Det er med stor glæde jeg kan meddele at mit projekt Tribute udkommer den 15/2 på iTunes
Musikken er baseret på en hyldest til mennesker (levende og døde), som har gjort en stor indvirkning på mit liv.

Blandt andet er det numre dedikeret til Jens Melgaard, hvis død fik mig i gang med at skrive musik selv, den norske trompetist Nils Petter Molvær, som jeg mødte i -96 på Vallekilde og inspirerede mig til at skrifte musikalsk genremæssig retning og den amerikanske vibrafonist Mike Mainieri, som jeg besøgte da jeg boede 3 måneder i New York og som altid har fascineret mig med hans enkle og sofistikerede jazz.

Min musik er filmisk i et mix af jazz, drum`n`bass, ambiente lydlandskaber og indiske tabla-beats baseret på en simpel nordisk melodi, og jeg arbejder at få Vj Varm med live. Han har lavet flere videoer til mine numre, har en stærk intuition, sin egen personlige stil og er en super behagelig person at arbejde sammen med.

Omkring line up har jeg været privilegeret og få lov til at arbejde med de stærkeste ekspressive og dedikerede musikere i branchen i dag og har indspillet numrene i 5 forskellige sessioner i Oslo og København over en længere periode. De medvirkende musikere er:
Eivind Aarset, Joakim Frøystein, Hans Oxmond (guitar)
Rene Damsbak, Tav Klittgaard (trompet og lyddesign)
Anders T Andersen (sax)
Audun Erlien, Kristor Brødsgaard (bas)
Jens Minke (Sound design)
Vj Varm (visuals)

Nærvær er et af mine nøgleord i mit liv lige nu. Jeg arbejder meget på at være til stede i nuet i et tid og resultatorienteret samfund, og det er det samme jeg søger at give til publikum: et par timer, hvor de kan glemme hverdagen og sammen med os dykke ind i musikken

Musikken (umastereret) kan høres på min hjemmeside og myspace, hvor der også er lagt videoer op fra Vj Varm. Jeg arbejder på job-booking i Tyskland, Norge og Danmark.

Venlig hilsen
Carsten Lindholm

Share on Facebook

Kære allesammen,

Nogle af jer ved det allerede. Andre har måske hørt en lille fugl synge. Men en del af jer hører måske dette for første gang.

Den 8. november udgav forlaget PeoplesPress min bog “Montmartre i Nørregade – Mig og Monten”.

Bogen beskriver mine år som musikalsk leder af Montmartre 1976 til 1989. Læs om hvordan jeg oplevede musikken, musikerne, euforien, fortvivlelsen, glæderne og ikke mindst historien bag Monten… Vend tilbage til de kolossale oplevelser med Rollins, Tania Maria, Milton Nascimento, Adams/Pullen, McFerrin, James Brown, Getz, Dizzy, Scofield, Petrucciani og alle de andre, tag en tur i Natdiskoteket og læs baggrunden om hvorfor hverdagen med (Jazz)Kay Sørensen ikke altid var lige rosenrød. Pris 299 kr.

Onsdag 1. december kl. 19:00 i JazzCup, Gothersgade 107, fortæller jeg mere og spiller nogle af mine live-pirat-indspilninger fra perioden.

Velkommen!

Mange hilsner
Niels Christensen

Share on Facebook

Indrømmet, dette indlæg er ikke det mest jazzede, men siden det forhåbentlig kan ha interesse for mange (jazz)musikere synes jeg at det fortjener at stå her.

Jeg vil gerne slå et slag for blogging som musiker og kunstnær! Som freelance musiker er synlighed utrolig vigtig. Synlighed bland kollegaer, bookere, publikum og ikke mindst på Internettet. Med en blog kan man sætte ind på alle fronterne på en gang!

Det er ingen tilfældighed at rigtig mange virksomheder (også mange som ikke driver forretning online) interesser, driver en blog hvor de skriver om deres branche og formidler viden. En fællestræk for en succeessfuld blog er at den ikke kun er en reklamesøjle for en virksomhed, et produkt, et band eller en person. En successfuld blog er typisk et sted hvor virksomheden/ophovsmanden deler sin viden om sin branche. På den måde skaffer de tillid fra sit publikum, samtidigt som de profilerer sig som eksperter indenfor sin branche.

En af mine målsætninger med jazzblog.dk er lige præcis at lade os danske jazzmusikere dele vores viden, følelser og tanker om jazz, for at på den måde komme tættere på vores publikum – og blive mere synlige!

Er du kunstnær og har lyst på at gå i krig med din egen blog? Det er faktisk ikke særlig svært at komme igang! Med platformen wordpress (som denne blog bygger på) kan du starte din egen blog på kort tid. Der er dog en hel del faldgruber og ikke mindst tidsslugere. Her kan jeg hjælpe dig at springe de første par ugers hovedkløning og hårslideri over så at du kan komme igang med det vigtigste: att kommunikere med din målgruppe og dele din viden med andre. Om du er fristet af tanken så er der stadig få pladser tilbage på min blogkursus på ArtLab. Da ansøgningsfristen officielt er overskredet handler det om først til mølle og at være hurtig.

Jeg håber på at se dig på jazzblog.dk fremover, som skribent, læsere eller begge dele!

venligst

Anders Larson
PS. Klik på mit navn og se min basunblog om basun spil. Det er det dejlige med Internettet – der er plads til meget smalle og nørdede nicher!

Share on Facebook

Med mindre du har huller i livet og kalenderen på størrelse med Grand Canyon skal du aldrig gå igang med at skrive musik til, koordinere, spille på, dirigere og producere en big band plade! Med mindre du bare ikke kan lade være… Jeg kunne ikke lade være, og det er jeg meget glad for! Det har resulteret i pladen Monday Night Big Band & Anders Larson. Det er i dette tilfælde det Malmö-baserede band (og ikke Niels Jørgen Steens) der er tale om, et band som har eksisteret i over 20 år og spillet mere end 500 jobs.

