede tager udgangspunkt i en form for primitiv, folkemusik-inspireret jazz og kan føre til lidt af hvert alt efter hvor solen, månen og stjernerne befinder sig den pågældende aften.

Venlig hilsen
Troels Fløe

Arr. Qbico (italy), Insula Music.

STØTTET AF KNTN

Billetsalg fra 12. april: www.insulamusic.dk
Information: Troels Fløe 21271511
Global
Nørrealle 7
2200 København
se mere på facebook

Share on Facebook

Det er efterhånden ingen hemmelighed, at en jazzmusiker anno 2010 skal kunne bære flere kasketter på én gang. Og selvom det at dømme ud fra påklædningssituationen i det danske gadebillede er ganske moderne med alskens hatte og huer, så er det i modehenseende næppe klædeligt at bære flere hovedbeklædningsgenstande på én gang.

Der har været gang i indlæggene her på bloggen både om dét at være jazzmusiker og også om hvordan man kan nytænke jazzen i forskellige retninger. Samtidig har der været kvalificerede diskussioner af spillestedernes udfordringer, ansvar og balancegang mellem overlevelse og dynamisk programlægning. Set i dette lys er projektet jeg her vil præsentere hverken banebrydende nyt eller et man kan kræve patent på, men det er et konkret bud på at samle nogle af de ideer både jeg selv og mange af musikkollegerne har fostret.

Under overskriften DobbeltKoncert.dk har jeg lanceret et koncept, der skal fungere som katalysator for nye koncert- og bookingformer. Det er på mange måder et konglomerat af mine egne tanker omkring dét at spille samt booke koncerter og impulser jeg har samlet op andre steder – bl.a. her på jazzblog.dk. Grundtanken i hele konceptet er, at vi som musikere i højere grad skal tænke samarbejdsorienteret både omkring vores kunstneriske virke og udvikling og om dét, man kan betegne som kedeligt kontorarbejde.

På kortere sigt er DobbeltKoncert.dk tænkt som samarbejdskoncept mellem musikere, der søger at arrangere oplevelsesorienterede koncerter, der både udfordrer den gængse koncertform inden for den rytmiske musik, skaber et miljø hvor genregrænser nedbrydes og præsenterer flere ensembler på én gang.

På længere sigt kan det blive et tiltag, der både effektiviserer musikernes og spillestedernes bookingarbejde og samtidig kan gøre det nemmere for bl.a. nicheorkestre at komme til at spille på etablerede og samtidig “fyldte” spillesteder. En af fordelene i et kommende samarbejdsorienteret bookingsystem er, at det rummer økonomiske muligheder, der kan gøre det lukrativt for både ensembler og spillesteder.

Projektet skydes efter planen i gang med nogle pilotkoncerter i efteråret 2010. Jeg påtager mig opgaven med at finde ensemblerne og vil hjælpe med den konkrete kunstneriske dialog og planlægning. Jeg er bl.a. i gang med en lovende og inspirerende sparring med Copenhagen Jazzhouse herom.

Se hele projektbeskrivelsen samt info om ansøgningsprocedurer mm. på projektets webside www.dobbeltkoncert.dk.

Jazz on!

Martin Lutz

Share on Facebook