Som basunist er det svært ikke at løbe ind i et big band i ny og næ, og det er heldigvis heller ikke lykkedes mig undgå. Utallige aftener i Tivolis big band, Niels Jørgen Steen´s Monday Night Big Band, The Orchestra og DR Big Band – bare for at nævne nogle – er det blevet til gennem årene.

Jeg har længe været interesseret i big band-musik. Under mine år på musikgymnasium i Malmö sad jeg mange mandag aftener og lyttede til de lokale helte i Monday Night Big Band (MNBB) under ledelse af Jörgen Nilsson. Den svenske alkoholpolitik, i kombination med en gymnasieelevs notorisk dårlige økonomi, betød at den ene kop kaffe blev fyldt op både tre, fire og fem gange (et godt eksempel på den svenske skik med påtår – det kunne de danske caféer lære noget af!) alt imens bandet spillede forrygende fortolkninger af især Thad Jones´ musik. Det var også i gymnasium at jeg skrev mit første arrangement, en version af Invitation som stadig aldrig er blevet spillet. Måske gør lige det dog ikke så meget…

Nogle år senere kastede jeg mig ud i et projekt med Rytmekons Big Band som resulterede i en koncert og en optagelse. Et enkelt nummer fra den tid, Beshuffled, er kommet med på pladen med MNBB. I denne periode begyndte der også at dukke afløser-tjanser op i MNBB, og jeg fik omsider lov til at skifte kaffekoppen ud med basun og nodestativ, og med tiden fik jeg en fast plads i orkestret.

Skrivebordsskuffen (eller harddisken nu om dage) er ved at være godt fyldt med big band-arrangementer, og jeg har været så heldig at få lov at skrive en hel del arrangementer for DR Big Band og Tivoli Big Band og artister som Mike Stern, Gerard Precenser (som også er gæstesolist på pladen med MNBB), Caroline Henderson og Cæcilie Norby. Det har borget for selvtillid nok til at kaste mig ud i et plade-projekt i eget navn med egne kompositioner og arrangementer. Valget af big band var ikke svært, det skulle jo selvfølgelig være mine helte fra unge år, og nu gode kollegaer. Et par år efter at beslutningen var taget lykkedes det at samle holdet i studiet og optage musikken. Det var i september 2009, og nu et stort halvt år senere er jeg meget glad for at kunne præsentere resultatet i form af cd´en Monday Night Big Band & Anders Larson udgivet på Calibrated Records.

Tjek et par numre ud her og her.

Venlig hilsen

Anders Larson

Medvirkende musikere:

Håkan Caesar – alto sax, soprano sax
Ulf Holmström – alto sax, clarinet, flute
Mattias Carlson – tenor sax 1, clarinet, flute
Dan Holmström – tenor sax, clarinet, flute
Ulf Fagerberg – baritone sax, bass clarinet

Michael ‘Millfield’ Mølhede – lead trumpet
Mårten Lundgren – trumpet
Niklas Fredin – trumpet (vocals on Take Five)
Fredrik Davidsson – trumpet

Ola Nordqvist – trombone
Anders Larson – trombone, arranger and composer
Ola Åkerman – trombone
Björn Hängsel – bass trombone & tuba

Gerard Presencer – solo trumpet on Chelsea Bridge and Furai

Magnus Hjorth – piano
Jan Karlsson – bass
Karsten Bagge – drums

Share on Facebook

Første gang overhovedet at afro-amerikansk musik blev omtalt i danske dagblade var i december 1891. Det skete i forbindelse med gæstespil af den ”Den Sorte Opera” i Cirkusbygningen i København. Inden premieren måtte truppen dog skifte navn, fordi den danske operadirektør fik nedlagt forbud mod, at ”negrene” brugte betegnelsen ”opera”. Stjernen sangeren Sissieretta Jones blev kaldt ”Sorte Patti” og hendes koloraturstemme beskrevet som ”vidunderlig om end underlig sprød og hjerteforladt”. Men ellers gik omtalerne mest på hendes udseende og påklædning ”oversået med diamanter og kulørte ædelstene som en påfugl”.

I det hele taget fik de optrædendes udseende mere opmærksomhed end deres musikalske præstationer. ”Negre” var i det hele taget opsigtsvækkende og havde fx været udstillet i Tivoli og Zoologisk Have. De 25 medlemmer af ”Den Sorte Opera” blev beskrevet som en slags menneskeaber, der spiste flere læs hø om ugen. Musikken i deres ”minstrel-show” med banjoen som dominerende instrument forholdt pressen sig ikke meget til. Publikumstilstrømningen var ikke stor, så truppen gik fallit og rejste tilbage til USA. Publikum forstod ikke det originale program med een undtagelse: komikeren, stepdanseren og sangeren Geo Jackson. Dagbladenes positive omtale af ham betød, at han fik varietéjob og blev så populær, at han kunne blive i Danmark, hvor hans step på sandbestrøet gulv, Sanddansen, blev banebrydende for stepdanse herhjemme (Men der var også en anden mere upåagtet men væsentlig følgevirkning: Et andet medlem af ”Den Sorte Opera”, stepdanseren William Campbell, blev forelsket i en ung dansk danserinde Oda. Han kom tilbage og fik to sønner med hende: Jonny og Jimmy. Jonny lever stadig og er 92 år. Jimmy døde 1. November sidste år 93 år gammel. Efter international karriére som cykelartister og stepdansere blev de fra 1940 musikere og i anmeldelser omtalt som toppen af dansk jazz.)

I 1903 gav den amerikanske marchkonge Philip Sousa koncerter i København. Sousa var inspireret af de sortes ragtime, men musikerne var hvide og det gav ganske anderledes positive omtaler, bortset fra, at anmelderne havde det svært med Sousa´s mange synkoper, der gjorde musikken ”epileptisk” med ”en uforklarlig duft af neger”. Efterfølgende fik dansen til ragtime stor opmærksomhed, skønt opfundet af ”negre”, der ”parodierede hvide herskaber med improvisationer omkring en kæmpekage, som de mest fantasifulde dansere vandt”. Endnu en grund til den positive omtale skyldtes lanceringen af Kagedansen med to dansere fra den kongelige ballet ved en forestilling i Odd Fellow Palæet arrangeret af Prinsesse Marie og instrueret af forfatteren Herman Bang. Det skabte interesse hos selv ”dannede mennesker”, selv om fordømmelsen stadig lurede over ”den ny afsindige dans eller rettere sagt samling akrobatiske øvelser, denne vilde og fanatisk hæslige negerdans, der er målestokken for, hvad der af plump amerikanisme kan importeres”. Sommerens revyer lancerede racediskriminerende viser og Axel W. Christensen udgav klaverskolen ”Spil ragtime og bliv populær”. Men ellers blev musikken fortrinsvis oplevet og spillet som tyske marcher med harmoniorkestre uden fornemmelse for ragtime-rytmen og deres hjælpeløse forsøg med rytmeinstrumenter, ”fløjten” og ”latter” som angivet i noderne.

I de efterfølgende tyve år, blev den moderne dansemusik sjældent omtalt i dagspressen. Det gjorde til gengæld de moderne danse. Stepdanse fra one-, two- til fivestep og dyredanse med efterligning af bevægelser hos storke, kalkuner, gazeller, bjørne og ræve. Da inspirationen kom fra ”negre”, handlede presseomtalen mest om kulturens og sædernes forfald. I 1919 blev ordet jazz for første gang omtalt i aviserne, ikke som musik, men som dansen jazz-step lanceret af hvide engelske dansepiger i Tivolis Sommerrevy.

I 1920erne forsøgte danske musikere at finde ud af, hvad jazz var for noget og tilførte danseorkestrene banjoer og saxofoner. Dagspressen fokuserede fortsat på de moderne danse, nu foxtrot, blues, slowfox, rystedans og shimmy. Selv da det første rigtige sorte jazzorkester ledet af Sam Wooding gav koncert i Cirkusbygningen i 1925, handlede anmeldelserne mest om musikernes udseende og dans: Charleston og Black Bottom. Der blev skrevet om ”nederdrægtig musik” i en ”symfonisk jazzkoncert” med ”vanvid i toner”, som befandt man sig ”i et stort svineslagteri, hvor de dødsdømte ofre protesterede mod den skæbne, der var tiltænkt dem”. Men danske musikere blev inspireret af Sam Woodings orkester.

Dagbladene foretrak at skrive om hvides musik som dirigenten Paul Whiteman, der spillede ”symfonisk jazz” og bl.a. uropførte George Gershwins ”Rhapsody In Blue”, der herhjemme blev førstegangsopført af Otto Lington´s orkester i 1928. For første gang forholdt dagbladenes ”klassiske” anmeldere sig i længere artikler til ”jazz”. Den blev ganske vist kaldt ”ækel”, fordi den svækkede ”ungdommens ærefrygtfølelse for vor 600-årige musikkultur”. Men en enkelt anmelder indrømmede dog, at orkestret ”spillede udmærket”, men i øvrigt lød som ”illustration til en boksekamp, hvor kæbestød røg rundt og tilskuerne skrålede i vilden sky ”Mul ham Valde” med ledsagende pift og hyl.” Der var stadig vild forvirring om, hvad jazz dog kunne være for noget.

I 1930erne begyndte vidende jazzanmeldere at tone frem. Nu var det også blevet lettere at få plader med amerikansk jazz. Sven Møller Kristensen betegner Louis Armstrong som ”en af nutidens største kunstnere” i sin anmeldelse af hans Tivoli-koncerter i 1933. Men ellers omtaler dagblade fortsat jazzen som ”urskovslarm”. Men respekten for de sorte musikere vokser med Bernhard Christensen, PH og Svend Møller Kristensen som toneangivende, også hjulpet af kredsen omkring de første danske jazzklubber og –skoler samt det seriøse jazzblad ”H.O.T”. Det betød, at sortes jazz efterhånden blandt jazzfolk blev prioriteret højere end de hvides, selv om markante debattører stadig fordømte jazzen som tegn på kulturens forfald. Men nu fik de kvalificerede svar på tiltale.

I 1940erne blev jazzen ungdommens musik. Der opstod jazzmiljøer omkring klubber, restauranter, etablissementer og Tivoli, hvor ”swingpjatter” dansede til populære jazzorkestre. Og der var mange koncerter over hele Danmark ofte efterfulgt af jamsessions. Så ikke bare dagblade landet over, men også ugeblade beskrev aktiviteterne. Under krigen blev opmærksomheden rettet mod danske jazzmusikere, der blomstrede op, så perioden er blevet kaldt ”Dansk Guldalderjazz”. Debatter viste, at meningerne kunne være meget forskellige. Blandt andet havde nogle jazzspecialister det svært med ”swingpjatterne”s danse og mente, det kunne gå ud over jazzens anerkendelse som seriøs kunstart. Men ellers bragte dagbladene stort set positive artikler.

Efter krigen gæstede amerikanske orkestre atter Danmark med både sorte og hvide musikere og introducerede nye jazzgenrer som be-bob og cool . Nu skulle anmelderne – udover den journalistiske tæft – have både viden og historisk indsigt, hvis de skulle erstatte klassiske musikanmeldere i dagbladene.

I 1950-60erne fik alle større aviser ”egne” jazzanmeldere. Det blev til en periode med engagement, glæde, humor og originalitet. Udover anmeldelser blev det også til foromtaler, interviews, kronikker, debatter og kulturpolitiske kommentarer ofte illustreret af fotografier og tegninger af fremragende kunstnere med specielt sans for jazzens særpræg. Udover orientering var formålet også at få jazzen anerkendt som seriøs kunstart på lige fod med den klassiske musik.

Det blev til en periode, hvor en snes skribenter udgjorde en frodig mangfoldighed, der kunne betegnes som en slags “anmelder-guldalderperiode”. De bedste anmeldere evnede at give fornemmelse af musikkens karaktér og lade læseren ane dens kvaliteter. Ikke fordi man behøvede at være enig i anmelderens vurdering, men fordi man ved hyppig læsning kunne finde substans i deres holdninger og forholde sig til dem. Det gjaldt fx Information´s Erik Wiedemann, der skrev med stor indsigt og præcis akademisk ordbrug primært henvendt til i forvejen vidende læsere og jævnligt med kommentarer til kulturpolitikken. Det samme gjaldt Politiken´s Birger Jørgensen med bred formidling og ofte med glimt i øjet, efterfulgt af Boris Rabinowitch, der var tættere på Wiedemann-traditionen. I Berlingske Tidende formidlede Bent Henius og Henrik Wolsgaard Iversen bredt og med journalistisk tæft. I Aktuelt informerede Arnvid Meyer engageret og velorienteret. Torben Ulrich var finurlig og tankevækkende fremragende illustreret af Klaus Albrectsen´s tegninger. Jørgen Leth og Jørgen Siegumfeldt var fine interviewere og Finn Slumstrup markant i det jyske. Men der var mange flere udmærkede skribenter. Dertil kom adskillige fotografer med stor jazzfornemmelse bl.a. Ebbe Wraae, Lennart Flint og Jan Persson. Mangfoldigheden var stor.

En manglende farve på paletten var omtale af de professionelle musikere bundet til engagementer på de mange dansesteder. Og bedre blev det ikke af, at danseorkestrene som regel havde et shownummer på programmet for at få de bedst betalte job. For dans og show høstede ikke anerkendelse eller omtale i dagbladene. I kampen for at få jazzen anerkendt som kunstart var jazzeksperterne angste for, at dansemusik og show gjorde jazzen useriøs. Anmeldernes højest prioriterede områder var jazzkoncerter, pladeindspilninger og optræden i Jazzhus Montmartre, hvor få af jazzmusikerne med engagement hver aften havde mulighed for.
I sidste halvdel af 1960erne fik dagbladene professionelle anmeldere af Rhythm & Blues og Rock, der herhjemme først blev kaldt “Pigtrådsmusik” og senere “Beat”, et udtryk som Ekstrabladets Carsten Grolin opfandt. Rock blev ungdommens musik med voksende spalteplads i dagbladene og i flere tilfælde på jazzens bekostning. De mange nye stilarter og fusioner mellem genrerne gjorde det stadig sværere at definere, hvad der er jazz. Det er fortsat et aktuelt emne i dagens debatter.

Fra 1970 op til årtusindskiftet interesserede stadig færre jazzanmeldere sig for de musikalske fornyelser inspireret af andre kulturers musiktraditioner. Det kunne være svært at give nyskabelserne genrebetegnelser, som unge da også stadig sjældnere benyttede. Desværre kneb det også med humoren, som jazzen jo ellers er rig på: Hvis puritanere havde erstattet tørhed med humor, ville de fandme have været morsomme at læse.
Hermed siger jeg ikke, at der ikke var gode anmeldere, men at det totale udtryksfeltet blev smallere med færre farver på jazzpaletten.
I flere aviser blev spaltepladsen reduceret eller forsvandt helt og endte med, at de professionelle jazzanmeldere kunne tælles på een hånd. Måske brugte redaktørerne dem ikke til det, de var bedst til inden for mulighederne interviews, foromtaler, anmeldelser, reportager og dokumentation. Måske skulle andre muligheder end anmeldelser have været prioriteret højere? Nyt skrivetalent kunne måske have hjulpet til fornyelse af traditionen. Desværre strandede diskussioner på kritikeres sårbarhed over for kritik. Samtidig faldt antallet af læsere i dagbladene, hvilket nok også skyldtes, at jazzskribenter forfaldt til et akademisk menighedssprog med indforståethed, specialisthævdelse, klogskabsdemonstrationer af måske frygt for “inderkredsen”s kritik. Den “almindelige” dagbladslæser vil nok foretrække forståelighed, begejstring, følelse, glæde, oplevelse, fortællelyst og kulturpolitisk holdning skrevet med journalistisk tæft.

Puritanere har angrebet mangfoldigheden i Copenhagen Jazz Festival, der i år fylder 32 år. I forbindelse med festivalen startede Politiken 1996 med udgivelse af en daglig festivalavis ”Jazz Live” med muligheder for nyt skrivetalent. Politiken tog sig fortsat af anmeldelserne, mens festivalavisen dyrkede bred formidling med Birger Thøgersen som ”tovholder”. Det var sammen med hans artikler gennem årene baggrunden for, at han i 2007 fik den første danske jazzformidlerpris “for talentfuld og professionel formidling på en let forståelig og fængende måde, der bidrager til at øge interessen for dansk jazz”.
Prisen er finansieret af organisationerne Danske Populærautorer og Copenhagen JazzGuides og blev forrige år givet til Berlingeren´s Kjeld Frandsen og sidste år til fotografen Jan Persson. Prisen er på 15.000 kr. Et alt for lille beløb til et kulturområde, der fortjener langt større opmuntring, ligesom i øvrigt fagtidsskriftet “JazzSpecial” i langt højere grad bør støttes. Desværre går det den modsatte vej, fordi vores kultur- og kunstfjendtlige regering har sørget for urimelig reduktion af støtten til bladet fra 230.000 til 150.000 kr. sidste år samt fjernelse af portostøtten.

Politiken har i det sidste års tid givet den mere spalteplads og gjort jazzformidlingen bredere. Det angribes af Ib Skovgaard og Peter H. Larsen i henholdsvis Weekendavisen og Information. Mærkværdigt, fordi den brede formidling kan skabe voksende interesse for jazz og få flere til at besøge spillesteder, koncerter og købe tidsskriftet ”JazzSpecial”, ja måske endog få lyst til at læse specialistartikler. For der er i dag behov for både den brede og smalle professionelle formidling af jazz.

Erik Moseholm

Share on Facebook

Sådan set var det noget andet der var på vej – efter mange timer ved computeren har jeg endelig fået skrevet arrangementer til mange af mine numre, og optrådt med mit 7-mands orkester – Hammond Organ 7 – ved koncerter både her og der.

Men så skulle vi indspille et nummer med min trio til CDen “Love La Fontaine”. Vi gik i gang en regnvåd tirsdag lidt over middagstid, og 40 minutter senere havde vi en lille halv times musik i kassen.

Jeg bookede selvfølgelig Focus studiet igen lidt senere, og musikken er noget af det bedste jeg nogensinde har medvirket til i et studie. Måske fordi forventningen bare var et enkelt nummer, måske fordi magien bare indfandt sig eller også er det bare en god gruppe.

Ihvertfald er jeg meget glad for mit samarbejde med Per Gade på Guitar og Anders Holm på Trommer. Vores trio er en af den slags jazzgrupper, der vedkender os at vi er et elektrisk band.

Hovedparten af musikken er selvskrevet, med et par standards og så et finsk og et amerikansk jazznummer. Inspirationer: Blues, Soul, Cream og Jazzzzzzzz…..

Jeg udgiver CDen “Hammond Time” på lørdag d. 28 Nov. i forbindelse med en koncert på La Fontaine. Måske ses vi??

Kjeld Lauritzen

Share on Facebook

Lidt betragtninger om projektet

Det startede med, at jeg var ved at skrive mit speciale om Miles Davis ind på computer. Jeg havde købt et program, så noderne fik et flot lay-out. I nummeret Green, hvor Miles spiller improviseret dialog med NHØP, havde jeg noteret bassen som den klinger. Jeg skrev en e-mail og spurgte Mads Vinding om hvilken notation, der ville være bedst. Han mente, at det var bedre at notere en oktav højere. Og sådan blev det.

Jeg sluttede senere specialet af med at ”medreflektere hvor der skrives fra” –nogle sider om hvad dette arbejde betød for mig, og hvorfor jeg havde formuleret mig som jeg gjorde. Disse sider åbnede sig mere og mere og blev en slags selvanalyse og mere end det. Altså klart mere end hvad en læser med interesse for Miles Davis kunne forventes at ville læse om. Derfor skar jeg afsnittet ned til to relevante sider og arbejdede videre med teksten i det lille hæfte ”Nå? Køn Identitet Sex”, som jeg skrev som led i mit sexologi-studie hos Joan Ørting i 2008.

Det var mit ønske at få ryddet lidt op i mit eget liv og få indblik i nogle af de mekanismer, der var i spil. Samtidig havde jeg selvfølgelig lyst til at give mit bidrag til en forståelse af traumatiserede fremmedgjorte børn af kræft-døde. Jeg opfatter det ikke som et sentimentalt anliggende. Der er dem, der taler om tabu-spærring. Altså når et tabu spærrer for udfoldelsesmuligheder.

For ca. 10 år siden gik jeg i gang med denne opgave. Min mor Vita Anna, som cd’en er tilegnet, døde af kræft. Hun har været tabu. Jeg indhentede oplysninger fra de behandlende institutioner, men fik kun generaliserende undvigende svar. Jeg indhentede også svar andre steder fra. Så skrev jeg ned hvad jeg selv kunne huske, og beskrev min opvækst. Det har været en givtig proces. Det psykologiske landskab ændrede sig dramatisk dengang.

I min e-mail til Mads Vinding nævnte jeg, at jeg også komponerer musik. Det blev til at jeg sendte ham 3 numre og nogle bånd. Senere fik han yderligere 5, og vi aftalte at indspille dem. Mads indkaldte musikerne og bookede studiet med Aage Tanggaard som engineer. Jeg forslog Fredrik Lundin som blæser, og bad Mads vælge pianist og trommeslager; Peter Rosendal og Morten Lund. Et sandt stjernehold, jeg kunne ikke have valgt det bedre.

Fem af numrene skrev jeg på et kursus hos Thomas Blachman, ét er en kvartet-udgave af et bigband-arrangement og det ældste (Shades of Scarlett) skrev jeg på Berklee i 1987-88.

Numre fra *A White Man from Vita Huset* kan høres her.

Cd’en kan købes hos *Jazzkælderen*.

Tak til Mads Vinding, Aage Tanggaard og kvartetten.

Torben Kragsbjerg

Share on Facebook

Det var vist en gang i juni måned at jeg tænkte over hvilke muligheder der er for os jazzmusikere at komme ud med vores budskab i dagens brogede mediebrus, og jeg måtte konkludere at der ikke var meget plads. Løsningen åbenbarede sig for mig i form af en blog skrevet af jazzmusikere direkte til alle jazzinteresserede i Danmark og omegn. Idéen blev meget godt modtaget bland mine kollegaer, og efter at have kæmpet lidt med teknikken lykkedes det mig at få den op og køre.

Nu er vi nået tre måneder ind i bloggens levetid og det er med stolthed at jeg kan meddele at vi er allerede er nået ud til over 1.000 mennesker! Det er ikke meget på Internettet, men når det handler om en så lille niche som jazzmusik i Danmark synes jeg sgu at det er ret godt.

Jazzblog.dk er tænkt som stedet hvor man kan læse om idéerne bag musikken, hvordan en ny jazzgruppe er opstået, nye pladeprojekter, tankerne bag en koncert, livet som jazzmusiker og selvfølgelig debat om alt som har med jazz at gøre.

Min forhåbning er at fremover kunne gå til en koncert efter at ha læst om hvad kunstneren vil formidle, at lytte til en plade med viden om hvordan musikken er opstået eller vide hvad kapelmesteren tænkte når han sammensatte sit band.

Jeg glæder mig til at læse mere om hvad der foregår inde i hovedet på mine kollegaer fremover!

Og nu jeg er igang vil jeg gerne benytte lejligheden til at byde velkommen til en snigpremiere på lidt af musikken til mit nye pladeprojekt med det svenske Monday Night Big Band. Det er i form af nummeret Take Five med Niklas Fredin på vokal og mig selv bag trækbasunsolistmikrofonen, hør det her!

De varmeste hilsner
Anders Larson

Share on Facebook

Kære Lennart

Du skal ikke være ked af det eller føle dig såret over mit tidligere indlæg, og andres kommentarer på denne blog – tværtimod – du skal være glad. Glad, fordi der er nogen der tager dit arbejde alvorligt, interesserer sig, følger med og giver sine meninger til kende.

Når jeg i dette blog-indlæg starter med at henvende mig til dig personligt så er det fordi du valgte at stile dit personligt til mig – men jeg vil dog i dette indlæg undgå at skrive “du” og “jeg” med store bogstaver da jeg ikke anser dette for at være en kamp mellem dig og mig. Kommentarerne til mit indlæg og de mange personlige henvendelser jeg har fået på mail, telefon og Facebook bekræfter da også at der er mange andre musikere som går og tumler med de samme tanker og oplevelser jeg beskrev. Det var absolut IKKE en anmeldelse men et oplæg til debat, hvilket jeg synes jeg gjorde klart i slutningen af “Copenhagen Jazzhouse – medspiller eller modspiller?”.

Du skriver at man skal respektere diversiteten, give plads og respektere at naboen gerne vil have andre planter i vinduet end en selv. Det er jeg enig i. Jeg føler heller ikke at mit tidligere indlæg på nogen måde var respektløst, men samtidigt vil jeg gerne pointere at CHJ ikke er naboens hus for mig (og for mange andre jazzmusikere). Det er mit, og dit, og hele den danske jazzscenens hus, og som bruger af huset vil jeg gerne give min mening om valget af blomster til kende (og vande dem) – også selv om du er sat til at bestyre det.
Du kalder din nye CHJ profil for en revolution og det samme vil jeg kalde denne blog hvor jazzscenen har fået en platform hvor jazzmusikere, jazzinteresserede og musikelskere i al almindelighed kan give deres mening til kende og få umiddelbar feed back. Ligesom du forventer at vi jazzmusikere skal acceptere din revolution så må du også vende dig til at CHJ´s bagland nu har fået en mulighed for bl.a. at diskutere de musikalske dispositioner på deres nationalscene. Som leder af CHJ vil du uværgeligt blive involveret i denne debat og her kan du så vælge at blive ked af det og såret eller tage kritikken til dig, vurdere den og derefter komme med din holdning.
I dit svar (til mig) gør du begge dele.
Det er mig magtpåliggende at tage den personlige vinkel (dig mod mig) ud af denne debat, da den ikke er frugtbar og kun afholder andre fra at deltage – bl.a fordi de er bange for de eventuelle jobmæssige konsekvenser (0g det er ikke bare et argument jeg finder på..). Selv er jeg overbevist om at det ikke er en berettiget frygt.
Her slutter så 1 mod 1 diskussionen.

Da jeg så at Lennart Ginman havde lagt et indlæg ind på dette forum blev jeg rigtig glad.
Jeg var spændt på at høre hans vinkel på denne debat, og specielt i de passager hvor han er konkret angående sine visioner er det interessant læsning.

Hans idé om at skabe helhedsoplevelser, hvor musik og atmosfære hænger sammen er rigtig god. Ideen med at gøre CHJ til et sted hvor publikum automatisk kommer fordi de ved at oplevelsen som de får altid er “spitzenklasse”, hvad enten musikerne er store amerikanske navne eller mindre kendte europæiske ell. danske, er spændende. Der er kælet for helheden – alt afhængig af hvilken af de 10 klubber man som publikum besøger, møder man et nyt rum eller atmosfære specielt tilpasset aftenens musik.

Jeg synes at disse tiltag er rigtig, rigtig gode. Det minder jo lidt om at være i New York hvor man automatisk MÅ besøge Blue Note, Birdland eller Village Vanguard. Deres brands er så stærke at man møder op uafhængigt af om man kender det band som spiller den aften.
Ginman fortæller os at han arbejder som en hest for at få det op at stå – og hatten af for det!

Jeg kunne have skrevet disse positive linjer i mit forrige indlæg hvis jeg havde haft et lige så indgående kendskab til Ginmans visioner som jeg har nu – efter at have læst hans indlæg. Nu er de ude i dette forum til glæde for mig og alle jer interesserede der følger med på bloggen – og det mener jeg er vigtigt.

MEN mine synspunkter vedr. det indhold Ginman/CHJ fylder ind i disse rammer er stadigvæk de samme. For når man ser på det program som er tilgængeligt er der, efter min mening, alt for få danske jazzsolister og faste grupper og for lidt variation blandt musikerne når man ved hvor mange fantastiske der er at tage af.
Og det leder mig videre til Ginmans kunstneriske tænketanke som på papiret kan være en god ide men som samtidigt distancerer Ginman fra den direkte kontakt med jazzens kapelmestre.
Ginman vil spare musikerne for at skulle bruge tid på promotion.Men hvad gør man så som kreativ kapelmester/jazzmusiker når man har arrangeret en studieindspilning og har en turneperiode i uge 10 med sit nye projekt og gerne vil præsentere musikken i København?
De standard-svar flere har fået på mail sender det signal at CHJ ikke er interesserede i at blive kontaktet direkte.
Hvad gør man så?
Skal man sidde med hænderne i skødet og håbe på at Ginman eller en fra hans tænketanke opdager hvad man har gang i?
Og hvordan skal de kunne vide hvad der sker lige nu ude i miljøet?
Skal man opgive CHJ og (som det er formuleret i CHJ´s standard emailsvar) “finde andre samarbejdspartnere” ?

Jeg forventer ikke at Ginman skriver et langt blogindlæg igen, da hans forrige var klart og tydeligt. Men det ville være rart at få et svar på disse spørgsmål som jeg ved at mange tumler med – gerne i kommentarfeltet.

Ginman skriver at der selvfølgelig skal være plads til danske jazzgrupper på CHJ. Personligt håber jeg at den plads bliver meget større. Jeg vil med interesse følge med i CHJ-programmets udvikling.

Til sidst vil jeg henvise til Søren Møllers kommentarer (til mit forrige indlæg) hvor han plæderer for at det er vigtigt at skabe debat og følge op på dem, at se tingene fra forskellige vinkler og give sin mening til kende da det vil styrke og levendegøre jazzen.

Dansk jazz lider generelt under manglende mediebevågenhed. Denne debat har indtil videre løftet denne blog frem i rampelyset og fået Politiken til at skrive en halv-sides artikel om CHJ og danske jazzmusikere (og det er endda udenfor Copenhagen Jazz Festival).

Jeg håber at mange mange flere vil deltage i denne debat og andre relaterede debatter!!

Vi har alle muligheder for at skabe noget stort med dansk jazz.

Jesper Bodilsen

Share on Facebook

At Copenhagen Jazzhouse har skiftet stil, bestyrelse og musikansvarlig  er vist ingen nyhed for dem der interesserer sig for jazz i Danmark. Selv har jeg, bl.a. gennem stedets nyhedsbrev, interesseret fulgt med i, hvad dette ville medføre af nye tiltag på scenen, som jeg opfatter som værende den danske nationalscene for jazzmusik. Musikchef Lennart Ginman står bag den nye profil hvor musikken inddeles i 10 forskellige kategorier og han har åbenbart store visioner om igen at sætte jazzen på det kulturelle landkort – ” Det er jazz, og den skal vi være stolte over. Jeg vil have højrøvetheden tilbage til jazzen,”  udtaler Ginman til avisen Information d. 1.sep. 2009.

Selv er jeg lidt usikker på hvis’ eller hvilken højrøvethed han mener, men at jazzen skal på landkortet (også gerne mediemæssigt så flere får mulighed for at blive præsenteret for genren) og at de 10 kategorier  vil kunne hjælpe publikum når de skal overskue Jazzhouse’s program er jeg helt enig i. Det er derfor med nysgerrighed, åbent hjerte og sind at jeg har fulgt med programmets seneste udvikling.

Efter det første  halve år begyndte jeg at ane konjunkturerne af den nye musikalske linie og efter at have modtaget det seneste nyhedsbrev og derefter undersøgt hele dette efterårs programudbud, står det hele mere klart. Popartister med jazzakkompagnement og udenlandske solister med dansk rytmegruppe præger programmet. Derudover krydres der m. Jazz’n Poetry ( digtere m. jazzakkompagnement), jazz/electronica og pop/rock bands.

I Information giver Ginman ligeledes udtryk for at han “vil styrke jazzen og jazzmusikernes selvværd” og jeg går ud fra at han også mener de danske – men ikke desto mindre er fraværet af danske jazzsolister næsten totalt i musikprogrammet. Jeg har kun kunnet finde en enkelt gruppe, hvor en dansk solist står øverst på plakaten med sin egen gruppe. (Niels Løkkegård) ellers er det kun udenlandske (hovedsageligt amerikanske) solister der finder vej gennem nåleøjet. Der findes masser af spændende danske jazzgrupper og solister, der arbejder og udvikler deres musik, og som af uforståelige årsager ikke præsenteres på Jazzhouse´s scene. Hos vokalisterne (som der i øvrigt optræder mange af i programmet), er det tydeligt, at det er nødvendigt at man kan skrive “kendt som”/tidligere popartist på sit CV hvis man altså ikke er udlænding. Kig selv på programmet og du vil bl.a. finde Jokeren, Jens Unmack, Nikolaj Nørlund, Randi Laubek, Tobias Trier, Marie Fisker, Caroline Henderson, Karen Mukupa, Hanne Boel, mfl., og her er det mere reglen end undtagelsen at de skal indgå i sammenhænge som de ikke selv har haft indflydelse på. Hvorfor er det at man ikke må spille med egne projekter/grupper ? (Ordet “gidseljazz” ligger lige på læberne)

Hvad jeg helt konkret ikke forstår er – hvor den musik og de musikere der udgør 90 % af den danske jazzscene er henne i jazzhouse´s program? Hvis man vil have den danske jazz frem i folks bevidsthed (og det er det jeg har forstået Ginman vil)  så bliver man da nød til at præsentere den!  Som konsekvens af de 10 “klubber i klubben” har Ginman med et penselstrøg skåret hovedparten af dansk jazz’s andel ned til en 2/10 af klubbens repertoire da langt de fleste danske grupper vil høre ind under kategorierne “JazzAspect” eller “Swing Pigalle” (sidstnævnte er endda et fast orkester valgt til at spille flere måneder af gangen med udvalgte solister). Ginman udtaler til Information at “der er musikere der ikke skal regne med at spille  lige så tit som de plejer da Jazzhouse ikke fører social politik”, men hvad mener han lige med det? Han tror vel ikke at danske jazzmusikere spiller på Jazzhouse for at overleve økonomisk?  Eller er det fordi at Ginman ikke mener at niveauet på danske jazzmusikere og i særdeleshed solister er højt nok, og at det vil minde om et socialt projekt at give dem adgang til Copenhagen Jazzhouse’s scene? Det kunne være interessant at få belyst…

Det store problem med Ginman´s Jazzhouse nuværende linie er efter min opfattelse, at den modarbejder den kreativitet og dynamik der eksisterer i jazzmiljøet. Artisternes egne musikalske ideer tilsidesættes eller nedprioriteres kraftigt og det er efter min mening uholdbart i længden.

Et eksempel på hvad man nok ikke mere får at se er en hjælpende hånd til grupper der udover danske musikere tæller skandinaviske eller mindre kendte europæiske.

I 2003 fik jeg den ide at samle en trio med trommeslager Morten Lund og den italienske pianist Stefano Bollani, der på det tidspunkt var et ganske ubeskrevet blad udenfor Italien. Jeg bookede i første omgang en lille 3 dages turne´ der gjorde det muligt i samme forbindelse at gå i studiet og indspille trioen. Jazzhouse under ledelse af daværende musikchef Lars Thorborg støttede op om ideen med det samme  og agerede således en slags “fødselshjælper” på projektet.

Nu, 6 år senere, har trioens 2 første albums tilsammen solgt mere end 20.000 eksemplarer (helt uhørt i jazzsammenhæng) -  Vi har bl.a. optrådt på den legendariske jazzklub  Birdland i New York, i store koncertsale og på anerkendte festivaler rundt om i Europa og vores seneste album er udgivet på pladeselskabet ECM – et af de højest profilerede pladeselskaber for jazzmusik i verden. Under Copenhagen Jazz Festival 2008 spillede vi 2 totalt udsolgte koncerter på Jazzhouse og modtog en 6 stjernet anmeldelse. En lille succeshistorie, der tog sin begyndelse på Jazzhouse og som viser at det betaler sig at udnytte- og være åben overfor musikernes egne indfald. For der var egentlig ikke noget unikt i det jeg gjorde dengang (og i øvrigt stadig gør) – det er præcis det hovedparten af danske jazzmusikere gør hele tiden. Forskellen fra dengang til nu er bare at Jazzhouse i samspillet med musikerne desværre har flyttet sig fra at være medspiller til at være hvad jeg opfatter som en slags modspiller.

Som musiker mener jeg at den danske jazzscene lige nu er et rigtigt spændende sted at befinde sig. En bred vifte af utroligt dygtige artister har masser at byde på og spiller jazzmusik på højeste internationale niveau. Jeg er overordentligt stolt af at være en del af dette kreative miljø, som man i øvrigt også må huske på at Jazzhouse opstod som et produkt af – det var nemlig musikere selv, der startede Jazzhouse for at udfylde det vakuum der var opstået efter at spillestedet “Montmartre” i Nørregade lukkede. Det er for mig derfor ekstra frustrerende at være vidne til et Jazzhouse, som er skabt til at præsentere jazz, nu fravælger hovedparten af sine egne danske udøvere – et fravalg som jeg har svært ved at se skulle bunde i musikkens kvalitet.

Mange flere danske jazzmusikere kunne gøre sig bemærket på de udenlandske scener og Jazzhouse bør og skal efter min mening – være et springbræt for disse musikalske projekter. Jazzhouse er også i øvrigt stort set det eneste spillested der giver mulighed for at blive anmeldt i dagspressen, da det netop er her at anmelderne oftest møder op for at anmelde, og med den situation som jazzen står i nu rent mediemæssigt er det en meget vigtig pointe.

Som situationen ser ud i dag modtager mange velansete og etablerede danske jazzmusikere blot et standardafslag på email når de forsøger at booke en koncert på Jazzhouse: Man bliver venligt bedt om “at finde andre samarbejdspartnere” allerede inden at der har været nogen form for dialog. Ginman´s selvvalgte rolle minder altså om den rolle en producer har i et studie under en pladeindspilning og den fungerer altså ikke ubetinget på et spillested som Copenhagen Jazzhouse.

At der naturligvis skal finde en form for udvælgelse sted er en selvfølgelighed med de mængder materiale jeg forestiller mig Jazzhouse modtager,  men omvendt mener jeg altså at det, med den musikalske linie der åbenlyst føres nu, sker det på bekostning af landets egne jazzartister og deres musikalske ideer/projekter og det får mig til at frygte at Jazzhouse med tiden vil udvikle sig til en musikalsk underafdeling af et spillested som VEGA – bare tilsat lidt eksotisk “jazzkrydderi” Eller at Jazzhouse mister sin kerne-identitet og hvad bliver så det næste – at Jazzhouse skifter navn til ???

Jeg har overvejet længe om jeg overhovedet skulle publicere mine tanker, men er nu kommet til den konklusion at det er jeg nødt til. Jeg opfordrer hermed Jer, kære læsere, jazzmusikere og jazzelskere, til at byde ind med kommentarer og meninger så vi kan få en debat i gang om Copenhagen Jazzhouse´s placering på den danske jazzscene.

Med venlig hilsen

Jesper Bodilsen

Share on Facebook